Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Bøger fra 2017, Digte, Essay, Fortællinger

Carls bogSådan starter Naja Marie Aidt:

“Jeg løfter mit glas og skåler med min ældste søn. Ovenpå sover hans gravide hustru og hans datter. Udenfor er martsnatten kold og klar. “For livet!” siger jeg, da glassene rammer hinanden med en sprød og fin lyd. Min mor siger noget til hunden. Så ringer telefonen. Vi tager den ikke. Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?”

Passagen vender tilbage igennem bogen og bliver længere og længere, mens hendes søns ubærligt tragiske død udfolder sig.

Jeg har sjældent svært ved at finde på noget at sige om en bog, og jeg har også en masse at sige om denne, men det virker så fladt og uvæsentligt at sætte almindelige ord på. Hvis jeg skal forsøge vil jeg kalde det en stor fortælling, en trøstende kåbe til alle, der har mistet, det ærligste jeg har læst, hudløst er en kliche, men denne bog er den eneste, jeg endnu har oplevet, der var det, en terapeutisk tåreflænser og en uovertruffen stilbombe, der bliver obligatorisk pensum i gymnasiet, før man kan nå at sige poetisk essaymontage.

Der er ikke et komma, en font, et mellemrum, der er tilfældigt sat. Linjeskift og kursiveringer rummer på skift voldsom vrede, afmagt og bundløs sorg fra en fantastisk forfatter, der har mistet det eneste, man som mor ikke tør tænke på, man kan miste: sit barn.

 

Bogen er sponsoreret af Bog og Idé.

Reklamer

Morten Ramsland: Æg

Bøger fra 2017, Fortællinger, Roman

æg“Nå,” råbte han nede fra drivhuset, straks han fik øje på mig, “Dér kommer du endelig! Jeg sad hele dagen i går og ventede, men ingen kom, og hvem skal jeg så fortælle historierne til, kan du sige mig dét? Og hvem skal fortælle dem videre? Ingen måske?”

“Æg” handler om de historier, der bliver fortalt imellem generationerne, og som lever videre i os. Hovedpersonen får et epileptisk anfald, da han bliver smidt i en mose af nogle lidt ukammeratlige kammerater. Efter anfaldet ser han syner og bliver sendt til sin morfar, som efter sigende også er lidt rablende. Han har nu åbnet sig for æggets ide, som morfaren siger.

Ægget er et guldæg, som bliver nedarvet gennem flere slægtsled, og som oprindeligt kommer fra en kongelig befrugtning. Drengen og morfaren er rammen om romanen, men historien udspiller sig i de gamle, knaldskøre dage, og det er både en fryd og også en lidt særpræget oplevelse at læse, fordi det rabler derudaf med fantasien. Man tilbeder sten og giver dem brød, så de kan vokse sig store, og folk har navne som Gamlingen og Kongens Svinesti. Hvis man har læst “Hundehoved”, vil man sandsynligvis tænke, at det er meget Morten Ramslandsk.

Herunder er et par passager fra bogen:

Drengen Sten, som er blevet til ved mellemkomst af en kæmpe af en konge og alligevel er blevet en hjulbenet dværg, fortæller: “Nogle kaster spædbørn op i luften og griber dem på deres spyd, mens andre har travlt med at voldtage mødrene. Gamlingen er kun en lille pige. Eller også er det hendes mor, der er en lille pige, eller hendes bedstemor. Jeg er i hvert fald den lille pige nu, fordi jeg spiste hjernen.”

Landsbyboerne tror på forskellige ting; sten og ellebørn f.eks. og altings begyndelse: “Hvis alting alligevel var sket på én gang ved verdens begyndelse og stillet i kø ventende på, at nuet skulle formsætte Skaberens vilje, kunne ombytning af elle- og menneskebørn vel ses som den nødvendige cirkulation mellem ellers lukkede systemet, som vinde, der blæste støv fra fjerne verdener til Nielsstrup og støv fra Nielsstrup til fjerne verdener i et system iværksat af Herren.”

Der bliver lavet stille fis med både de fattige troende, de rige vigtige, som her f.eks.: “Det mest hellige af dem (sprogene) var det himmelske latin,  det var ikke det samme som latrin, så meget vidste Signe, da smeden først havde rettet hendes fortalelse. Latrin var det fine ord for lokum.”

 

Nathan Englander: What we talk about when we talk about Anne Frank. Stories

Fortællinger, Noveller

Anne frankTitelnovellen “What we talk about when we talk about Anne Frank” i Nathan Englanders senste udgivelse er den bedste i bogen og grund nok til at finde den på bibliotekets eller boghandlerens hylder.

