Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha: Fra Libanon til Lærkevej. Samtaler vi aldrig har haft.

Biografi, Roman, Sponsoreret indhold
fra_libanon_til_lærkevej

Enter a caption

“Fra Libanon til Lærkevej” handler om Souad Taha, der blev landskendt i dokumentarserien “Familien fra Lærkevej” i 2016.  Hun er mor til journalist og TV-vært Abdel Aziz Mahmoud, og i deres fælles bog fortæller hun ham for første gang om hele sin rejse fra krigen i Mellemøsten til freden i Danmark. Hun fortæller om det første møde med sin mand, Abdels far, om deres bryllup, der aldrig blev som hun ønskede, og om de første år som ny i Danmark.

Fortæl mig det hele

Abdel har igennem hele sin barndom ønsket at være så almindelig som muligt og har derfor aldrig spurgt – eller hørt efter, når moren har fortalt. Nu vil han høre det hele. Og man genkender tydeligt Abdels stil, som den nysgerrige, oprigtigt interesserede interviewer, som altid på charmerende vis får det til også at handle lidt om sig selv. Hvilket denne historie jo i sin natur også gør.

Det er sjovt at være fluen på væggen, og formen lykkes godt. På et tidspunkt fortæller Souad om borgerkrigen som barn/ung i Libanon, hvor de af og til måtte i beskyttelseskælder. Forældrene blev i lejligheden for at sikre, at lejligheden ikke brændte ned:

Abdel: Man kunne jo nok mene, at det var vigtigere at være hos jer i kælderen og trøste jer – men okay.

Souad: Ja, men for jer danskere er det svært at forstå, at når…

Abdel: “Jer danskere.” Really?

Souad: Ja, du er vokset op i Danmark, Abdel. Du ved ikke, hvad det vil sige at vokse op dag efter dag i en krig. (…)”

Det er bare et lille, fint eksempel på, hvor troværdigt det bliver, at de ikke har haft de her snakke før. Det giver mig lyst til at spørge min egen mor om hendes historie fra start til slut. For det er ikke kun en historie om integration. Det er allermest en historie om en mor og søn, der er fra to generationer med forskellig opvækst og med et kærligt-drillende mor-søn-forhold, og som aldrig har sat sig sammen for at tale om det hele på én gang.

Gitte Løkkegaard har redigeret bogen og krydret med korte afsnit om den politiske tilstand i Libanon, Palæstina, Danmark m.v. imellem bogens kapitler. Det var ofte der, jeg lagde bogen fra mig på natbordet; klar til næste dag. Men det historiske overblik er et godt supplement til bogens personlige historie.

Min søn er homoseksuel

Abdels homoseksualitet, som er offentlig kendt, er en del af de sidste kapitler i bogen.

Undervejs mens de skrev bogen, var Souad til et arrangement hos Mino Danmark, hvor hun holdt en fantastisk, historisk tale for sin søn, for Danmark og for danske, muslimske forældre.

Jeg har set den tre gange nu, og jeg græder stadig hver gang. Du må gerne læse bogen, den er god. Men det her 5 minutters klip SKAL du se:

Hvor taler du flot dansk

“Fra Libanon til Lærkevej” er Abdels anden bog. I 2016 udkom selvbiografien “Hvor taler du flot dansk”, som i dag er analysestof på de fleste gymnasier i landet. Her beskriver han sin opvækst som brun på hvide folkeskoler og det gennemsyrende ønske om at blende ind og ligne de andre.

Du kan se alle bøger af Abdel her eller gå direkte til Fra Libanon til Lærkevej.

Jeg har modtaget bogen som en anmeldereksemplar fra Bog og Ide.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare

Biografi, Historiske romaner, Roman

Det ligner mig uhyre dårligt at læse en roman om politisk rænkespil for 80 år siden. Ikke desto mindre kastede jeg mig over Birgithe Kosovic´s portræt af Erik Scavenius, fordi hun er en dygtig forfatter (se anmeldelse af Det dobbelte land og mine sommeroplevelser på Balkan for nogle år siden).

Erik Scavenius var udenrigsminister og senere statsminister under 2. verdenskrig. Han er ofte blevet udskældt for sin samarbejdspolitik med tyskerne og kaldt lefler og forræder. Kosovic tegner et mangesidet portræt af ham, der snarere fremstiller ham som en pragmatisk mand, der førte Danmark igennem krigen med så få tab som muligt.

