Sommerbøger

Biografi, Krimi, Roman

Her et lille forsinket udpluk af, hvad sommeren har budt på på min boghylde, mens jeg har dasket rundt i Rågeleje, på Møn, i Stockholm og i gode gamle Brønshøj.

marenMaren Uthaug: “Og sådan blev det”

Maren Uthaug er den store overraskelse for mig. Det var gået helt hen over hovedet på mig, at hun havde udgivet en roman i 2013, og per refleks forventede jeg, at den var sjov. Den er gravalvorlig og virkelig god.

Bogen handler om pigen Risten, der vokser op i Nordnorge hos en samisk mor og en norsk far. Uden at spoile for meget rejser hun siden til Danmark, hvor hendes far flytter sammen med den danske kvinde Grethe. Grethe synes, det er mere praktisk at hedde Kirsten i Danmark, så det kan Risten lige så godt hedde nu. “Og sådan blev det”. Og sådan blev så mange ting i en piges liv. Det er det, bogen handler om.

En kompakt og læseværdig roman, som giver en lussing til både forældre og stedforældre, der foregiver at ville deres børn det bedste, mens de gør, som de selv vil.

aishaJesper Stein: “Aisha”

Aisha er krimielementet i dette års sommerferielæsning. Sådan en skal der være i enhver sommerlæsekasse! Det er fjerde bog i serien om kriminalkommisær Axel Steen, men kan sagtens læses uafhængigt. Jesper Steins bøger foregår i nutidens København, som regel Nørrebro, men denne gang er handlingen forlagt til 8-tallet i Ørestaden. Her bliver en PET-agent fundet myrdet, og Axel Steen bliver sat på opklaringsarbejdet sammen med en anden (levende) PET-agent.

Handlingen følger to spor: Mens den nuværende efterforskning graver dybere og dybere, får man afsløret detaljer fra en afblæst terroraktion, der ligger nogle år tilbage. Sporene krydser, og en del af efterforskningen bliver mørklagt.

Som en god krimiforfatter ved Jesper Stein præcis, hvornår han skal skrue op og ned, og de sidste 200 sider (ja, 200) blev jeg nødt til at læse ud i én køre, for det var umuligt at stoppe, før det var HELT slut.” Gæt selv, om det ender godt til sidst, og om helten overlever til den næste bog i føljetonen.

abdelAbdel Aziz Mahmoud: “Hvor taler du flot dansk!”

Endelig fik jeg fingrene i Abdels MEGET roste bog om hans og hans families stille integrationssucces i en fynsk forstad. Den kunne fortælle om så mange andre danske drenges opvækst, hvis man ser bort fra det arabiske islæt, og den er fin, fordi den ikke er specielt dramatisk, men ligeså normal og dansk og kedelig, som Abdel stræber efter at være, fra han er kun en lille gut.

Da der f.eks. starter en ny, indisk dreng i hans folkeskoleklasse, der ellers kun består af hvide gennemsnitsfynboere, gør han alt for ikke at blive slået i hartkorn med Rajkumar. Og det slår hårdt, når han ind imellem ud af det blå bliver mindet om, at han er brun.

Han bliver journalist og tv-vært og når et mål, som er opstået ud af en barnlig undren over, at der ikke var flere i fjernsynet, der lignede ham selv. Og det går rigtigt godt for Abdel, så godt, at han igen næsten glemmer, at han ikke er kødfarsfarvet, indtil han næste gang bliver slået tilbage med velmenende, svidende ord: Denne gang er det en radiodebat med Bertel Haarder, der begejstret siger til Abdel: “Hvor taler du flot dansk!” Abdel giver ham det eneste rigtige svar: Et nøgternt “I lige måde”.

boysenDaniel Boysen: Fordi ilden er vores

Her lander vi måske på den bog, jeg har været mindst begejstret for, og den er en gemmer fra foråret. Det svider lidt at sige, jeg ikke er fan, for det er en intens, lille, pakket bog, der krænger sjælen ud og fortæller nogle grumme detaljer om et hjem med en misbrugt søster.

