Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse

Bøger fra 2017, Finurligheder, Roman

camille cloudLine Knutzon skriver rablende sjovt om Camille Cloud, brevkasseredaktør, selvhjælpsguru og spinninginstruktør, der har svar på alt.

“Det skulle du have tænkt på før du blev født”, er fx en klassiker.

Det er pointer, der ikke kan gentages, og en fantasi, jeg ikke kender magen til. Jeg har elsket Line Knutzon, siden jeg første gang læste absurd teater i gymnasiet (fx “Først bliver man jo født” og “Torben Toben”), og hun er ikke blevet dårligere siden.

Læs den før din nabo.

Bagsideteksten er sjov i sig selv:

“Er du en rasende 65-årig mand med udstående øjne, der vil have lov til at råbe fede kælling til fede kællinger? Er du en tavs og skeptisk 12-årig pige, der nægter at tale med voksne? En storrygende og dehydreret 45-årig kvinde på den yderste venstrefløj? En 87-årig kvinde, der ikke har råd til din egen begravelse? En panikslagen dramatiker, der har bidt fingrene af sig selv. Er du nisse? Ufødt? Slagtesvin? Midt i en aggressiv debat om istidens slutning? Er du faret vild i Sverige, i livet, i mørket uden at kunne finde kontakten, sulten, på randen af sammenbrud, fattig, til grin og tørret i det moderne Danmark? Så spørg Camille Cloud – hun har svar på alt, hun er tidens svar og tidens lyd, for hun har succes og har tænkt på alt, før hun blev født.”

Her læser Line Knutzon op fra bogen til arrangementet Forfattermorgen på Gyldendal:

Reklamer

Lone Hørslev: En ordentlig mundfuld

Bøger fra 2017, Noveller

En ordentlig mundfuld Lone Hørslev.jpegLone Hørslev hører for mig sammen med en generation af 90-er og 00-er-forfattere som Leonora Christina Skov, Helle Helle, Naja Marie Aidt m.fl. Alle dygtige, sprogbevidste kvinder, der kæler for sproget, undersøger ord, køn og dynamikker og skriver om hverdagen på godt og ondt.

De minder mig lidt om at skrive dansk stil, og derfor er det en gruppe, jeg går til og fra. Denne gang er jeg glad for, at jeg er gået til Lone Hørslev.

Midt i livskrisen

“En ordentlig mundfuld” (som er en fed titel) rummer 20 noveller, der alle handler om de der steder i livet, hvor alting ramler – stille og sørgeligt eller med et ordenligt S/M-brag.

Jeg er som regel for utålmodig til noveller, fordi de ikke når at sætte sig, før de er forbi. “En ordentlig mundfuld” er dog kompakt og kraftfuld, og Hørslev er dygtig til at begynde i midten og fortælle det meste af en livskrise på fem-seks sider.

Novellen “Rullepølse” begynder fx sådan her:

“Da jeg vågnede næste dag, var mine øjne helt klistrede sammen af betændelse og lim”.

En anden novelle hedder “Lige om lidt bliver alting sjovere” og handler om en fraskilt mor, der er taget alene på ferie til Tyrkiet. Alting er ved at lukke ned, og det regner, og alligevel prøver hun at holde fast i, at det er okay og tænker over, hvilke billeder hun kan vise efter ferien. Hvordan klistrer man en succes uden på en fiaskoferie, hvis nu man gerne vil fortælle sig selv og sin eksmand, at man er en ok mor?

At slå sig på kvinder – med bar røv og kokkeforklæde

Mange af novellerne handler om køn, forhold, mønstre og kommunikation. I både “Indien” og “Laksegade” beskriver hun med rammende spidshed den måde nogle piger (ikke mig selv, selvfølgelig) kan komme til at behandle deres mænd.

“Han betragtede hende. Han havde lige haft sin pik oppe i hende, alligevel havde han det som om han slet ikke vidste hvem hun var. Han tænkte at han slog sig på hende, som man slår sig på en dørkarm, når man fejlbedømmer afstanden og går ind i noget, og modstanden rammer hårdt og overraskende. Sådan tænkte han nogle gange. At hun var så fjern og fremmed og nærmest fjendtlig i sin krop at han slog sig. Han lagde prøvende en hånd på hendes skulder.
Hun vendte sig.
Han slap hende.
Selvfølgelig glæder jeg mig, sagde hun og gik ind i stuen og tændte for fjernsynet.
Så stod han der med bar røv og kokkeforklæde.”

