Hanne-Vibeke Holst: Knud, den store

Biografi, Roman

Hanne Vibeke HolstBør man have hørt om Knud Holst? Jeg havde ikke. Det er Hanne-Vibeke Holsts far, og han var en berømt digter i Klaus Rifbjergs storhedstid. Kirsten Holst, derimod, hendes mor, kender jeg fra ungdomsklassikeren ‘Min ven Thomas’.

Og det er måske kernen i Hanne-Vibeke Holsts romanbiografi om sin far: Han var kunstneren, digteren, der måtte skrive, og som gik i hundene, når livet blev for svært. Hendes mor var forfatteren, som måtte leve, og som fandt på noget nyt og sjovere, hvis livet gik den gale vej.

Det er et fint og grundigt portræt, som tager os med gennem barndommens fattige kår i Vestjylland, op gennem gymnasietidens ungdomsforelskelse, igennem succeser og forhåbninger i det københavnske digterliv og igennem depressioner og forfald.

Jeg kan godt lide bogen for at være én lang fortælling fra vugge til grav og ikke forsøge at gøre sig mere interessant ved at tematisere eller springe i tid. Og så er det et meget interessant eksperiment at skrive en biografi i jeg-form, hvor man selv (Hanne-Vibeke som datter) er til stede som tredjeperson. Det skuldrer hun nu ganske fint.

Reklamer

Jack Kerouac: Vejene – det oprindelige manuskript

Biografi, Roman

VejeneI april besøgte jeg Beat-museet i San Franciscos italienske bydel North Beach. Det var her, Jack Kerouc hang ud med Neal Cassady og Allen Ginsberg. Vi så den gamle yndlingscafe og den lille boghandel, der solgte de første udgaver af “Vejene” (“On the road”og Ginsberg kendte “Howl”.

Jeg fik lyst til at læse noget beat-litteratur, og for nylig faldt mine øjne så på originalversionen af “Vejene”. Her er navnene endnu ikke skiftet ud med dæknavne, og det giver en meget ærlig fornemmelse af noget levet liv.

“Vejene” er en bittersød hyldest til Neal Cassady, og den handler om Kerouacs og Cassadys utallige rejser tværs gennem USA. De bor i New York og San Francisco (og Denver og Mexico City og…) og er altid på vej. Som hvis man pendlede mellem Århus og København, men der bare var 3000 kilometer.

Jeg bliver dybt fascineret af den vagabondlignende livsstil, hvor en dollar afgør, hvor man bevæger sig hen, og hvad der sker den næste dag. Og samtidig er det formålsløst, frastødende og egoistisk. Det ved Jack Kerouac også, og det er det, der gør bogen så nuanceret og fin, selvom den også bare er kilometerlang og skrevet helt uden tænkepauser.

Herbjørg Wassmo: Hundrede år

Biografi, Roman

hundredeårEn rigtig norsk slægsroman fra dengang, man var fattig og fangede sild og sad på slagbænke. Man skal kunne lide Herbjørg Wassmos gammeldags skrivestil, men hvis man kan, er man i trygge hænder. Hun er god til at fortælle om mennesker.

Bogen hander om forfatterens mor, bedstemor og oldemor, og oldemoren er født præcis 100 år før Herbjørg Wassmo.

En lille sten i skoen
På en eller anden måde kan man ikke være bekendt at blive irriteret over handlingen, når den tager udgangspunkt i nogens liv. Alligevel bliver jeg lidt lang i ansigtet af, at Herbjørgs egen far omtales som han – altid i kursiv. Vi fornemmer noget incestdrama, men får ikke mere at vide. Det er som om, det trænger sig lidt på i historien, som det meste af tiden (heldigvis) handler om noget helt andet. Det forstyrrede mig.

En anden norsk familiesaga
Jeg har fået bogen af mine svigerbedsteforældre (hvis der er noget, der hedder det…), og samtidig er de begge i gang med at skrive deres egne barndomserindringer. De fanger mig ganske meget mere – især bedstemorens fortællinger fra de norske fjelde, hvor krigen kom tæt på, når hun i to år ikke gik i skole, og når hun i nattens mulm og mørke hentede æg på nabogården. Men dem kan jeg ikke så godt anbefale jer at læse, for de er indtil videre blot private optegnelser over levet liv.

