Kristian Bang Foss: Frank vender hjem

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Roman

♥♥♥♥♥

Selvom Maren Uthaug rendte med Læsernes Bogpris, er “Frank vender hjem” én af de absolut bedste romaner fra det seneste år.

Frank vokser op i et værtshushjem i Hvidovre. På studiet møder han Thea, der både er for rig og for smuk til ham. Hun bliver gravid med deres fælles barn, og Frank tager på kajaktur for at prøve sig selv af i naturen, inden han skal være far. En række skæbnesvangre begivenheder indtræffer (ingen spoilers her), og det er i hovedtræk handlingen.

Handlingen er dog langtfra det mest interessante ved Kristian Bang Foss’ roman. Det er tværtimod humoren og personskildringerne. Det er ofte svært at forklare, hvorfor noget er sjovt, men det lykkes ham at beskrive interne jokes mellem to studievenner på en måde, så man både griner med og mindes sin egen studietid. Det er en fantastisk fantasi, der har opfundet alt det.

Samtidig er bogen alvorlig og rørende, og jeg blev enkelte steder oprigtigt oprørt over, hvordan de andre karakterer kunne finde på at opføre sig.

Hos Information kan du læse interview med Kristian Bang Foss om bogen, der har taget syv år at skrive.

“Frank vender hjem” er Kristian Bang Foss’ tredje roman. Han står desuden bag “Stormen i 99” og “Døden kører Audi” og den mindre kendte debut “Fiskens vindue”.

Tom Rachmann: “Den italienske mester” og “Storhed og fald”

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Roman

Boganmeldelse Tom Rachmann

Jeg har fået øjnene op for engelsk/canadiske Tom Rachmann, der kan fremmane karakterer, så de står lyslevende ud af bogen. Rachmanns “Den italienske mester” fra 2019 var jeg særligt glad for.

Tom Rachmann: Den italienske mester

♥♥♥♥♥

Tom Rachmann Den italienske mesterTom Rachmanns tredje roman “Den italienske mester” handler om kunstneren Bear Bavinsky og hans søn Charles, kaldet Pinch.

Pinch er bogens hovedperson, men hovedpersonen i hans liv er faren Bear. Bear har mange børn med mange kvinder, og selvom de to har et særligt bånd, bliver relationen aldrig hverken sund eller ligeværdig. Pinch bruger livet på at følge i sin fars fodspor, men opnår aldrig tiltro til sine egne evner som kunstner.

De øvrige personer i romanen tæller Pinchs mor, Natalie, en underkendt keramiker med dårligt selvværd. Vennen Marsden, en ekstrovert advokattype, der er alt det modsatte af Pinch, men én af de eneste, der hænger ved. Veninden Jing, som Pinch møder i et supermarked og flere andre farverige bipersoner.

Tom Rachmanns roman er ambitiøs, og “Den italienske mester” foregår i flere lande og henover et helt liv med adskillige livsbegivenheder. Han maler portrættet nuanceret, detaljeret og med stadig plads til overraskende motiver.

Tom Rachmann, Den italienske mester, 2019, Politikens Forlag

 

Tom Rachmann: Storhed og fald

♥♥♥♥

Tom Rachmann Storhed og fald“Storhed og fald” handler om den unge kvinde Tooly, der har haft en tumultarisk opvækst på tre kontinenter med skiftende forældrefigurer. I bogens begyndelse – som er Toolys nutid – ejer hun et antikvariat i den Walisiske landsby Caergenog. Der er ikke rigtigt noget arbejde, hverken til hende selv eller den yngre hjemmefødning, hun har ansat i en blanding af medlidenhed og ønske om selskab. Men Tooly har det godt i bøgernes verden, og særligt de gamle bøger.

Hun vokser op med faderen, Paul, der læser fugle om bøger, kigger på fugle og taler om fugle. Selv uret bliver aflæst som ‘klokken musvit over rødkælk’. Trods sin særprægethed elsker Paul Tooly ubetinget, men hun bliver alligevel lokket, da den dragende kvinde, Sarah, opsøger hende i skolebussen og siger, hun er hendes mor.

