Christian Have: Synlighed er eksistens 3.0

Fagbøger, Magasin

HaveChristian Have bruger en fjerdedel af sin tid på at lave pr for projekter, han ikke får penge for, og han betaler sine medarbejdere for at gøre det samme. Han er en mand med en sag. Han tror på, at kultur kommer før samfund. Det er ikke noget ekstra, men selve forudsætningen for at kunne leve og være i verden sammen. Tænk at være så vild med sit arbejde, at man også gider gøre det gratis. Heldig mand. Cool mand.

Christian Haves niche er pr for kulturbegivenheder, og der er ingen over og ingen ved siden af.

Derfor er det også med meget stor troværdighed, at han har skrevet (og genudgivet) “Synlighed er eksistens” med undertitlen “Kunsten og kulturens kommunikation i den digitale tidsalder”. Bogen handler om, hvordan man tænker kommunikation og pr ind som grundelement, allerede når man gør sig de første tanker om en kulturbegivenhed.

Han skelner mellem den komercielle event (fx en traditionel koncert eller teaterforestilling, der skal sælge billetter) og den kreative event (fx en undergrundsmusikfestival, der først og fremmest skal samle og udvikle miljøet).

Kommunikationsmetoder og -principper er ikke som sådan nye, men det var nyt for mig, at de er sat sammen med kultur og events. Meget brugbart, hvis man arbejder inden for den branche.

Have Komm

I Christians have
Til sidst en lille reklame: Jeg interviewede Christian Have for et halvt års tid siden til Kommunikatøren. Det handlede om at få gode ideer (se s.16-17). Artiklen hed ‘I Christians Have’ og ses her også på forsiden.

Som at føde en kummefryser med chili rundt om

Fagbøger, Fortællinger, Magasin, Reportage

Jeg er ved at forberede mig på at smutte en mandel. Én af de større. Jeg ved ikke helt, om man sådan rigtigt kan forberede det, uanset hvor meget man trækker vejret i ‘Se den lille kattekilling’-rytme og hvor mange blade og bøger, man læser. Min næsten læge-veninde siger i hvert fald at unge uuddannede mødre er bedre til at føde, fordi de bare gør som jordemoderen siger og tænker, min mor ku for 19 år siden, så kan jeg vel også. Ikke samme behov for kontrol og planlægning. Ikke noget excelark over, hvad der kan gå galt.

Nå, men derfor kan man jo godt få barslen til at gå med lidt elendig velfærdslitteratur.

Det bedste udstyr til baby
‘Vores børn’ hedder ét af de mange magasiner, man kan elske at hade. ‘MIT barn’ burde det hedde, som i ‘kvindens barn’, for der er ingen tvivl om, hvem det er skrevet til. Men det er ikke det mest irriterende. Min top tre ser sådan her ud:

  1. Top 1-træls er uden tvivl brugen af ordet ‘baby’. “Hvad skal baby hedde?”, “Tre lækre køreposer til baby”, “Når I kommer hjem fra hospitalet med baby…”. Hvorfor ikke bare “Når I kommer hjem fra hospitalet med jeres barn…” eller ‘den nyfødte’ eller ‘babyen’ eller bare “Når I kommer hjem fra hospitalet…”, for det burde måske kunne være underforstået, at man så har barnet med. Det tror jeg i hvert fald de fleste husker. Det er ikke helt ligesom at glemme dankortet i kortlæseren i Netto, mens man er på vej ud med sine varer.
  2. Det, der giver næstmest røvkriller er, at alle forfatterne til artiklerne står som fx “Skrevet af Camilla Heinz-Jensen, 34 år, mor til Oliver på fire og lille Asta-Clara på 1” og så er der et harmonisk billede af den lille familie. Som om man ikke er journalist, men kun er noget i kraft af sit barn. Æv.
  3. På en flot tredjeplads over ‘fuck det kan I ikke mene med det her blad’, er den kvinde, bladet er skrevet til. De antager simpelthen så meget om, hvad man tænker og føler som gravid. Hvor meget kvalme man har haft, hvor meget man må have lyst til saltlakridser lige nu, hvor hårdt det er, at sexlivet ikke kører, og at manden ligesom ikke tager rigtigt over, hvor bange man er for at føde, og ikke mindst hvor enormt befriende det bare er at høre andres personlige historier, så man pludselig finder ud af, at man ikke er alene.

