Nogle gange stopper jeg op midt i en bog og tænker ‘Jeg er overhovedet ikke spændt på, hvordan det går de her mennesker’. Tit læser jeg bøgerne færdig alligevel. En slags udfald af min opdragelse, vil jeg tro. Og lidt tåbeligt.
Ulven er desværre sådan en bog. Den starter ellers godt, synes jeg:
“Leonora var ikke noget nemt barn. Allerede da hun var ni, erklærede hun over for sin raceubestemmelige gårdhund, at det eneste, hun virkelig ønskede sig i denne verden, var at slå sin bror ihjel. Denne historie begynder dog længe før, Leonora kom på de tanker, den begynder længe før, Leonora overhovedet blev født, hvilket hun var ganske tæt på slet ikke at blive. Historien begynder, før hendes familie forvandlede sig til denne kerne af fortrydelse, før hendes mor langsomt, men sikkert forvandlede sig til en ulv.”
Der er lagt op til drama, men man kommer aldrig rigtig til at holde med nogen af personerne, og det bliver aldrig en pageturner. Faktisk tror jeg, Katrine Marie Guldager gør en dyd ud af, at man ikke skal komme for tæt på, bl.a. ved at forældrene, som fylder alt for meget af historien, kun bliver kaldt ‘Leonoras mor’ og ‘Leonoras far’. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor det nu skulle være godt.
Jeg bliver ved med at vende tilbage til Katrine Marie Guldager, fordi jeg var begejstret for hendes novellesamling “København”, men desværre er jeg blevet skuffet, når jeg har forsøgt at læse en af hendes romaner.
Tags:Katrine Marie Guldager, København, Ulven
Jeg havde stort set den samme oplevelse med Ulven: Kunstig fremmedgørelse ved at kalde personer for Leonoras far & mor og en grundlæggende ligegyldighed over for personernes liv og levned. Se evt. min anmeldelse her: http://beldenak.wordpress.com/2011/04/20/%e2%80%99ulven%e2%80%99-faengsler-ikke/
Jeg ved godt, at KMG får udmærkede anmeldelser, men nu har jeg af forskellige årsager læst tre af hendes bøger og er blevet skuffet hver gang, så nu er det vist tid til at konkludere, at hendes skrivestil bare ikke passer til min bogsmag.
Tak for linket, jeg er meget enig i alt det, du skriver. Havde ikke tænkt på det med, at de lidt for let skifter karakter.
Dog var jeg som sagt ret glad for København. Jeg læste den, da jeg lige var flyttet til byen, og jeg synes, den var langt mere subtil og med tråde, der blev flettet sammen undervejs.