Anne B. Ragde: Jeg har et tæppe i tusind farver

Autobiografi, Roman

Forside Anne B Ragde♥♥♥

Anne B. Ragde efterlader mig ofte lidt tvivlende. På trods af at hun er Norges ukronede forfatterdronning og har afsat tusindvis af eksemplarer i serien om Berlinerpoplerne, så er jeg sjældent helt solgt.

Hendes bøger har nogle tydelige kvaliteter, og jeg husker særligt parret Erlend og Krumme fra Berlinerpopler-serien. Alligevel har jeg et vist forbehold eller modstand. Det samme oplevede jeg i “Jeg har et tæppe i tusind farver”, som er en autobiografisk skildring af Anne B. Ragdes danske mor, Birte.

Vi følger Anne og Birte, mens moren bliver mere og mere syg. Vi følger processen i et svigtende sygehus- og plejevæsen og sorgen hos to døtre over en mor, som ikke var en perfekt mor.

Samtidig følger vi Anne B. Ragde selv, som turnerer rundt i Norden og holder forfatterforedrag. Jeg bliver ramt en lille smule på min danske jantelov, når hun fortæller om sin egen succes, og de oplevelser, hun har mulighed for at give sin sparsommelige mor, fordi hun har penge nok. Det er ikke fordi det er forkert eller usmukt; det er mere det, at det fylder uforholdsmæssigt meget.

Jeg har svært ved at blive klog på relationen mellem mor og datter, ligesom jeg har svært ved at blive klog på min egen oplevelse af Anne B. Ragdes bog.

Skal du læse den? Ikke nødvendigvis. Start hellere med Berlinerpopler-serien; der er også for nylig kommet en fortsættelse med titlen “Altid tilgivelse”.

Bedste bøger 2018

Anbefalinger, Autobiografi, Bøger fra 2018, Roman

2018 var et godt bog-år. Det var et år med både Helle Helle og Hella Joof, men ingen af dem har nået toppen af min litterære hitliste.

De tre bedste bøger fra 2018 

Tredjeplads bedste bøgerNummer 3: Morten Pape “Guds bedste børn”

Tredjepladsen går til Morten Pape, den fremadstormende, socialrealistiske forfatter, der endnu engang går lige i hjertekulen med “Guds bedste børn”. Han kalder den selv en tematisk fortsættelse til sin gennembrudsroman “Planen”.

Bogen handler om drabet på et avisbud på Amager og de skæbner, som er involveret. Læs fuld omtale.

Andenplads bedste bøger 2018Nummer 2: Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Andenpladsen fortsætter i det socialrealistiske hjørne og handler om en ungdom på Skiveegnen. “En dag vil vi grine af det” er fortsættelsen til Thomas Korsgaards autobiografiske “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017.

Begge bøger kredser om drengen Tue, der vokser op i en familie med for lidt kærlighed og for meget stille kaos. Som forfatter er Korsgaard vestjysk ekvilibrist, og han skriver på et brændstof af vrede og svigt, hvilket giver en fyrig romancocktail under et roligt, sarkastisk ydre. Læs fuld omtale.

Bedste bog i 2018

Bedste bog 2018Nummer 1: Leonora Christina Skov “Den, der lever stille”

Den absolut bedste bog i 2018 er efter min beskedne mening Leonora Christina Skovs autobiografi “Den, der lever stille”.

Ligesom Korsgaard deler hun ud af hovedstolen, og hun gør det fremragende. Hun beskriver en mor, der ikke kan acceptere sin homoseksuelle datter, og en datter – Leonora selv – der kæmper sig væk fra sine forældre som i en udspændt elastik, der altid svirper tilbage.

Bogen centrerer sig om morens dødsleje, som bliver den endelige frisættelse for forfatteren. Læs fuld omtale af årets bedste bog.

Andre gode bøger

Se flere gode bøger fra 2018 her på bloggen.