Han er samtidig en levemand, kolerisk og impulsstyret, og det er beskrivelserne af hans kærlighedsforhold, der er mest gods i i romanen, synes jeg. Jeg må nok desværre indrømme, at jeg kæmpede mig igennem de sidste mange sider.

 

Hvad natbordet ellers gemte

Bøger fra 2018, Biografi, Roman, Science fiction

Her kommer en lille opsamling af, hvad der har rundet natbordet eller lænestolen de seneste måneder, som ikke har fået opmærksomhed her på bloggen.

kraften-naomi-aldermann.jpgNaomi Alderman: Kraften
Kraften er et politisk science fiction-eksperiment, der undersøger krig, kønsroller og verdenshistorie på 372 spændingsmættede sider.

I en parallel nutidig verdensorden vågner verdens teenagepiger pludselig med en elektrisk kraft i kroppen. De kan give dødelige stød med hænderne, og den nye evne (Kraften) bliver forvaltet med forskellig visdom og intensitet over hele kloden.

Vi følger en forsømt sydstatspige, en magtvillig borgmester, en mafiadatter og til sidst en mandlig nigeriansk journalist, mens verdensordenen forrykker sig, og nye (ikke nødvendigvis bedre) magtsystemer opstår.

Læseværdig international bestseller.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Den svære toer er i Thomas Korsgaards tilfælde en fremragende toer. Det er en uafhængig fortsættelse af den autobiografiske debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi“.

Korsgaard fortsætter i samme imponerende lette sprog, der smyger sig om ungdom i familiemæssigt kaos. Tue er nu blevet teenager og flytter stille og roligt hjemmefra og ind i sin ungdomsidentitet og seksualitet. Vi følger ham på gymnasiet, til de første fester, med den første kæreste og i familien, hvor moren gør ham til sin fortrolige i affæren med en mand fra Fyn.

Alt sammen eminent roligt beskrevet i al sin kaos. Thomas Korsgaard fortjener alle rosende ord, der sendes i hans retning.

Den forkerte giraf Majse Njor.jpgMajse Njor: Den forkerte giraf
Majse Njors seneste bedrift er en slags udvidet damebladsklumme om at blive skilt og finde kærligheden igen. Med en lidt tynd, gentagende ramme af et par, der venter på et tog i Indien, mens hun tænker over, hvordan man gør alt det der med new (old) love.

Det er ærligt, selvudleverende og humoristisk, men ærligt talt også lidt trivielt efter min smag.

Jens Andersen: Under Bjælken // Kronsprins Frederik

Bøger fra 2017, Biografi, Sponsoreret indhold

IMG_0644Tre dage før Prins Henrik døde, begyndte jeg på Jens Andersens biografi om Kronsprins Frederik.

Det gav hele forløbet med den afdøde prins et ekstra skær og gjorde Jens Andersens bog desto mere aktuel. For hvem er han, Kronprins Frederik, der skal være Danmarks næste konge?

Kronprins Frederik er en sammensat regent. Syv kapitler beskriver hans liv indtil nu som Dreng, Teenager, Akademiker Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og (kommende) Konge. Gennemgående træk er viljen til at være et menneske ved siden af monark-rollen, en lyst til at møde andre mennesker og lære noget nyt om sig selv og om verden.

En særligt fin feature er en playliste, der kører i bunden af bogens 358 sider, som Kronprins Frederik selv har udvalgt med sin (åbenbart) store og vedholdende interesse for musik i alle genrer og fra alle tider. Playlisten kan downloades på Spotify.

Et eventyr på statsbudgettet

Jeg hører ikke til dem, der bekender sig til royalismen, men heller ikke det modsatte. Der er et fint citat af Knud Wentzel på indersiden af bogen, som rammer det meget godt ind:

“Kongehuset er, hvad det betyder i vores bevidsthed. Intet andet, men det er som bekendt også meget. Vi har et eventyr i Grundloven og på statsbudgettet.”

Kronprins Frederik sidder mere levende på nethinden for mig nu, og for min skyld kan vi godt beholde både ham og eventyret.

Læs med

Hvis du vil læse med, kan du finde Under Bjælken her hos Bog&Ide. Bogen er sponsoreret af Bog&Ide. Jeg har selv valgt den, og anmeldelsen står for egen regning. Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner.

Tidligere anmeldelser: Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren (Ordtryk).