Men måske kan jeg anbefale at man gør det – skriver ned og husker. Min svigerbedstemor er præcis 50 år ældre end mig, men der er sket ganske meget – godt og ondt – siden da.

Fra femi-hylden

Biografi, Fagbøger

Lidt kønslitteratur fra to forskellige kanter. Den ene læste jeg, fordi min avis på en pæn måde sagde, jeg burde holde mig opdateret om det 21. århundredes kvindefrigørelseskamp i de arabiske lande. Den anden, fordi den tilfældigvis var på biblioteket, og jeg kunne genkende forfatteren som en JP-journalist, jeg engang har overvejet at ringe til eller måske ringede til, jeg kan ikke huske det, men navnet kunne jeg genkende.

Joumana Haddad: Jeg dræbte Sheherezade
Uh, det er sådan en svær bog at skrive om. For er det ok at synes at et vidnesbyrd fra en stærk arabisk kvinde er uinteressant? Jeg kan godt lide bogens grundtanke: Sheherazade skal dø: det er ikke tilstrækkeligt at være snedig nok til at fortælle historier for ikke at dø, vi må også have magten til selv at slå ihjel. I alle mulige overførte betydninger. Men skrivestilen er sgu tung. Og jeg bliver ikke så meget klogere undervejs. Men sejt nok, alligevel, at den findes. Jeg kan bare ikke nødvendigvis anbefale at læse den.

Leni Malicenski: Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt
En humoristisk journalistisk gennemgang af ligestillings-Danmark pt. Leny bliver arbejdsløs, kommer i tanke om, at hendes tidligere chef ikke gav hende nok i løn, tager på pilgrimsrejse til kvote-Sverige og finder senere ud af, at man måske skulle spørge luderne først, inden man begyndte at tage deres kampe. Du behøver ikke læse den, men hvis du alligevel har en eftermiddag, du ikke skal noget med, er det nu ganske underholdende.

Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen: Projekt Løkke

Biografi, Fagbøger

Lars Løkke har været statsminister i et årstid, da Sigge Winther og Tanja Frederiksens biografi udkommer. Det var før opgør med efterlønnen, og mens et valg pressede sig mindre på end netop nu. Klimatopmødet var netop overstået, og en lang række internationale toppolitikere og medier udlægger Løkkes forhandlingsindsats som katastrofal, kaotisk og pinlig. Mellem linjerne står, at hvis blot Connie Hedegaard havde fået lov til at køre biksen, ville vi ikke have nøjes med en ‘Copenhagen Accord’, men fået en rigtig Koyto-basker som først håbet.

Vi kommer også igennem bilagssager, privathospitaler, kommunalreform og andet saftigt stof. De to forfattere har talt med over 200 kilder, dog ikke Løkke selv, som ikke har ønsket at medvirke. Researchen er god, udlægningerne for det meste nuancerede, tonen af og til en anelse hård. I hvert fald er der langt til DR’s frikadelleportræt, men andet skulle nu også undre.

Det er for det meste både kvalmende og interessant at læse, hvordan de statslige embedsapparater og politiske pølseprocesser fungerer i den her slags ‘bag om’-bøger. Hvis man vil have rigtig interessant viden, skal man dog hellere læse den lille perle “Håndbog for statsministre” af Susanne Hegelund og Peter Mose .

Håndbog for statsministre handler om politisk ledelse. Hvordan man tager det politiske lederskab, der skal til for at samle et parti, vinde et valg og blive på posten.

De to forfattere har talt med ledere af større danske og internationale virksomhedere, professorer i ledelse og ikke mindst rigtig mange toppolitikere. Det handler ikke kun om den enkelte person, der skal genvælges, men om ledelse og om hvordan koncernen Danmark A/S, som de kalder det, bedst drives og udvikles.

