Morten Pape: Guds bedste børn

Bøger fra 2018, Roman, Sponsoreret indhold

Morten Papes anden roman kommer suverænt i mål, ligesom etteren. Den bygger på en virkelig hændelse: Et kølle-overfald på et avisbud på Polensgade på Amager i 2008, der fik dødelig udgang. Morten Papes ven var medskyldig i drabet.

Forfatteren selv kalder romanen en tragedie. Han fortæller bl.a. her i et interview med Fyens Stiftidende:

“Guds bedste børn” er en slags tematisk efterfølger til “Planen”, hvor jeg forsøgte at afdække, hvordan fremmedhad og danskerhad opstår – hvad, der nærer det. Den nye roman er på en måde en fortælling om konsekvenserne af det”.

Selvødelæggelse og had

Morten Pape bruger et klassisk fortælleteknisk greb, som kræver gode skrive- og kompositionsevner for ikke at blive for redundant: Vi ser historien fra tre synsvinkler: De to fætre Mickey og Simon – også kendt som brødrende vold – og vennen til den afdøde, Jamil.

Ikke overraskende mestrer Pape de tre synsvinkler med lige dele rolig dramatik, indlevelse, sympati og afskrællet realisme. Grundlæggende er drabet på avisbuddet en begivenhed, der sender de tre implicerede ned i en spiral af selvødelæggelse og endnu mere had.

Vedkommende litteratur

Det er ikke en bog, man skal læse, hvis man har tendens til vinterdepression (så skal man hellere kaste sig over Helle Joofs “Dage med mildhed, modgang og mirakler” – mere om den snarest). Men læs den, fordi du som jeg er en sucker for god litteratur, der siger noget om den verden vi lever i.

Hvor får jeg fingrene i den? 

Morten Papes “Guds bedste børn” er én blandt mange gode julegaveidéer. Køb den her, eller lad dig inspirere af andre bog-idéer (eksterne links). Læs også om Morten Pape.

Jeg har modtaget bogen som en del af en sponsoraftale med Bog & Ide. Aftalen indbefatter, at jeg kan bestille op til 12 gratis bøger årligt efter eget valg mod at linke til Bog & Ide. Bogvalg og anmeldelser står for egen regning. 

Reklamer

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Smaragdsliberen

Bøger fra 2018, Roman, Sponsoreret indhold

Anne Cathrine Riebnitzsky fik sit folkelige gennembrud med “Forbandede yngel”, som vandt De Gyldne Laurbær i 2013. Dengang faldt jeg for hendes skrivestil og har siden trofast læst, hvad der er kommet fra hendes hånd.

Forfatterskabet er blevet tiltagende internationalt, og hun skriver med baggrund som sprogofficer, der selv har set verden.

Verdensreligioner i det små og store

“Smaragdsliberen” foregår fortrinsvis i Paris, Georgien og Sydtyskland, men hovedpersonerne trækker også tråde til det danske vesterhav og Tel Aviv i Israel. Det er en rigtig verdensroman om de tre store religioner og samtidig fortalt gennem nogle relativt stille skæbner: Smaragdsliberen Pierre, der efter en genopliven fra de døde får til opgave at slibe en enorm ædelsten, og hans datter Zara, der tager på kunsthistorisk udgravning i Georgiens klippehuler.

De er begge alene uden at være ensomme og er hinandens eneste familie. Deres bånd er fint og skrøbeligt beskrevet, og Riebnitzsky gør sig i det hele taget godt i karakterer og relationer.  Der er fine bipersoner i munken Emre, vennen Yussef, kollegaen Gisela og flere andre.

Det tog lidt tid for mig rigtigt at komme ind i handlingen, men hvis man holder ved, tager romanen godt fat omkring halvvejs inde, og så læser resten sig selv.

Læs også, hvad jeg syntes om Orkansæsonen og stilheden af samme forfatter.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog&Ide.
Køb bogen eller læs mere om forfatteren

Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse

Bøger fra 2017, Finurligheder, Roman

camille cloudLine Knutzon skriver rablende sjovt om Camille Cloud, brevkasseredaktør, selvhjælpsguru og spinninginstruktør, der har svar på alt.

“Det skulle du have tænkt på før du blev født”, er fx en klassiker.

Det er pointer, der ikke kan gentages, og en fantasi, jeg ikke kender magen til. Jeg har elsket Line Knutzon, siden jeg første gang læste absurd teater i gymnasiet (fx “Først bliver man jo født” og “Torben Toben”), og hun er ikke blevet dårligere siden.

Læs den før din nabo.

Bagsideteksten er sjov i sig selv:

“Er du en rasende 65-årig mand med udstående øjne, der vil have lov til at råbe fede kælling til fede kællinger? Er du en tavs og skeptisk 12-årig pige, der nægter at tale med voksne? En storrygende og dehydreret 45-årig kvinde på den yderste venstrefløj? En 87-årig kvinde, der ikke har råd til din egen begravelse? En panikslagen dramatiker, der har bidt fingrene af sig selv. Er du nisse? Ufødt? Slagtesvin? Midt i en aggressiv debat om istidens slutning? Er du faret vild i Sverige, i livet, i mørket uden at kunne finde kontakten, sulten, på randen af sammenbrud, fattig, til grin og tørret i det moderne Danmark? Så spørg Camille Cloud – hun har svar på alt, hun er tidens svar og tidens lyd, for hun har succes og har tænkt på alt, før hun blev født.”