Bøger af Jens Andersen (Bog&Ide)

Sommerbøger

Biografi, Krimi, Roman

Her et lille forsinket udpluk af, hvad sommeren har budt på på min boghylde, mens jeg har dasket rundt i Rågeleje, på Møn, i Stockholm og i gode gamle Brønshøj.

marenMaren Uthaug: “Og sådan blev det”

Maren Uthaug er den store overraskelse for mig. Det var gået helt hen over hovedet på mig, at hun havde udgivet en roman i 2013, og per refleks forventede jeg, at den var sjov. Den er gravalvorlig og virkelig god.

Bogen handler om pigen Risten, der vokser op i Nordnorge hos en samisk mor og en norsk far. Uden at spoile for meget rejser hun siden til Danmark, hvor hendes far flytter sammen med den danske kvinde Grethe. Grethe synes, det er mere praktisk at hedde Kirsten i Danmark, så det kan Risten lige så godt hedde nu. “Og sådan blev det”. Og sådan blev så mange ting i en piges liv. Det er det, bogen handler om.

En kompakt og læseværdig roman, som giver en lussing til både forældre og stedforældre, der foregiver at ville deres børn det bedste, mens de gør, som de selv vil.

aishaJesper Stein: “Aisha”

Aisha er krimielementet i dette års sommerferielæsning. Sådan en skal der være i enhver sommerlæsekasse! Det er fjerde bog i serien om kriminalkommisær Axel Steen, men kan sagtens læses uafhængigt. Jesper Steins bøger foregår i nutidens København, som regel Nørrebro, men denne gang er handlingen forlagt til 8-tallet i Ørestaden. Her bliver en PET-agent fundet myrdet, og Axel Steen bliver sat på opklaringsarbejdet sammen med en anden (levende) PET-agent.

Handlingen følger to spor: Mens den nuværende efterforskning graver dybere og dybere, får man afsløret detaljer fra en afblæst terroraktion, der ligger nogle år tilbage. Sporene krydser, og en del af efterforskningen bliver mørklagt.

Som en god krimiforfatter ved Jesper Stein præcis, hvornår han skal skrue op og ned, og de sidste 200 sider (ja, 200) blev jeg nødt til at læse ud i én køre, for det var umuligt at stoppe, før det var HELT slut.” Gæt selv, om det ender godt til sidst, og om helten overlever til den næste bog i føljetonen.

abdelAbdel Aziz Mahmoud: “Hvor taler du flot dansk!”

Endelig fik jeg fingrene i Abdels MEGET roste bog om hans og hans families stille integrationssucces i en fynsk forstad. Den kunne fortælle om så mange andre danske drenges opvækst, hvis man ser bort fra det arabiske islæt, og den er fin, fordi den ikke er specielt dramatisk, men ligeså normal og dansk og kedelig, som Abdel stræber efter at være, fra han er kun en lille gut.

Da der f.eks. starter en ny, indisk dreng i hans folkeskoleklasse, der ellers kun består af hvide gennemsnitsfynboere, gør han alt for ikke at blive slået i hartkorn med Rajkumar. Og det slår hårdt, når han ind imellem ud af det blå bliver mindet om, at han er brun.

Han bliver journalist og tv-vært og når et mål, som er opstået ud af en barnlig undren over, at der ikke var flere i fjernsynet, der lignede ham selv. Og det går rigtigt godt for Abdel, så godt, at han igen næsten glemmer, at han ikke er kødfarsfarvet, indtil han næste gang bliver slået tilbage med velmenende, svidende ord: Denne gang er det en radiodebat med Bertel Haarder, der begejstret siger til Abdel: “Hvor taler du flot dansk!” Abdel giver ham det eneste rigtige svar: Et nøgternt “I lige måde”.

boysenDaniel Boysen: Fordi ilden er vores

Her lander vi måske på den bog, jeg har været mindst begejstret for, og den er en gemmer fra foråret. Det svider lidt at sige, jeg ikke er fan, for det er en intens, lille, pakket bog, der krænger sjælen ud og fortæller nogle grumme detaljer om et hjem med en misbrugt søster.

For mig, lige her og nu, bliver den for poetisk og selvpegende (hvis der er noget, der hedder det). Men det er en smagssag.

manifestJulia Lahme: “Manifest”

Et manifest for at turde være feminist på 2016-måden, men med en indbygget selvmodsigelse, som jeg havde lidt svært ved at blive klog på. For mig er feminisme også retten til at være kvinde på en anden måde (blandt meget andet), og derfor bryder jeg mig ikke så meget om de lukkede damebladsklicheer om, hvad ‘vi kvinder’ tænker, føler og gør.