En af bogens mindre, men sådan hyggeligt-interessante pointer er, at statsministre i gamle dage typisk var storebrødre med klassiske storebror-dyder: ansvarlighed, alvorlighed, struktur, ambitioner, præstationsorienteret og med hang til perfektionisme. Nutidens og fremtidens statsministre er snarere lillebror eller lillesøster. Kreative, holdspillere, samarbejdende, karismatiske, kommunikerende.

En sidste anbefaling i genren politisk litteratur er Mads Christian Ebbesen og Bo Bredsgaard Lunds “Det politiske superbrand”, som er en gennemgang af centrale danske politikere, og hvordan de performer på synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma. “Det politiske superbrand” er dog mere en fagbog og lidt mere politisk-strategisk-nørdet, men stadig med interessante analyser.



Karl Ove Knausgaard: Min kamp

Biografi, Roman

En norsk erindringsroman i seks tykke bind. Nummer to er netop blevet oversat til dansk, og de andre er på vej. Hmm… jeg er ikke nødvendigvis med hele vejen i mål.

Da Karl Ove Knausgaards roman først udkom, roste mange anmeldere den til skyerne, mens andre forfattere skumlede over, at man kunne få så meget anerkendelse for bare at skrive langt og udlevere så meget af sig selv.

Og det er lidt langt i spyttet. Det er fint og ærligt og meget lige ud af posen (‘nu sidder jeg her, Karl Ove Knausgaard, og skriver, mens min kone laver kaffe’-agtigt), og store dele af bogen handler om et kompliceret forhold til Karl Oves far. En klassiker.

Der, hvor jeg kan lide bogen, er, mod sædvane, der hvor den bliver lidt lommefilosofisk. Fx undrer han sig over et par sider over den måde, vi behandler vores døde på. Er der nogen særlig grund til, at de skal så tæt på jorden som muligt, så snart de er døde? Kan man forestille sig en bedemandsforretning på anden sal? Kan man forestille sig, at hospitalernes ligrum er andre steder end i kælderen?

Men der er ikke helt nok af hverken det ene eller det andet til at jeg rigtigt er med.

Anne Sofie Kragh: Fogh. Historien om en statsminister

Biografi

Min mand skrev speciale om den politiske biografi, og Fogh har derfor stået og kigget på mig på hylden i noget tid (det kan jo være en uhyggelig oplevelse).

Det var derfor også et fint gensyn (genlyt) med flere passager, som jeg har fået læst højt. Fx den om Fogh, der spiser pizza på gulvet med sin polske ven, de tårevædende barndomsminder fra det hårde liv på gården og den fiffige formulering, at bogen ikke har til formål at give Anders Fogh karakter, men at forstå hans karakter.

Det er en udmærket og ganske fair bog, og jeg læste for første gang, hvad det nu egentlig var med den der regnskabssag, der fældede Anders Fogh som skatteminister i sin tid. Også spændende at læse om vigtige bifigurer i Fogh’s liv, fx Claus Hjort, selv om man bliver helt træt ved tanken om, hvor meget udspekulerethed man åbenbart skal møde i dansk politik, selv fra sine egne partifæller.

Meget, meget interessant er det også, at Anne Sofie Kragh skriver så minutiøst om alle begivenheder i Anders Foghs liv, og så får vi lige på nogle ganske få sider historien om, hvordan han møder en polak på gaden i Berlin og drikker øl med ham og efterfølgende holder de jul sammen, uden at Kragh kommenterer noget som helst eller undrer sig særlig højlydt. Det bliver man ikke særlig meget mindre nysgerrig af.

Næste biografiprojekt er projekt Løkke.

Ferielitteratur

Biografi, Fortællinger, Krimi, Roman

Et par ugers ferie gav mig tid til at spise fire bøger. Her er de:

Pia Juul: Mordet på Halland
En slags krimi, der ikke rigtigt går ud på at blive opklaret, men i stedet er en historie om en ensom kvinde. Den fangede mig ikke rigtigt. Har vist ellers været indstillet til alle mulige priser.

