Sebastian Klein: De 100 mest fantastiske fortidsdyr

Børnebøger, Fagbøger, Sponsoreret indhold

100 dyr

Det er en bog, man siger ‘Åhr, hvad!’ ‘Wow’ ‘Den er for vild’ og ‘Se lige den her’ til.

Selv om der er en dinosaurus på forsiden, er det slet ikke det sjoveste dyr, der findes. Der har f.eks. levet en ti kilo stor reje, en haj med en rundsav i munden og gigant-gnaveren kapivar – med udseende som en mus, men på størrelse med en lille elefant.

Bogen er meget pædagogisk med en tegning på hver side, der viser en mand i forhold til dyrets størrelse, fakta om dyret og korte beskrivelser, man ikke går død i. Der er dog også mange svære ord undervejs, når en lille hjerne skal høre om fossiler, udgravninger, øgler og havdyr.

Aldersanbefaling: Min søn er 5 år gammel og måske liiige et år for ung til at forstå teksterne, men de fascinerende billeder taler for sig selv. Han har været i Utterslev Mose med sin far og lillesøster og samle fortidsfund. Det kom der de her fine dyr ud af:)

Sebastian Klein har også skrevet bøger om:

Bogen er en del af min sponsoraftale med Bog & Idé, hvor jeg frit kan vælge seks bøger om året, som jeg har lyst til at anmelde her på bloggen. Se bogen i online-butikken her.

Reklamer

Morten Münster: Jytte fra marketing er desværre gået for i dag

Bøger fra 2017, Fagbøger, Sponsoreret indhold

Jytte

“Det er lidt ligesom i den der nudging-bog, jeg er ved at læse, der har man også undersøgt…,” siger jeg, og mine kolleger vender øjne, for til at starte med, var min begejstring lidt hyggelig. Nu ser de trætte ud, når jeg råber OVERCONFIDENCE BIAS efter dem, fordi de tror, de har bedre tid på den anden side af efterårsferien.

Jytte and the hype machine

Morten Münster og hans bagland i The Nudging Company forstår at udgive en bog. Den var hypet i blogindlæg og Facebookposts forinden, så den lå på Bestsellerlisten den dag, den udkom, og er udsolgt efter en uge eller to på markedet. Her følger de i øvrigt selv det berømte scarcity-princip, som kan oversættes med ‘knaphed’. De laver så lille et oplag, så det bliver udsolgt med det samme, og folk er ivrige efter at nå at få fingrene i 2. oplag. Smart taktik.

 

dsc_0724.jpg

Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar, sponsoreret af Gyldendal Business. Den kom med posten, fint pakket ind i brunt papir med designet snor rundt om og stempel.

Oplevelsen starter ved postkassen, og Morten demonstrerer nudgingprincippet om at bryde forventningen for ikke at forsvinde i mængden.

Nudging for begyndere

Bogen er skrevet med humor, timing og genkendelighed og båret frem af det ene interessante og fortælle-videre-værdige eksempel efter det andet. Den bygger på et imponerende teoriapparat, som giver et indblik i hele nudging-litteraturen, og den rammer boghylderne på et tidspunkt, hvor nudging er blevet så tilpas populært, at alle ved, hvad det er og kender de mest almindelige eksempler, men kun ganske få kan finde ud af at gøre det i praksis.

Fire trin til adfærdsændringer

Bogen begynder med fem erkendelser fra nudgingteorien, som man skal vænne sig til, før man kan give sig i kast med at ændre adfærd:

  • Handling kommer før holdning
  • Kejserens agile klæder skal af (om at tale til det rigtige menneske og lave færre visioner)
  • Vores båndbredde er begrænset (vi kan kun kapere en vis mængde info)
  • Kontekst er king
  • Projekter skal dø (det kræver en indsats at ændre adfærd, så vælg med omhu)

Herefter giver bogen et bud på en metode til at designe en adfærdsændring, som består af fire trin:

  1. Definer den ønskede adfærd
  2. Lav en barriereanalyse
  3. Design din løsning
  4. Test din løsning

Især trin tre er foldet meget detaljeret ud og giver derfor en reel mulighed for at kunne omsætte den nye viden i praksis.

Jeg får selv lyst til at afprøve delelementer af metoderne og er allerede så småt begyndt at oversætte nogle af erkendelserne til den verden af pædagogik, der fylder mit arbejdsliv i Sputnik.