Hvorfor køber man så sådan et blad? Det gør jeg heller ikke. Sagen er den, at du får dem kastet i nakken sammen med diverse babystartpakker, så snart du betræder den industri, der hedder babygrej. Den første er gratis, siger de. Og så venter de bare, mens baby bliver afhængig af den dyreste sut på markedet.

Sådan er mødre
Lidt mere afslappet bliver man i selskab med “Sådan er mødre”, som fortæller 14 kendte kvinders oplevelser om graviditet, fødsel m.m. Selv om den også er skrevet på den der “Jeg ville sådan ønske nogen havde delt det her med mig, da jeg selv var gravid”-tese, er den lidt mere spiselig og en fin coffee table-bog.

Små guldstykker som de her, er fx fisket op fra den andedam:

De der udvidelsesveer, det er jo som at få savet benet af uden bedøvelse, mens der er nogen, der rokker ens visdomstænder løs og råber ‘fede luder’ efter én. (Hella Joof)

Jeg kan huske, at jeg kom til at vælte fjernsynet. Jeg så meget fjernsyn, fordi jeg var så hormonel, at det var rart, hvis jeg bare kunne koncentrere mig om noget, der ikke havde noget at gøre med interaktion med andre mennesker. Først græd jeg og havde det sådan: “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan se fjernsyn? Jeg kan jo ikke være inde i mit hoved og min krop?” Vi var nødt til at tage ud i Metro, hvor vi havde købt fjernsynet og få det repareret. Da min kæreste sagde til mig, at der ville gå en uge, før vi kunne få det tilbage, blev jeg helt hysterisk. Jeg tudede helt vildt og gik bare hen og fandt et andet fjernsyn, som vi så var nødt til at tage med hjem. (Lærke Winther)

Den første uge havde jeg det bare sådan, at dét gør jeg aldrig mere! Det gør jo så ondt. Det er jo som at føde en kummefryser med chili rundt om. (Anne Louise Hassing)

Næste bog på hylden er Julia Lahmes “Hvor lagde jeg babyen”. Den skulle også være sådan semidårlig, så det ser jeg frem til.

Opdatering 24.juli 2012: For en god ordens skyld: Nu har jeg læst “Hvor lagde jeg babyen”, og den er ikke spor dårlig. Måske endda semigod:)

Maise Njor: Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?

Klummer, Magasin

Når man har læst tilstrækkeligt meget småsjovt i træk, kan det være tilfældigt, hvad der udløser det der grin, hvor man ikke længere kan trække vejret og slet ikke gengive, hvorfor det var så sjovt lige der.

Derfor er det også lidt svært at fortælle, hvorfor Maise Njors bog er sjov, men her er da i hvert fald en lille bid:

“Forleden, da jeg skulle til et vigtigt møde, sagde jeg for sjov til min otteårige datter, at jeg var bange for at komme til at slå en ordentlig prut. Hun så helt roligt på mig og sagde: “Hvis du gør det, så skal du bare skrige i vilden sky samtidig, så er der ingen, der hører den.”

O.k. Smart trick, hvis man går på fritidshjem, men måske ville pressedamen fra bogforlaget blive en smule forskrækket, hvis jeg stak i et hyl midt under mødet for at overdøve en kæmpe fis, som hun alligevel kunne lugte. Og jeg måtte endnu engang sande, at der er ting, man bare ikke gør, når man er voksen.”

Et andet sted starter en klumme sådan her:

“”Jeg er ved at brodere det her stolesæde til en mand, der er ved at dø,” sagde min faster, “så jeg skal virkelig brodere hurtigt.” Det var en meget mærkelig sætning.”

Til alle os uden selvværd (…)
Der er dog en lille sten i skoen, og det er den nyfeminisme, som Maise Njor og andre artsfæller står for.