Gennem Sarah møder Tooly den ældre russisktalende skakspiller Humpfrey og den karismatiske svindler Venn, men Sarah er ikke nogen stabil figur i Toolys liv, og snart må hun klare sig på egen hånd.

Romanen er fortalt i tre årtier – 2011, 1999 og 1988, og langsom binder Tom Rachmann knuderne i Toolys historie sammen, så der danner sig et mønstret tæppe.

Som i “Den italienske mester” bliver historien større, jo længere man kommer frem i bogen, så bær over med lidt træghed i begyndelsen.

Tom Rachmann, Storhed og fald, 2014, Politikens Forlag

Tom Rachmanns forfatterskab

Tom Racmann har udgivet tre bøger, og jeg har læst hans forfatterskab baglæns. Nu ser jeg frem til at slutte af med Rachmanns debutroman “De ufuldkomne” fra 2011.

“De ufuldkomne” får fremragende anmeldelser med på vejen, som blandt andet kan læses her på Politikens Forlag, der har udgivet alle tre romaner fra Tom Rachmanns hånd.

Sofie Jama: Et andet menneske et andet liv

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Debutroman, Roman
Sofie Jama Et andet menneske et andet liv

Politikens Forlag, 2019

♥♥♥♥♥

En sjældent sanselig, barsk og væsentlig roman, som jeg vil anbefale alle at kaste sig over.

Sofie Jama er flygtet til Danmark fra Somalia, og “Et andet menneske et andet liv” er hendes debutroman.

Romanens hovedperson, Baraka, vokser ligesom Sofie Jama op i Somalia og flygter som barn til Danmark. Vi følger hendes liv og venskab med jødiske Esther, som med nød og næppe overlevede 2. verdenskrig. Herudover bliver Barakas skæbne flettet sammen med den unge, uledsagede flygtningedreng Umar, som er på flugt fra krigen i Syrien.

På den måde lykkes det Sofie Jama at skabe en grænseløs og grænseoverskridende beretning om mennesker i krig og på flugt med den intensitet, som krisetilstand fører med sig. Samtidig beskriver hun seksualitet, familierelationer, kultur, ensomhed og drivkraft.

“Et andet menneske, et andet liv” er blevet omtalt meget for sin udpenslende beskrivelser af omskårne kvinders seksualitet, men den bør læses for mere end det. Det er stærk og velskrevet litteratur, som kommer et skridt tættere på menneskets natur, end de fleste almindelige bøger.  En imponerende debut fra Sofie Jama. Helt bestemt én af de bøger, man skal læse i 2020.

Hos Politikens forlag kan man se et kort interview med Sofie Jama, der fortæller om temaerne fra “Et andet menneske, et andet liv”, og hvor meget af fortællingen, hun spejler sig selv i.

Boganmeldelse, 2020

Jessie Burton: Min muse

Bøger fra 2018, Roman
Jessie Burton Min muse♥♥♥

I1930’erne flytter Olive Scloss med sine rige forældre til en villa med en stor frugthave i Malaga. Her møder de søskendeparret Theresa og Isaac Robles, der vikler sig ind i deres familieliv, indtil den spanske borgerkrig forandrer alt. Undervejs bliver en række malerier omdrejningspunkt for alliancer og fortielser.

I 1960’erne dukker værket ‘Rufina og løven’ op på det kunstgalleri, hvor Odelle Bastian arbejder. Hun er flyttet til London fra Trinidad, og hendes eneste veninde er netop blevet gift og siver bort fra hende. Odelle møder Marjorie Quick, der tror på hendes talent som forfatter, og hun møder Lawrie, der forelsker sig i hende. Samtidig oplever hun for første gang at være rigtigt alene, og historien om maleriet bliver vigtigt for hende at afdække.

Et maleri, der binder to generationers historier sammen er tilsyneladende et populært masterplot. Det er intet mindre end fjerde roman på et år, der er faldet i mine hænder med netop det udgangspunkt.

