Morten Pape: Guds bedste børn

Bøger fra 2018, Roman, Sponsoreret indhold

Morten Papes anden roman kommer suverænt i mål, ligesom etteren. Den bygger på en virkelig hændelse: Et kølle-overfald på et avisbud på Polensgade på Amager i 2008, der fik dødelig udgang. Morten Papes ven var medskyldig i drabet.

Forfatteren selv kalder romanen en tragedie. Han fortæller bl.a. her i et interview med Fyens Stiftidende:

“Guds bedste børn” er en slags tematisk efterfølger til “Planen”, hvor jeg forsøgte at afdække, hvordan fremmedhad og danskerhad opstår – hvad, der nærer det. Den nye roman er på en måde en fortælling om konsekvenserne af det”.

Selvødelæggelse og had

Morten Pape bruger et klassisk fortælleteknisk greb, som kræver gode skrive- og kompositionsevner for ikke at blive for redundant: Vi ser historien fra tre synsvinkler: De to fætre Mickey og Simon – også kendt som brødrende vold – og vennen til den afdøde, Jamil.

Ikke overraskende mestrer Pape de tre synsvinkler med lige dele rolig dramatik, indlevelse, sympati og afskrællet realisme. Grundlæggende er drabet på avisbuddet en begivenhed, der sender de tre implicerede ned i en spiral af selvødelæggelse og endnu mere had.

Vedkommende litteratur

Det er ikke en bog, man skal læse, hvis man har tendens til vinterdepression (så skal man hellere kaste sig over Helle Joofs “Dage med mildhed, modgang og mirakler” – mere om den snarest). Men læs den, fordi du som jeg er en sucker for god litteratur, der siger noget om den verden vi lever i.

Hvor får jeg fingrene i den? 

Morten Papes “Guds bedste børn” er én blandt mange gode julegaveidéer. Køb den her, eller lad dig inspirere af andre bog-idéer (eksterne links). Læs også om Morten Pape.

Jeg har modtaget bogen som en del af en sponsoraftale med Bog & Ide. Aftalen indbefatter, at jeg kan bestille op til 12 gratis bøger årligt efter eget valg mod at linke til Bog & Ide. Bogvalg og anmeldelser står for egen regning. 

Jacob Martin Strid: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor

Bøger fra 2018, Børnebøger, Sponsoreret indhold

De bedste børnebøger er dem, der også er sjove for voksne. Derfor har vi ikke kun to, men fire Strid-fans her i familien.

For første gang i historierne om Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo er det den tykke, godmodige flodhest Mumbo Jumbo, der er i forgrunden. Det sker uden større opmærksomhed, for efterhånden er alle karaktererne i dyrenes dal så fintegnede, at de på skift kan få deres egen sæson, som i en dansk børnelitteraturversion af SKAM.

Køb Mumbo-bogen her.

Handlingen i grove træk 

Mumbo Jumbo skal samle kantareller og kommer til at spise en mysteriesvamp, der tryller ham kæmpestor. For at finde modgift skal han opsøge heksen Baba Jaga i Sibirien. Vennerne tager med i en luftballon lavet af et sammensyet tæppe og et ægte Pierre Baussin-badekar.

Det hele sker i et rablende virvar af vingummifyldte satelitter, hekse, der sværger til atomkraft frem for magi (“man får så ondt i ryggen”), en blyantspidser, der kan spidse flagstænger, og en sød, påståelig tapir, der opfanger det meste halvanden side senere end de andre.

Strids bøger er formfuldendte og med sjove sidespor. I denne her er der bl.a. en top-frustreret krokodille, der udbryder: “Jeg vil forflyttes til en anden børnebog. Vitello, Rasmus Klump, hvad som helst”. Referencerne er mange, dialogen er skarp, og både børn og voksne griner helt nede fra maven, i hvert fald her i huset.

Nok om det. Her kommer den ucensurerede anmeldelse fra det rigtige publikum:

Hvad kunne I bedst lide ved bogen?

Mille, 4 år: “Jeg synes, det var godt, da han blev lille. Jeg kunne godt lide, da de fik boller.”

Kalle, 6 år: “Måske kan man klippe et langt stykke papir af og skrive på det, hvad man synes om bogen?”

God ide, men hvis man skulle sige her, hvad man godt kunne lide? 

“Jeg synes, det var sjovt, der hvor heksen sagde, Spindelvæv og tudsespyt… spindelvæv og tudsesp… wow, du er godt nok en stor én.”

Synes I, andre børn skal læse bogen? 