For mig, lige her og nu, bliver den for poetisk og selvpegende (hvis der er noget, der hedder det). Men det er en smagssag.

manifestJulia Lahme: “Manifest”

Et manifest for at turde være feminist på 2016-måden, men med en indbygget selvmodsigelse, som jeg havde lidt svært ved at blive klog på. For mig er feminisme også retten til at være kvinde på en anden måde (blandt meget andet), og derfor bryder jeg mig ikke så meget om de lukkede damebladsklicheer om, hvad ‘vi kvinder’ tænker, føler og gør.

Ofte var jeg heldigvis ikke en del af klicheen, men lige på en pointe ramte den plet (frit citeret): Hvorfor er det, at du kan vække enhver mor midt om natten, og så kan hun fortælle dig, hvor mange liter mælk der er i køleskabet?

 

Reklamer

Jens Andersen: Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren-biografi

Børne- og ungdomsbøger, Biografi

lindgren“Denne dag, et liv” er på én gang en for lang fortælling, som har villet vise alt, hvad der var i arkivet, og en interessant og kærlig historie om en vigtig børnebogsforfatter og derfor et vigtigt menneske i mit og mange andres liv.

Det er sjovt at læse om Pippi og Emil og Alle vi børn i Bulderby, og hvordan de også er et billede på en tid og et opgør med et moralsk børnebogsmarked. Astrid Lindgren var, ifølge Jens Andersen, én af de første, der tog børn alvorligt. Én af de første, der skrev ud fra børns drømme og fantasi.

Hun vidste, hun ramte plet hver gang, for historierne blev som regel til som mundtlige fortællinger for børn i hendes familie og siden stenograferet ned i alenlange kladdehæfter.

Det kan godt anbefales at læse bogen, men det kræver lidt tålmodighed og nogle lange sommeraftener at tygge sig igennem.

Édouard Louis: Færdig med Eddy Belleguele

Biografi, Roman

Eddy BEddy Belleguele vokser op i en lille, nordfransk by, hvor en mand er en mand, og homoseksualitet utænkeligt. Der er bare det ved det, at det lige præcis er det, Eddy er. Han ved det, fra han er barn, men bruger alligevel hele sin barn- og ungdom på at forsøge at bevise det modsatte. Hver morgen siger han til sig selv i spejlet, at i dag skal han være én af de seje drenge. Og hver dag må han skuffe både sig selv og sin familie. Han får rutinemæssigt tæsk i skolen, og hans største bekymring er, at nogen skulle opdage det.

Eduard Louis – man er ikke i tvivl om, at der er selvbiografisk – skriver ærligt, ligefremt, hårdt, pinagtigt og alligevel sært varmt om den uundslippelige landsby, som aldrig, aldrig, aldrig forandrer sig, og som bor i dig, selv om du flytter langt væk.

Vores aftener var centreret omkring busstoppestedet, som var drengenes mødested. Der tilbragte vi aftenerne i læ for vind og vejr. Jeg har en forestilling om, at det altid har været sådan: Teenagedrengene mødtes dér om aftenen for at drikke og diskutere. Min bror og min far hang ud dér, og da jeg vendte tilbage til landsbyen, så jeg drenge dér, som kun var otte år, da jeg rejste derfra. De havde overtaget den plads, som jeg havde haft dér tidligere. Ingenting forandrer sig nogensinde.

Beskrivelserne af landsbyens indspisthed, uviljen over for de kloge, de rige og de kulturelle, snavset i gaderne, fattigdommen, homofobien og fabriksarbejdet hensatte mig gang på gang til en fortælling fra 1960’erne. Og så pludselig en efterhængt sætning: “…mens vi optog det hele på vores mobiltelefoner”, der minder om, at vi er i det 21. århundrede.

