Gitte Løkkegaard: Tine Bryld. Et lettere kaotisk ridt

Biografi

Jeg hører ikke til dem, der er vokset op med Tine Brylds stemme i radioen. Jeg er ikke fortolig med Tværs og har ikke spejlet min ungdom i de mange skæbnehistorier. Til gengæld er Liv og Alexander-trilogien min vigtigste teenagelitteratur. Jeg ved stadig, hvor de tre bøger stod på mit skolebibliotek, bagerst til venstre og på samme hylde som “Min ven Thomas”.

For et menneske, hvor Tine Bryld først og fremmest er ungdomsbogsforfatter og dernæst radiostemme, er det interessant at læse historien om et menneske, der måske frem for alt er socialrådgiver og socialt indigneret. Et mennekse, der har kæmpet for fri abort og advokerede for fixerum i København allerede for 40 år siden.

Jeg blev opmærksom på bogen på Bogforum, hvor jeg hørte en samtale mellem Gitte Løkkegaard (radiovært på DR) og Tine Bryld og en tredje. Når jeg lytter til det, kender jeg jo alligevel godt stemmen (- og i øvrigt også Gitte Løkkegaards – det er hende, der i mange år lavede timelange personinterviews med en langsom, rolig stemme på P1). Det her citat, synes jeg, er som at tænde for radioen:

“Hendes stemme er kaldende, venlig. “Hallooo, det er Tine”. Der er tavshed i den anden ende. Stemmen bliver blødere. “Er det Signe?” Stadig tavshed i et par sekunder, så hører man en lille gennemsigtig stemme: “Ja…” “Hej Signe,” siger hun, og de ord findes ikke i sproget, som kan beskrive den omsorg, der bølger ud i telefonen når hun spørger: “Hvad har du på hjerte, min ven ?””

Reklamer