Sommerbøger

Biografi, Krimi, Roman

Her et lille forsinket udpluk af, hvad sommeren har budt på på min boghylde, mens jeg har dasket rundt i Rågeleje, på Møn, i Stockholm og i gode gamle Brønshøj.

marenMaren Uthaug: “Og sådan blev det”

Maren Uthaug er den store overraskelse for mig. Det var gået helt hen over hovedet på mig, at hun havde udgivet en roman i 2013, og per refleks forventede jeg, at den var sjov. Den er gravalvorlig og virkelig god.

Bogen handler om pigen Risten, der vokser op i Nordnorge hos en samisk mor og en norsk far. Uden at spoile for meget rejser hun siden til Danmark, hvor hendes far flytter sammen med den danske kvinde Grethe. Grethe synes, det er mere praktisk at hedde Kirsten i Danmark, så det kan Risten lige så godt hedde nu. “Og sådan blev det”. Og sådan blev så mange ting i en piges liv. Det er det, bogen handler om.

En kompakt og læseværdig roman, som giver en lussing til både forældre og stedforældre, der foregiver at ville deres børn det bedste, mens de gør, som de selv vil.

aishaJesper Stein: “Aisha”

Aisha er krimielementet i dette års sommerferielæsning. Sådan en skal der være i enhver sommerlæsekasse! Det er fjerde bog i serien om kriminalkommisær Axel Steen, men kan sagtens læses uafhængigt. Jesper Steins bøger foregår i nutidens København, som regel Nørrebro, men denne gang er handlingen forlagt til 8-tallet i Ørestaden. Her bliver en PET-agent fundet myrdet, og Axel Steen bliver sat på opklaringsarbejdet sammen med en anden (levende) PET-agent.

Handlingen følger to spor: Mens den nuværende efterforskning graver dybere og dybere, får man afsløret detaljer fra en afblæst terroraktion, der ligger nogle år tilbage. Sporene krydser, og en del af efterforskningen bliver mørklagt.

Som en god krimiforfatter ved Jesper Stein præcis, hvornår han skal skrue op og ned, og de sidste 200 sider (ja, 200) blev jeg nødt til at læse ud i én køre, for det var umuligt at stoppe, før det var HELT slut.” Gæt selv, om det ender godt til sidst, og om helten overlever til den næste bog i føljetonen.

abdelAbdel Aziz Mahmoud: “Hvor taler du flot dansk!”

Endelig fik jeg fingrene i Abdels MEGET roste bog om hans og hans families stille integrationssucces i en fynsk forstad. Den kunne fortælle om så mange andre danske drenges opvækst, hvis man ser bort fra det arabiske islæt, og den er fin, fordi den ikke er specielt dramatisk, men ligeså normal og dansk og kedelig, som Abdel stræber efter at være, fra han er kun en lille gut.

Da der f.eks. starter en ny, indisk dreng i hans folkeskoleklasse, der ellers kun består af hvide gennemsnitsfynboere, gør han alt for ikke at blive slået i hartkorn med Rajkumar. Og det slår hårdt, når han ind imellem ud af det blå bliver mindet om, at han er brun.

Han bliver journalist og tv-vært og når et mål, som er opstået ud af en barnlig undren over, at der ikke var flere i fjernsynet, der lignede ham selv. Og det går rigtigt godt for Abdel, så godt, at han igen næsten glemmer, at han ikke er kødfarsfarvet, indtil han næste gang bliver slået tilbage med velmenende, svidende ord: Denne gang er det en radiodebat med Bertel Haarder, der begejstret siger til Abdel: “Hvor taler du flot dansk!” Abdel giver ham det eneste rigtige svar: Et nøgternt “I lige måde”.

boysenDaniel Boysen: Fordi ilden er vores

Her lander vi måske på den bog, jeg har været mindst begejstret for, og den er en gemmer fra foråret. Det svider lidt at sige, jeg ikke er fan, for det er en intens, lille, pakket bog, der krænger sjælen ud og fortæller nogle grumme detaljer om et hjem med en misbrugt søster.

For mig, lige her og nu, bliver den for poetisk og selvpegende (hvis der er noget, der hedder det). Men det er en smagssag.

manifestJulia Lahme: “Manifest”

Et manifest for at turde være feminist på 2016-måden, men med en indbygget selvmodsigelse, som jeg havde lidt svært ved at blive klog på. For mig er feminisme også retten til at være kvinde på en anden måde (blandt meget andet), og derfor bryder jeg mig ikke så meget om de lukkede damebladsklicheer om, hvad ‘vi kvinder’ tænker, føler og gør.

Ofte var jeg heldigvis ikke en del af klicheen, men lige på en pointe ramte den plet (frit citeret): Hvorfor er det, at du kan vække enhver mor midt om natten, og så kan hun fortælle dig, hvor mange liter mælk der er i køleskabet?