De andre er
Hvis du ønsker at shortcutte temaet, vil jeg anbefale at begynde med “Hende du forlod”🙂
Bedømmelse af Min muse
Burtons roman tog mig ikke med storm fra begyndelsen, og efter 70-80 sider overvejede jeg, at stoppe. Jeg er nu glad for jeg blev ved, for den sidste halvdel læste sig selv, og især billederne fra den spanske villa og dynamikkerne mellem familien og de to søskende står tydeligt tilbage.
Jeg har givet 3 hjerter, men den kunne måske godt snige sig op på 4.

Bøger, der varmer i vinterkulden

kærlighedsromaner, Roman, Sjove bøger

Jeg læser som en vanvittig, når temperaturen falder udenfor, og humøret er til sofa, tæppe og bøger. Her er nogle af de bøger, der er tygget og slugt i januar.

Jojo Moyes: Sommeren, jeg mødte dig

Jojo Moyes Sommeren jeg mødte dig

Denne roman er én af Jojo Moyes tidlige fra 2012, og den er først oversat til dansk i 2016. Den er et klassisk Moyes-værk, hvor handlingen udspiller sig i to forskellige tidsperioder, centreret om et særligt hus og et vægmaleri i den engelske ferieby Merham.

De to piger Lottie og Celia vokser op som søstre – den ene er husets datter, mens den anden er plejebarn fra London. Deres venskab bliver udfordret, da de forelsker sig i den samme mand, og kærlighed er, ikke overraskende, et stærkt tema i romanen.

Et par årtier senere møder vi indretningsarkitekten Daisy, der får til opgave at sætte det mystiske hus ved stranden i stand som overklassehotel. Også hun har rod i kærlighedslivet og bliver draget af vandet og roen i den lille sladdervorne landsby.

Det lyder banalt, og det er det måske også, men bogen er utroligt velresearchet og skaber meget troværdige billeder af både personer og steder. Den røg ned på et par dage, som de fleste Moyes-romaner gør her i huset.

Mhairi McFarlane: Du må aldrig glemme mig

Forside du må aldrig glemme migMcFarlane skriver, i lighed med Moyes, om stærke kvinder, der ikke har styr på livet. Det bliver til tider trivielt hos McFarlane, til gengæld er hun temmelig sjov. Bridget Jones møder stand up-sjov.

Romanen handler om Georgina Horspool, som blev tippet ‘most likely to succeed’ i gymnasiet, og nu ernærer sig som tjener på en 0-stjernet restaurant, der genopvarmer pastaretter, mens hun dater en selvglad stand-up-komiker.

Som erfaren chick-lit-læser ved man, at det skal være skidt, før det kan blive godt, og lur mig om ikke, der indtræder en afløser for mr. funny bones.

“Du må aldrig glemme mig” er McFarlanes nyeste fra 2019 og den tredje af hendes romaner, jeg læser.

Læs anmeldelse af “Det er ikke mig, det er dig” og “I det øjeblik var jeg din”

Sarah Skytt Persson: Sku’ det være en anden gang

Sku det være en anden gang

Her er der tale om en bank-roman fra Herning. Muligvis den eneste af sin slags…

Vi følger en ung kvindelig bankansat i ugen op til den årlige julefrokost – med flashbacks til ensomme knald med bankchefen Jan. Det bliver aldrig rigtigt til noget med kærligheden, og jobbet som kassedame bliver nok også snart automatiseret, men ellers går det fint, og det er også snart tid til at komme i Matas.

Bogen er jysk ind til benet, men minder ellers i sin skrivestil om Stine Pilgaard.

Det er en depri-sjov roman, der kan læses på en dagstid, men den er ikke et must.

Merete Pryds Helle: Nora

Bøger fra 2019, Roman

Nora forside♥♥♥♥

“Nora” er en gendigtning af Henrik Ibsens klassiker “Et dukkehjem”. Det er en moderne fortolkning placeret i samme tidsalder som Ibsens oprindelige fortælling (slutningen af 1800-tallet).

“Et dukkehjem” er et kammerspil, der foregår i Nora og Helmers stue over nogle få dage. Merete Pryds Helle har i sin fortolkning udfoldet Noras ungdomsliv, mødet med Helmer og deres fælles tur til Italien.