Det kan blive en meget lang anmeldelse at gengive bare en brøkdel af de spændende forsøg og indsigter bogen beretter om, så her vil jeg nøjes med mit absolutte yndlingseksempel (frit efter hukommelsen):

Gider du heller ikke rydde op?

Den britiske regering ville gerne have borgerne til at gennemføre flere energirenoveringer og især få isoleret deres lofter. De udlovede en bonus på 10.000 kr. og satte sig til at vente. Ingen bed rigtigt på. Så sendte de et par adfærdsspecialister ud for at tale med almindelige mennesker.

Da de havde mødt de første tre vidste de, hvad problemet var. De svarede nemlig alle ‘Ja kom indenfor. Er det jer, der skal se på loftet? Det roder lidt, men lad os kigge på det.’

Den væsentligste barriere var ikke økonomi, men noget ganske andet: Ingen gad rydde op på deres lofter, når de kom hjem fra arbejde. Regeringen tilbød derfor gratis flyttehjælp i stedet for den kontante bonus, og så kom der for alvor skub i ordningen.

Det er så simpelt et eksempel på, hvad man kan få ud af at forlade skrivebordet og tage ud til almindelige mennesker og se, hvad de laver. En varm, varm anbefaling af Jytte-bogen. Overvej dog at advare dine kolleger, inden du begynder at læse.

Online markedsføring. Den store grundbog

Fagbøger

Online markedsføringJeg fik aldrig nævnt denne fantastiske fagbog her på bloggen, fordi jeg i sin tid anmeldte den for Kommunikationsforeningen.

Nu har den fået en revival hos mig, fordi jeg er i gang med SEO og Adwords for uddannelser og kurser hos Kursuscenter Sputnik, og den er lidt af en guldgrube.

Det er Anders Hingeberg, Jakob Hebsgaard og Camilla Kjærsgaard Pedersen, der har skrevet en virkelig let tilgængelig guide til online markedsføring, som indeholder kapitler om f.eks. SEO (søgemaskineoptimering), Adwords (Google-annoncer), Analytics og markedsføring på sociale medier. Jeg slugte det hele råt, men man kan også bruge den som opslagsværk, hvis man blot har brug for at dykke ned i én af disciplinerne.

En anden guldgrube i online markedsføring er gruppen ‘SEO-nørder – den hårde kerne’ på Facebook, som jeg varmt kan anbefale at melde sig ind i. Medlemsantallet i gruppen vidner om, at det ikke kun er den hårde kerne, men også begynder-nørder som mig, der læser med.

Jesper Juul: Dit kompetente barn

Bøger om børn, Fagbøger

juul“Dit kompetente barn” er en bog og en titel, som man kan have mange holdninger til, og som har affødt meget debat i fag- og forældrekredse, siden den udkom i 1995. Den er beskyldt for at lægge ansvaret fra forældrene, fordi man nu bare skal sætte sine børn fri og tro på, at de kan. Men Jesper Juul lader netop forældrene vide, at de har et stort ansvar – for relationen til deres børn og for tonen i familien. Det er langt vanskeligere at tage ansvar for end kunsten at sige nej.

Bogen handler om at lære børn social og personlig ansvarlighed, at gå fra lydighed til ansvarlighed. Derfor understreger han også, at bogen ikke præsenterer en ny opdragemetode, men netop er et opgør med, at man kan bruge en metode over for sine børn. Man  skal først og fremmest være sig selv og sætte grænser for sig selv (det vil jeg ikke have) i stedet for at sætte grænser for sine børn (du må ikke…). Mange af hans pointer kan lyde som små nuancer af sprog, men er faktisk et rigtigt inspirerende blik på sit eget familieliv og forholdet til sine børn (og forældre – fordi selvfølgelig tænker man også på, hvordan man selv voksede op og blev opdraget).

Forfatteren, Jesper Juul, har for tre år siden skrevet et indlæg i Kristeligt Dagblad med titlen “Det kompetente barn 16 år senere”, hvor han beklager, at udviklingen er svær at få øje på, for som han skriver “Forældre og pædagoger vil i virkeligheden have præcis det samme som mine forældres generation: De vil have magt, kontrol og søde, nemme og velafrettede børn”. Derfor bliver vi ved med at opdrage i stedet for at udvikle. Og det er da heller ikke særligt nemt. Men hvem vil ikke gerne have ansvarlige, selvstændige, ligeværdige børn? Det vil jeg da gerne. Så jeg tror på det, og nu går jeg af og til og tager testen med mig selv: Ville jeg have sagt det sådan til min mand eller min veninde? Nej, nå, så er der heller ingen grund til at tale sådan til mine børn. Men det er nemmere sagt end gjort.

