Jeff Vandermeer: Udslettelse

Roman, Science fiction, spændingsroman

Udslettelse Jeff VandermeerInd imellem kan det være sundt at læse noget andet end det sædvanlige. Her har jeg fået fingrene i en biologisk fremtidsdystopi af den amerikanske Vandermeer.

Ekspedition til Område X
Område X er et mystisk uafgrænset kæmpelandskab i noget, der måske er en amerikansk delstat i en nær fremtid.

Fortælleren, kaldet biologen, er en del af den tolvte ekspedition ind i Område X sammen med tre andre kvinder – en psykolog, en antropolog og en topograf.

Deres mål er at tage prøver af de forskellige biologiske entiteter de møder og kortlægge et stykke af Område X. Hurtigt finder de dog et omvendt tårn – en tunnel ned i jorden, der tiltrækker sig deres opmærksomhed. Tårnet drager dem, væggene lever, og snart bliver de suget ind i mysteriet om den menneskelignende, voldelige organisme.

Sirlig, nøgtern og dragende opfindsom
Det er en slags Fluernes Herre møder Dødsspillet møder Lost møder Flora og Fauna. Sirlig i sine biologiske beskrivelser, nøgtern i sin fremstilling af menneskenes psykologi. Småkedelig og dragende opfindsom på én gang. Bør læses alene for fascinationen af menneskelig opfindsomhed.

Filmatiseret
Bogen er filmatiseret som science fiction thriller med Natalie Portman. “Udslettelse” er første del af Southern Reach-trilogien.

Reklamer

Vigdis Hjort: Arv og miljø

Roman

vigdis hjort arv og miljøNår ens opvækst har været en anden end den, man ønskede sig, en anden end den, den burde være, hvornår skal man så gøre oprør, og hvornår skal man lade fortid være fortid?

Bergjot, som er hovedpersonen i Arv og miljø har haft mere end bare en almindelig dårlig barndom. Hun er blevet misbrugt, og hun mangler den vigtigste ingrediens for at kunne glemme og tilgive: Hun mangler at blive set.

“At ingen af jer på noget tidspunkt har spurgt mig om min historie, har jeg oplevet og oplever jeg som en stor sorg,” skriver Bergjot i en kernesætning i bogen.

Arveopgør

Familiens historie bliver omdrejningspunkt, da faren til de fire søskende dør, og arven skal gøres op. To hytter skal fordeles, og faren har skrevet testamente. To søskende forsøger at holde familien sammen, mens de to andre forsøger at gennemtrumfe det opgør, som skal rense luften i familien. Retfærdighed kommer før forsoning.

Bogen er skruet godt sammen og viser det ødelagte menneske, som Bergjot bliver, uden at søbe i det. Den var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2017 og har vundet diverse priser i Norge.

Jesper Wung-Sung Men.jpg

På natbordet lå også…

Jesper Wung Sun: “Men”. En historie om to venner, der mistede en tredje ven til Svendborgsundbroen som store børn. Nu er deres liv gået i hver sin retning, og de mødes igen på et tidspunkt i livet, hvor deres liv er ved at gå i spåner.

God og dyster manderoman fra Jesper Wung Sun.

 

Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer og Svalens graf

Roman, spændingsroman

Dinosaurens fjer er en spændingsroman lige efter mit hoved: Hvor krimielementet virker som pageturner, men hvor det personlige drama spiller hovedrollen. Det er en særlig evne at kunne fastholde læseren i et veldrejet plot uden at oversprøjte siderne med blod og voldtægt.

Campusmordene

Romanen foregår på Biologisk Institut, hvor hovedpersonenes vejleder bliver fundet myrdet. Hun er mest optaget af, hvordan hun nu skal få lov at forsvare sit speciale, men bliver alligevel indrullet i det internationale forskningsdrama, der tilsyneladende ligger til grund for drabet, og i den kriminaltekniske udredning, der foregår.

Svalens graf

Svalens graf er en selvstændig fortsættelse af “Dinosaurens fjer”, som er formet på samme drejebænk som den første.  

Marie Skov forsker i børnevacciners uspecifikke effekter – mere præcist om børn i trejdeverdens lande dør af de vacciner, som WHO anbefaler.

Undervejs får hun selv kræft, bliver skilt, mister sin mor og frigør sig i samme proces.

Det er Marie Skovs mentor, Kristian Storm, der denne gang bliver dræbt. Det ligner først selvmord, men det ved den rutinerede krimilæser naturligvis godt, at der ikke kan være tale om.

Politiet dykker ned i hans hjertebarn, det afrikanske Belem Health Project, og så begynder trådene at danne mønstre.