Den handler om et amerikansk ægtepar, der får besøg af kvindens barndomsveninde, der nu bor med sin mand i Israel. De er alle fire jøder, men de tilrejsende er det på den måde, hvor man har langt skæg og kun spiser kosher mad, mens amerikanerne er mere, ja, det hedder vel kulturjøder.

Det høflige, afstandstagende kulturmøde er så fint og nuanceret beskrevet, at det er som at være der i spisestuen og krumme tæer selv. Det er ikke fordi, der sker så meget, men dialogen er virkelig velskrevet. Og man kan ikke lade være med selv at hoppe med på tankeeksperimentet mod slut: Hvis der kom et nyt holocaust (eller noget tilsvarende, der ville true mig…), hvem ville så risikere deres liv for at skjule mig og min familie?

En fin frugt med et par rådne pletter
Udover titelnovellen er særligt “Sister Hills” og “Free Fruit for Young Widows” værd at læse. Den første om israelske bosættelser i et krigshærget land, den sidste om det had/kærlighedsforhold man kan have til gamle soldaterkammerater. Resten af samlingen skøjtede jeg lidt let henover uden at blive så særligt benovet af den ellers anpriste amerikanske forfatter. Men det er nok smag og behag.

Som at føde en kummefryser med chili rundt om

Fagbøger, Fortællinger, Magasin, Reportage

Jeg er ved at forberede mig på at smutte en mandel. Én af de større. Jeg ved ikke helt, om man sådan rigtigt kan forberede det, uanset hvor meget man trækker vejret i ‘Se den lille kattekilling’-rytme og hvor mange blade og bøger, man læser. Min næsten læge-veninde siger i hvert fald at unge uuddannede mødre er bedre til at føde, fordi de bare gør som jordemoderen siger og tænker, min mor ku for 19 år siden, så kan jeg vel også. Ikke samme behov for kontrol og planlægning. Ikke noget excelark over, hvad der kan gå galt.

Nå, men derfor kan man jo godt få barslen til at gå med lidt elendig velfærdslitteratur.

Det bedste udstyr til baby
‘Vores børn’ hedder ét af de mange magasiner, man kan elske at hade. ‘MIT barn’ burde det hedde, som i ‘kvindens barn’, for der er ingen tvivl om, hvem det er skrevet til. Men det er ikke det mest irriterende. Min top tre ser sådan her ud:

  1. Top 1-træls er uden tvivl brugen af ordet ‘baby’. “Hvad skal baby hedde?”, “Tre lækre køreposer til baby”, “Når I kommer hjem fra hospitalet med baby…”. Hvorfor ikke bare “Når I kommer hjem fra hospitalet med jeres barn…” eller ‘den nyfødte’ eller ‘babyen’ eller bare “Når I kommer hjem fra hospitalet…”, for det burde måske kunne være underforstået, at man så har barnet med. Det tror jeg i hvert fald de fleste husker. Det er ikke helt ligesom at glemme dankortet i kortlæseren i Netto, mens man er på vej ud med sine varer.
  2. Det, der giver næstmest røvkriller er, at alle forfatterne til artiklerne står som fx “Skrevet af Camilla Heinz-Jensen, 34 år, mor til Oliver på fire og lille Asta-Clara på 1” og så er der et harmonisk billede af den lille familie. Som om man ikke er journalist, men kun er noget i kraft af sit barn. Æv.
  3. På en flot tredjeplads over ‘fuck det kan I ikke mene med det her blad’, er den kvinde, bladet er skrevet til. De antager simpelthen så meget om, hvad man tænker og føler som gravid. Hvor meget kvalme man har haft, hvor meget man må have lyst til saltlakridser lige nu, hvor hårdt det er, at sexlivet ikke kører, og at manden ligesom ikke tager rigtigt over, hvor bange man er for at føde, og ikke mindst hvor enormt befriende det bare er at høre andres personlige historier, så man pludselig finder ud af, at man ikke er alene.

Hvorfor køber man så sådan et blad? Det gør jeg heller ikke. Sagen er den, at du får dem kastet i nakken sammen med diverse babystartpakker, så snart du betræder den industri, der hedder babygrej. Den første er gratis, siger de. Og så venter de bare, mens baby bliver afhængig af den dyreste sut på markedet.

Sådan er mødre
Lidt mere afslappet bliver man i selskab med “Sådan er mødre”, som fortæller 14 kendte kvinders oplevelser om graviditet, fødsel m.m. Selv om den også er skrevet på den der “Jeg ville sådan ønske nogen havde delt det her med mig, da jeg selv var gravid”-tese, er den lidt mere spiselig og en fin coffee table-bog.

