For Miki i Ukulele jam er det musikken, der er vejen ud af håbløsheden. Ikke ukulele-spilleri, men alle de kasettebånd, han køber og bytter sig til, og ikke mindst de dunkende rytmer på spillestedet Ukulele, hvor modet langsomt bliver større.

Ukulele jam er en roman om at blive voksen, og så foregår den tilfældigvis under borgerkrigen i Eks-Jugoslavien. Den handler om den hverdag, man nu engang har, og som man slår sig til tåls med og prøver at få det bedste ud af.

Miki og hans familie bliver fra den ene dag til den anden flyttet ud af deres hjemby og anbragt i en gammel feriekoloni langs den kroatiske kyst, som nu fungerer som flygtningelejr. Han får nye venner, for kun at se dem og deres familier emigrere til det forjættede Sverige mod nord, hvor de har musikbiblioteker og lyshårede piger til overflod.

Ukulele jam er meget velskrevet og velfortalt og også meget dansk i sin referenceramme. Alen Meskovich er nemlig født i Bosnien, men flyttet til Danmark som 17-årig. Og så siger jeg ikke mere.

Man kan sniglæse de første sider af romanen på den her hjemmeside. Men det er der egentlig ikke nogen grund til, for du skal klart læse hele bogen, hvis du spørger mig.

Jeg kan godt lide Martin K. Han kan godt lide små historier, der ikke er fortløbende, men som er brudstykker og indblik i et eller flere liv. Sådan en bog er Dansk Ørken, ligesom novellesamlingen “Han danser på sin søns grav”.

Handlingen i korte træk: Hovedpersonen har været soldat, skriver en bog om sine oplevelser, bliver ældre, får børn, et af dem falder uden varsel ned af en skrænt og dør, han bliver indisk yogaguru og bytter kønsdele.

Ulven er desværre sådan en bog. Den starter ellers godt, synes jeg:

“Leonora var ikke noget nemt barn. Allerede da hun var ni, erklærede hun over for sin raceubestemmelige gårdhund, at det eneste, hun virkelig ønskede sig i denne verden, var at slå sin bror ihjel. Denne historie begynder dog længe før, Leonora kom på de tanker, den begynder længe før, Leonora overhovedet blev født, hvilket hun var ganske tæt på slet ikke at blive. Historien begynder, før hendes familie forvandlede sig til denne kerne af fortrydelse, før hendes mor langsomt, men sikkert forvandlede sig til en ulv.”

Der er lagt op til drama, men man kommer aldrig rigtig til at holde med nogen af personerne, og det bliver aldrig en pageturner. Faktisk tror jeg, Katrine Marie Guldager gør en dyd ud af, at man ikke skal komme for tæt på, bl.a. ved at forældrene, som fylder alt for meget af historien, kun bliver kaldt ‘Leonoras mor’ og ‘Leonoras far’. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor det nu skulle være godt.

Jeg bliver ved med at vende tilbage til Katrine Marie Guldager, fordi jeg var begejstret for hendes novellesamling “København”, men desværre er jeg blevet skuffet, når jeg har forsøgt at læse en af hendes romaner.

Undskyldningen er en slægtsroman. Den begynder i 1940′ernes Vestjylland med en præst, der går ind i modstandskampen, og slutter i nutidens Berlin, hvor præstens barnebarn er chef for den tyske opera.

Som alle gode slægtsromaner, er den loaded med familiehemmeligheder, og de bliver langsomt omdrejningspunktet for handlingen.

Forkvaklede mor-datter-forhold, sidespring, gamle fotografier, der fortæller om fortiden, og tilfældige møder på en banegård. Alle gode ingredienser i en slægtsroman. Og så har jeg ikke afsløret nutidens handling, som måske, i hvert fald et stykke hen ad vejen, er den mest nervepirrende.

Det er selvfølgelig ikke det samme som Hanne-Vibeke Holsts politik-trilogi (og det tror jeg, er godt nok), men det er skrevet ligeså ubesværet, så man flyder vægtløst gennem romanen, til sidste punktum er sat.

Bogens første sætning:

Når Thorvald vågnede, nøgen under den tunge dundyne, udstrakt på ryggen med erektionen strunk pegende mod navlen, var det altid og uanset de mørke skyer, der i disse år trak sig truende sammen over Europa, med følelsen af at være en lykkelig mand.

Tak for lån til Marianne:-)

“I takt med at stadigt flere unge med en etnisk minoritetsbaggrund er kommet i uddannelse og job i løbet af det sidste årti, er andelen der føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet faldet markant. Til gengæld er etniske minoriteters oplevelse af diskrimination fra politikeres og mediers side vokset markant i samme periode.”

“I dag peger knap en femtedel (…) på medierne som kilde til diskrimination mod 8 procent for ti år siden, samtidig med at en tiendedel føler sig diskrimineret af politikere mod kun 4 procent tilbage i 2000.”

Aydin Soei beskriver den catch 22, det er, at unge brænder biler af i afmagt over for overdreven magtanvendelse fra politiet og stigmatisering fra mediere, og samtidig er de med til at fastlåse den stigmatisering af dem selv som voldelige og uregerlige unge.

Vi får et tæt indblik i de strømninger, der gik gennem Nørrebro, da biler stod i brand få år tilbage. Vi får nuanceret billedet, og ser fx at et politisk redskab som visitationszoner har fejlet, netop fordi nuancerne mangler. Tænk bare den frustration, det må være, at blive stoppet af Politiet over ti gange samme dag – uden du har gjort noget, men i øvrigt er veluddannet, har arbejde og bare er på vej hen for at mødes med nogle venner. Det er svært at se for sig, at det sker. Men det sker.

