Om babyudslæt, knibeøvelser og en knivspids chili

Bøger om børn, Begivenhed, Fagbøger, Roman

Mandlen er smuttet. Kummefryseren er ude. Og jeg synes, jeg skylder et kort vink med flaget.

Resultatet af anstrengelserne er naturligvis noget så bedårende. Men der var ingen, der havde sagt, at chilien ville blive siddende. Velkommen til fire ugers sidde-smerte, lagner med mælk, babytis og kødsovs og knibeøvelser, knibeøvelser, knibeøvelser.

Jeg oplever nye ting hver dag og får samtidig udvidet mit ordforråd. For nylig var en liste over nye godkendte navne i de fleste medier, og siden da har jeg tænkt på, om ikke også nogen kunne finde på at kalde deres barn Arp eller Trøske. Synes selv, det lyder ret økologisk, og hvorfor ikke kalde sit barn noget, der er relateret til babyudslæt, når nu man alligevel kan  finde på at kalde dem Niks og Nitte?

Else Guldager: År 1 – når I har fået barn
Nå, men nu er det her jo en bogblog, så derfor vil jeg også gerne sende en varm anbefaling efter Else Guldagers “År 1 – når I har fået barn”, som et vennepar var så betænksomme at låne os.

Jeg havde ikke tænkt mig, jeg skulle læse så meget babylitteratur, men det er nu alligevel ret rart, at man kan se på sit barns underlige knopper og så læse, at det har et navn og går væk igen.

Bogen er delt op i det første års fire kvartaler, så man kan læse om det tidspunkt man selv lige er nået til. Ganske smart.

Og så er der noget hyggeligt-morsomt over den måde sundhedsplejersker bygger deres troværdighed op over temaet “Nu har jeg jo været sundhedsplejerske i 30 år…” Else Guldager er ingen undtagelse, og det er vores egen venlige moder jord-sundhedplejerske i Brønshøj heller ikke. Men de er det begge på en meget elskelig måde.

Balkan live

Begivenhed, Film

Jeg skrev for nylig om Birgithe Kosovic’s ‘Det dobbelte land’ og om nye Balkan-film på vej. Det var før jeg vidste, at jeg skulle tilbringe en uge i de x-jugoslaviske bjerge med balkanrytmer i bilradioen. Først da jeg kom hjem og kastede et blik på romanen igen, opdagede jeg, at jeg havde været i Dubrovnik, hvor ‘Det dobbelte land’ udspiller sig, og jeg forstod, at jeg havde snirklet rundt i de bjerge, som Milovan flygter op i.

Krigen er stadig meget nærværende i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. På indfaldsvejene ind til Sarajevo, så vi børn hægte sig fast på bagporten af sporvogne og køre forbi højhuse med skudhuller fra top til bund. Alle taler om krigen, men der er fred, og den er fortid. Balkan er smukt og stille. Betagende. Jeg er blevet fan.

Vi talte med Ivo på torvet i Banja Luka. Han ville gerne have lidt håndører, og så ville han gerne tale tysk. Han var flygtet til Tyskland i 1992, da krigen startede og vendt tilbage for ti år siden, da det gik i stykker mellem ham og hans kone. Han ville gerne være boksetræner i Danmark. I Banja Luka var det ikke til at få et job. ‘Jeg er kroater’, sagde han, men hans familie havde boet i bosniske Banja Luka gennem 200 år. Måske var det også de manglende tænder og alkoholånden, men ikke desto mindre var alting bedre under Tito. Her kunne alle få noget at bestille. Tankevækkende.

Og så kom Brad og Angelina
Sarajevo Film Festival er den største på Balkan og én af de største i Europa. Og så fandt den tilfældigvis sted den dag, vi var i den smukke, bosniske hovedstad. Vi købte billetter til afslutningsforestillingen i en open air biograf i en gammel skolegård og skråt bagud havde vi selskab af Brad Pitt og Angelina Jolie. De var ikke kommet for at se den irske komedie om en landbetjent, der optrevler narkosmugling, men de var trukket dertil af instruktøren Danis Tanovic, som skulle vise sin kortfilm inden.

Filmen Bagage er af den type, man ikke glemmer igen. Den type, hvor alle brikkerne falder på plads, og hvor man før måske vidste lidt om krigen, forstår  man nu lidt. En ung svensk-bosnier vender tilbage til sin hjemby for at finde ligene af sine forældre og begrave dem. True story. 10.000 mennesker, der døde i krigen mellem 1992 og 1995 er endnu ubegravede, ufundne, uafklarede. Billedet af knogler og kranier spredt i en skov vil blive siddende på min indre billedskærm nogen tid endnu. Se den, hvis du får mulighed for det.

Næste gang tror jeg, turen går til Montenegro. Et land man knap ved findes med en kyststrækning, der ser rimelig fantastisk ud. 

Bogforum 2009

Begivenhed

Bogforum ordtrykHver gang jeg træder ind i Forum den anden weekend i november, tænker jeg: Nå, så er vi her igen. Og hvorfor er vi egentlig det? Hvorfor gider jeg år efter år? Der er så mange mennesker i fodformede sko, der sveder op ad én. I år så jeg en, der havde rygsæk på og havde spændt de øverste remme hen over brystet, så det trykkede hendes hængebryster længere ned og gjorde dem flade, sådan lidt ud til siderne. Det var ikke engang noget jeg kiggede efter, men tre gange konstaterede jeg: Sådan nogle hængebryster vil jeg ikke have. Der sad en mand ved siden af mig foran Tranescenen, som under en samtale lænede sig lidt over mod mig og sagde: “Det er en flot, jødisk næse, hun har, hva'”. Han blev ved med at kigge på mig og nikke, indtil jeg bare sagde “Ja, det kan man sige”. For to år siden hørte jeg Hans Otto Jørgensen læse op på Bogforum – vist også på Tranescenen, men han stoppede undervejs og sagde “Nej, jeg kan altså ikke læse op i den her larm”, og så gik han.

Jeg tog en stille og rolig fredag eftermiddag i år. Det er altid hyggeligt at besøge Retorikforlagets stand og ellers var den bedste oplevelse klart Tine Bryld i samtale med Gitte Løkkegaard, som har skrevet en bog om hende. Man bliver helt rolig af den stemme. Helt helt rolig. Og glemmer helt tanken om, at Bogforum ville være et røvsygt sted at få svineinfluenza.