Karl Ove Knausgaard: Min Kamp 1

Autobiografi, Roman

knausgaardBedre sent end aldrig. Nu kom jeg i gang med Knausgaard, hvis livsværk står på bogreolen her i stuen.

Min kamp veksler mellem helt geniale småbetragtninger (fx det at alt, hvad der handler om død, befinder sig i stueetage og kælder), lange fortællinger om ungdom, som man kan svælge i, og så nogle lidt ligegyldige hverdagssamtaler.

Der er en hårfin grænse mellem geniale hverdagsbetragtninger og trivielle gengivelser af levet tid. Knausgaard står på kanten af den, og for langt det meste til den gode side.

Det er en bog, der ikke rigtigt handler om noget, ligesom livet, som det beskriver. Det sker det, der sker. Der sker bl.a. en ungdom, hvor livet handler om at smugle øl ud i en pose og komme hen til nabobyen nytårsaften. Der sker en afsked med en alkoholisk far og en udrensning af død og forfald fra farmorens hus, hvor han boede.

Det er billeder, der sætter sig fast i hukommelsen, og det er altid et kvalitetskriterium hos mig, der læser både meget og hurtigt, så noget af det af og til fiser ind ad det ene øre og ud af det andet.  Nu lige en pause inden den næste.

Alberte Winding: Kastevind

Autobiografi, Bøger fra 2018, Roman

Kastevind“Erindringsglimt fra en barndom” er undertitlen på Alberte Windings første voksen-roman. Os, der voksede op i 80erne kunne måske tilføje “Stemmer fra en barndom”. Bogen kommer uundgåeligt til at skille sig ud fra andre selvbiografiske romaner, fordi man tænker på Alberte, Aske, Kasper Winding og Thomas Winding. Det bliver “behind the scenes” på en anden måde, end når man læser en ukendt forfatter som fx Thomas Korsgaard. Men stilen er lækker, og historien universelt interessant.

For mig står Alberte for en særlig ro. Teksterne, stemmen og det milde udtryk. Jeg kendte ikke til omstændighederne omkring hendes opvækst og blev derfor oprigtigt overrasket over den tumult, hun er rundet af.

Tisvilde, heste, øl og cigaretter
Hun hopper ned i fine scener i en relativt kort skildring (142 sider). Det bliver en slags maleri af en barndom, hvor nogle farver træder tydeligere frem end andre, men hvor der ikke er en ambition om at få det hele med.

Vi møder hende fx på sommerferien i Tisvildeleje, der er en lykkelig kontrast til hverdagen i København, hvor alle er samlet, og hvor lykken hele tiden truer med at høre op igen.

Vi møder “fars første kones nye mand” og “mors nye mands gamle kæreste” og andre voksne, der glider ind og ud af barnerelationen.

Vi møder veninden og den elskede hest, som er svær at styre, og som ikke giver den ro end fortrolig hest har givet andre teenagepiger.

Vi møder det første kys og drengene, som det er sjovere at fantasere om end at røre i virkeligheden. Et tidligt møde med øl og cigaretter, og det første møde med politik og musik i gymnasiet.

Bær det så fint
En lille læseværdig oplevelse, der giver nye nuancer på alles Alberte.
Jeg holder dog stadig mest af hende for sange som disse to:

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Autobiografi, Bøger fra 2018, Roman

Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman begynder på morens dødsleje. Moren levede efter devisen “Den, der lever stille, lever godt”, og derfor var det en streg i regningen at få en lesbisk datter.

Leonora Christina Skov skriver på en benzin af sorg, svigt og harme og fra afgrunden af det sår, som blev dannet, da hun sprang ud som 21-årig og flyttede til København.

Såret når aldrig at hele, for den forløsning, forståelse og kærlighed, Leonora har brug for, møder hun aldrig.  “Hvis vi ikke taler om det, er det der næsten ikke,” er en underforstået sætning i familien. Morens død bliver en slags forløsning, der i hvert fald giver plads til at fortælle historien.