 

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Autobiografi, Bøger fra 2017, Roman

Korsgaard Hvis der skulle komme et menneske forbi.jpegJeg er glad for gode begyndelser. Meget bliver afsløret om en forfatters skriveevner, når man læser de første linjer, og den kun 23-årige Thomas Korsgaard kan skrive. Se bare her:

“Det var, som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis min far døde i morgen. Som om døden var det eneste, der kunne ændre på det hele.”

Hovedpersonen Tue vokser op i en by uden for Skive, og Korsgaard skriver de vestjyske karakterer meget troværdigt frem, bl.a. ved hjælp af lydskrevne bandeord som “Forsadanda” og “Det ser fannanmig godt ud”.

En stærk karakter er Bitten, der er som en tæge på den slidte landmandsfamilie, Tue vokser op i. Hun skal altid lige låne en halvtredser, siger sin mening ublidt, smårapser af stegen, når hun skal servere til konfirmationen og vender altid tilbage, uanset om hun er inviteret eller ej.

Mormoren er den eneste hjertevarme i Tues liv. Hun stikker ham lommepenge, åbner altid sit hjem for ham (også når hun lige har glemt, at han skulle komme på weekend) og giver ham ren og uforfalsket kærlighed.

Kærligheden på gården er ellers som regel iblandet en besk bismag. Fra moren en bismag af depression og afmagt og fra faren utilregnelighed og psykisk og fysisk vold i små, afrettede mængder. Men kærligheden er også til stede, og forældrene vil gerne gøre det godt.

Sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” bliver i bogen sagt af mormorens mand, O.P.: En fedladen mand, der er glad for sovs, slik og sodavand. De har et rum fyldt med snolder – hvis der skulle komme et menneske forbi. Thomas Korsgaard har sagt i et interview til Politiken (betalingslink), at romanen bygger på selvbiografisk indhold, og sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” er én, han ofte har tænkt på. Hvad ville der være sket, hvis der var kommet et menneske forbi og havde set, hvordan de levede? Med for lidt mad, en depressiv mor og en fraværende far, der tager drengen med på tyveritogter og grove, farlige nytårsløjer?

Som det næsten altid sker med autobiografiske romaner, kommer der straks et modsvar fra mennesker, der mener, det er en forkert eller fordrejet version af virkeligheden; at hukommelsen er blevet skarpvinklet. Den kritik kommer i dette tilfælde fra Thomas Korsgaards kun 19-årige lillebror, Mathias Korsgaard. I et interview i Politiken kalder han det “usandt og for groft”.

Sandheden om de enkelte detaljer er dog ikke så interessant. Det er fortællingen om et barn, der vokser op i et hjem, som han ikke burde vokse op i, og om en familie, der har brug for hjælp.

Toeren: “En dag vil vi grine af det,” er netop udkommet her i 2018. Den er allerede indvarslet med brorens kommentar til Korsgaards roman i førnævnte Politiken-interview: “Jeg husker vores barndomshjem som et humoristisk sted. Selvfølgelig var der gode og dårlige dage. Men når dagene var dårlige, kunne vi altid grine af det”.

Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm: Arkimedes

Bøger fra 2017, Roman, spændingsroman

zornig“Arkimedes” er en spændingsroman og derfor umiddelbart mindre gyseragtig end en krimi – og det er lige noget for mig.

Den er til gengæld ligeså grufuld som de fleste krimier med misbrug af børnehjemsbørn i centrum af fortællingen.

Hovedpersonen er Malene Jørgensen, et tidligere børnehjemsbarn fra Nakskov, der nu er en succesrig forretningskvinde, som bliver udnævnt som direktør for Hjælp Barnet. Umiddelbart giver det relativt lineære associationer til Lisbeth Zornigs eget liv som udsat barn på Lolland, der senere bliver direktør for Børnerådet. Romanen er dog fiktion, og den lykkes vældigt godt med kombinationen af politik, journalistik, samfundskritik og krimielement.

Jeg kastede mig over den, fordi jeg var meget påvirket af Zornigs selvbiografi: “Zornig – Vrede er mit mellemnavn”. Den fik jeg vist aldrig skrevet om her på bloggen, men den kan jeg også anbefale at læse, hvis man trænger til at få ondt i maven over Underdanmark.

“Arkimedes” er en selvstændig fortsættelse til romanen “Bundfald”. Den kan man evt. starte med.

