Skidt begyndt…

Roman

Nogle bøger når man ikke til sidste side af. Her en lille liste over bøger, jeg har bladret, læst næsten, kvart, halvt, stort set ikke i den forgangne tid.

Søren Ulrik Thomsen: Repremiere i mit indre mørke
En ret lækker essaysamling. Jeg gider bare ikke læse essays. Det er meget interessant, at han skriver om Inger Christensen, som han kender og er inspireret af. Også meget interessant læsning om rygepolitik, som jo er klasseeksemplet på, hvor hurtigt man kan vende en kultur. Hvis jeg skulle tage én bog med på en øde ø, skulle det til gengæld være Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Det værste og det bedste”.

Juliane Preisler: Privatpersoner
En god bog at læse op – meget rytmisk, gentagende, mundtligt sprog. Men derfor også hakkende, snublende, monont rytmisk. Jeg blev træt af at læse indad i den form. Det er jo en smagssag. Som bonusinfo kan jeg fortælle, at jeg skrev 1.g-opgave om Juliane Preislers roman “Glas”.

Jan Sonnergaard:  Sidste søndag i oktober
Apropos gymnasiet har jeg som så mange andre i min generation læst Jan Sonnergaards “Radiator”. Særligt novellen om en polterabend, der kommer helt ud af kontrol og ender i vold og mord, har efterladt så stærke billeder, at jeg tænkte, Jan Sonnergaards andre to novellesamlinger skulle have en chance. Men det blev lidt halvhjertet, og jeg blev aldrig rigtig fænget og nåede ikke til samlingen med den ellers så dejlige titel “Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen” (som jeg i øvrigt tit kommer til at tænke på, når jeg ser et indlæg af Per Michael Jeppesen).

Olav Hergel: Indvandreren
Jeg glemte en pæreindsmurt udgave af denne bog i et indenrigsfly, og egentlig var begyndelsen ikke så lovende – et forceret sprog, der alt for gerne ville gennemtrumfe nogle pointer – men den havde potentiale til at blive spændende, så den skal have en chance til. Måske uden nærkontakt med frugt.