Efter jeg har læst bogen, har jeg opdaget, at den har sat gang i debatten om underklassen i Frankrig, og at forfatteren kun er 21 år (se f.eks. artikel fra Politiken her). Det gør den måske mere interessant som kunstværk eller samtidsbillede, men som roman er den rørende og prikkende uanset hvad der er sagt og skrevet om den.

Et ekstra udklip her til at slutte af med:

Da en af vores katte havde fået killinger, så jeg min far smide de nyfødte unger ned i en plasticpose fra supermarkedet og smadre den mod en betonkant, indtil posen fyldtes med blod, og deres miaven holdt op. Jeg så ham skære halsen over på grise i haven og drikke det varme blod, som han samlede for at lave blodpølser (blod på hans læber, hage og t-shirt). Det er det bedste, det er blodet, når det sprøjter lige ud af dyret, mens det dør. Det døende dyrs skrig kunne høres over hele landsbyen, når min far skar halsen over på det.

Av.

Martin Krasnik: Fucking jøde

Biografi, Fagbøger

KrasnikMartin Krasnik har skrevet en meget personlig beretning om at være jøde og journalist (den rækkefølge) i Danmark i disse år.

Han fortæller blandt andet om det, der sker, når politikere ikke svarer, og når folk udvander sproget: “Når det sker i nærheden af mig, får jeg én af to følelser: Dyb apati og følelsesløshed eller næsten aggresiv irritation og lyst til at smadre, knække eller trampe på et eller andet. Eller bare afbryde.”

Det er den stil, han er kendt for, og som for mange er en befriende kontant. Jeg kan som udgangspunkt også godt lide ham, men jeg kan lide ham lidt mindre, efter jeg har læst hans bog. Måske fordi den (blandt andet) er skrevet som et forsvar for hans journalistiske professionalisme (han blev anklaget for at være pro-israelsk i et interview en norsk læge, der havde arbejdet i Gaza). Jeg synes, at hans hidsighed, der træder tydeligt frem flere steder, bliver en fjende for hans argument.

Når det er sagt, har jeg lært meget om det jødiske samfund i Danmark, omskæring og Israel-Palæstina-konflikten, som jeg ikke ville have undværet. Det er en meget (meget!) ærlig bog og derfor rigtig interessant læsning.

Martin Krasnik: Ritt & Søren. Samtaler om krig og kærlighed

Ritt og SørenJeg snublede direkte fra sidste side i “Fucking jøde” over i første side af “Ritt & Søren. Samtaler om krig og kærlighed”. Det var også en virkelig spændende bog (med lidt flere år på bagen), som gør status over Ritt Bjerregaards lange liv i politik, hendes mand, Søren Mørks virke som historiker og Socialdemokraternes udvikling de seneste 50 år.

Martik Krasnik kommer her til sin ret med direkte spørgsmål og ufattelige viden om alting. De tre deler en kompromisløshed, som både er frastødende og inspirerende.

Det er særligt spændende at læse om Ritts tid som undervisningsminister, og hvordan de reformer hun gennemførte dengang har tegnet folkeskolen på godt og ondt i alle årene siden.

Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen

Biografi, Fagbøger

Det er lidt som at læse en cykelrytters selvbiografi, hvor selve det at indrømme dopingen har en rensende effekt. Ahmed Akkari var i en lang årrække islamist og satte landet i bål og brand for sin tro, men nu er han clean, beretter han til BT-journalist Martin Kjær Jensen. Og han vil gerne sige undskyld til Danmark.image

Medierne har talt frem og tilbage om, hvorvidt man kan tilgive Akkari, som i bogen indrømmer at have spillet en væsentlig rolle i opblusningen af karikaturkrisen. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, om alt det, han skriver, er rigtigt, men hvis bare 80 % er sandt, er det rimeligt stærke sager…

Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen

Biografi

Ulla TFor mig har Ulla Terkelsen altid været hende, der stod foran Det hvide hus med et flagrende tørklæde. En lille smule ufrivilligt morsom, altid genkendelig, altid på.