Mille, 4 år: “Ja, men også den kolde vinter” (Jacob Martin Strid, “Mimbo Jimbo og den lange vinter”, red.)

Kalle, 6 år: “Ja, den er også rigtigt sjov.”

Strid-fansene her i huset har talt. Start fra en ende af og glæd dig til den næste.

Se andre bøger af Jakob Martin Strid.

Bogen er sponsoreret af Bog og Ide.

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Smaragdsliberen

Bøger fra 2018, Roman, Sponsoreret indhold

Anne Cathrine Riebnitzsky fik sit folkelige gennembrud med “Forbandede yngel”, som vandt De Gyldne Laurbær i 2013. Dengang faldt jeg for hendes skrivestil og har siden trofast læst, hvad der er kommet fra hendes hånd.

Forfatterskabet er blevet tiltagende internationalt, og hun skriver med baggrund som sprogofficer, der selv har set verden.

Verdensreligioner i det små og store

“Smaragdsliberen” foregår fortrinsvis i Paris, Georgien og Sydtyskland, men hovedpersonerne trækker også tråde til det danske vesterhav og Tel Aviv i Israel. Det er en rigtig verdensroman om de tre store religioner og samtidig fortalt gennem nogle relativt stille skæbner: Smaragdsliberen Pierre, der efter en genopliven fra de døde får til opgave at slibe en enorm ædelsten, og hans datter Zara, der tager på kunsthistorisk udgravning i Georgiens klippehuler.

De er begge alene uden at være ensomme og er hinandens eneste familie. Deres bånd er fint og skrøbeligt beskrevet, og Riebnitzsky gør sig i det hele taget godt i karakterer og relationer.  Der er fine bipersoner i munken Emre, vennen Yussef, kollegaen Gisela og flere andre.

Det tog lidt tid for mig rigtigt at komme ind i handlingen, men hvis man holder ved, tager romanen godt fat omkring halvvejs inde, og så læser resten sig selv.

Læs også, hvad jeg syntes om Orkansæsonen og stilheden af samme forfatter.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog&Ide.
Køb bogen eller læs mere om forfatteren

Hvad natbordet ellers gemte

Bøger fra 2018, Biografi, Roman, Science fiction

Her kommer en lille opsamling af, hvad der har rundet natbordet eller lænestolen de seneste måneder, som ikke har fået opmærksomhed her på bloggen.

kraften-naomi-aldermann.jpgNaomi Alderman: Kraften
Kraften er et politisk science fiction-eksperiment, der undersøger krig, kønsroller og verdenshistorie på 372 spændingsmættede sider.

I en parallel nutidig verdensorden vågner verdens teenagepiger pludselig med en elektrisk kraft i kroppen. De kan give dødelige stød med hænderne, og den nye evne (Kraften) bliver forvaltet med forskellig visdom og intensitet over hele kloden.

Vi følger en forsømt sydstatspige, en magtvillig borgmester, en mafiadatter og til sidst en mandlig nigeriansk journalist, mens verdensordenen forrykker sig, og nye (ikke nødvendigvis bedre) magtsystemer opstår.

Læseværdig international bestseller.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Den svære toer er i Thomas Korsgaards tilfælde en fremragende toer. Det er en uafhængig fortsættelse af den autobiografiske debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi“.

Korsgaard fortsætter i samme imponerende lette sprog, der smyger sig om ungdom i familiemæssigt kaos. Tue er nu blevet teenager og flytter stille og roligt hjemmefra og ind i sin ungdomsidentitet og seksualitet. Vi følger ham på gymnasiet, til de første fester, med den første kæreste og i familien, hvor moren gør ham til sin fortrolige i affæren med en mand fra Fyn.

Alt sammen eminent roligt beskrevet i al sin kaos. Thomas Korsgaard fortjener alle rosende ord, der sendes i hans retning.

Den forkerte giraf Majse Njor.jpgMajse Njor: Den forkerte giraf
Majse Njors seneste bedrift er en slags udvidet damebladsklumme om at blive skilt og finde kærligheden igen. Med en lidt tynd, gentagende ramme af et par, der venter på et tog i Indien, mens hun tænker over, hvordan man gør alt det der med new (old) love.

Det er ærligt, selvudleverende og humoristisk, men ærligt talt også lidt trivielt efter min smag.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Autobiografi, Bøger fra 2018, Roman

Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman begynder på morens dødsleje. Moren levede efter devisen “Den, der lever stille, lever godt”, og derfor var det en streg i regningen at få en lesbisk datter.

