Kaspar Colling Nielsen: Det europæiske forår

Bøger fra 2017, Roman

collingDet europæiske forår er en fremtidsroman, eller måske snarere en parallel nutidsroman.

I romanen flytter forskeren Elisabeth og kunstkuratoren Stig til en ny bosættelse på Lolland. Nogle investorer har købt øen og jævnet de almindelige huse med jorden for at opbygge det hele igen med kunstig natur, bæredygtigt byggeri, økologisk mad og kun de rigeste og rigtigste beboere.

På Lolland udvikler et forskerkollektiv f.eks. hunde og fugle med sprog og intelligens som mennesker, men undervejs vil det vise sig, at de stadig både har voldelige og selvhævdende drifter og kan udvikle depressioner og tungsind. Med andre ord får den ufuldstændige menneskerace skabt sig selv, nu i en dyrekrop.

Som man sikkert allerede kan regne ud, bruger Kaspar Colling Nielsen sin parallelle verden til at undersøge, udstille og udfordre alle menneskernes skyggesider. Det bliver også til sexlystne udviklingshæmmede og udflyttede minoritetsgrupper for nu bare at tage to andre eksempler.

Alligevel synes jeg, Colling er bedst i de underspillet spidse kommentarer om almindelige småborgerlige mennesker. Jeg har fundet fire eksempler her, som fik mig til at sætte æselører i biblioteksbogen:

“Kun en kvinde i halvtredserne, som havde født et barn og set det vokse op, kun en kvinde, som havde arbejdet hele sit voksenliv og mærket sit liv smuldre langsomt, kunne se ud af vinduet på den måde, tænkte Stig.”

“Hendes mund bevægede sig igen, og Stig betragtede hendes ansigt forme ord, han ikke hørte, men som fik hendes kinders slappe kød til at vibrere.”

“Der var noget sygt og degenereret, måske endda farligt, over folk, der boede på landet.”

“Stig havde altid antaget, at Ib var død af en overdosis eller havde begået selvmord et eller andet sted på grænsen mellem Kreuzberg og Neukölln. Men mange år senere mødte Stig ham i en Irma i Birkerød, hvor han boede med sin kone og deres tre børn. Han var blevet tandlæge.”