Små guldstykker som de her, er fx fisket op fra den andedam:

De der udvidelsesveer, det er jo som at få savet benet af uden bedøvelse, mens der er nogen, der rokker ens visdomstænder løs og råber ‘fede luder’ efter én. (Hella Joof)

Jeg kan huske, at jeg kom til at vælte fjernsynet. Jeg så meget fjernsyn, fordi jeg var så hormonel, at det var rart, hvis jeg bare kunne koncentrere mig om noget, der ikke havde noget at gøre med interaktion med andre mennesker. Først græd jeg og havde det sådan: “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan se fjernsyn? Jeg kan jo ikke være inde i mit hoved og min krop?” Vi var nødt til at tage ud i Metro, hvor vi havde købt fjernsynet og få det repareret. Da min kæreste sagde til mig, at der ville gå en uge, før vi kunne få det tilbage, blev jeg helt hysterisk. Jeg tudede helt vildt og gik bare hen og fandt et andet fjernsyn, som vi så var nødt til at tage med hjem. (Lærke Winther)

Den første uge havde jeg det bare sådan, at dét gør jeg aldrig mere! Det gør jo så ondt. Det er jo som at føde en kummefryser med chili rundt om. (Anne Louise Hassing)

Næste bog på hylden er Julia Lahmes “Hvor lagde jeg babyen”. Den skulle også være sådan semidårlig, så det ser jeg frem til.

Opdatering 24.juli 2012: For en god ordens skyld: Nu har jeg læst “Hvor lagde jeg babyen”, og den er ikke spor dårlig. Måske endda semigod:)

Ferielitteratur

Biografi, Fortællinger, Krimi, Roman

Et par ugers ferie gav mig tid til at spise fire bøger. Her er de:

Pia Juul: Mordet på Halland
En slags krimi, der ikke rigtigt går ud på at blive opklaret, men i stedet er en historie om en ensom kvinde. Den fangede mig ikke rigtigt. Har vist ellers været indstillet til alle mulige priser.

Kathrine Lilleør: Kvinde, hvorfor græder du?
Helt klart feriens mest interessante bog. Jeg har ikke noget meget tydeligt billede af Kathrine Lilleør i forvejen (præst, der nogle gange mener noget i Berlingske Tidende), men det hjælper en række fortællinger jo altid på (selv om mit syn på hende nok snarere er blevet nuanceret end afklaret). Mest interessant er det, når hun fortæller om livet som præst, og de mennesker, hun møder undervejs. De tidehvervske forfædre, dem, der skal begraves, konfirmeres, giftes, ansætte hende fra menighedsrådet osv. Mindre interessant er det, når det bliver tematisk og handler om fx køn i den sidste del af bogen. Kan godt anbefales.

Per Petterson: Aske i munden, sand i skoen
Havde egentlig først afskrevet ham, fordi han har skrevet en roman med så irriterende en titel som “Ud og stjæle heste”. Men måske skal jeg alligevel læse den, for “Aske i munden, sand i skoen” var et fint bekendtskab. Det er små fortællinger om Arvid, der bor i en lille norsk by og oplever forskellige småting. Sin bedstefars begravelse, et slaraffenland af gamle tegneserieblade, der bare er smidt væk, og så den dag, han kommer til at kalde Fede for Fede op i hans åbne ansigt. Jeg er i hvert fald klar til at læse mere, og så er det jo godt, der er en efterfølger (i første omgang “Ekkoland”, knap så irriterende titel, knap så svært at huske som Aske i.. hvordan var det nu det vendte).

Sara Blædel: Kun ét liv
Løbet tør for læsestof, stadig 26 timers transport og en halv afsluttende palmepooldag i beachresortet tilbage. Tak til danskerparadisets gæst til gæst-hylde. Ud af flere krimier på reolen, der startede med noget i retningen af: “Tidligt om morgenen den xx dag, finder xx en ung pige i xx sø. X kvindelig hovedperson fra de andre bøger i serien, bliver kaldt ud osv. osv. osv.” tog jeg den her, fordi den handlede mere om, hvad der sker, mens nogen opklarer noget, end hvor brutalt nogen bliver myrdet. Jeg kan godt lide den slags. Det var en fin krimi. Gled ubesværet ned sammen med den vakuumpakkede flymad.

Jakob Ejersbo: Revolution

Fortællinger

Revolution Jakob EjersboNår jeg læser bag på bogen, tænker jeg, hmm… fortælliger… der foregår i Tanzania. Det er vist ikke noget for mig. Men det er Jakob Ejersbo, og derfor læste jeg aldrig bagpå, men gik bare i gang.

Alle fortællingerne kredser om liv, der ikke blev som de skulle, og der er en tydelig forfatterfascination af at have ingenting, bygge noget op og miste det hele igen. Ikke så meget mere at sige. Den kan rigtigt godt anbefales.

Det er igen en trilogi, den her er toeren, og den er ekstra fin at læse, hvis man har læst etteren (Eksil), for personer og steder går igen på en god, diskret måde. Nu ser jeg frem til Liberty, som er den sidste i rækken.