Det er historien om at homoseksualitet i moderne tid stadig er et omfattende tabu i nogle kredse og en historie om en pige, der bliver ved med at lede efter kærlighed, mening og forsoning mod alle odds. Fordi forældrenes kærlighed og accept danner et menneske. Og hvordan overlever og lever man så, hvis den grundlæggende mangler?

Jeg har fået kæmpe respekt for den mørkhårede, rødmundede forfatter efter den her læseoplevelse.

Læs også

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden:
En spændingsroman på en ukendt dansk ø. En gruppe fallerede forfattere er sejlet dertil og kan nu ikke komme væk. Deres historier spindes sammen rundt om en ung, manipulerende kvinde, imens de forsvinder fra øen én for én.

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Autobiografi, Bøger fra 2017, Roman

Korsgaard Hvis der skulle komme et menneske forbi.jpegJeg er glad for gode begyndelser. Meget bliver afsløret om en forfatters skriveevner, når man læser de første linjer, og den kun 23-årige Thomas Korsgaard kan skrive. Se bare her:

“Det var, som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis min far døde i morgen. Som om døden var det eneste, der kunne ændre på det hele.”

Hovedpersonen Tue vokser op i en by uden for Skive, og Korsgaard skriver de vestjyske karakterer meget troværdigt frem, bl.a. ved hjælp af lydskrevne bandeord som “Forsadanda” og “Det ser fannanmig godt ud”.

En stærk karakter er Bitten, der er som en tæge på den slidte landmandsfamilie, Tue vokser op i. Hun skal altid lige låne en halvtredser, siger sin mening ublidt, smårapser af stegen, når hun skal servere til konfirmationen og vender altid tilbage, uanset om hun er inviteret eller ej.

Mormoren er den eneste hjertevarme i Tues liv. Hun stikker ham lommepenge, åbner altid sit hjem for ham (også når hun lige har glemt, at han skulle komme på weekend) og giver ham ren og uforfalsket kærlighed.

Kærligheden på gården er ellers som regel iblandet en besk bismag. Fra moren en bismag af depression og afmagt og fra faren utilregnelighed og psykisk og fysisk vold i små, afrettede mængder. Men kærligheden er også til stede, og forældrene vil gerne gøre det godt.

Sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” bliver i bogen sagt af mormorens mand, O.P.: En fedladen mand, der er glad for sovs, slik og sodavand. De har et rum fyldt med snolder – hvis der skulle komme et menneske forbi. Thomas Korsgaard har sagt i et interview til Politiken (betalingslink), at romanen bygger på selvbiografisk indhold, og sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” er én, han ofte har tænkt på. Hvad ville der være sket, hvis der var kommet et menneske forbi og havde set, hvordan de levede? Med for lidt mad, en depressiv mor og en fraværende far, der tager drengen med på tyveritogter og grove, farlige nytårsløjer?

Som det næsten altid sker med autobiografiske romaner, kommer der straks et modsvar fra mennesker, der mener, det er en forkert eller fordrejet version af virkeligheden; at hukommelsen er blevet skarpvinklet. Den kritik kommer i dette tilfælde fra Thomas Korsgaards kun 19-årige lillebror, Mathias Korsgaard. I et interview i Politiken kalder han det “usandt og for groft”.

Sandheden om de enkelte detaljer er dog ikke så interessant. Det er fortællingen om et barn, der vokser op i et hjem, som han ikke burde vokse op i, og om en familie, der har brug for hjælp.

Toeren: “En dag vil vi grine af det,” er netop udkommet her i 2018. Den er allerede indvarslet med brorens kommentar til Korsgaards roman i førnævnte Politiken-interview: “Jeg husker vores barndomshjem som et humoristisk sted. Selvfølgelig var der gode og dårlige dage. Men når dagene var dårlige, kunne vi altid grine af det”.