Jens Andersen: Under Bjælken // Kronsprins Frederik

Bøger fra 2017, Biografi, Sponsoreret indhold

IMG_0644Tre dage før Prins Henrik døde, begyndte jeg på Jens Andersens biografi om Kronsprins Frederik.

Det gav hele forløbet med den afdøde prins et ekstra skær og gjorde Jens Andersens bog desto mere aktuel. For hvem er han, Kronprins Frederik, der skal være Danmarks næste konge?

Kronprins Frederik er en sammensat regent. Syv kapitler beskriver hans liv indtil nu som Dreng, Teenager, Akademiker Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og (kommende) Konge. Gennemgående træk er viljen til at være et menneske ved siden af monark-rollen, en lyst til at møde andre mennesker og lære noget nyt om sig selv og om verden.

En særligt fin feature er en playliste, der kører i bunden af bogens 358 sider, som Kronprins Frederik selv har udvalgt med sin (åbenbart) store og vedholdende interesse for musik i alle genrer og fra alle tider. Playlisten kan downloades på Spotify.

Et eventyr på statsbudgettet

Jeg hører ikke til dem, der bekender sig til royalismen, men heller ikke det modsatte. Der er et fint citat af Knud Wentzel på indersiden af bogen, som rammer det meget godt ind:

“Kongehuset er, hvad det betyder i vores bevidsthed. Intet andet, men det er som bekendt også meget. Vi har et eventyr i Grundloven og på statsbudgettet.”

Kronprins Frederik sidder mere levende på nethinden for mig nu, og for min skyld kan vi godt beholde både ham og eventyret.

Læs med

Hvis du vil læse med, kan du finde Under Bjælken her hos Bog&Ide. Bogen er sponsoreret af Bog&Ide. Jeg har selv valgt den, og anmeldelsen står for egen regning. Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner.

Tidligere anmeldelser: Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren (Ordtryk).

Bøger af Jens Andersen (Bog&Ide)

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie

Bøger fra 2017, Roman

En uskyldig familie foregår i Svendborg, hvor tre søskende vokser op hos et par sande 70’er-forældre. Den fortæller historien om, at fri kærlighed og økologisk landbrug også kan have en egoistisk slagside, at børn kan vokse op og føle sig usete og uelskede midt i den altomfattende kærlighed til miljøet, menneskerne og friheden.

De tre børn bliver på hver deres måde en torn i øjet på deres uforstående forældre. Frederik, som vi følger gennem det meste af bogen, bliver børsspekulant, den yngre søster Lene bliver præst, mens den yngste bror Jakob går langsomt i hundene.

En uskyldig familie er en fin og vedkommende Katrine Marie Guldager-roman, som er mindre kompliceret at læse end hendes Køge-krønike.

 

På natbordet lå også…

Jojo Moyes: Toner i natten. Et violin-ejendomsmægler-landsby-kærligheds-drama, hvor den ene side let tager den anden.

Kaspar Colling Nielsen: Det europæiske forår

Bøger fra 2017, Roman

collingDet europæiske forår er en fremtidsroman, eller måske snarere en parallel nutidsroman.

I romanen flytter forskeren Elisabeth og kunstkuratoren Stig til en ny bosættelse på Lolland. Nogle investorer har købt øen og jævnet de almindelige huse med jorden for at opbygge det hele igen med kunstig natur, bæredygtigt byggeri, økologisk mad og kun de rigeste og rigtigste beboere.

På Lolland udvikler et forskerkollektiv f.eks. hunde og fugle med sprog og intelligens som mennesker, men undervejs vil det vise sig, at de stadig både har voldelige og selvhævdende drifter og kan udvikle depressioner og tungsind. Med andre ord får den ufuldstændige menneskerace skabt sig selv, nu i en dyrekrop.

Som man sikkert allerede kan regne ud, bruger Kaspar Colling Nielsen sin parallelle verden til at undersøge, udstille og udfordre alle menneskernes skyggesider. Det bliver også til sexlystne udviklingshæmmede og udflyttede minoritetsgrupper for nu bare at tage to andre eksempler.

Alligevel synes jeg, Colling er bedst i de underspillet spidse kommentarer om almindelige småborgerlige mennesker. Jeg har fundet fire eksempler her, som fik mig til at sætte æselører i biblioteksbogen:

“Kun en kvinde i halvtredserne, som havde født et barn og set det vokse op, kun en kvinde, som havde arbejdet hele sit voksenliv og mærket sit liv smuldre langsomt, kunne se ud af vinduet på den måde, tænkte Stig.”