 

Reklamer

Lene Kaaberbøl: Kadaverdoktoren

Krimi, Roman

KadaverdoktorenPlottet  i Kadaverdoktoren er stærkt, uforudsigeligt og klamt (sådan noget med mider i næsen på døde mennesker, adr). Og Lene Kaaberbøl er virkelig god til at tegne personer.

Først og fremmest hovedpersonen Madeleine, som er datter af retsmedicineren Karno. Hun er kvinde i 1890’ernes Frankrig og vil gerne noget andet og mere end at opvarte sin far. Hun lister sig med til obduktioner og retsmøder, og da efterforskningen peger på byens kloster, får hun en sjælden adgang til at drive arbejdet videre.

Der er også belejlige klicheer, som når byens kommisær skal beskrives. Han er selvfølgelig rar, lidt for tyk, og det er klart ikke ham, der løser mysteriet. Men han er nuanceret og rund og som de andre personer elskelige og driftige.

I mellemtiden har jeg også læst…

Spellman Arkiverne…Lisa Lutz: Spellman-arkiverne
En amerikansk chicklit-roman med krimiplot. Hele familien er privatdetektiver, og når hovedpersonen Izzy får en ny kæreste, kan hun være stensikker på, at han bliver tjekket, fulgt op og fulgt efter. Det er en sød lille bog med godt med post-teenage-frustrationer, lister over ekskærester, og hvad der nu hører den genre til.

Broerne til verden

…Stig Dalager: Glemsel og erinding
En laaang bog (og der er flere i rækken) om den rejsende Jon Bæksgård, som for flere anmeldere er blevet et billede på en generation. Den er ret spændende, når den handler om Jon’s taxamøder i de sene nattetimer med fortabte skæbner, og når vi følger ham til Østtyskland på studierejse. Men der er også lange drømmesekvenser, hvor jeg må konstatere, at jeg selv sidder og dagdrømmer mig et andet sted hen. Jeg skal ikke læse den næste.

Dan Turèll: Mord i rendestenen

Krimi, Roman

Endnu en smuk Turèll-klassiker, afbildet med en død slipseknude-bodega-gamling på forsiden. Vesterbro-miljøet får atter en tur, og “Mord i rendestenen” har alt det, “Mord i mørket” også har.

Jeg har sprunget et par stykker over i serien, fordi det lige er det, boghylden byder på. “Mord i Rodby” klarede jeg for ret præcist otte år siden, da jeg var 14 dage i Marmaris uden for sæsonen med min dengang spritnye kæreste, nu mand.Og vi drømte om en dag at sælge hele samlingen af Dan Turèll-1. udgaver og købe en brugt autocamper. Det var ren, rå lykke.

Dan Turèll: Mord i mørket

Krimi, Roman

Lunt morddrama, fra før krimibølgen lammede Danmark, med alt det rigtige inventar: ‘Den tynde’ og hans håndlangere, en journalistisk anti-helt på mission, redaktør Otzen, der brøler ind i telefonen, og politiinspektør Ehlers, der godt bare snart vil holde weekend. Alt sammen selvfølgelig på gode gamle Vesterbro, før økologiske bagerier og ditto børnetøjsforretninger indtog distriktet.

En mand bliver myrdet i en opgang i Saxogade, snart følger flere mord, og efterforskningen sender os ned i mørke narkohuler og luskede bordeller.

Gode gamle Dan Turèll har en dejlig klichefyldt selvironisk skrivestil, som ingen anden. Her et par bidder at tygge på:

“Jeg sagde, det var meget smukt, hvilket lod til at falde i hans smag. Jeg har aldrig haft svært ved at lyve.

Ikke fordi, på den anden side, jeg nogen sinde har haft svært ved at tale sandhed. Det er bare ligesom med den venstre og den højre hånd: Det er dén man bruger, der bliver mest udviklet.”

Og i samme stil:

“Jeg gik en halv times tid. Ikke fordi jeg var på vej nogen steder hen. Jeg tænkte.

Det er ikke noget jeg tit gør. Det er heller ikke noget jeg er særlig god til. Det er for den sags skyld heller ikke noget, jeg har nogen speciel glæde af. Men det var ligesom om det var oppe i tiden. De ting der fandt sted rundt omkring mig krævede det.

Jeg gjorde mit bedste. Omtrent som en midaldrende mand, hvis kone altid har ordnet husholdningen, men som nu er alene en week-end, for første gang, på grund af hendes lillesøsters bryllup eller hendes mors begravelse, og pludselig skal finde ud af hvor opvaskebørsten ligger. På samme måde prøvede jeg at finde ud af at bruge min hjerne.

‘Mord i mørket’ er Dan Turèlls første krimi, udkommet i 1981.

Henrik Strube: Violinbyggeren

Krimi, Roman

“Violinbyggeren” er en af de der tilfældige bøger, jeg har taget fra bibliotekshylden, fordi jeg akut manglede noget at bladre i, og som faktisk viste sig at være en god historie.

