Carsten Jensen: Vi de druknede

Mændene i Marstal får ingen grav. De dør på havet, og der er ingen sten for kvinderne at besøge. “Vi, de druknede” er mændene i Marstal. De drukner gennem krigstid og fredstid og fra New Foundland til Danmarks sydkyst, og indimellem er basen Marstal, den stolte by på Ærø, som er kendt på verdenshavene, og som fylder så meget i hjerterne på de unge og gamle mænd.

De ved, at de skal drukne, men der findes ikke et alternativ til havet. Og derfor findes der heller ikke et alternativ til krigen, når den gennem generationer dukker op som et vilkår for Marstals sømænd: 

“Det var sømandens stædighed, når han konfronteres med overmagten, hvad enten det er en orkan eller en Messerschmitt 110, der fik dem til at sige ja. 
De sagde ikke ja til at gå i krig. De fortsatte blot en kamp, der allerede havde stået på længe. Det var ikke England, men vejen til England, de sagde ja til, havet og den udfordring, der fik dem til at føle sig som mænd.”

“Vi, de druknede” handler om sømandsskab og om krig og død. Men den handler mest om alt det, der er indimellem. Fx Klara Friis, hvis mand døde på havet, og hvis søn nu er stukket til søs. Den handler om frygten for at miste, og om de efterladte kvinders handlekraft. Et afsnit begynder fx med denne sætning:

“Der kom en dag, hvor hun troede, at Knud Erik var død.
Da det viste sig, at han stadig var i live, besluttede hun sig til, at tiden var inde til selv at slå ham ihjel.” 

Allerede tidligere har Klara Friis arvet en stor sum og besluttet sig for at udrydde søfarten i Marstal ved at opkøbe skibe og sætte dem ud af drift. En udenbys spekulant kommer til byen, og da han forlader Marstal igen, får han disse ord med på vejen af fortælleren:  

“Vi kan diskutere til evig tid, hvorvidt det var Klara Friis, der var skyld i Isaksens fiasko, eller hvorvidt det var på grund af vaniljekransene, at det gik galt for ham. I hvert fald manglede der noget i hans viden om kvindekønnet. Han havde troet, at en kvinde, der er lammet af ængstelse, har brug for en mand, som er fuld af handlekraft, for at blive forløst.”

Jeg kunne også fortælle om menneskeæderne på den fjerne ø, skrumpehovedet og den bitre skolelærer, der til sidst gives en krank skæbne af de plagede skoleelever, men jeg vil nøjes med en opfordring til at læse “Vi, de druknede” og også blive ved, selv om begyndelsen kan være lidt tung – det bliver bedre! Og så vil jeg slutte med en af de finurlige indledninger, der er fint drysset ud over bogen, og som gør Carsten Jensen så hyggelig at læse: 

“Vi ved ikke, om Herman Frandsen var morder.
Hvis han var, kender vi grunden.
Han blev morder på grund af utålmodighed. “

Advertisement

Det læser Lene Holst Holmgård

Når jeg læser Politikens bogtillæg, drømmer jeg altid om, at de også spørger mig, hvad jeg læser for tiden. Mens jeg venter på de ringer, kan jeg jo passende dele det med jer.

Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg læser Carsten Jensens “Vi de druknede”. Jeg har fået den anbefalet af en, som mente, den er en af Danmarks store fortællinger, fordi den indkapsler den danske selvforståelse (hvis der findes sådan en), og hvordan vi forstår krig og det at bo i en lille by, og hvordan vi er over for hinanden. Det er meget interessant og også ret hyggelig at læse den med de briller på. Den er dog også lidt lang i det, og jeg opdagede ca. 50 sider inde i den, at jeg vist var startet på den før og havde givet op. Men det bliver bedre undervejs; indtil videre har jeg bl.a. læst om nogle kannibaler og en fortabt dreng, der bliver ven med en gammel sømand. Der er mange gode fortællinger i fortællingen.   

Hvad har været din største læseoplevelse det seneste år?
Jeg vil tro, det er Arseniktårnet af Anne B. Ragde. Det er den bog på det seneste, jeg har haft sværest ved at lægge fra mig. Sådan en bog, hvor man håber, man kan blive siddende i toget lidt endnu, så man lige kan nå at høre, hvad der sker med den ene eller den anden. Her er hvad jeg skrev, lige da jeg havde læst den.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Alt, hvad jeg har læst i mine teenageår, er jeg blevet meget påvirket af, fx Tine Brylds trilogi om Liv og Alexander, fordi der gemte sig så mange anvisninger til, hvordan man kunne være ung. Christian Jungersens “Undtagelsen” er ultimativt den stærkeste, mest vedkommende bog, jeg har læst som voksen. Dem, der ikke har læst den endnu, skal gøre det.   

Hvilken bog var den første, du læste?
“Rosen og Rosita” – den bog fik jeg læst højt, og da jeg så selv lærte at læse, begyndte jeg med den. Måske er det den bog, jeg har læst flest gange. Den handler om to veninder, og mit tydeligste minde fra den er at nogle skolekammerater hælder mælk ud over den ene pige, fordi de ikke forstår, hun har en anden hudfarve end dem selv.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
Måske koranen. Udover det ser jeg bl.a frem til at læse Kapgang af Morten Kirkbøl, Morten Ramslands nye bog Sumobrødre og en bog af en islandsk forfatter, der hedder Depositum.