Erik Valeur: Det syvende barn

Roman

“Der var tre mennesker i chefkontoret på 6. sal den eftermiddag, og et halvt år senere var to af dem døde.”

Den slags sætninger fulde af forventningens gru har Erik Valeur en svaghed for i sin ikke-krimi, men snarere spændingsroman “Det syvende barn”.

Kongslundaffæren
Bogen handler om syv børn, der alle har været på samme børnehjem – Kongslund – for fyrre år siden. De er alle lidt skæve skæbner, muligvis lidt onde uden at ville det og med en grundfølelse af rastløshed. Deres bånd bliver knyttet sammen af et anonymt brev, som sendes samtidigt til nationalministerens højre hånd og til en sensationsjournalist, som er på vej nedad i sin mediekarriere.

Er der foregået noget fordækt på Kongslund? Har rigets mægtige mænd noget at skjule? Og hvem er det syvende barn, som lå på spædstuen dengang for fyrre år siden?

Kunsten at skære 100 sider
Der er lagt op til drama, og de første 200 sider i det lange værk bliver slugt i én bid. Derefter går det lidt ned ad bakke med tempoet, indtil det igen bliver interessant på de sidste 200 sider. Udfordringen er, at vi både følger historiens gang, som fortælleren lægger den frem, og derefter hvordan hovedpersonerne gradvist opdager, hvad der er sket. Det er lidt rigeligt marcipan med marcipan på.

En anden ting er, at begivenhederne og karaktererne på en måde passer lidt for godt sammen. Jeg kan godt lide, hvis spændingsromaner er uforudsigelige, og det hele ikke nødvendigvis går op til sidst.

Man kan dræbe et menneske på mange måder
Men ellers er den nu ganske anbefalelsesværdig. Meget fin virkelighedsnær sine steder, så man tror på, det faktisk kunne være sket.

I får et par citater mere at slutte af på, som er ganske sigende for skrivestilen:

Man kan dræbe et menneske på mange måder. Og man kan gøre det på måder, der ligner tilfældigheder – selvfølgelig kan man det – næsten umærkeligt. Det er de små puf, der næsten kun kan være en ond skæbnes værk,  der altid har interesset mig. Men for en dreng som Asger tror jeg, at den hånd, der udførte handlingen, kun var en skygge i hasns sjæl. Og han så det derfor ikke, mens det skete.

Hvis ubehagelige dage kunne byttes og leveres tilbage til deres Skaber, ville fredag den 27. juni være blevet slettet af nationalministerens erindring og stedt til hvile på de uønskede dages kirkegård, før nogen kunne nå at sige ‘lortedag’ – men som landet lå, kunne han kun beklage sig over den til sine to gæster, og de lignede ikke nogen, der var gode til at bortjage andres ubehagelige syner.