Kathrine Lilleør: Kvinde, hvorfor græder du?
Helt klart feriens mest interessante bog. Jeg har ikke noget meget tydeligt billede af Kathrine Lilleør i forvejen (præst, der nogle gange mener noget i Berlingske Tidende), men det hjælper en række fortællinger jo altid på (selv om mit syn på hende nok snarere er blevet nuanceret end afklaret). Mest interessant er det, når hun fortæller om livet som præst, og de mennesker, hun møder undervejs. De tidehvervske forfædre, dem, der skal begraves, konfirmeres, giftes, ansætte hende fra menighedsrådet osv. Mindre interessant er det, når det bliver tematisk og handler om fx køn i den sidste del af bogen. Kan godt anbefales.

Per Petterson: Aske i munden, sand i skoen
Havde egentlig først afskrevet ham, fordi han har skrevet en roman med så irriterende en titel som “Ud og stjæle heste”. Men måske skal jeg alligevel læse den, for “Aske i munden, sand i skoen” var et fint bekendtskab. Det er små fortællinger om Arvid, der bor i en lille norsk by og oplever forskellige småting. Sin bedstefars begravelse, et slaraffenland af gamle tegneserieblade, der bare er smidt væk, og så den dag, han kommer til at kalde Fede for Fede op i hans åbne ansigt. Jeg er i hvert fald klar til at læse mere, og så er det jo godt, der er en efterfølger (i første omgang “Ekkoland”, knap så irriterende titel, knap så svært at huske som Aske i.. hvordan var det nu det vendte).

Sara Blædel: Kun ét liv
Løbet tør for læsestof, stadig 26 timers transport og en halv afsluttende palmepooldag i beachresortet tilbage. Tak til danskerparadisets gæst til gæst-hylde. Ud af flere krimier på reolen, der startede med noget i retningen af: “Tidligt om morgenen den xx dag, finder xx en ung pige i xx sø. X kvindelig hovedperson fra de andre bøger i serien, bliver kaldt ud osv. osv. osv.” tog jeg den her, fordi den handlede mere om, hvad der sker, mens nogen opklarer noget, end hvor brutalt nogen bliver myrdet. Jeg kan godt lide den slags. Det var en fin krimi. Gled ubesværet ned sammen med den vakuumpakkede flymad.

Gitte Løkkegaard: Tine Bryld. Et lettere kaotisk ridt

Biografi

Jeg hører ikke til dem, der er vokset op med Tine Brylds stemme i radioen. Jeg er ikke fortolig med Tværs og har ikke spejlet min ungdom i de mange skæbnehistorier. Til gengæld er Liv og Alexander-trilogien min vigtigste teenagelitteratur. Jeg ved stadig, hvor de tre bøger stod på mit skolebibliotek, bagerst til venstre og på samme hylde som “Min ven Thomas”.

For et menneske, hvor Tine Bryld først og fremmest er ungdomsbogsforfatter og dernæst radiostemme, er det interessant at læse historien om et menneske, der måske frem for alt er socialrådgiver og socialt indigneret. Et mennekse, der har kæmpet for fri abort og advokerede for fixerum i København allerede for 40 år siden.

Jeg blev opmærksom på bogen på Bogforum, hvor jeg hørte en samtale mellem Gitte Løkkegaard (radiovært på DR) og Tine Bryld og en tredje. Når jeg lytter til det, kender jeg jo alligevel godt stemmen (- og i øvrigt også Gitte Løkkegaards – det er hende, der i mange år lavede timelange personinterviews med en langsom, rolig stemme på P1). Det her citat, synes jeg, er som at tænde for radioen:

“Hendes stemme er kaldende, venlig. “Hallooo, det er Tine”. Der er tavshed i den anden ende. Stemmen bliver blødere. “Er det Signe?” Stadig tavshed i et par sekunder, så hører man en lille gennemsigtig stemme: “Ja…” “Hej Signe,” siger hun, og de ord findes ikke i sproget, som kan beskrive den omsorg, der bølger ud i telefonen når hun spørger: “Hvad har du på hjerte, min ven ?””