Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Bøger fra 2017, Digte, Essay, Fortællinger

Carls bogSådan starter Naja Marie Aidt:

“Jeg løfter mit glas og skåler med min ældste søn. Ovenpå sover hans gravide hustru og hans datter. Udenfor er martsnatten kold og klar. “For livet!” siger jeg, da glassene rammer hinanden med en sprød og fin lyd. Min mor siger noget til hunden. Så ringer telefonen. Vi tager den ikke. Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?”

Passagen vender tilbage igennem bogen og bliver længere og længere, mens hendes søns ubærligt tragiske død udfolder sig.

Jeg har sjældent svært ved at finde på noget at sige om en bog, og jeg har også en masse at sige om denne, men det virker så fladt og uvæsentligt at sætte almindelige ord på. Hvis jeg skal forsøge vil jeg kalde det en stor fortælling, en trøstende kåbe til alle, der har mistet, det ærligste jeg har læst, hudløst er en kliche, men denne bog er den eneste, jeg endnu har oplevet, der var det, en terapeutisk tåreflænser og en uovertruffen stilbombe, der bliver obligatorisk pensum i gymnasiet, før man kan nå at sige poetisk essaymontage.

Der er ikke et komma, en font, et mellemrum, der er tilfældigt sat. Linjeskift og kursiveringer rummer på skift voldsom vrede, afmagt og bundløs sorg fra en fantastisk forfatter, der har mistet det eneste, man som mor ikke tør tænke på, man kan miste: sit barn.

 

Bogen er sponsoreret af Bog og Idé.

Reklamer

Cecilie Sund Kristensen: Blå nætter

Digte

blå nætterBlå nætter er en samling digte, der er fortalt baglæns: Vi starter, hvor forholdet slutter og bevæger os langsomt frem mod begyndelsen. Der er lidt Mr Gray-tematik over indholdet, men formen er naturligvis anderledes og mere spændstig. Nogle gange med rigtigt meget potentiale og nogle gange med lidt mere svingende intensitet.

Jeg kan bedst lide Cecilie Sund Kristensen, når hun – sådan lidt fra sidelinjen – blander aktuel politisk debat ind i digtene. Uden at det er for meget, og uden at det egentlig har en rød tråd, men måske netop interessant, fordi det er overrumplende. Som f.eks. her:

Du har ikke været en god dreng i år
men jeg ville så frygtelig gerne
sende dig en julegave alligevel
der ikke virkede så irrationel
som den milliard der skulle løfte ældreområdet
Som om den ville kunne rette deres rygge
Rejse dem fra kørestolene
og løbe med os hen ad markerne
Som om de ville kunne elske, som vi gjorde
ude under frosten
hvor sneen, som vi blev lovet, aldrig kom
Som om de ville tilpasse sig
og sende ligeså mange fuldebeskeder
som os to
(…)

Du kan læse flere af Cecilie Sunds digte på http://www.ceciliesund.dk

Det med småt: Jeg har fået bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Copenhagen Storytellers.

Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl

Digte

Der er nok aldrig noget, der for mig slår Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste-digte, men denne lille samling er nu også fin og læsværdig.

Lidt mere i mol, lidt mere af det værste end det bedste.

Et digt, jeg kan lide i al sin melankolske og livsbekræftende underfundighed er det her:

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.

Det er da fint.

Bonustip #1: I bodegasamlingen “Mens verden venter” siger Søren Ulrik Thomsen disse sande ord om Under Uret: “Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.”

Bonustip #2: Kig også over på Malenes blog, hvor Søren Ulrik Thomsen forærer et ord.