Jens Andersen: Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren-biografi

Børne- og ungdomsbøger, Biografi

lindgren“Denne dag, et liv” er på én gang en for lang fortælling, som har villet vise alt, hvad der var i arkivet, og en interessant og kærlig historie om en vigtig børnebogsforfatter og derfor et vigtigt menneske i mit og mange andres liv.

Det er sjovt at læse om Pippi og Emil og Alle vi børn i Bulderby, og hvordan de også er et billede på en tid og et opgør med et moralsk børnebogsmarked. Astrid Lindgren var, ifølge Jens Andersen, én af de første, der tog børn alvorligt. Én af de første, der skrev ud fra børns drømme og fantasi.

Hun vidste, hun ramte plet hver gang, for historierne blev som regel til som mundtlige fortællinger for børn i hendes familie og siden stenograferet ned i alenlange kladdehæfter.

Det kan godt anbefales at læse bogen, men det kræver lidt tålmodighed og nogle lange sommeraftener at tygge sig igennem.

Reklamer

Suzanne Collins: Dødsspillet (Hunger Games)

Børne- og ungdomsbøger, Roman

DødsspilletJeg læste Dødsspillet, mens jeg lavede mad, mens jeg talte i telefon, og mens jeg bar min søn ud i barnevognen. Jeg lovede hele tiden min mand, at jeg ville lægge bogen fra mig og være nærværende, når jeg nåede til næste kapitel, men opdagede så, at jeg alligevel var kommet til at læse videre, for lige præcis her kunne man da umuligt stoppe.

Det er Fluernes Herre møder X-factor møder George Orwell møder Ronja Røverdatter.

Fattige børn slås til døden i et tv-transmitteret show, og vinderen er den sidste, der overlever.

Det er noget så sjældent som en amerikansk teenageromanserie uden vampyrer. Jeg er virkelig ikke fan af fantasygenren, men i Hunger Games (ja, det er den, der er filmatiseret med J-Lo) lykkes det at opbygge et univers, som er så tilpas tæt på virkeligheden, at man bliver revet med, og samtidig sat hen i en fremtidsramme, så der er plads til fantasi.

Bøgerne foregår, efter Nordamerika er brudt sammen, og der er oprettet 13 distrikter, som styres fra hovedsædet i Capitol. Hvert år udtrækkes to børn fra hvert af distrikterne til at deltage i Dødsspillet, hvor de slår hinanden ihjel for at overleve selv og for at underholde beboerne i hovedstaden.

Trilogien består af Dødsspillet, Løbeild og Oprør. Som altid er den første bedst, men de to andre er klart også værd at læse.

Liva Skogemann: 17 km syd for Ålborg

Børne- og ungdomsbøger, Roman

Jeg kan godt lide den her bog. Det er bare ikke sådan én, der bliver hængende på nethinden for evigt.

Men det er måske også ok, og måske er det endda meningen. For “17 km syd for Ålborg” er en ungdomsbog; den er stille og nede på jorden og handler bare om en almindelig fredag aften og er på den måde fin i det, den gør.

Bogen bliver kaldt en kollektivroman for unge og består af en masse små kapitler, hvor en række unge fortæller om en aften i provinsen, hvor de skal til fest hos Lau. Det er ganske hyggeligt og bragte mig minder om min egen efterskoletid. Læs den gerne:)

Johanne Algren: “Louis 121092-2922” og “Louis liv”

Børne- og ungdomsbøger, Roman

Louis er en slags 2012-udgave af Liv. Lidt flere stoffer, lidt vildere oprør, lidt mere mobiltelefon og center- og bandemiljø, men samme loyale beskrivelse af usikkert og afgørende teenageliv. Sine steder en anelse moraliserende, men det er til at læse henover.

Jeg ved ikke, hvad det er med ungdomsbøger, der altid fastholder mig sådan. Måske det enkle sprog. Måske det, at ting, der sker i ungdommen, virker som om, de gælder liv eller død, og når man bliver voksen er alting lidt mere leverpostej. Man ville hverken dø for en joint eller et knald. Og på en måde er det vel også ok.

De er ikke et must, men hver af bøgerne kan læses på en dagstid eller to, hvis man først lader sig opsluge.

Kristina Aamand: Baba Habib – perker på pletten

Børne- og ungdomsbøger, Roman

Jep, jeg er begyndt at læse børnebøger. Og det er ret sjovt!

Du kan ikke komme i tanker om en fordom, der ikke er med i den her lille fortælling fra en forstadshverdag. Jeg er specielt fan af lærer-Lise, der er lige ved at anerkende alle ihjel i den der skoleklasse.

Baba Habib er hovedperson, hendes bror er perker på proteinkur nede i det lokale fitnesscenter, deres største idol er Burhan G, ære være hans talent, og hendes far er halalslagter med byens bedste nosser.

Kan utrolig godt lide denne lille seance fra beboermødet, hvor faren foreslår et nyt tiltag, der skal få flere til at flytte ud i deres hood:

“Far rejser sig op, tager mikrofonen og stiller sig helt op foran forsamlingen.
– Ghetto hedde dyrenavne: Heste-park, ko-park. Du kende alle sammen. Det majet fint. Vores Borgmester-Bent majet duktig. Finde fine navne.
– Tak, tak, nikker borgmester Bent. – Men jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen?
– Jo, Borgmester-Bent lave nyt navn. Heste-park ikke så gut. Vi kalde for Grise-park. Ikke nogen muslim vil bo i svin. Så den danske tænke: ‘oh, grise-park, der jeg vil bo med min blegfjæsfamilie’. Mange mulighed. Vi kalde fortov for svinesti. Måske lille sø, så vi kalde svinebugten. Det meget fin. Tak, tak! Tak ske det ha’.”

Det er totalt plat. Og lidt sjovt.

Nu er jeg gået i gang med Manu Sareens serie om Iqbal Farooq, som er skåret lidt over samme læst (eller det er uretfærdigt at sige det sådan, for Manu kom først). Rent skriveteknisk synes jeg ikke, den er helt ligeså godt fortalt, men det er en sjov historie, som er hyggelig at følge med i. Og så er den slugt på ganske kort tid.

Til gengæld tror jeg, jeg er klar til en voksenbog nu…

PS: Apropos voksenbøger er det Kristina Aamand, der har skrevet bogen “Mødom på mode” sammen med Asif Uddin om arabiske kvinders seksualitet. Den bliver man klog (og forfærdet) af at læse.