Lone Hørslev: En ordentlig mundfuld

Bøger fra 2017, Noveller

En ordentlig mundfuld Lone Hørslev.jpegLone Hørslev hører for mig sammen med en generation af 90-er og 00-er-forfattere som Leonora Christina Skov, Helle Helle, Naja Marie Aidt m.fl. Alle dygtige, sprogbevidste kvinder, der kæler for sproget, undersøger ord, køn og dynamikker og skriver om hverdagen på godt og ondt.

De minder mig lidt om at skrive dansk stil, og derfor er det en gruppe, jeg går til og fra. Denne gang er jeg glad for, at jeg er gået til Lone Hørslev.

Midt i livskrisen

“En ordentlig mundfuld” (som er en fed titel) rummer 20 noveller, der alle handler om de der steder i livet, hvor alting ramler – stille og sørgeligt eller med et ordenligt S/M-brag.

Jeg er som regel for utålmodig til noveller, fordi de ikke når at sætte sig, før de er forbi. “En ordentlig mundfuld” er dog kompakt og kraftfuld, og Hørslev er dygtig til at begynde i midten og fortælle det meste af en livskrise på fem-seks sider.

Novellen “Rullepølse” begynder fx sådan her:

“Da jeg vågnede næste dag, var mine øjne helt klistrede sammen af betændelse og lim”.

En anden novelle hedder “Lige om lidt bliver alting sjovere” og handler om en fraskilt mor, der er taget alene på ferie til Tyrkiet. Alting er ved at lukke ned, og det regner, og alligevel prøver hun at holde fast i, at det er okay og tænker over, hvilke billeder hun kan vise efter ferien. Hvordan klistrer man en succes uden på en fiaskoferie, hvis nu man gerne vil fortælle sig selv og sin eksmand, at man er en ok mor?

At slå sig på kvinder – med bar røv og kokkeforklæde

Mange af novellerne handler om køn, forhold, mønstre og kommunikation. I både “Indien” og “Laksegade” beskriver hun med rammende spidshed den måde nogle piger (ikke mig selv, selvfølgelig) kan komme til at behandle deres mænd.

“Han betragtede hende. Han havde lige haft sin pik oppe i hende, alligevel havde han det som om han slet ikke vidste hvem hun var. Han tænkte at han slog sig på hende, som man slår sig på en dørkarm, når man fejlbedømmer afstanden og går ind i noget, og modstanden rammer hårdt og overraskende. Sådan tænkte han nogle gange. At hun var så fjern og fremmed og nærmest fjendtlig i sin krop at han slog sig. Han lagde prøvende en hånd på hendes skulder.
Hun vendte sig.
Han slap hende.
Selvfølgelig glæder jeg mig, sagde hun og gik ind i stuen og tændte for fjernsynet.
Så stod han der med bar røv og kokkeforklæde.”

 

Reklamer

Så længe jeg skal ind ad din dør

Noveller

sosuTi forfattere har fulgt ti sosu’er i Københavnsområdet, og det er der kommet en fin lille novellesamling ud af.

Den bedste er ikke engang “Jeg skal ikke tørres, din dumme neger”, selv om det er en meget lovende titel. Tværtimod kan jeg godt lide, at mange af novellerne er meget fine i deres antydninger og stille beskrivelser af en arbejdsplads og ikke mindst nogle borgere, som er på vej herfra. Fælles for de fleste er ikke overraskende minuttælleriet og en integritet og arbejdsstolthed hos medarbejderne, der ikke kan tælles i tid.

Se mere på Stemmer til et stumt fag, hvor man også kan høre novellerne som lydfiler.

Det er gode forfattere, der er med. Fx Thorstein Thomsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Ida Jessen: Postkort til Annie

Noveller

Ida Jessen‘Postkort til Annie’ er en samling på seks noveller. Mange af dem handler om opbrud i familien, og jeg kunne særligt lide tre af dem: ‘December er en grusom måned’, titelnovellen ‘Postkort til Annie’ og ‘Mor og søn’.

Den første handler om en midaldrende kvinde, som har taget deltidsarbejde i Brugsen. En aften er hun der alene og synes, hun hører nogle lyde fra ejerens lejlighed ovenpå, mens hun går og pakker kød om efter lukketid. Samtidig følger vi hendes to små børn, som keder sig og glæder sig til, at deres mor kommer hjem. Det gør hun ikke. Hverken den aften eller senere. Og det fine, karakteristiske ved Ida Jessens skrivestil er, at vi aldrig får udmalet, hvad der sker. Ingen drabelige, blodige detaljer. Bare oplevelsen af uhygge, som man selv nogle gange kan have det, uden at der nødvendigvis sker noget. Og derefter de menneskelige omkostninger, de indadvendte og udadvendte reaktioner, meningsløsheden og livet, der går videre.