Ofte var jeg heldigvis ikke en del af klicheen, men lige på en pointe ramte den plet (frit citeret): Hvorfor er det, at du kan vække enhver mor midt om natten, og så kan hun fortælle dig, hvor mange liter mælk der er i køleskabet?

 

Jens Andersen: Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren-biografi

Børne- og ungdomsbøger, Biografi

lindgren“Denne dag, et liv” er på én gang en for lang fortælling, som har villet vise alt, hvad der var i arkivet, og en interessant og kærlig historie om en vigtig børnebogsforfatter og derfor et vigtigt menneske i mit og mange andres liv.

Det er sjovt at læse om Pippi og Emil og Alle vi børn i Bulderby, og hvordan de også er et billede på en tid og et opgør med et moralsk børnebogsmarked. Astrid Lindgren var, ifølge Jens Andersen, én af de første, der tog børn alvorligt. Én af de første, der skrev ud fra børns drømme og fantasi.

Hun vidste, hun ramte plet hver gang, for historierne blev som regel til som mundtlige fortællinger for børn i hendes familie og siden stenograferet ned i alenlange kladdehæfter.

Det kan godt anbefales at læse bogen, men det kræver lidt tålmodighed og nogle lange sommeraftener at tygge sig igennem.

Édouard Louis: Færdig med Eddy Belleguele

Biografi, Roman

Eddy BEddy Belleguele vokser op i en lille, nordfransk by, hvor en mand er en mand, og homoseksualitet utænkeligt. Der er bare det ved det, at det lige præcis er det, Eddy er. Han ved det, fra han er barn, men bruger alligevel hele sin barn- og ungdom på at forsøge at bevise det modsatte. Hver morgen siger han til sig selv i spejlet, at i dag skal han være én af de seje drenge. Og hver dag må han skuffe både sig selv og sin familie. Han får rutinemæssigt tæsk i skolen, og hans største bekymring er, at nogen skulle opdage det.

Eduard Louis – man er ikke i tvivl om, at der er selvbiografisk – skriver ærligt, ligefremt, hårdt, pinagtigt og alligevel sært varmt om den uundslippelige landsby, som aldrig, aldrig, aldrig forandrer sig, og som bor i dig, selv om du flytter langt væk.

Vores aftener var centreret omkring busstoppestedet, som var drengenes mødested. Der tilbragte vi aftenerne i læ for vind og vejr. Jeg har en forestilling om, at det altid har været sådan: Teenagedrengene mødtes dér om aftenen for at drikke og diskutere. Min bror og min far hang ud dér, og da jeg vendte tilbage til landsbyen, så jeg drenge dér, som kun var otte år, da jeg rejste derfra. De havde overtaget den plads, som jeg havde haft dér tidligere. Ingenting forandrer sig nogensinde.

Beskrivelserne af landsbyens indspisthed, uviljen over for de kloge, de rige og de kulturelle, snavset i gaderne, fattigdommen, homofobien og fabriksarbejdet hensatte mig gang på gang til en fortælling fra 1960’erne. Og så pludselig en efterhængt sætning: “…mens vi optog det hele på vores mobiltelefoner”, der minder om, at vi er i det 21. århundrede.

Efter jeg har læst bogen, har jeg opdaget, at den har sat gang i debatten om underklassen i Frankrig, og at forfatteren kun er 21 år (se f.eks. artikel fra Politiken her). Det gør den måske mere interessant som kunstværk eller samtidsbillede, men som roman er den rørende og prikkende uanset hvad der er sagt og skrevet om den.

Et ekstra udklip her til at slutte af med:

Da en af vores katte havde fået killinger, så jeg min far smide de nyfødte unger ned i en plasticpose fra supermarkedet og smadre den mod en betonkant, indtil posen fyldtes med blod, og deres miaven holdt op. Jeg så ham skære halsen over på grise i haven og drikke det varme blod, som han samlede for at lave blodpølser (blod på hans læber, hage og t-shirt). Det er det bedste, det er blodet, når det sprøjter lige ud af dyret, mens det dør. Det døende dyrs skrig kunne høres over hele landsbyen, når min far skar halsen over på det.

Av.

Martin Krasnik: Fucking jøde

Biografi, Fagbøger

KrasnikMartin Krasnik har skrevet en meget personlig beretning om at være jøde og journalist (den rækkefølge) i Danmark i disse år.