Jeg kan ikke rigtigt holde ud, at hun synes, hun bliver nødt til at skrive eksplicit i forordet, at det ikke kun er ‘mænd over 50 med Rotary-nål og sovs på slipset, der må skrive, hvad de mener om ditten og datten…”.

Det er som om, hun er ude i et feminisme-ærinde, men kommer til at undergrave det ved at sige det. Som om der bliver lidt for meget offerrolle. Jeg synes nok, feminisme mere skal udøves ved at gøre og vise og ikke ved at klage og pege på sig selv – uanset hvor selvironisk og humoristisk det så er.

Heller ikke den her lille passage om penismisundelse kan jeg genkende mig selv i:

“Og vi ville da gerne have de goder, der følger med kønnet som sådan – fx mere i løn og en naturlig tro på os selv og vores eget værd – men det må da kunne klares uden at rende rundt med sådan en javertus mellem benene…”

Ahhh, jeg synes altså ikke helt, det er der, vi er.

Nå, men det var nu under alle omstændigheder ret sjovt at være i selskab med Maise Njor sådan et par timer i et sommerhus! Det  har lidt givet mig lyst til at lave en ny blog. Lad os se, om det bliver til noget.

Cosmopolitan pregnancy – Australia’s most stylish guide

Magasin

Måske kan nogle af jer huske det her one hit wonder, hvor de synger ‘Do not read beauty magazines. They will only make you feel ugly’? På et garagesalg i Australien smed jeg skødesløst en dollar efter disse to Pregnancy-magasiner. Det er fantastisk god underholdning, men man skal huske at holde op med at læse, før man bliver angst for at føde, skeptisk over for al mad i køleskabet og mister lysten til sex.

Min graviditet
De har den her fantastiske serie med 38 kvinder, der fortæller om ‘My pregnancy’. Perler i rækken er bl.a.:

  • I had gestational diabetes
  • I went for a check-up and was induced on the spot
  • I’m deaf and delivered my baby without an interpreter
  • I had an emergency C-section
  • Pre-eclampsia sent me into early labour
  • I didn’t know I was in labour – og
  • The epidural gave me a migraine for six days.
Og det er bare i sommerudgaven. Efterårsversionen byder på endnu ’52 inspiring stories’.
Selv pornomodeller har morgenkvalme
Så er der kendte, der er gravide, kendte, der har født, kendte, hvis kone er gravid osv. Min yndlings-kendis-historie so far må være ‘From playboy bunny to yummy mummy’.

Man lærer også at holde et propert baby shower med 40 fabuluos ideas – og der er hjemmesideanvisninger til hver en serviet og cupcakepyntedåse. Product placement foregår åbenbart rimelig ugenert blandt gravide.

Alt det, der endnu venter
Jeg må lige slutte af med endnu et par overskrifter fra bladet. Der er stadig historier, jeg glæder mig til at læse, fx:
  • Are you a birth centre or labour ward kinda girl?
  • Astro babes: You and your baby’s star signs relate
  • 286 ways to flatter your bump
  • Naked. Celebrating the pregnant body
  • The perfect name for baby’s star sign – og
  • Top 10 birth fears sorted

Eller måske springer jeg den sidste over. Jeg var trods alt rimelig frygtløs, før jeg åbnede bladet.

Hit med en indledning!

Artikel, Magasin

Hej søde mennesker, der kigger forbi.

Jeg skal skrive en artikel til RetorikMagasinet om gode indledninger på dejlige bøger. Vil I ikke hjælpe?

Jeg kan selv fx lide Helle Helles “Dette burde skrives i nutid”:

Jeg skrev for meget om det trappetrin.

og Hanne-Vibeke Holsts “Undskyldningen”

Når Thorvald vågnede, nøgen under den tunge dundyne, udstrakt på ryggen med erektionen strunk pegende mod navlen, var det altid og uanset de mørke skyer, der i disse år trak sig truende sammen over Europa, med følelsen af at være en lykkelig mand.

Men jeg vil jo rigtig gerne have masser af eksempler!

Hvis I har ét eller flere, jeg må bruge, vil jeg blive rigtig glad for en kommentar her til indlægget, alternativt en mail til leneholst@gmail.com.

Så sender jeg en tak med fingerkys!