Christian Jungersen: Du forsvinder

Roman

Da Christian Jungersens “Undtagelsen” udkom i 2004 var det den bedste bog, jeg nogensinde har læst, og ingen anden bog har overhalet den de sidste otte år. Jeg fik knuder i maven over de psykologiske spil, der er mellem Iben, Malene og Anne-Lise, og bagefter kunne jeg ikke lade være med at se (ubevidst) voksenmobning overalt. Det er så præcist og uhyggeligt.

“Du forsvinder” er på samme måde meget præcis, ubehagelig og gennemarbejdet (det har også taget ham otte år!) og beskriver de grimme følelser, der kan være inde i et menneske, når hverdagen holder op med at være nem. Igen er romanen krydret med kronikker, opslag i psykologibøger, ejendomsmæglertekster m.m. – alt sammen meget virkeligt, og alt sammen skrevet af Christian Jungersen til formålet. Man kan kun have respekt for, hvor meget den mand lægger i sine bøger.

Bogen handler kort fortalt om en familiefar, Frederik, der får en hjernesvulst og ændrer personlighed. Han bliver voldelig, apatisk, indbildsk, følelseskold og utilregnelig. Og han vil ikke stå ved, at han er syg. Det er mere ubehageligt end uhyggeligt – og ganske fængende, selv om det er et lidt fjernt tema for sådan en som mig.

Selvfølgelig kan den ikke hamle op med ‘den bedste bog nogensinde’. Det er måske også lidt urimeligt at forlange. Men den skal ganske bestemt læses!

Reklamer