Kristina Aamand: Baba Habib – perker på pletten

Jep, jeg er begyndt at læse børnebøger. Og det er ret sjovt!

Du kan ikke komme i tanker om en fordom, der ikke er med i den her lille fortælling fra en forstadshverdag. Jeg er specielt fan af lærer-Lise, der er lige ved at anerkende alle ihjel i den der skoleklasse.

Baba Habib er hovedperson, hendes bror er perker på proteinkur nede i det lokale fitnesscenter, deres største idol er Burhan G, ære være hans talent, og hendes far er halalslagter med byens bedste nosser.

Kan utrolig godt lide denne lille seance fra beboermødet, hvor faren foreslår et nyt tiltag, der skal få flere til at flytte ud i deres hood:

“Far rejser sig op, tager mikrofonen og stiller sig helt op foran forsamlingen.
– Ghetto hedde dyrenavne: Heste-park, ko-park. Du kende alle sammen. Det majet fint. Vores Borgmester-Bent majet duktig. Finde fine navne.
– Tak, tak, nikker borgmester Bent. – Men jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen?
– Jo, Borgmester-Bent lave nyt navn. Heste-park ikke så gut. Vi kalde for Grise-park. Ikke nogen muslim vil bo i svin. Så den danske tænke: ‘oh, grise-park, der jeg vil bo med min blegfjæsfamilie’. Mange mulighed. Vi kalde fortov for svinesti. Måske lille sø, så vi kalde svinebugten. Det meget fin. Tak, tak! Tak ske det ha’.”

Det er totalt plat. Og lidt sjovt.

Nu er jeg gået i gang med Manu Sareens serie om Iqbal Farooq, som er skåret lidt over samme læst (eller det er uretfærdigt at sige det sådan, for Manu kom først). Rent skriveteknisk synes jeg ikke, den er helt ligeså godt fortalt, men det er en sjov historie, som er hyggelig at følge med i. Og så er den slugt på ganske kort tid.

Til gengæld tror jeg, jeg er klar til en voksenbog nu…

PS: Apropos voksenbøger er det Kristina Aamand, der har skrevet bogen “Mødom på mode” sammen med Asif Uddin om arabiske kvinders seksualitet. Den bliver man klog (og forfærdet) af at læse.

Advertisement

Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav

Martin Kongstad vandt debutantprisen i 2009 for den her novellesamling, og det synes jeg bestemt, er velfortjent.

Det er syv sammenhængende noveller, som foregår i mediedarlingernes København og livsnydernes Nordsjælland (hvor jeg lige var i sommerhus i går. Meget aktuelt). Det går meget ud på at drikke alt for meget ret lækker rødvin, at knalde lidt hist og pist og at fortryde, hvad man har gjort med sit liv (det gjorde jeg ikke nødvendigvis i går).

Der er noget i skrivestilen, som minder mig om at læse Jan Sonnergaards ‘Radiator’ i gymnasiet. Noget destruktivt, som samtidig er tiltrækkende.

Her et lille klip:

“Da hændte det ulyksalige, at jeg kom til at se alt med hans øjne. (…) Med ét stod det ubehageligt klart, at matematikeren ikke var en overjordisk særling, men bare studentikos og bedrevidende, og pludselig kunne jeg høre alle de himmelråbende ligegyldigheder, som folk omkring os drøftede. De talte jo om tv-programmer og friværdi, som alle andre; ganske vist var disse emner gjort spiselige ved en negation; åh, det var tidsspilde med alt det fordummende tv, og nej, hvor var det for meget med al den snak om boligpriser, men omdrejningspunkterne var de samme banale, og det var bestemt ikke formildende, at man tilmed insisterede på at distancere sig fra pøblen.”