Danmarks Statistik: Mest populære navne

Finurligheder

Der er fire mænd i Danmark, der hedder Skat.

Derudover er der 189 Cirkeliner med hver en kvart promilles chance for at blive gift med en Ingolf (hvis vi antager, at halvdelen af danskerne er heteroseksuelle mænd, der gerne vil giftes, og jeg er hverken matematiker eller statistikker, men alligevel…)

Jeg kan altid godt lide at læse Danmarks Statistiks liste over populære navne, og Politiken har en meget interessant pointe fra en ph.d’er i navneforskning, der fortæller at drenges navne næsten altid ender på konsonanter og pigers på vokaler. Tænk, at man (jeg) aldrig har opdaget det. Det er jo rigtigt! Desværre har de, så vidt jeg ved, ikke nogen lister over de mindst populære navne. Det ville ellers være ret interessant – især at se, hvor længe der skulle gå inden de mindst populære (=mest individuelle, særegne) kom fra den ene statistik til den anden.

www.dst.dk/navne kan man også finde ud af, hvor mange der hedder det samme som én selv – desværre uden mellemnavn. Der er højst to i Danmark, der hedder Lene Holmgård. Det vil sige mig.

Reklamer

Gerbrand Bakker: Ovenpå er der stille

Roman

Det er egentlig ikke med vilje, at jeg læser endnu en bog om nogle forsagte midaldrende mænd på en familiegård, der går og taler med deres dyr, ønsker sig et andet sted hen, mens de passer nogle skrantende forældre og muligvis er lidt undertrykt homoseksuelle. Det er – i hvert fald en del af – temaet i denne roman fra Holland. Den er skrevet fint, og historien er god, men det er ikke en bog, der vil blive lagret længe i min hjernes viktualierum.

Katrine Marie Guldager: Nu er vi så her

Noveller

Katrine Marie Guldagers fantastiske “København” er én af grundene til, at jeg trods min lettere indskrænkede hang til romaner, nogle gange alligevel giver novellesamlinger en chance. Hendes nyeste hedder “Nu er vi så her”, og den er også ganske god, men ikke ligeså særlig. De fleste af novellerne handler om familier og forhold, der er i opløsning eller udvikling, men de hænger ikke sammen på kryds og tværs som i “København”. Jeg er ret vild med begyndelserne i de forskellige noveller, og jeg blev ramt af en stille nørdefryd, da den første indleder med sætningen:

“Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle.”

Novellen har den meget sjove titel “Voksne mennesker kan godt tale om sex” og er en fortælling om en datter, der ikke synes hendes mor behøver tale med hende om netop det.

De to bedste noveller er dog efter min mening de mest barske. Den ene er novellen “Kære Karen Rask”, som er en fængselsindsats brev til et menneske, Karen, som muligvis er offer for det, der har sendt ham i fængsel. Den anden handler om en voldtægt på hovedbanegården og hedder “Retssagen”.