Hendes selvbiografi starter lidt kejtet, særligt pga. den journalist hun har fået til at hjælpe med at skrive den, men hvis man hænger på, bliver det virkelig fængende.

Jeg får lyst til at rejse til Polen, til Rusland, til London, Nordirland, alle steder i USA og hvorsomhelst i Mellemøsten. Jeg får lyst til at bo et andet sted, opleve mere, læse om europæisk historie, lære et nyt sprog og brænde for en sag. Hun er 100 % sympatisk og har nogle fine, skarpe pointer, som aldrig bliver belærende, især fordi hun viser, at hun engang selv ikke vidste bedre.

Fx har hun en fin observation om Polen i efterkrigstiden. Hun rejser sammen med sin daværende mand igennem Østtyskland, hvor de bliver tjekket behørigt af alvorstunge, truende tyske grænsevagter og derefter fortsætter til Polen. Men her er det, som om soldaterne ved grænsen ikke kan tage sig selv helt så seriøst som de tyske soldater. De er et land klemt inde mellem to (historisk set) bureaukratiske, selvhøjtidelige, tunge nationer – Rusland til den anden side – men Polen har aldrig ladet sig smitte af alvoren. De har ikke ladet kulturen forandre sig, højst ladet den være holdt nede i en tid.

Ulla Terkelsen reflekterer meget fint og binder tråde op gennem historien, og man kan genkende hendes stream og consciousness-talestrøm fra tv, når man læser hendes bog. Hun var også med til at etablere TV2, da monopolet blev brudt i slut-80’erne og giver en meget fin bagom-historie om en helt anden medietid i Danmark.

Hanne-Vibeke Holst: Knud, den store

Biografi, Roman

Hanne Vibeke HolstBør man have hørt om Knud Holst? Jeg havde ikke. Det er Hanne-Vibeke Holsts far, og han var en berømt digter i Klaus Rifbjergs storhedstid. Kirsten Holst, derimod, hendes mor, kender jeg fra ungdomsklassikeren ‘Min ven Thomas’.

Og det er måske kernen i Hanne-Vibeke Holsts romanbiografi om sin far: Han var kunstneren, digteren, der måtte skrive, og som gik i hundene, når livet blev for svært. Hendes mor var forfatteren, som måtte leve, og som fandt på noget nyt og sjovere, hvis livet gik den gale vej.

Det er et fint og grundigt portræt, som tager os med gennem barndommens fattige kår i Vestjylland, op gennem gymnasietidens ungdomsforelskelse, igennem succeser og forhåbninger i det københavnske digterliv og igennem depressioner og forfald.

Jeg kan godt lide bogen for at være én lang fortælling fra vugge til grav og ikke forsøge at gøre sig mere interessant ved at tematisere eller springe i tid. Og så er det et meget interessant eksperiment at skrive en biografi i jeg-form, hvor man selv (Hanne-Vibeke som datter) er til stede som tredjeperson. Det skuldrer hun nu ganske fint.

Jack Kerouac: Vejene – det oprindelige manuskript

Biografi, Roman

VejeneI april besøgte jeg Beat-museet i San Franciscos italienske bydel North Beach. Det var her, Jack Kerouc hang ud med Neal Cassady og Allen Ginsberg. Vi så den gamle yndlingscafe og den lille boghandel, der solgte de første udgaver af “Vejene” (“On the road”og Ginsberg kendte “Howl”.

Jeg fik lyst til at læse noget beat-litteratur, og for nylig faldt mine øjne så på originalversionen af “Vejene”. Her er navnene endnu ikke skiftet ud med dæknavne, og det giver en meget ærlig fornemmelse af noget levet liv.

“Vejene” er en bittersød hyldest til Neal Cassady, og den handler om Kerouacs og Cassadys utallige rejser tværs gennem USA. De bor i New York og San Francisco (og Denver og Mexico City og…) og er altid på vej. Som hvis man pendlede mellem Århus og København, men der bare var 3000 kilometer.

