Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner
Antal sider: 256
Min læsetid: Halvanden uge
Første sætninger: “Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Det var juleaftensmorgen, og det sneede en lille smule, men en rigtig hvid jul blev det ikke det år.”
Indhold: Liv bor med sin mor og far på Hovedet og kommer kun til Hovedøen for at låne lidt af det, de andre ikke har behov for, i garager og udhuser og nogle gange også inden for hos folk, mens de sover. Tingene hober sig op i huset på Hovedet. Juletræet må hejses op i loftet, fordi gulvet er fyldt, og langsomt bliver laden og gårdspladsen også fyldt op.
I starten kunne jeg synes, bogen var lidt småtriviel (trods den morbide indledning), men det var kun til jeg opdagede den utroligt velopbyggede fortætning (hvis der er noget der hedder det) af både huset og historien. Det er stor romankunst at kunne fremskrive en følelse af langsomt skred på den måde, som Ane Riel gør det. Hende vil jeg godt læse noget af en anden gang.