Fredrik Backman: Ting, min søn skal vide om verden

Klummer, Roman

Fredrik Backman er ham med “En mand, der hedder Ove” – en utroligt tør-sjov bog om en sur mand i et paracelhuskvarter, der hele tiden bliver forstyrret, når han vil tage livet at sig selv.

Backman er nu blevet far og har skrevet en Julie Lahme-lignende udleverende bog med ting, hans søn bør vide om verden. Kapitlerne har navne som “Ting, du skal vide om IKEA”, “Ting, du skal vide om Gud og lufthavne” og “Hvad du skal vide om at starte et band”.

Det er sjovt og letlæst og flyder som honning. To små tekstbidder her:

“Du kommer til at vokse op. Gå ud af skolen. Komme hjem og fortælle, at du ikke vil læse videre, fordi du vil “satse på bandet”. Eller åbne en bar. Eller en surfshop i Thailand. Du bliver piercet i øjet og får tatoveret en drage i røven og begynder at læse bøger om praktisk filosofi. Og det er okay. Det er okay, du er en idiot, mens du er teenager. Det skal teenagere være. Men du ved – det er alligevel sådan nogenlunde dér, jeg kommer til at sige til dig, at nu er det nok en god idé, at du flytter hjemmefra.”

Og den her, som jeg sprutte-lo over – mest pga, opbygget fnis fra de foregående sider:

“Hvorfor det ikke kan betale sig at diskutere med din mor

Jeg spørger, hvem der tager et glas Schweppes Bitter Lemon fra køleskabet, hælder indholdet ud, fylder vand og opvaskemiddel i, stiller det tilbage på køkkenbordet og går op i seng.
Din mor spørger, hvem, der står op om morgenen, ser et glas med noget, han tror, er ækel, doven Schweppes Bitter Lemon fra i går, og drikker det.
Jeg spørger, hvem fanden der ikke forstår, at opvaskemiddel og vand grangiveligt kommer til at ligne lidt dejligt doven Schweppes Bitter Lemon klokken ti minutter over seks om morgenen.
Din mor spørger, hvem der drikker et halvt døgn gammel sodavand fra et glas ved siden af køkkenvasken som det første klokken ti minutter over seks om morgenen.
Jeg spørger, hvad for en fucking idiot, der hælder opvaskemiddelvand i et drikkeglas.
Din mor konstaterer, at det da i hvert fald ikke er hende, der lige har drukket opvaskemiddelvand.

Hun vinder.”

Reklamer

Maise Njor: Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?

Klummer, Magasin

Når man har læst tilstrækkeligt meget småsjovt i træk, kan det være tilfældigt, hvad der udløser det der grin, hvor man ikke længere kan trække vejret og slet ikke gengive, hvorfor det var så sjovt lige der.

Derfor er det også lidt svært at fortælle, hvorfor Maise Njors bog er sjov, men her er da i hvert fald en lille bid:

“Forleden, da jeg skulle til et vigtigt møde, sagde jeg for sjov til min otteårige datter, at jeg var bange for at komme til at slå en ordentlig prut. Hun så helt roligt på mig og sagde: “Hvis du gør det, så skal du bare skrige i vilden sky samtidig, så er der ingen, der hører den.”

O.k. Smart trick, hvis man går på fritidshjem, men måske ville pressedamen fra bogforlaget blive en smule forskrækket, hvis jeg stak i et hyl midt under mødet for at overdøve en kæmpe fis, som hun alligevel kunne lugte. Og jeg måtte endnu engang sande, at der er ting, man bare ikke gør, når man er voksen.”

Et andet sted starter en klumme sådan her:

“”Jeg er ved at brodere det her stolesæde til en mand, der er ved at dø,” sagde min faster, “så jeg skal virkelig brodere hurtigt.” Det var en meget mærkelig sætning.”

Til alle os uden selvværd (…)
Der er dog en lille sten i skoen, og det er den nyfeminisme, som Maise Njor og andre artsfæller står for.

Jeg kan ikke rigtigt holde ud, at hun synes, hun bliver nødt til at skrive eksplicit i forordet, at det ikke kun er ‘mænd over 50 med Rotary-nål og sovs på slipset, der må skrive, hvad de mener om ditten og datten…”.

Det er som om, hun er ude i et feminisme-ærinde, men kommer til at undergrave det ved at sige det. Som om der bliver lidt for meget offerrolle. Jeg synes nok, feminisme mere skal udøves ved at gøre og vise og ikke ved at klage og pege på sig selv – uanset hvor selvironisk og humoristisk det så er.

Heller ikke den her lille passage om penismisundelse kan jeg genkende mig selv i:

“Og vi ville da gerne have de goder, der følger med kønnet som sådan – fx mere i løn og en naturlig tro på os selv og vores eget værd – men det må da kunne klares uden at rende rundt med sådan en javertus mellem benene…”

Ahhh, jeg synes altså ikke helt, det er der, vi er.

Nå, men det var nu under alle omstændigheder ret sjovt at være i selskab med Maise Njor sådan et par timer i et sommerhus! Det  har lidt givet mig lyst til at lave en ny blog. Lad os se, om det bliver til noget.