Helle Helle: de

Bøger fra 2018, Roman

Helle Helle deHelle Helle er tilbage i vanlig ordknap og humoristisk stil.

Jeg kom til at genlæse min anmeldelse af “Hvis det er”, som Helle Helle udgav i 2015. Der er næsten ingen grund til at skrive nyt, for denne passage, som jeg ellers havde glemt, beskriver præcist, hvordan jeg har det med Helle Helle:

Jeg glæder mig altid til at læse Helles Helles seneste bog, og jeg bliver aldrig skuffet, men egentlig heller aldrig fuldstændig blown away. Mest hygger jeg mig bare med, hvor meget hun tilsyneladende har hygget sig med at skrive bogen. Selv om det som regel har taget to år.

Bøgerne er ofte stemningsmættede, uden egentlig fremdrift eller central handling, og jeg har lyst til at sige, der ikke sker noget – selvom der som regel sker vældigt dramatiske ting (her fx at den unge hovedpersons mor bliver indlagt, og pigen forsøger at klare sig uden at købe mad for at gøre sin mor stolt.)

Her et par typiske Helle Helle-sætninger, som er det hele værd:

“Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko.” (startsætningen)

og den her ordveksling:

-Man har lov at være heldig.

-Sådan er der så meget.

-Det er som man tager det.

Hvad handler den så om? Jeg har næsten glemt det igen? Jeg sidder mere tilbage med stemningen, sætningsbygningen og observationerne. Og måske – det er næsten forbudt at sige det – en lille smule Helle Helle-træthed.

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Autobiografi, Bøger fra 2017, Roman

Korsgaard Hvis der skulle komme et menneske forbi.jpegJeg er glad for gode begyndelser. Meget bliver afsløret om en forfatters skriveevner, når man læser de første linjer, og den kun 23-årige Thomas Korsgaard kan skrive. Se bare her:

“Det var, som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis min far døde i morgen. Som om døden var det eneste, der kunne ændre på det hele.”

Hovedpersonen Tue vokser op i en by uden for Skive, og Korsgaard skriver de vestjyske karakterer meget troværdigt frem, bl.a. ved hjælp af lydskrevne bandeord som “Forsadanda” og “Det ser fannanmig godt ud”.

En stærk karakter er Bitten, der er som en tæge på den slidte landmandsfamilie, Tue vokser op i. Hun skal altid lige låne en halvtredser, siger sin mening ublidt, smårapser af stegen, når hun skal servere til konfirmationen og vender altid tilbage, uanset om hun er inviteret eller ej.

Mormoren er den eneste hjertevarme i Tues liv. Hun stikker ham lommepenge, åbner altid sit hjem for ham (også når hun lige har glemt, at han skulle komme på weekend) og giver ham ren og uforfalsket kærlighed.

Kærligheden på gården er ellers som regel iblandet en besk bismag. Fra moren en bismag af depression og afmagt og fra faren utilregnelighed og psykisk og fysisk vold i små, afrettede mængder. Men kærligheden er også til stede, og forældrene vil gerne gøre det godt.

Sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” bliver i bogen sagt af mormorens mand, O.P.: En fedladen mand, der er glad for sovs, slik og sodavand. De har et rum fyldt med snolder – hvis der skulle komme et menneske forbi. Thomas Korsgaard har sagt i et interview til Politiken (betalingslink), at romanen bygger på selvbiografisk indhold, og sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” er én, han ofte har tænkt på. Hvad ville der være sket, hvis der var kommet et menneske forbi og havde set, hvordan de levede? Med for lidt mad, en depressiv mor og en fraværende far, der tager drengen med på tyveritogter og grove, farlige nytårsløjer?

Som det næsten altid sker med autobiografiske romaner, kommer der straks et modsvar fra mennesker, der mener, det er en forkert eller fordrejet version af virkeligheden; at hukommelsen er blevet skarpvinklet. Den kritik kommer i dette tilfælde fra Thomas Korsgaards kun 19-årige lillebror, Mathias Korsgaard. I et interview i Politiken kalder han det “usandt og for groft”.

Sandheden om de enkelte detaljer er dog ikke så interessant. Det er fortællingen om et barn, der vokser op i et hjem, som han ikke burde vokse op i, og om en familie, der har brug for hjælp.

Toeren: “En dag vil vi grine af det,” er netop udkommet her i 2018. Den er allerede indvarslet med brorens kommentar til Korsgaards roman i førnævnte Politiken-interview: “Jeg husker vores barndomshjem som et humoristisk sted. Selvfølgelig var der gode og dårlige dage. Men når dagene var dårlige, kunne vi altid grine af det”.

Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Roman

Jeg har fået mig en ny yndlingsforfatter. Jeg elsker, når det sker, og der åbner sig et helt forfatterskab, man kan gå på opdagelse i.

Jeg hørte Sissel-Jo i Mads og Monopolet, hvor hun fortalte, at hun er biolog med speciale i dinosaurer. Da hun havde skrevet sit speciale, ville hun gerne have flere læsere end vejleder og censor. Derfor skrev hun det om til en krimi, og det blev hendes gennembrud: Dinosaurens fjer.

Den har jeg endnu til gode, men jeg faldt over Blækhat som et 14-dages lån på biblioteket. Det tog mig dog kun en ugestid at sluge de knap 600 sider.

Hovedpersonen i Blækhat er Rosa. Hun vokser op i Århus med en antikapitalistisk mor, tre mulige fædre og en ikke-biologisk ‘slags far’, der kalder sig Krudt. Han lærer hende street art-kunsten, og det er den, der bliver centrum i bogen – sammen med  Århus i 80’erne, BZ-bevægelsen, børnevenskaber, svampevidenskab og Berlin.

Mere Sissel-Jo Gazan snarest muligt!

April måneds bøger på mit natbord

Roman

April måned har budt på velskrevet og samtidig nedslående litteratur. Især Maria Gerhardt er jeg blevet svært begejstret for:

1: Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Jeg har nu læst hele Maria Gerhardts forfatterskab, og det er umådeligt trist af mere end én grund. Hun døde af kræft, alt alt for tidligt, og det giver en rå og rørende klangbund i hendes desperat-sande fortællinger i både “Transfervindue” og “Der bor Hollywoodstjerner på vejen”.

I denne bog fortæller hun om første møde med den kvinde, hun siden finder sammen med.

Historien skifter mellem ungdomsliv og voksenliv. Ungdomslivet, der på én gang er frustreret og sorgløst, og hvor stoffer, ulykkelig forelskelse og musik er kerneingredienser. Voksenlivet, hvor hun endelig får sin udkårne, men ubærligt nok også en dommedags-diagnose i samme åndedrag.

Det er så fint og skrøbeligt beskrevet og samtidig helt uden omsvøb.

2: Trisse Gejl: Ulvekvinten

Det er svært at komme lige efter Hollywoodstjerne-bogen (det hedder den i øvrigt, fordi de flytter fra Vesterbro til et stort rekreationshus i Gentofte – hvor der bor Hollywoodstjerner på vejen). Trisse Gejl er ellers en dygtig forfatter, og jeg har fået bogen anbefalet her på bloggen for flere år siden.

Bogen handler om Zoe, der sandsynligvis er maniodepressiv. Man følger hendes liv gennem øjnene på den netop forladte bedste veninde og den – på andre måder – temmelig forladte 9-årige dreng.

Bogen lykkes eminent i beskrivelsen af drengens omsorgsfulde kamp for ikke at ligge sine forældre til last: Når han lister ud for at tage en skål havregryn uden en lyd; når han fortæller faren, han spiller rollespil, mens han sidder i et træ og kigger på; og når han kommer til at sige nej tak til dessert, fordi han blev så glad for at blive spurgt.

Han gør så meget for, at de voksne ikke skal bekymre sig, at man i den grad gør netop det – bekymrer sig.

3: Nikolaj Zeuthen: Buemundet guitarfisk

Den buemundede guitarfisk er det mest sjældne af dyrekortene fra Føtex. Den mangler Stefans børn for at få fuld bog.

Stefan er forfatter og kan ikke lide at handle i Føtex, men han vil gerne gøre sine børn glade. Så han køber halvdyr elektronik og bytter det dagen efter. På den måde kan han få syv pakker dyrekort uden at lægge en krone i butikken. Han synes selv, det er smart.

Bogen beskriver fint, hvordan han spilder sin tid dag efter dag, og hvordan børnenes taknemmelighed er en lysende belønning, indtil de kommer op at skændes om, hvem der skal åbne den syvende pakke dyrekort og græder og smækker med dørene.

Resten af romanen blev for akademiker-vil-gerne-være-forfatter-og-laver-røvsygt-projekt-i-a-kassen-i-stedet-for… til min smag. For nedtrykt uden at være helt sjov nok til at bære det.

Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm: Arkimedes

Bøger fra 2017, Roman, spændingsroman

zornig“Arkimedes” er en spændingsroman og derfor umiddelbart mindre gyseragtig end en krimi – og det er lige noget for mig.