Selv om tids- og kønskritikken af og til er lidt vel tydelig (vi får både “Arternes oprindelse” og “Les fleurs du mal”), er “Nora” en god læseoplevelse, og den gav mig lyst til at læse originalen umiddelbart efter.

“Nora”-figuren bliver foldet ud, og samtidig beholder hun den barnlige, dukkede énstrengethed, som teaterstykket skitserer, og som Nora i den oprindelige historie får øje på og vrider sig løs fra.

Merete Pryds Helle og 90’er-forfatterne

Mit forhold til Merete Pryds Helle er skiftende. Jeg var imponeret og draget af fortællingen om “Nora”. Jeg kedede mig til “Vi kunne alt” og var begejstret for “Folkets skønhed”. Det ligger måske i blandingen af hendes ubetvivleligt tekniske dygtighed, de af og til lidt for tydelige tidsportrætter, der hælder til kliche, og tematikken om kvindens stilling, som er eviggyldig, men også en anelse fortærsket.

Sandsynligvis er jeg alt for hård ved hende. I virkeligheden handler det mest af alt om, at hun minder mig om at fortolke alt liv ud af litteraturen i gymnasiet. Hun hører til de forfattere, der var det store shit, da jeg gik på Katedralskolen i Viborg i 1999-2002. Derfor kan jeg næsten ikke læse hendes navn uden at blive lidt træt.

IBSEN NOR – gendigtninger

“Nora” er en tredjedel af projektet IBSEN NOR, der gendigter Ibsen-klassikere. De to øvrige bidrag er norske Vigdis Hjorths “Henrik” (Hedda Gabler) og svenske Klas Östergrens “Hilde” (Hilde Wangel).

Julian Barnes: Den eneste historie

Bøger fra 2018, Roman

Julian Barnes♥♥♥♥♥

Bagsideteksten lover “en af de fineste bøger, 2018 kan byde på”, og den skuffer ikke.

“Den eneste historie” er naturligvis en kærlighedshistorie. Den er på én gang genkendeligt banal og  ekstraordinær. 19-årige Paul og 48-årige Susan mødes i en mix double i tennisklubben. Hun er gift, han er en teenager, der er træt af sine forældre. Langsomt bliver han en del af hendes familie, og de indleder et forhold, som varer de næste 10-15 år.

Jeg vil ikke ‘spoile’ og derfor ikke fortælle så meget mere af handlingen, men blot beskrive de fine, småfilosofiske og litterære lag, der ligger ved siden af historien. Der er Pauls optagethed af at definere kærligheden. Han har en notesbog, hvor han noterer fraser om kærligheden, som han læser i bøger eller opfanger på offentlige toiletter. Når han får modbevist et af citaterne, streger han det ud, mens andre bliver stående i årevis.

Så er der sprogbrugen. I første del fortælles historien i jeg-form, anden del fortælles i du-form, mens tredje del fortæller om Paul i tredje person. Umærkeligt skifter forfatteren og springer også enkelte gange tilbage i jeg eller du, når fortiden kommer tæt på. Det kan lyde skolificeret, men virker overbevisende.

Endelig er der observationer af verden omkring ham. Fx ser han en aften brasiliansk grand prix. En ung racerkører overrasker kommentatorerne ved at overhale sig vej til en flot tredjeplads i et rasende regnvejr. “Kommentatorerne var forbavsede over denne opvisning af dygtighed og mod og ledte efter en forklaring. En af dem fandt svaret: “Det siges, at risikoprofilen ikke stabiliserer sig, før man er fyldt femogtyve.””

Sådan er det også for Paul at være nitten. Han er opfyldt af den sandhed, der er i hans egen kærlighed, som står i kontrast til alt det praktiske, han kender fra sine forældre. Og han foretrækker til enhver tid skandale, frem for kedsomhed.

Julian Barnes skriver så overbevisende og samtidigt om at være nitten, at jeg blev overrasket, da jeg nåede til forfatterportrættet på omslaget til sidst, og så, at han er 73 år.