En lille smagsprøve, som også er meget Ida Jessensk, men som stammer fra en anden novelle:

“Det er ligesom med fasanerne,” sagde hun. “Hunnerne går og skraber maden frem, og så kommer hannen og spiser det bedste først.” Og faderen svarede, at fasanhannerne faktisk risikerede livet for hunnerne. Der var lavet undersøgelser, der vist, at dødeligheden i en flok uden han var langt større. For når hannen trådte frem, så synlig i al sin langsommelige pragt, var det ham, fjenderne kastede sig over. Han er parat til at dø for hunnerne, havde hendes far sagt, han er hele tiden klar til at betale med sit liv.

Ville Tove kunne det? Leve med en fasan? Nej, leve med David? Nej, nej, det hele kogte sammen for hende. David var ingen fasan, der var ingen pragt over ham.

Nathan Englander: What we talk about when we talk about Anne Frank. Stories

Fortællinger, Noveller

Anne frankTitelnovellen “What we talk about when we talk about Anne Frank” i Nathan Englanders senste udgivelse er den bedste i bogen og grund nok til at finde den på bibliotekets eller boghandlerens hylder.

Den handler om et amerikansk ægtepar, der får besøg af kvindens barndomsveninde, der nu bor med sin mand i Israel. De er alle fire jøder, men de tilrejsende er det på den måde, hvor man har langt skæg og kun spiser kosher mad, mens amerikanerne er mere, ja, det hedder vel kulturjøder.

Det høflige, afstandstagende kulturmøde er så fint og nuanceret beskrevet, at det er som at være der i spisestuen og krumme tæer selv. Det er ikke fordi, der sker så meget, men dialogen er virkelig velskrevet. Og man kan ikke lade være med selv at hoppe med på tankeeksperimentet mod slut: Hvis der kom et nyt holocaust (eller noget tilsvarende, der ville true mig…), hvem ville så risikere deres liv for at skjule mig og min familie?

En fin frugt med et par rådne pletter
Udover titelnovellen er særligt “Sister Hills” og “Free Fruit for Young Widows” værd at læse. Den første om israelske bosættelser i et krigshærget land, den sidste om det had/kærlighedsforhold man kan have til gamle soldaterkammerater. Resten af samlingen skøjtede jeg lidt let henover uden at blive så særligt benovet af den ellers anpriste amerikanske forfatter. Men det er nok smag og behag.

Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav

Noveller

Martin Kongstad vandt debutantprisen i 2009 for den her novellesamling, og det synes jeg bestemt, er velfortjent.

Det er syv sammenhængende noveller, som foregår i mediedarlingernes København og livsnydernes Nordsjælland (hvor jeg lige var i sommerhus i går. Meget aktuelt). Det går meget ud på at drikke alt for meget ret lækker rødvin, at knalde lidt hist og pist og at fortryde, hvad man har gjort med sit liv (det gjorde jeg ikke nødvendigvis i går).

Der er noget i skrivestilen, som minder mig om at læse Jan Sonnergaards ‘Radiator’ i gymnasiet. Noget destruktivt, som samtidig er tiltrækkende.

Her et lille klip:

“Da hændte det ulyksalige, at jeg kom til at se alt med hans øjne. (…) Med ét stod det ubehageligt klart, at matematikeren ikke var en overjordisk særling, men bare studentikos og bedrevidende, og pludselig kunne jeg høre alle de himmelråbende ligegyldigheder, som folk omkring os drøftede. De talte jo om tv-programmer og friværdi, som alle andre; ganske vist var disse emner gjort spiselige ved en negation; åh, det var tidsspilde med alt det fordummende tv, og nej, hvor var det for meget med al den snak om boligpriser, men omdrejningspunkterne var de samme banale, og det var bestemt ikke formildende, at man tilmed insisterede på at distancere sig fra pøblen.”

Katrine Marie Guldager: Nu er vi så her

Noveller

Katrine Marie Guldagers fantastiske “København” er én af grundene til, at jeg trods min lettere indskrænkede hang til romaner, nogle gange alligevel giver novellesamlinger en chance. Hendes nyeste hedder “Nu er vi så her”, og den er også ganske god, men ikke ligeså særlig. De fleste af novellerne handler om familier og forhold, der er i opløsning eller udvikling, men de hænger ikke sammen på kryds og tværs som i “København”. Jeg er ret vild med begyndelserne i de forskellige noveller, og jeg blev ramt af en stille nørdefryd, da den første indleder med sætningen:

“Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle.”

Novellen har den meget sjove titel “Voksne mennesker kan godt tale om sex” og er en fortælling om en datter, der ikke synes hendes mor behøver tale med hende om netop det.

De to bedste noveller er dog efter min mening de mest barske. Den ene er novellen “Kære Karen Rask”, som er en fængselsindsats brev til et menneske, Karen, som muligvis er offer for det, der har sendt ham i fængsel. Den anden handler om en voldtægt på hovedbanegården og hedder “Retssagen”.