Han fortæller blandt andet om det, der sker, når politikere ikke svarer, og når folk udvander sproget: “Når det sker i nærheden af mig, får jeg én af to følelser: Dyb apati og følelsesløshed eller næsten aggresiv irritation og lyst til at smadre, knække eller trampe på et eller andet. Eller bare afbryde.”

Det er den stil, han er kendt for, og som for mange er en befriende kontant. Jeg kan som udgangspunkt også godt lide ham, men jeg kan lide ham lidt mindre, efter jeg har læst hans bog. Måske fordi den (blandt andet) er skrevet som et forsvar for hans journalistiske professionalisme (han blev anklaget for at være pro-israelsk i et interview en norsk læge, der havde arbejdet i Gaza). Jeg synes, at hans hidsighed, der træder tydeligt frem flere steder, bliver en fjende for hans argument.

Når det er sagt, har jeg lært meget om det jødiske samfund i Danmark, omskæring og Israel-Palæstina-konflikten, som jeg ikke ville have undværet. Det er en meget (meget!) ærlig bog og derfor rigtig interessant læsning.

Martin Krasnik: Ritt & Søren. Samtaler om krig og kærlighed

Ritt og SørenJeg snublede direkte fra sidste side i “Fucking jøde” over i første side af “Ritt & Søren. Samtaler om krig og kærlighed”. Det var også en virkelig spændende bog (med lidt flere år på bagen), som gør status over Ritt Bjerregaards lange liv i politik, hendes mand, Søren Mørks virke som historiker og Socialdemokraternes udvikling de seneste 50 år.

Martik Krasnik kommer her til sin ret med direkte spørgsmål og ufattelige viden om alting. De tre deler en kompromisløshed, som både er frastødende og inspirerende.

Det er særligt spændende at læse om Ritts tid som undervisningsminister, og hvordan de reformer hun gennemførte dengang har tegnet folkeskolen på godt og ondt i alle årene siden.

Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen

Biografi, Fagbøger

Det er lidt som at læse en cykelrytters selvbiografi, hvor selve det at indrømme dopingen har en rensende effekt. Ahmed Akkari var i en lang årrække islamist og satte landet i bål og brand for sin tro, men nu er han clean, beretter han til BT-journalist Martin Kjær Jensen. Og han vil gerne sige undskyld til Danmark.image

Medierne har talt frem og tilbage om, hvorvidt man kan tilgive Akkari, som i bogen indrømmer at have spillet en væsentlig rolle i opblusningen af karikaturkrisen. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, om alt det, han skriver, er rigtigt, men hvis bare 80 % er sandt, er det rimeligt stærke sager…

Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen

Biografi

Ulla TFor mig har Ulla Terkelsen altid været hende, der stod foran Det hvide hus med et flagrende tørklæde. En lille smule ufrivilligt morsom, altid genkendelig, altid på.

Hendes selvbiografi starter lidt kejtet, særligt pga. den journalist hun har fået til at hjælpe med at skrive den, men hvis man hænger på, bliver det virkelig fængende.

Jeg får lyst til at rejse til Polen, til Rusland, til London, Nordirland, alle steder i USA og hvorsomhelst i Mellemøsten. Jeg får lyst til at bo et andet sted, opleve mere, læse om europæisk historie, lære et nyt sprog og brænde for en sag. Hun er 100 % sympatisk og har nogle fine, skarpe pointer, som aldrig bliver belærende, især fordi hun viser, at hun engang selv ikke vidste bedre.

Fx har hun en fin observation om Polen i efterkrigstiden. Hun rejser sammen med sin daværende mand igennem Østtyskland, hvor de bliver tjekket behørigt af alvorstunge, truende tyske grænsevagter og derefter fortsætter til Polen. Men her er det, som om soldaterne ved grænsen ikke kan tage sig selv helt så seriøst som de tyske soldater. De er et land klemt inde mellem to (historisk set) bureaukratiske, selvhøjtidelige, tunge nationer – Rusland til den anden side – men Polen har aldrig ladet sig smitte af alvoren. De har ikke ladet kulturen forandre sig, højst ladet den være holdt nede i en tid.

Ulla Terkelsen reflekterer meget fint og binder tråde op gennem historien, og man kan genkende hendes stream og consciousness-talestrøm fra tv, når man læser hendes bog. Hun var også med til at etablere TV2, da monopolet blev brudt i slut-80’erne og giver en meget fin bagom-historie om en helt anden medietid i Danmark.