Engelske Barnes fik i 2012 Man Booker-prisen for romanen “Når noget slutter”.

Kate Morton: Urmagerens datter

Bøger fra 2019, Roman

Bogforside Urmagerens datterDet tog mig lidt tid at lande i Kate Mortons roman om Urmagerens datter. Persongalleriet er stort, og det samme er fortællingens ambitioner.

Vi følger Elodie, som er arkivar i London. Hun finder en gammel taske med et fotografi og en skitsebog. Af uransaglige årsager føler hun sig forbundet til indholdet og får lyst til at løse mysteriet om de gamle genstande.

Det hele fører tilbage til et hus med næsten magiske egenskaber for enden af en flod i en lille by på landet. Samtidig trækkes der tråde til Elodies onkel Tip og til den afdøde kunstmaler Edward Radcliffe.

Det er på den måde en stor fortælling, og den er også for det meste velfortalt. Det bliver alligevel ikke en 100 % anbefaling herfra, fordi der er for mange afstikkere og passager, hvor man mister tråd i hovedhistorien. Jeg kan godt forestille mig at give andre bøger af Kate Morton en chance. Hun er helt sikkert en dygtig forfatter, der bare spænder lidt bredt i denne roman.

 

Anne B. Ragde: Jeg har et tæppe i tusind farver

Autobiografi, Roman

Forside Anne B Ragde♥♥♥

Anne B. Ragde efterlader mig ofte lidt tvivlende. På trods af at hun er Norges ukronede forfatterdronning og har afsat tusindvis af eksemplarer i serien om Berlinerpoplerne, så er jeg sjældent helt solgt.

Hendes bøger har nogle tydelige kvaliteter, og jeg husker særligt parret Erlend og Krumme fra Berlinerpopler-serien. Alligevel har jeg et vist forbehold eller modstand. Det samme oplevede jeg i “Jeg har et tæppe i tusind farver”, som er en autobiografisk skildring af Anne B. Ragdes danske mor, Birte.

Vi følger Anne og Birte, mens moren bliver mere og mere syg. Vi følger processen i et svigtende sygehus- og plejevæsen og sorgen hos to døtre over en mor, som ikke var en perfekt mor.

Samtidig følger vi Anne B. Ragde selv, som turnerer rundt i Norden og holder forfatterforedrag. Jeg bliver ramt en lille smule på min danske jantelov, når hun fortæller om sin egen succes, og de oplevelser, hun har mulighed for at give sin sparsommelige mor, fordi hun har penge nok. Det er ikke fordi det er forkert eller usmukt; det er mere det, at det fylder uforholdsmæssigt meget.

Jeg har svært ved at blive klog på relationen mellem mor og datter, ligesom jeg har svært ved at blive klog på min egen oplevelse af Anne B. Ragdes bog.

Skal du læse den? Ikke nødvendigvis. Start hellere med Berlinerpopler-serien; der er også for nylig kommet en fortsættelse med titlen “Altid tilgivelse”.

Jojo Moyes: Hende du forlod

Roman

♥♥♥♥♥

“Hende du forlod” er blandt Jojo Moyes mest anbefalelsesværdige bøger. Den foregår dels i Frankrig under 1. verdenskrig, dels i nutidens England.

Det fælles omdrejningspunkt er et udtryksfuldt portrætbillede af den unge Sophie, der kæmper for sit liv og sin familie i den lille provinsby St. Peronne. Det hænger senere hos Liv Halston i England, hvor det bliver genstand for en retssag om arv, rettigheder og værdi.

Historien er særligt stærkt på den franske del. Ved historiens begyndelse lykkes det Sophie at gemme en gris for den tyske besættelsesmagt, og da tyskerne senere rykker ind på kroen, hun bestyrer, kæmper hun for at holde sulten fra døren og værdigheden intakt.

“Hende du forlod” er fra 2015. Den nyeste “Ræk mig stjernerne” er jeg endnu ikke nået til. Læs om flere bøger af Jojo Moyes her på bloggen.