“Hendes mund bevægede sig igen, og Stig betragtede hendes ansigt forme ord, han ikke hørte, men som fik hendes kinders slappe kød til at vibrere.”

“Der var noget sygt og degenereret, måske endda farligt, over folk, der boede på landet.”

“Stig havde altid antaget, at Ib var død af en overdosis eller havde begået selvmord et eller andet sted på grænsen mellem Kreuzberg og Neukölln. Men mange år senere mødte Stig ham i en Irma i Birkerød, hvor han boede med sin kone og deres tre børn. Han var blevet tandlæge.”

 

Hanne Vibeke Holst: Som pesten

Anbefalinger, Bøger fra 2017, Roman, Sponsoreret indhold

Hver gang jeg læser en virkelig god bog, tænker jeg på et forfatterforedrag, jeg var til med Christian Jungersen (ham med Undtagelsen) for mange år siden. Jeg sad der på Politiken Plus-rækken med fingeren i vejret og spurgte, om han var i gang med at skrive en ny bog. Jeg kan huske, han svarede, at der var bøger nok i verden, så han ville kun skrive en bog, hvis han kunne levere en virkelig god én.

Når jeg genfortæller det, lyder det prætentiøst, men i øjeblikket føltes det meget sandt.

Det er den følelse, jeg har, når jeg læser Hanne Vibeke Holsts ‘Som pesten’. Jeg fyldes med ærefrygt og næsegrus beundring over skrivetalentet, men først og fremmest over arbejdsindsatsen. Den research, det må kræve at lave sådan et nyklassiker-værk er helt ekstraordinært.

Hun formår at skildre WHO og alle de øvrige humanitære organisationer i Geneve indefra på dybt troværdig vis. Hun doserer pandemi-referencer og lægemiddel-lingo i et spændstigt lag over handlingen. Hendes roman er et bud på et storpolitisk øjebliksbillede af flygtningekrise, humanitære katastrofer, lobbyisme, korruption – og selvfølgelig kønskamp.

Den er et nutidigt fremtidsscenarie, hvor først Danmark, siden Europa og til sidst resten af verden bliver ramt af en ny influenzatype, der bliver systematisk undervurderet og kræver unge teenage-dødsofre i hobetal, mens bureaukratiet og medicinalindustrien forhandler.

Alt sammen er krydret med kærlighedshistorie(r) og et kriminelt spændingselement, som måske er den eneste del, der kammer en smule over til mit temperament.

Tilbage er bare at sige: Glæd dig, læs den!

Sponsoreret indhold. Jeg har modtaget bogen som en del af en aftale med Bog & Idé. Du kan se ‘Som pesten’ hos Bog & Idé her. Den er endda på tilbud lige nu, så måske en julegaveidé 🙂 Her kan du gå til Hanne Vibeke Holsts forfatterside.

Morten Münster: Jytte fra marketing er desværre gået for i dag

Bøger fra 2017, Fagbøger, Sponsoreret indhold

Jytte

“Det er lidt ligesom i den der nudging-bog, jeg er ved at læse, der har man også undersøgt…,” siger jeg, og mine kolleger vender øjne, for til at starte med, var min begejstring lidt hyggelig. Nu ser de trætte ud, når jeg råber OVERCONFIDENCE BIAS efter dem, fordi de tror, de har bedre tid på den anden side af efterårsferien.

Jytte and the hype machine

Morten Münster og hans bagland i The Nudging Company forstår at udgive en bog. Den var hypet i blogindlæg og Facebookposts forinden, så den lå på Bestsellerlisten den dag, den udkom, og er udsolgt efter en uge eller to på markedet. Her følger de i øvrigt selv det berømte scarcity-princip, som kan oversættes med ‘knaphed’. De laver så lille et oplag, så det bliver udsolgt med det samme, og folk er ivrige efter at nå at få fingrene i 2. oplag. Smart taktik.

 

dsc_0724.jpg

Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar, sponsoreret af Gyldendal Business. Den kom med posten, fint pakket ind i brunt papir med designet snor rundt om og stempel.

Oplevelsen starter ved postkassen, og Morten demonstrerer nudgingprincippet om at bryde forventningen for ikke at forsvinde i mængden.