Den handler om Sonny (ja, sådan hedder man jo i det miljø), der ved et uheld (den slags sker, mest hvis man går rundt med en pistol, dog) kommer til at skyde en mand og kommer i fængsel.

Imens vokser hans søn op hos farmoderen, og Sonny begynder at bygge en violin bag murene.

Bogen er skrevet delvist som en kriminalroman og har en god opbygning, der kun få gange bliver for klichefyldt. Man gider godt følge med i, hvordan det går med mønsterfangen og hans søn og alle dem, der er uden om det hele. Også selv om jeg ikke er specielt interesseret i, hvordan man bygger et åbenbart meget kompliceret instrument.

Det er true story. Det er jo altid fint. Kan tydeligt se DR2-dokumentaren for mig.

Ferielitteratur

Biografi, Fortællinger, Krimi, Roman

Et par ugers ferie gav mig tid til at spise fire bøger. Her er de:

Pia Juul: Mordet på Halland
En slags krimi, der ikke rigtigt går ud på at blive opklaret, men i stedet er en historie om en ensom kvinde. Den fangede mig ikke rigtigt. Har vist ellers været indstillet til alle mulige priser.

Kathrine Lilleør: Kvinde, hvorfor græder du?
Helt klart feriens mest interessante bog. Jeg har ikke noget meget tydeligt billede af Kathrine Lilleør i forvejen (præst, der nogle gange mener noget i Berlingske Tidende), men det hjælper en række fortællinger jo altid på (selv om mit syn på hende nok snarere er blevet nuanceret end afklaret). Mest interessant er det, når hun fortæller om livet som præst, og de mennesker, hun møder undervejs. De tidehvervske forfædre, dem, der skal begraves, konfirmeres, giftes, ansætte hende fra menighedsrådet osv. Mindre interessant er det, når det bliver tematisk og handler om fx køn i den sidste del af bogen. Kan godt anbefales.

Per Petterson: Aske i munden, sand i skoen
Havde egentlig først afskrevet ham, fordi han har skrevet en roman med så irriterende en titel som “Ud og stjæle heste”. Men måske skal jeg alligevel læse den, for “Aske i munden, sand i skoen” var et fint bekendtskab. Det er små fortællinger om Arvid, der bor i en lille norsk by og oplever forskellige småting. Sin bedstefars begravelse, et slaraffenland af gamle tegneserieblade, der bare er smidt væk, og så den dag, han kommer til at kalde Fede for Fede op i hans åbne ansigt. Jeg er i hvert fald klar til at læse mere, og så er det jo godt, der er en efterfølger (i første omgang “Ekkoland”, knap så irriterende titel, knap så svært at huske som Aske i.. hvordan var det nu det vendte).

Sara Blædel: Kun ét liv
Løbet tør for læsestof, stadig 26 timers transport og en halv afsluttende palmepooldag i beachresortet tilbage. Tak til danskerparadisets gæst til gæst-hylde. Ud af flere krimier på reolen, der startede med noget i retningen af: “Tidligt om morgenen den xx dag, finder xx en ung pige i xx sø. X kvindelig hovedperson fra de andre bøger i serien, bliver kaldt ud osv. osv. osv.” tog jeg den her, fordi den handlede mere om, hvad der sker, mens nogen opklarer noget, end hvor brutalt nogen bliver myrdet. Jeg kan godt lide den slags. Det var en fin krimi. Gled ubesværet ned sammen med den vakuumpakkede flymad.

Liza Marklund: Nobels testamente

Krimi, Roman

I påsken har jeg været på besøg hos mine forældre i Midtjylland. Jeg fløj indenrigs og havde en ny bog med, som jeg havde købt: Olav Hergels “Indvandreren”. Da jeg satte mig i flyet, åbnede jeg min taske. Der lugtede lidt af rådden pære, tænkte jeg. En kuglepen havde boret sig ind i en lidt blød frugt, og siden havde jeg rystet godt med tasken (trykke lidt, når mange mennesker skal ud af toget i Kastrup, ruske lidt, mens man løber efter indenrigsbussen, op på et bånd og scannes og på igen med tasken). Resultatet var en pæreformet mærke på bogens side – med lidt lunken pæremos ind imellem de midterste hundrede sider. Jeg brugte fire-fem papirlommetørklæder til omhyggeligt at tørre pære af alle siderne, satte bogen i nettet foran mig, og så var vi jo stort set i Karup.  Af sti af sted og hjem til flæskesteg med rødkål, asier og rysteribs, og da mørket stille faldt på over Thorning, gik det op for mig, jeg havde glemt min bog.

Så i påsken har jeg været i min fars krimisamling og læst mig igennem medicinalfusk, molotovcocktails, bandende amerikansk lejemorder med dæknavnet Kattekillingen og hede dagdrømme om Konkurrentens lækre reporter Bosse. Jeg var meget opslugt af det.