Martin Krasnik: Fucking jøde

Biografi, Fagbøger

KrasnikMartin Krasnik har skrevet en meget personlig beretning om at være jøde og journalist (den rækkefølge) i Danmark i disse år.

Han fortæller blandt andet om det, der sker, når politikere ikke svarer, og når folk udvander sproget: “Når det sker i nærheden af mig, får jeg én af to følelser: Dyb apati og følelsesløshed eller næsten aggresiv irritation og lyst til at smadre, knække eller trampe på et eller andet. Eller bare afbryde.”

Det er den stil, han er kendt for, og som for mange er en befriende kontant. Jeg kan som udgangspunkt også godt lide ham, men jeg kan lide ham lidt mindre, efter jeg har læst hans bog. Måske fordi den (blandt andet) er skrevet som et forsvar for hans journalistiske professionalisme (han blev anklaget for at være pro-israelsk i et interview en norsk læge, der havde arbejdet i Gaza). Jeg synes, at hans hidsighed, der træder tydeligt frem flere steder, bliver en fjende for hans argument.

Når det er sagt, har jeg lært meget om det jødiske samfund i Danmark, omskæring og Israel-Palæstina-konflikten, som jeg ikke ville have undværet. Det er en meget (meget!) ærlig bog og derfor rigtig interessant læsning.

Martin Krasnik: Ritt & Søren. Samtaler om krig og kærlighed

Ritt og SørenJeg snublede direkte fra sidste side i “Fucking jøde” over i første side af “Ritt & Søren. Samtaler om krig og kærlighed”. Det var også en virkelig spændende bog (med lidt flere år på bagen), som gør status over Ritt Bjerregaards lange liv i politik, hendes mand, Søren Mørks virke som historiker og Socialdemokraternes udvikling de seneste 50 år.

Martik Krasnik kommer her til sin ret med direkte spørgsmål og ufattelige viden om alting. De tre deler en kompromisløshed, som både er frastødende og inspirerende.

Det er særligt spændende at læse om Ritts tid som undervisningsminister, og hvordan de reformer hun gennemførte dengang har tegnet folkeskolen på godt og ondt i alle årene siden.

Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen

Biografi, Fagbøger

Det er lidt som at læse en cykelrytters selvbiografi, hvor selve det at indrømme dopingen har en rensende effekt. Ahmed Akkari var i en lang årrække islamist og satte landet i bål og brand for sin tro, men nu er han clean, beretter han til BT-journalist Martin Kjær Jensen. Og han vil gerne sige undskyld til Danmark.image

Medierne har talt frem og tilbage om, hvorvidt man kan tilgive Akkari, som i bogen indrømmer at have spillet en væsentlig rolle i opblusningen af karikaturkrisen. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, om alt det, han skriver, er rigtigt, men hvis bare 80 % er sandt, er det rimeligt stærke sager…

Christian Have: Synlighed er eksistens 3.0

Fagbøger, Magasin

HaveChristian Have bruger en fjerdedel af sin tid på at lave pr for projekter, han ikke får penge for, og han betaler sine medarbejdere for at gøre det samme. Han er en mand med en sag. Han tror på, at kultur kommer før samfund. Det er ikke noget ekstra, men selve forudsætningen for at kunne leve og være i verden sammen. Tænk at være så vild med sit arbejde, at man også gider gøre det gratis. Heldig mand. Cool mand.

Christian Haves niche er pr for kulturbegivenheder, og der er ingen over og ingen ved siden af.

Derfor er det også med meget stor troværdighed, at han har skrevet (og genudgivet) “Synlighed er eksistens” med undertitlen “Kunsten og kulturens kommunikation i den digitale tidsalder”. Bogen handler om, hvordan man tænker kommunikation og pr ind som grundelement, allerede når man gør sig de første tanker om en kulturbegivenhed.

Han skelner mellem den komercielle event (fx en traditionel koncert eller teaterforestilling, der skal sælge billetter) og den kreative event (fx en undergrundsmusikfestival, der først og fremmest skal samle og udvikle miljøet).

Kommunikationsmetoder og -principper er ikke som sådan nye, men det var nyt for mig, at de er sat sammen med kultur og events. Meget brugbart, hvis man arbejder inden for den branche.