Jeg bliver dybt fascineret af den vagabondlignende livsstil, hvor en dollar afgør, hvor man bevæger sig hen, og hvad der sker den næste dag. Og samtidig er det formålsløst, frastødende og egoistisk. Det ved Jack Kerouac også, og det er det, der gør bogen så nuanceret og fin, selvom den også bare er kilometerlang og skrevet helt uden tænkepauser.

Herbjørg Wassmo: Hundrede år

Biografi, Roman

hundredeårEn rigtig norsk slægsroman fra dengang, man var fattig og fangede sild og sad på slagbænke. Man skal kunne lide Herbjørg Wassmos gammeldags skrivestil, men hvis man kan, er man i trygge hænder. Hun er god til at fortælle om mennesker.

Bogen hander om forfatterens mor, bedstemor og oldemor, og oldemoren er født præcis 100 år før Herbjørg Wassmo.

En lille sten i skoen
På en eller anden måde kan man ikke være bekendt at blive irriteret over handlingen, når den tager udgangspunkt i nogens liv. Alligevel bliver jeg lidt lang i ansigtet af, at Herbjørgs egen far omtales som han – altid i kursiv. Vi fornemmer noget incestdrama, men får ikke mere at vide. Det er som om, det trænger sig lidt på i historien, som det meste af tiden (heldigvis) handler om noget helt andet. Det forstyrrede mig.

En anden norsk familiesaga
Jeg har fået bogen af mine svigerbedsteforældre (hvis der er noget, der hedder det…), og samtidig er de begge i gang med at skrive deres egne barndomserindringer. De fanger mig ganske meget mere – især bedstemorens fortællinger fra de norske fjelde, hvor krigen kom tæt på, når hun i to år ikke gik i skole, og når hun i nattens mulm og mørke hentede æg på nabogården. Men dem kan jeg ikke så godt anbefale jer at læse, for de er indtil videre blot private optegnelser over levet liv.

Men måske kan jeg anbefale at man gør det – skriver ned og husker. Min svigerbedstemor er præcis 50 år ældre end mig, men der er sket ganske meget – godt og ondt – siden da.

Fra femi-hylden

Biografi, Fagbøger

Lidt kønslitteratur fra to forskellige kanter. Den ene læste jeg, fordi min avis på en pæn måde sagde, jeg burde holde mig opdateret om det 21. århundredes kvindefrigørelseskamp i de arabiske lande. Den anden, fordi den tilfældigvis var på biblioteket, og jeg kunne genkende forfatteren som en JP-journalist, jeg engang har overvejet at ringe til eller måske ringede til, jeg kan ikke huske det, men navnet kunne jeg genkende.

Joumana Haddad: Jeg dræbte Sheherezade
Uh, det er sådan en svær bog at skrive om. For er det ok at synes at et vidnesbyrd fra en stærk arabisk kvinde er uinteressant? Jeg kan godt lide bogens grundtanke: Sheherazade skal dø: det er ikke tilstrækkeligt at være snedig nok til at fortælle historier for ikke at dø, vi må også have magten til selv at slå ihjel. I alle mulige overførte betydninger. Men skrivestilen er sgu tung. Og jeg bliver ikke så meget klogere undervejs. Men sejt nok, alligevel, at den findes. Jeg kan bare ikke nødvendigvis anbefale at læse den.

Leni Malicenski: Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt
En humoristisk journalistisk gennemgang af ligestillings-Danmark pt. Leny bliver arbejdsløs, kommer i tanke om, at hendes tidligere chef ikke gav hende nok i løn, tager på pilgrimsrejse til kvote-Sverige og finder senere ud af, at man måske skulle spørge luderne først, inden man begyndte at tage deres kampe. Du behøver ikke læse den, men hvis du alligevel har en eftermiddag, du ikke skal noget med, er det nu ganske underholdende.