Nudging for begyndere

Bogen er skrevet med humor, timing og genkendelighed og båret frem af det ene interessante og fortælle-videre-værdige eksempel efter det andet. Den bygger på et imponerende teoriapparat, som giver et indblik i hele nudging-litteraturen, og den rammer boghylderne på et tidspunkt, hvor nudging er blevet så tilpas populært, at alle ved, hvad det er og kender de mest almindelige eksempler, men kun ganske få kan finde ud af at gøre det i praksis.

Fire trin til adfærdsændringer

Bogen begynder med fem erkendelser fra nudgingteorien, som man skal vænne sig til, før man kan give sig i kast med at ændre adfærd:

  • Handling kommer før holdning
  • Kejserens agile klæder skal af (om at tale til det rigtige menneske og lave færre visioner)
  • Vores båndbredde er begrænset (vi kan kun kapere en vis mængde info)
  • Kontekst er king
  • Projekter skal dø (det kræver en indsats at ændre adfærd, så vælg med omhu)

Herefter giver bogen et bud på en metode til at designe en adfærdsændring, som består af fire trin:

  1. Definer den ønskede adfærd
  2. Lav en barriereanalyse
  3. Design din løsning
  4. Test din løsning

Især trin tre er foldet meget detaljeret ud og giver derfor en reel mulighed for at kunne omsætte den nye viden i praksis.

Jeg får selv lyst til at afprøve delelementer af metoderne og er allerede så småt begyndt at oversætte nogle af erkendelserne til den verden af pædagogik, der fylder mit arbejdsliv i Sputnik.

Det kan blive en meget lang anmeldelse at gengive bare en brøkdel af de spændende forsøg og indsigter bogen beretter om, så her vil jeg nøjes med mit absolutte yndlingseksempel (frit efter hukommelsen):

Gider du heller ikke rydde op?

Den britiske regering ville gerne have borgerne til at gennemføre flere energirenoveringer og især få isoleret deres lofter. De udlovede en bonus på 10.000 kr. og satte sig til at vente. Ingen bed rigtigt på. Så sendte de et par adfærdsspecialister ud for at tale med almindelige mennesker.

Da de havde mødt de første tre vidste de, hvad problemet var. De svarede nemlig alle ‘Ja kom indenfor. Er det jer, der skal se på loftet? Det roder lidt, men lad os kigge på det.’

Den væsentligste barriere var ikke økonomi, men noget ganske andet: Ingen gad rydde op på deres lofter, når de kom hjem fra arbejde. Regeringen tilbød derfor gratis flyttehjælp i stedet for den kontante bonus, og så kom der for alvor skub i ordningen.

Det er så simpelt et eksempel på, hvad man kan få ud af at forlade skrivebordet og tage ud til almindelige mennesker og se, hvad de laver. En varm, varm anbefaling af Jytte-bogen. Overvej dog at advare dine kolleger, inden du begynder at læse.

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Bøger fra 2017, Digte, Essay, Fortællinger

Carls bogSådan starter Naja Marie Aidt:

“Jeg løfter mit glas og skåler med min ældste søn. Ovenpå sover hans gravide hustru og hans datter. Udenfor er martsnatten kold og klar. “For livet!” siger jeg, da glassene rammer hinanden med en sprød og fin lyd. Min mor siger noget til hunden. Så ringer telefonen. Vi tager den ikke. Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?”

Passagen vender tilbage igennem bogen og bliver længere og længere, mens hendes søns ubærligt tragiske død udfolder sig.

Jeg har sjældent svært ved at finde på noget at sige om en bog, og jeg har også en masse at sige om denne, men det virker så fladt og uvæsentligt at sætte almindelige ord på. Hvis jeg skal forsøge vil jeg kalde det en stor fortælling, en trøstende kåbe til alle, der har mistet, det ærligste jeg har læst, hudløst er en kliche, men denne bog er den eneste, jeg endnu har oplevet, der var det, en terapeutisk tåreflænser og en uovertruffen stilbombe, der bliver obligatorisk pensum i gymnasiet, før man kan nå at sige poetisk essaymontage.

Der er ikke et komma, en font, et mellemrum, der er tilfældigt sat. Linjeskift og kursiveringer rummer på skift voldsom vrede, afmagt og bundløs sorg fra en fantastisk forfatter, der har mistet det eneste, man som mor ikke tør tænke på, man kan miste: sit barn.

 

Bogen er sponsoreret af Bog og Idé.