Have Komm

I Christians have
Til sidst en lille reklame: Jeg interviewede Christian Have for et halvt års tid siden til Kommunikatøren. Det handlede om at få gode ideer (se s.16-17). Artiklen hed ‘I Christians Have’ og ses her også på forsiden.

Om babyudslæt, knibeøvelser og en knivspids chili

Bøger om børn, Begivenhed, Fagbøger, Roman

Mandlen er smuttet. Kummefryseren er ude. Og jeg synes, jeg skylder et kort vink med flaget.

Resultatet af anstrengelserne er naturligvis noget så bedårende. Men der var ingen, der havde sagt, at chilien ville blive siddende. Velkommen til fire ugers sidde-smerte, lagner med mælk, babytis og kødsovs og knibeøvelser, knibeøvelser, knibeøvelser.

Jeg oplever nye ting hver dag og får samtidig udvidet mit ordforråd. For nylig var en liste over nye godkendte navne i de fleste medier, og siden da har jeg tænkt på, om ikke også nogen kunne finde på at kalde deres barn Arp eller Trøske. Synes selv, det lyder ret økologisk, og hvorfor ikke kalde sit barn noget, der er relateret til babyudslæt, når nu man alligevel kan  finde på at kalde dem Niks og Nitte?

Else Guldager: År 1 – når I har fået barn
Nå, men nu er det her jo en bogblog, så derfor vil jeg også gerne sende en varm anbefaling efter Else Guldagers “År 1 – når I har fået barn”, som et vennepar var så betænksomme at låne os.

Jeg havde ikke tænkt mig, jeg skulle læse så meget babylitteratur, men det er nu alligevel ret rart, at man kan se på sit barns underlige knopper og så læse, at det har et navn og går væk igen.

Bogen er delt op i det første års fire kvartaler, så man kan læse om det tidspunkt man selv lige er nået til. Ganske smart.

Og så er der noget hyggeligt-morsomt over den måde sundhedsplejersker bygger deres troværdighed op over temaet “Nu har jeg jo været sundhedsplejerske i 30 år…” Else Guldager er ingen undtagelse, og det er vores egen venlige moder jord-sundhedplejerske i Brønshøj heller ikke. Men de er det begge på en meget elskelig måde.

Som at føde en kummefryser med chili rundt om

Fagbøger, Fortællinger, Magasin, Reportage

Jeg er ved at forberede mig på at smutte en mandel. Én af de større. Jeg ved ikke helt, om man sådan rigtigt kan forberede det, uanset hvor meget man trækker vejret i ‘Se den lille kattekilling’-rytme og hvor mange blade og bøger, man læser. Min næsten læge-veninde siger i hvert fald at unge uuddannede mødre er bedre til at føde, fordi de bare gør som jordemoderen siger og tænker, min mor ku for 19 år siden, så kan jeg vel også. Ikke samme behov for kontrol og planlægning. Ikke noget excelark over, hvad der kan gå galt.

Nå, men derfor kan man jo godt få barslen til at gå med lidt elendig velfærdslitteratur.

Det bedste udstyr til baby
‘Vores børn’ hedder ét af de mange magasiner, man kan elske at hade. ‘MIT barn’ burde det hedde, som i ‘kvindens barn’, for der er ingen tvivl om, hvem det er skrevet til. Men det er ikke det mest irriterende. Min top tre ser sådan her ud:

  1. Top 1-træls er uden tvivl brugen af ordet ‘baby’. “Hvad skal baby hedde?”, “Tre lækre køreposer til baby”, “Når I kommer hjem fra hospitalet med baby…”. Hvorfor ikke bare “Når I kommer hjem fra hospitalet med jeres barn…” eller ‘den nyfødte’ eller ‘babyen’ eller bare “Når I kommer hjem fra hospitalet…”, for det burde måske kunne være underforstået, at man så har barnet med. Det tror jeg i hvert fald de fleste husker. Det er ikke helt ligesom at glemme dankortet i kortlæseren i Netto, mens man er på vej ud med sine varer.
  2. Det, der giver næstmest røvkriller er, at alle forfatterne til artiklerne står som fx “Skrevet af Camilla Heinz-Jensen, 34 år, mor til Oliver på fire og lille Asta-Clara på 1” og så er der et harmonisk billede af den lille familie. Som om man ikke er journalist, men kun er noget i kraft af sit barn. Æv.
  3. På en flot tredjeplads over ‘fuck det kan I ikke mene med det her blad’, er den kvinde, bladet er skrevet til. De antager simpelthen så meget om, hvad man tænker og føler som gravid. Hvor meget kvalme man har haft, hvor meget man må have lyst til saltlakridser lige nu, hvor hårdt det er, at sexlivet ikke kører, og at manden ligesom ikke tager rigtigt over, hvor bange man er for at føde, og ikke mindst hvor enormt befriende det bare er at høre andres personlige historier, så man pludselig finder ud af, at man ikke er alene.