Leonora Christina Skov skriver på en benzin af sorg, svigt og harme og fra afgrunden af det sår, som blev dannet, da hun sprang ud som 21-årig og flyttede til København.

Såret når aldrig at hele, for den forløsning, forståelse og kærlighed, Leonora har brug for, møder hun aldrig.  “Hvis vi ikke taler om det, er det der næsten ikke,” er en underforstået sætning i familien. Morens død bliver en slags forløsning, der i hvert fald giver plads til at fortælle historien.

Det er historien om at homoseksualitet i moderne tid stadig er et omfattende tabu i nogle kredse og en historie om en pige, der bliver ved med at lede efter kærlighed, mening og forsoning mod alle odds. Fordi forældrenes kærlighed og accept danner et menneske. Og hvordan overlever og lever man så, hvis den grundlæggende mangler?

Jeg har fået kæmpe respekt for den mørkhårede, rødmundede forfatter efter den her læseoplevelse.

Læs også

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden:
En spændingsroman på en ukendt dansk ø. En gruppe fallerede forfattere er sejlet dertil og kan nu ikke komme væk. Deres historier spindes sammen rundt om en ung, manipulerende kvinde, imens de forsvinder fra øen én for én.

Rander, Boysen og Goldbech (red.): Voksendidaktik

Bøger fra 2018, Fagbøger, kommunikation, Sponsoreret indhold

min arbejdsplads har vi sat os for at blive klogere på, hvordan voksne lærer, og hvad der driver dem, når de tager efteruddannelse. Derfor har jeg læst dette digre værk om voksendidaktik.

Det er skrevet til diplomuddannelserne og bærer præg af en vis akademia, men pointerne fejler ikke noget.

Ambivalens

Jeg var især optaget af redaktørernes beskrivelse af voksnes ambivalente tilgang til at lære, udtrykt i disse to citater:

“Voksne vil gerne lære, men ikke for meget” (Rander, Boysen og Goldbech) og

“Voksne lærer det, der giver mening for dem at lære” (Knud Illeris, flittigt citeret i bogen)

Udsagnene dækker over den ambivalens (eller det modstandspotentiale), som man af og til møder hos voksne, kompetente kursister. Nogle er næsten for kloge til at være på kursus, andre har helt faste forestillinger om, hvad en underviser kan (og ikke kan) lære dem, og ikke mindst hvordan det skal gøres.

Løsningen bliver ofte at tage en mere faciliterende tilgang til undervisningen og give tid til at udfolde deltagernes egen praksis.

Vil du vide mere?

Mit eksemplar er sponsoreret af Bog & Ide, hvor bogen forhandles:
Direkte link til bogen Voksendidaktik
Bog & Ide’s forside
Andre bøger af Ole Goldbech

Du er også velkommen til at tage et kig på den prezi, jeg har lavet med et uddrag af vigtige pointer fra bogen. Link til prezi om voksendidaktik.

 

Helle Helle: de

Bøger fra 2018, Roman

Helle Helle deHelle Helle er tilbage i vanlig ordknap og humoristisk stil.

Jeg kom til at genlæse min anmeldelse af “Hvis det er”, som Helle Helle udgav i 2015. Der er næsten ingen grund til at skrive nyt, for denne passage, som jeg ellers havde glemt, beskriver præcist, hvordan jeg har det med Helle Helle:

Jeg glæder mig altid til at læse Helles Helles seneste bog, og jeg bliver aldrig skuffet, men egentlig heller aldrig fuldstændig blown away. Mest hygger jeg mig bare med, hvor meget hun tilsyneladende har hygget sig med at skrive bogen. Selv om det som regel har taget to år.

Bøgerne er ofte stemningsmættede, uden egentlig fremdrift eller central handling, og jeg har lyst til at sige, der ikke sker noget – selvom der som regel sker vældigt dramatiske ting (her fx at den unge hovedpersons mor bliver indlagt, og pigen forsøger at klare sig uden at købe mad for at gøre sin mor stolt.)

Her et par typiske Helle Helle-sætninger, som er det hele værd:

“Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko.” (startsætningen)

og den her ordveksling:

-Man har lov at være heldig.

-Sådan er der så meget.

-Det er som man tager det.

Hvad handler den så om? Jeg har næsten glemt det igen? Jeg sidder mere tilbage med stemningen, sætningsbygningen og observationerne. Og måske – det er næsten forbudt at sige det – en lille smule Helle Helle-træthed.