Hvad natbordet ellers gemte

Bøger fra 2018, Biografi, Roman, Science fiction

Her kommer en lille opsamling af, hvad der har rundet natbordet eller lænestolen de seneste måneder, som ikke har fået opmærksomhed her på bloggen.

kraften-naomi-aldermann.jpgNaomi Alderman: Kraften
Kraften er et politisk science fiction-eksperiment, der undersøger krig, kønsroller og verdenshistorie på 372 spændingsmættede sider.

I en parallel nutidig verdensorden vågner verdens teenagepiger pludselig med en elektrisk kraft i kroppen. De kan give dødelige stød med hænderne, og den nye evne (Kraften) bliver forvaltet med forskellig visdom og intensitet over hele kloden.

Vi følger en forsømt sydstatspige, en magtvillig borgmester, en mafiadatter og til sidst en mandlig nigeriansk journalist, mens verdensordenen forrykker sig, og nye (ikke nødvendigvis bedre) magtsystemer opstår.

Læseværdig international bestseller.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Den svære toer er i Thomas Korsgaards tilfælde en fremragende toer. Det er en uafhængig fortsættelse af den autobiografiske debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi“.

Korsgaard fortsætter i samme imponerende lette sprog, der smyger sig om ungdom i familiemæssigt kaos. Tue er nu blevet teenager og flytter stille og roligt hjemmefra og ind i sin ungdomsidentitet og seksualitet. Vi følger ham på gymnasiet, til de første fester, med den første kæreste og i familien, hvor moren gør ham til sin fortrolige i affæren med en mand fra Fyn.

Alt sammen eminent roligt beskrevet i al sin kaos. Thomas Korsgaard fortjener alle rosende ord, der sendes i hans retning.

Den forkerte giraf Majse Njor.jpgMajse Njor: Den forkerte giraf
Majse Njors seneste bedrift er en slags udvidet damebladsklumme om at blive skilt og finde kærligheden igen. Med en lidt tynd, gentagende ramme af et par, der venter på et tog i Indien, mens hun tænker over, hvordan man gør alt det der med new (old) love.

Det er ærligt, selvudleverende og humoristisk, men ærligt talt også lidt trivielt efter min smag.

Reklamer

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Autobiografi, Bøger fra 2018, Roman

Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman begynder på morens dødsleje. Moren levede efter devisen “Den, der lever stille, lever godt”, og derfor var det en streg i regningen at få en lesbisk datter.

Leonora Christina Skov skriver på en benzin af sorg, svigt og harme og fra afgrunden af det sår, som blev dannet, da hun sprang ud som 21-årig og flyttede til København.

Såret når aldrig at hele, for den forløsning, forståelse og kærlighed, Leonora har brug for, møder hun aldrig.  “Hvis vi ikke taler om det, er det der næsten ikke,” er en underforstået sætning i familien. Morens død bliver en slags forløsning, der i hvert fald giver plads til at fortælle historien.

Det er historien om at homoseksualitet i moderne tid stadig er et omfattende tabu i nogle kredse og en historie om en pige, der bliver ved med at lede efter kærlighed, mening og forsoning mod alle odds. Fordi forældrenes kærlighed og accept danner et menneske. Og hvordan overlever og lever man så, hvis den grundlæggende mangler?

Jeg har fået kæmpe respekt for den mørkhårede, rødmundede forfatter efter den her læseoplevelse.

Læs også

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden:
En spændingsroman på en ukendt dansk ø. En gruppe fallerede forfattere er sejlet dertil og kan nu ikke komme væk. Deres historier spindes sammen rundt om en ung, manipulerende kvinde, imens de forsvinder fra øen én for én.

Rander, Boysen og Goldbech (red.): Voksendidaktik

Bøger fra 2018, Fagbøger, kommunikation, Sponsoreret indhold

min arbejdsplads har vi sat os for at blive klogere på, hvordan voksne lærer, og hvad der driver dem, når de tager efteruddannelse. Derfor har jeg læst dette digre værk om voksendidaktik.

Det er skrevet til diplomuddannelserne og bærer præg af en vis akademia, men pointerne fejler ikke noget.

Ambivalens

Jeg var især optaget af redaktørernes beskrivelse af voksnes ambivalente tilgang til at lære, udtrykt i disse to citater:

“Voksne vil gerne lære, men ikke for meget” (Rander, Boysen og Goldbech) og

“Voksne lærer det, der giver mening for dem at lære” (Knud Illeris, flittigt citeret i bogen)

Udsagnene dækker over den ambivalens (eller det modstandspotentiale), som man af og til møder hos voksne, kompetente kursister. Nogle er næsten for kloge til at være på kursus, andre har helt faste forestillinger om, hvad en underviser kan (og ikke kan) lære dem, og ikke mindst hvordan det skal gøres.

Løsningen bliver ofte at tage en mere faciliterende tilgang til undervisningen og give tid til at udfolde deltagernes egen praksis.

Vil du vide mere?

Mit eksemplar er sponsoreret af Bog & Ide, hvor bogen forhandles:
Direkte link til bogen Voksendidaktik
Bog & Ide’s forside
Andre bøger af Ole Goldbech

Du er også velkommen til at tage et kig på den prezi, jeg har lavet med et uddrag af vigtige pointer fra bogen. Link til prezi om voksendidaktik.

 

Helle Helle: de

Bøger fra 2018, Roman

Helle Helle deHelle Helle er tilbage i vanlig ordknap og humoristisk stil.

Jeg kom til at genlæse min anmeldelse af “Hvis det er”, som Helle Helle udgav i 2015. Der er næsten ingen grund til at skrive nyt, for denne passage, som jeg ellers havde glemt, beskriver præcist, hvordan jeg har det med Helle Helle:

Jeg glæder mig altid til at læse Helles Helles seneste bog, og jeg bliver aldrig skuffet, men egentlig heller aldrig fuldstændig blown away. Mest hygger jeg mig bare med, hvor meget hun tilsyneladende har hygget sig med at skrive bogen. Selv om det som regel har taget to år.

Bøgerne er ofte stemningsmættede, uden egentlig fremdrift eller central handling, og jeg har lyst til at sige, der ikke sker noget – selvom der som regel sker vældigt dramatiske ting (her fx at den unge hovedpersons mor bliver indlagt, og pigen forsøger at klare sig uden at købe mad for at gøre sin mor stolt.)

Her et par typiske Helle Helle-sætninger, som er det hele værd:

“Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko.” (startsætningen)

og den her ordveksling:

-Man har lov at være heldig.

-Sådan er der så meget.

-Det er som man tager det.

Hvad handler den så om? Jeg har næsten glemt det igen? Jeg sidder mere tilbage med stemningen, sætningsbygningen og observationerne. Og måske – det er næsten forbudt at sige det – en lille smule Helle Helle-træthed.