Hvorfor køber man så sådan et blad? Det gør jeg heller ikke. Sagen er den, at du får dem kastet i nakken sammen med diverse babystartpakker, så snart du betræder den industri, der hedder babygrej. Den første er gratis, siger de. Og så venter de bare, mens baby bliver afhængig af den dyreste sut på markedet.

Sådan er mødre
Lidt mere afslappet bliver man i selskab med “Sådan er mødre”, som fortæller 14 kendte kvinders oplevelser om graviditet, fødsel m.m. Selv om den også er skrevet på den der “Jeg ville sådan ønske nogen havde delt det her med mig, da jeg selv var gravid”-tese, er den lidt mere spiselig og en fin coffee table-bog.

Små guldstykker som de her, er fx fisket op fra den andedam:

De der udvidelsesveer, det er jo som at få savet benet af uden bedøvelse, mens der er nogen, der rokker ens visdomstænder løs og råber ‘fede luder’ efter én. (Hella Joof)

Jeg kan huske, at jeg kom til at vælte fjernsynet. Jeg så meget fjernsyn, fordi jeg var så hormonel, at det var rart, hvis jeg bare kunne koncentrere mig om noget, der ikke havde noget at gøre med interaktion med andre mennesker. Først græd jeg og havde det sådan: “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan se fjernsyn? Jeg kan jo ikke være inde i mit hoved og min krop?” Vi var nødt til at tage ud i Metro, hvor vi havde købt fjernsynet og få det repareret. Da min kæreste sagde til mig, at der ville gå en uge, før vi kunne få det tilbage, blev jeg helt hysterisk. Jeg tudede helt vildt og gik bare hen og fandt et andet fjernsyn, som vi så var nødt til at tage med hjem. (Lærke Winther)

Den første uge havde jeg det bare sådan, at dét gør jeg aldrig mere! Det gør jo så ondt. Det er jo som at føde en kummefryser med chili rundt om. (Anne Louise Hassing)

Næste bog på hylden er Julia Lahmes “Hvor lagde jeg babyen”. Den skulle også være sådan semidårlig, så det ser jeg frem til.

Opdatering 24.juli 2012: For en god ordens skyld: Nu har jeg læst “Hvor lagde jeg babyen”, og den er ikke spor dårlig. Måske endda semigod:)

Ditte Giese: 90’erbogen

Fagbøger

Ååååh 90’erne! Hurra for at svælge i nylig overstået ungdom. Med tilpas ironisk (det hører jo til tiden) distance, og tilpas ærbødighed over for de dage, der lige har været og allerede er tyve år siden.

Om tiden siger Ditte: “Hvis man sammenligner 90’erne med, hvad unge i dag har af medfødte bekymringer i genren global opvarmning, terrorisme, civilisationernes sammenstød, bristede boligbobler og verdensomspændende finanskriser, så slap vi billigt dengang i 90’erne. For vi voksede op i en tid, hvor verdens dårligdomme dag for dag blev reduceret.”

Det er når hun er i det alvorlige hjørne. I den anden ende af skalaen har vi kapiteltitler som “Med stiv pik og håret tilbage til 90’erne” og “Dengang alle boede i postnummeret 90210”.

Og så elsker jeg, at der er en Brandon-tatoo på forsiden. Hvad mere kan man ønske sig? Måske en lille ting! For Ditte Giese skriver en personlig beretning om at vokse op i København og være hiphoptøs.

Gid hun havde været ung i Viborg og ikke havde råd til at købe buffalo-sko, gik i ONLY-bluser med logoprint over hele brystet og indrømmede at hun dengang ikke ville indrømme, at hun inderst inde elskede Boyzone, 3T , Whigfield og S.O.A.P. Gid nogen fra provinsen ville skrive den samme bog. Jeg gad godt læse den.