En afsluttende tanke om schnitzler og diskrimination
I weekenden var jeg i Schweiz, og min mand og jeg sad på en restaurant og ventede næsten en time på at få serveret vores dejlige schweiziske flødeschnitzel. Langsomt blev vi mere og mere frustrerede, følte os overset og kunne ikke længere hygge os. Og Morten sagde noget i retningen af “Tænk, hvis det var fordi vi er danskere, at de bevidst serverer for andre før os. Altså det ved jeg godt, at de ikke gør, men tænk på, hvordan det må være, hvis man ikke rigtig ved , om det er derfor, og at man derfor altid er skeptisk.”

Man kan sagtens sige en masse ting om piger, der kører biler og den slags. (Det må man også gerne). Men man kan også sige noget i stedet for om masserne, der bliver forført af dumme ting, som de selv har opfundet. Og at man glemmer at tænke, når man lader noget andet overtage.

Den slags handler Hvid støj om.

Jack Gladney har gjort Hitler til sin professionelle levevej som universitetsprofessor, men han kan ikke læse eller tale tysk. Han er blot god til at fange masserne og videregive sin fascination. Masserne bliver også forført af en ‘toksisk hændelse’, der lammer den lille universitetsby og sender alle i overlevelseslejre. Døtrene får symptomerne fra den toksiske hændelse en efter en i takt med at de bliver offentliggjort. Jack selv får sparket meget kontant til sin dødsangst. Det er nemlig den anden ting, Hvid støj handler om: at vi på den side går og håber, at vi selv dør først, så vi ikke bliver ensomme, når den anden dør, og på den anden side håber, at den anden dør først, så man selv kan leve.

Jeg er meget imponeret over Don Delillos finurligheder. Der må passere nogle underlige tankerækker i hans hoved ind imellem, hvis blot en lille procentdel af dem er skrevet ned.

Til mit temperament bliver bogen dog også lidt for langtrukken i sin underlighed nu og da, men jeg synes, man skal unde sig selv at lære Delillos skrivestil at kende.

Joumana Haddad: Jeg dræbte Sheherezade
Uh, det er sådan en svær bog at skrive om. For er det ok at synes at et vidnesbyrd fra en stærk arabisk kvinde er uinteressant? Jeg kan godt lide bogens grundtanke: Sheherazade skal dø: det er ikke tilstrækkeligt at være snedig nok til at fortælle historier for ikke at dø, vi må også have magten til selv at slå ihjel. I alle mulige overførte betydninger. Men skrivestilen er sgu tung. Og jeg bliver ikke så meget klogere undervejs. Men sejt nok, alligevel, at den findes. Jeg kan bare ikke nødvendigvis anbefale at læse den.

Leni Malicenski: Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt
En humoristisk journalistisk gennemgang af ligestillings-Danmark pt. Leny bliver arbejdsløs, kommer i tanke om, at hendes tidligere chef ikke gav hende nok i løn, tager på pilgrimsrejse til kvote-Sverige og finder senere ud af, at man måske skulle spørge luderne først, inden man begyndte at tage deres kampe. Du behøver ikke læse den, men hvis du alligevel har en eftermiddag, du ikke skal noget med, er det nu ganske underholdende.

Krigen er stadig meget nærværende i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. På indfaldsvejene ind til Sarajevo, så vi børn hægte sig fast på bagporten af sporvogne og køre forbi højhuse med skudhuller fra top til bund. Alle taler om krigen, men der er fred, og den er fortid. Balkan er smukt og stille. Betagende. Jeg er blevet fan.

Vi talte med Ivo på torvet i Banja Luka. Han ville gerne have lidt håndører, og så ville han gerne tale tysk. Han var flygtet til Tyskland i 1992, da krigen startede og vendt tilbage for ti år siden, da det gik i stykker mellem ham og hans kone. Han ville gerne være boksetræner i Danmark. I Banja Luka var det ikke til at få et job. ‘Jeg er kroater’, sagde han, men hans familie havde boet i bosniske Banja Luka gennem 200 år. Måske var det også de manglende tænder og alkoholånden, men ikke desto mindre var alting bedre under Tito. Her kunne alle få noget at bestille. Tankevækkende.

Og så kom Brad og Angelina
Sarajevo Film Festival er den største på Balkan og én af de største i Europa. Og så fandt den tilfældigvis sted den dag, vi var i den smukke, bosniske hovedstad. Vi købte billetter til afslutningsforestillingen i en open air biograf i en gammel skolegård og skråt bagud havde vi selskab af Brad Pitt og Angelina Jolie. De var ikke kommet for at se den irske komedie om en landbetjent, der optrevler narkosmugling, men de var trukket dertil af instruktøren Danis Tanovic, som skulle vise sin kortfilm inden.

Filmen Bagage er af den type, man ikke glemmer igen. Den type, hvor alle brikkerne falder på plads, og hvor man før måske vidste lidt om krigen, forstår  man nu lidt. En ung svensk-bosnier vender tilbage til sin hjemby for at finde ligene af sine forældre og begrave dem. True story. 10.000 mennesker, der døde i krigen mellem 1992 og 1995 er endnu ubegravede, ufundne, uafklarede. Billedet af knogler og kranier spredt i en skov vil blive siddende på min indre billedskærm nogen tid endnu. Se den, hvis du får mulighed for det.

Næste gang tror jeg, turen går til Montenegro. Et land man knap ved findes med en kyststrækning, der ser rimelig fantastisk ud.