Jessie Burton: Min muse

♥♥♥

I1930’erne flytter Olive Scloss med sine rige forældre til en villa med en stor frugthave i Malaga. Her møder de søskendeparret Theresa og Isaac Robles, der vikler sig ind i deres familieliv, indtil den spanske borgerkrig forandrer alt. Undervejs bliver en række malerier omdrejningspunkt for alliancer og fortielser.

I 1960’erne dukker værket ‘Rufina og løven’ op på det kunstgalleri, hvor Odelle Bastian arbejder. Hun er flyttet til London fra Trinidad, og hendes eneste veninde er netop blevet gift og siver bort fra hende. Odelle møder Marjorie Quick, der tror på hendes talent som forfatter, og hun møder Lawrie, der forelsker sig i hende. Samtidig oplever hun for første gang at være rigtigt alene, og historien om maleriet bliver vigtigt for hende at afdække.

Et maleri, der binder to generationers historier sammen er tilsyneladende et populært masterplot. Det er intet mindre end fjerde roman på et år, der er faldet i mine hænder med netop det udgangspunkt.

De andre er

• Kate Morton: Urmagerens datter (her dog et fotografi fra en kunstmaler)
• Jojo Moyes: Hende du forlod
• Og endnu en Moyes: “Sommeren jeg mødte dig”

Hvis du ønsker at shortcutte temaet, vil jeg anbefale at begynde med “Hende du forlod”🙂

Bedømmelse af Min muse

Burtons roman tog mig ikke med storm fra begyndelsen, og efter 70-80 sider overvejede jeg, at stoppe. Jeg er nu glad for jeg blev ved, for den sidste halvdel læste sig selv, og især billederne fra den spanske villa og dynamikkerne mellem familien og de to søskende står tydeligt tilbage.

Jeg har givet 3 hjerter, men den kunne måske godt snige sig op på 4.

Advertisement

Bøger, der varmer i vinterkulden

Jeg læser som en vanvittig, når temperaturen falder udenfor, og humøret er til sofa, tæppe og bøger. Her er nogle af de bøger, der er tygget og slugt i januar.

Jojo Moyes: Sommeren, jeg mødte dig

Denne roman er én af Jojo Moyes tidlige fra 2012, og den er først oversat til dansk i 2016. Den er et klassisk Moyes-værk, hvor handlingen udspiller sig i to forskellige tidsperioder, centreret om et særligt hus og et vægmaleri i den engelske ferieby Merham.

De to piger Lottie og Celia vokser op som søstre – den ene er husets datter, mens den anden er plejebarn fra London. Deres venskab bliver udfordret, da de forelsker sig i den samme mand, og kærlighed er, ikke overraskende, et stærkt tema i romanen.

Et par årtier senere møder vi indretningsarkitekten Daisy, der får til opgave at sætte det mystiske hus ved stranden i stand som overklassehotel. Også hun har rod i kærlighedslivet og bliver draget af vandet og roen i den lille sladdervorne landsby.

Det lyder banalt, og det er det måske også, men bogen er utroligt velresearchet og skaber meget troværdige billeder af både personer og steder. Den røg ned på et par dage, som de fleste Moyes-romaner gør her i huset.

Mhairi McFarlane: Du må aldrig glemme mig

McFarlane skriver, i lighed med Moyes, om stærke kvinder, der ikke har styr på livet. Det bliver til tider trivielt hos McFarlane, til gengæld er hun temmelig sjov. Bridget Jones møder stand up-sjov.

Romanen handler om Georgina Horspool, som blev tippet ‘most likely to succeed’ i gymnasiet, og nu ernærer sig som tjener på en 0-stjernet restaurant, der genopvarmer pastaretter, mens hun dater en selvglad stand-up-komiker.

Som erfaren chick-lit-læser ved man, at det skal være skidt, før det kan blive godt, og lur mig om ikke, der indtræder en afløser for mr. funny bones.

“Du må aldrig glemme mig” er McFarlanes nyeste fra 2019 og den tredje af hendes romaner, jeg læser.

Læs anmeldelse af “Det er ikke mig, det er dig” og “I det øjeblik var jeg din”

Sarah Skytt Persson: Sku’ det være en anden gang

Her er der tale om en bank-roman fra Herning. Muligvis den eneste af sin slags…

Vi følger en ung kvindelig bankansat i ugen op til den årlige julefrokost – med flashbacks til ensomme knald med bankchefen Jan. Det bliver aldrig rigtigt til noget med kærligheden, og jobbet som kassedame bliver nok også snart automatiseret, men ellers går det fint, og det er også snart tid til at komme i Matas.

Bogen er jysk ind til benet, men minder ellers i sin skrivestil om Stine Pilgaard.

Det er en depri-sjov roman, der kan læses på en dagstid, men den er ikke et must.