Fra femi-hylden

Lidt kønslitteratur fra to forskellige kanter. Den ene læste jeg, fordi min avis på en pæn måde sagde, jeg burde holde mig opdateret om det 21. århundredes kvindefrigørelseskamp i de arabiske lande. Den anden, fordi den tilfældigvis var på biblioteket, og jeg kunne genkende forfatteren som en JP-journalist, jeg engang har overvejet at ringe til eller måske ringede til, jeg kan ikke huske det, men navnet kunne jeg genkende.

Joumana Haddad: Jeg dræbte Sheherezade
Uh, det er sådan en svær bog at skrive om. For er det ok at synes at et vidnesbyrd fra en stærk arabisk kvinde er uinteressant? Jeg kan godt lide bogens grundtanke: Sheherazade skal dø: det er ikke tilstrækkeligt at være snedig nok til at fortælle historier for ikke at dø, vi må også have magten til selv at slå ihjel. I alle mulige overførte betydninger. Men skrivestilen er sgu tung. Og jeg bliver ikke så meget klogere undervejs. Men sejt nok, alligevel, at den findes. Jeg kan bare ikke nødvendigvis anbefale at læse den.

Leni Malicenski: Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt
En humoristisk journalistisk gennemgang af ligestillings-Danmark pt. Leny bliver arbejdsløs, kommer i tanke om, at hendes tidligere chef ikke gav hende nok i løn, tager på pilgrimsrejse til kvote-Sverige og finder senere ud af, at man måske skulle spørge luderne først, inden man begyndte at tage deres kampe. Du behøver ikke læse den, men hvis du alligevel har en eftermiddag, du ikke skal noget med, er det nu ganske underholdende.

Advertisement

Balkan live

Jeg skrev for nylig om Birgithe Kosovic’s ‘Det dobbelte land’ og om nye Balkan-film på vej. Det var før jeg vidste, at jeg skulle tilbringe en uge i de x-jugoslaviske bjerge med balkanrytmer i bilradioen. Først da jeg kom hjem og kastede et blik på romanen igen, opdagede jeg, at jeg havde været i Dubrovnik, hvor ‘Det dobbelte land’ udspiller sig, og jeg forstod, at jeg havde snirklet rundt i de bjerge, som Milovan flygter op i.

Krigen er stadig meget nærværende i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. På indfaldsvejene ind til Sarajevo, så vi børn hægte sig fast på bagporten af sporvogne og køre forbi højhuse med skudhuller fra top til bund. Alle taler om krigen, men der er fred, og den er fortid. Balkan er smukt og stille. Betagende. Jeg er blevet fan.

Vi talte med Ivo på torvet i Banja Luka. Han ville gerne have lidt håndører, og så ville han gerne tale tysk. Han var flygtet til Tyskland i 1992, da krigen startede og vendt tilbage for ti år siden, da det gik i stykker mellem ham og hans kone. Han ville gerne være boksetræner i Danmark. I Banja Luka var det ikke til at få et job. ‘Jeg er kroater’, sagde han, men hans familie havde boet i bosniske Banja Luka gennem 200 år. Måske var det også de manglende tænder og alkoholånden, men ikke desto mindre var alting bedre under Tito. Her kunne alle få noget at bestille. Tankevækkende.

Og så kom Brad og Angelina
Sarajevo Film Festival er den største på Balkan og én af de største i Europa. Og så fandt den tilfældigvis sted den dag, vi var i den smukke, bosniske hovedstad. Vi købte billetter til afslutningsforestillingen i en open air biograf i en gammel skolegård og skråt bagud havde vi selskab af Brad Pitt og Angelina Jolie. De var ikke kommet for at se den irske komedie om en landbetjent, der optrevler narkosmugling, men de var trukket dertil af instruktøren Danis Tanovic, som skulle vise sin kortfilm inden.

Filmen Bagage er af den type, man ikke glemmer igen. Den type, hvor alle brikkerne falder på plads, og hvor man før måske vidste lidt om krigen, forstår  man nu lidt. En ung svensk-bosnier vender tilbage til sin hjemby for at finde ligene af sine forældre og begrave dem. True story. 10.000 mennesker, der døde i krigen mellem 1992 og 1995 er endnu ubegravede, ufundne, uafklarede. Billedet af knogler og kranier spredt i en skov vil blive siddende på min indre billedskærm nogen tid endnu. Se den, hvis du får mulighed for det.

Næste gang tror jeg, turen går til Montenegro. Et land man knap ved findes med en kyststrækning, der ser rimelig fantastisk ud.