Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav

Noveller

Martin Kongstad vandt debutantprisen i 2009 for den her novellesamling, og det synes jeg bestemt, er velfortjent.

Det er syv sammenhængende noveller, som foregår i mediedarlingernes København og livsnydernes Nordsjælland (hvor jeg lige var i sommerhus i går. Meget aktuelt). Det går meget ud på at drikke alt for meget ret lækker rødvin, at knalde lidt hist og pist og at fortryde, hvad man har gjort med sit liv (det gjorde jeg ikke nødvendigvis i går).

Der er noget i skrivestilen, som minder mig om at læse Jan Sonnergaards ‘Radiator’ i gymnasiet. Noget destruktivt, som samtidig er tiltrækkende.

Her et lille klip:

“Da hændte det ulyksalige, at jeg kom til at se alt med hans øjne. (…) Med ét stod det ubehageligt klart, at matematikeren ikke var en overjordisk særling, men bare studentikos og bedrevidende, og pludselig kunne jeg høre alle de himmelråbende ligegyldigheder, som folk omkring os drøftede. De talte jo om tv-programmer og friværdi, som alle andre; ganske vist var disse emner gjort spiselige ved en negation; åh, det var tidsspilde med alt det fordummende tv, og nej, hvor var det for meget med al den snak om boligpriser, men omdrejningspunkterne var de samme banale, og det var bestemt ikke formildende, at man tilmed insisterede på at distancere sig fra pøblen.”

2 thoughts on “Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav

  1. er også ret begejstret for den – den er meget rammende. Og man føler sig også selv en smule ramt til tider! Eller jeg gør i hvert fald…

Der er lukket for kommentarer.