Ida Jessen: En ny tid

“En ny tid” foregår i Thyregod, og her kommer en lille quiz:

Er Thyregod:

A. Ida Jessens barndomsby

B. Grundvigs barndomsby

C. Den by, som julekalendern “Pagten” foregår i?

Svaret er… da da da da… alle tre.

Og det her med Grundtvig er ikke helt ligegyldigt. Romanen er nemlig bygget op om en ung lærerindes første job på en nyoprettet friskole. Man får fortællingen i tilbageblik, nu hvor hendes mand, distrikslæge Vigand, ligger for døden, og hun gør status over de valg, hun har truffet, og de valg, livet har truffet for hende.

Jeg er ret vild med Ida Jessens skrivestil. Jeg kan desværre ikke citere noget, for det var et 14-dages lån på biblioteket, som er røget retur igen, men mens jeg læste den, havde jeg lyst til at citere det hele. Hun kan den der særlige balance mellem at skrive i et helt almindeligt og præcist sprog, som ikke bliver for forfatterskoleprætentiøst, og samtidig stille nogle spørgsmål, der går lige i maven.

Bogen giver et fint billede af en landsby i 1920-30’erne og en ung kvindes stille oprør på cykel gennem friskolelivet.

Advertisement

Puk Damsgaard: Hvor solen græder

Puk Damsgaard fik tidligere på året Cavling-prisen for sine Syrien-reportager og bogen “Ser du månen, Daniel”.
“Hvor solen græder” er forløberen til denne, uden at de to dog er forbundet i persongalleri m.m.

I fortællingen møder vi en række personer, som er en del af det folkelige oprør imod den syriske regering. Særligt storbykvinden Nour bliver beskrevet med en blanding af venskabelig empati og nøgtern, journalistisk realisme.

Det er en virkningsfuld fortællemåde, hvor vi får en flig af oprøret indefra, og Puk Damsgaard lægger ikke skjul på, at hun selv er bange for at opholde sig et så krigshærget og ubarmhjertigt sted. Alligevel bliver hun ved med at vende tilbage, fordi hun mener, det er vigtigt, historien bliver fortalt.

Jeg kan varmt anbefale det her øjebliksbillede fra en krig, der på én gang er tæt på og langt fra vores liv.