Den er til gengæld ligeså grufuld som de fleste krimier med misbrug af børnehjemsbørn i centrum af fortællingen.

Hovedpersonen er Malene Jørgensen, et tidligere børnehjemsbarn fra Nakskov, der nu er en succesrig forretningskvinde, som bliver udnævnt som direktør for Hjælp Barnet. Umiddelbart giver det relativt lineære associationer til Lisbeth Zornigs eget liv som udsat barn på Lolland, der senere bliver direktør for Børnerådet. Romanen er dog fiktion, og den lykkes vældigt godt med kombinationen af politik, journalistik, samfundskritik og krimielement.

Jeg kastede mig over den, fordi jeg var meget påvirket af Zornigs selvbiografi: “Zornig – Vrede er mit mellemnavn”. Den fik jeg vist aldrig skrevet om her på bloggen, men den kan jeg også anbefale at læse, hvis man trænger til at få ondt i maven over Underdanmark.

“Arkimedes” er en selvstændig fortsættelse til romanen “Bundfald”. Den kan man evt. starte med.

Fredrik Backman: Ting, min søn skal vide om verden

Klummer, Roman

Fredrik Backman er ham med “En mand, der hedder Ove” – en utroligt tør-sjov bog om en sur mand i et paracelhuskvarter, der hele tiden bliver forstyrret, når han vil tage livet at sig selv.

Backman er nu blevet far og har skrevet en Julie Lahme-lignende udleverende bog med ting, hans søn bør vide om verden. Kapitlerne har navne som “Ting, du skal vide om IKEA”, “Ting, du skal vide om Gud og lufthavne” og “Hvad du skal vide om at starte et band”.

Det er sjovt og letlæst og flyder som honning. To små tekstbidder her:

“Du kommer til at vokse op. Gå ud af skolen. Komme hjem og fortælle, at du ikke vil læse videre, fordi du vil “satse på bandet”. Eller åbne en bar. Eller en surfshop i Thailand. Du bliver piercet i øjet og får tatoveret en drage i røven og begynder at læse bøger om praktisk filosofi. Og det er okay. Det er okay, du er en idiot, mens du er teenager. Det skal teenagere være. Men du ved – det er alligevel sådan nogenlunde dér, jeg kommer til at sige til dig, at nu er det nok en god idé, at du flytter hjemmefra.”

Og den her, som jeg sprutte-lo over – mest pga, opbygget fnis fra de foregående sider:

“Hvorfor det ikke kan betale sig at diskutere med din mor

Jeg spørger, hvem der tager et glas Schweppes Bitter Lemon fra køleskabet, hælder indholdet ud, fylder vand og opvaskemiddel i, stiller det tilbage på køkkenbordet og går op i seng.
Din mor spørger, hvem, der står op om morgenen, ser et glas med noget, han tror, er ækel, doven Schweppes Bitter Lemon fra i går, og drikker det.
Jeg spørger, hvem fanden der ikke forstår, at opvaskemiddel og vand grangiveligt kommer til at ligne lidt dejligt doven Schweppes Bitter Lemon klokken ti minutter over seks om morgenen.
Din mor spørger, hvem der drikker et halvt døgn gammel sodavand fra et glas ved siden af køkkenvasken som det første klokken ti minutter over seks om morgenen.
Jeg spørger, hvad for en fucking idiot, der hælder opvaskemiddelvand i et drikkeglas.
Din mor konstaterer, at det da i hvert fald ikke er hende, der lige har drukket opvaskemiddelvand.

Hun vinder.”

Ane Riel: Harpiks

Roman

ane riel.jpgBedømmelse: 4 ud af 5 stjerner
Antal sider: 256
Min læsetid: Halvanden uge
Første sætninger: “Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Det var juleaftensmorgen, og det sneede en lille smule, men en rigtig hvid jul blev det ikke det år.”

Indhold: Liv bor med sin mor og far på Hovedet og kommer kun til Hovedøen for at låne lidt af det, de andre ikke har behov for, i garager og udhuser og nogle gange også inden for hos folk, mens de sover. Tingene hober sig op i huset på Hovedet. Juletræet må hejses op i loftet, fordi gulvet er fyldt, og langsomt bliver laden og gårdspladsen også fyldt op.

I starten kunne jeg synes, bogen var lidt småtriviel (trods den morbide indledning), men det var kun til jeg opdagede den utroligt velopbyggede fortætning (hvis der er noget der hedder det) af både huset og historien. Det er stor romankunst at kunne fremskrive en følelse af langsomt skred på den måde, som Ane Riel gør det. Hende vil jeg godt læse noget af en anden gang.