Her læser Line Knutzon op fra bogen til arrangementet Forfattermorgen på Gyldendal:

Hvad natbordet ellers gemte

Bøger fra 2018, Biografi, Roman, Science fiction

Her kommer en lille opsamling af, hvad der har rundet natbordet eller lænestolen de seneste måneder, som ikke har fået opmærksomhed her på bloggen.

kraften-naomi-aldermann.jpgNaomi Alderman: Kraften
Kraften er et politisk science fiction-eksperiment, der undersøger krig, kønsroller og verdenshistorie på 372 spændingsmættede sider.

I en parallel nutidig verdensorden vågner verdens teenagepiger pludselig med en elektrisk kraft i kroppen. De kan give dødelige stød med hænderne, og den nye evne (Kraften) bliver forvaltet med forskellig visdom og intensitet over hele kloden.

Vi følger en forsømt sydstatspige, en magtvillig borgmester, en mafiadatter og til sidst en mandlig nigeriansk journalist, mens verdensordenen forrykker sig, og nye (ikke nødvendigvis bedre) magtsystemer opstår.

Læseværdig international bestseller.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Den svære toer er i Thomas Korsgaards tilfælde en fremragende toer. Det er en uafhængig fortsættelse af den autobiografiske debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi“.

Korsgaard fortsætter i samme imponerende lette sprog, der smyger sig om ungdom i familiemæssigt kaos. Tue er nu blevet teenager og flytter stille og roligt hjemmefra og ind i sin ungdomsidentitet og seksualitet. Vi følger ham på gymnasiet, til de første fester, med den første kæreste og i familien, hvor moren gør ham til sin fortrolige i affæren med en mand fra Fyn.

Alt sammen eminent roligt beskrevet i al sin kaos. Thomas Korsgaard fortjener alle rosende ord, der sendes i hans retning.

Den forkerte giraf Majse Njor.jpgMajse Njor: Den forkerte giraf
Majse Njors seneste bedrift er en slags udvidet damebladsklumme om at blive skilt og finde kærligheden igen. Med en lidt tynd, gentagende ramme af et par, der venter på et tog i Indien, mens hun tænker over, hvordan man gør alt det der med new (old) love.

Det er ærligt, selvudleverende og humoristisk, men ærligt talt også lidt trivielt efter min smag.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Autobiografi, Bøger fra 2018, Roman

Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman begynder på morens dødsleje. Moren levede efter devisen “Den, der lever stille, lever godt”, og derfor var det en streg i regningen at få en lesbisk datter.

Leonora Christina Skov skriver på en benzin af sorg, svigt og harme og fra afgrunden af det sår, som blev dannet, da hun sprang ud som 21-årig og flyttede til København.

Såret når aldrig at hele, for den forløsning, forståelse og kærlighed, Leonora har brug for, møder hun aldrig.  “Hvis vi ikke taler om det, er det der næsten ikke,” er en underforstået sætning i familien. Morens død bliver en slags forløsning, der i hvert fald giver plads til at fortælle historien.

Det er historien om at homoseksualitet i moderne tid stadig er et omfattende tabu i nogle kredse og en historie om en pige, der bliver ved med at lede efter kærlighed, mening og forsoning mod alle odds. Fordi forældrenes kærlighed og accept danner et menneske. Og hvordan overlever og lever man så, hvis den grundlæggende mangler?

Jeg har fået kæmpe respekt for den mørkhårede, rødmundede forfatter efter den her læseoplevelse.

Læs også

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden:
En spændingsroman på en ukendt dansk ø. En gruppe fallerede forfattere er sejlet dertil og kan nu ikke komme væk. Deres historier spindes sammen rundt om en ung, manipulerende kvinde, imens de forsvinder fra øen én for én.

Jeff Vandermeer: Udslettelse

Roman, Science fiction, spændingsroman

Udslettelse Jeff VandermeerInd imellem kan det være sundt at læse noget andet end det sædvanlige. Her har jeg fået fingrene i en biologisk fremtidsdystopi af den amerikanske Vandermeer.

Ekspedition til Område X
Område X er et mystisk uafgrænset kæmpelandskab i noget, der måske er en amerikansk delstat i en nær fremtid.

Fortælleren, kaldet biologen, er en del af den tolvte ekspedition ind i Område X sammen med tre andre kvinder – en psykolog, en antropolog og en topograf.

Deres mål er at tage prøver af de forskellige biologiske entiteter de møder og kortlægge et stykke af Område X. Hurtigt finder de dog et omvendt tårn – en tunnel ned i jorden, der tiltrækker sig deres opmærksomhed. Tårnet drager dem, væggene lever, og snart bliver de suget ind i mysteriet om den menneskelignende, voldelige organisme.

Sirlig, nøgtern og dragende opfindsom
Det er en slags Fluernes Herre møder Dødsspillet møder Lost møder Flora og Fauna. Sirlig i sine biologiske beskrivelser, nøgtern i sin fremstilling af menneskenes psykologi. Småkedelig og dragende opfindsom på én gang. Bør læses alene for fascinationen af menneskelig opfindsomhed.

Filmatiseret
Bogen er filmatiseret som science fiction thriller med Natalie Portman. “Udslettelse” er første del af Southern Reach-trilogien.

Vigdis Hjort: Arv og miljø

Roman

vigdis hjort arv og miljøNår ens opvækst har været en anden end den, man ønskede sig, en anden end den, den burde være, hvornår skal man så gøre oprør, og hvornår skal man lade fortid være fortid?

Bergjot, som er hovedpersonen i Arv og miljø har haft mere end bare en almindelig dårlig barndom. Hun er blevet misbrugt, og hun mangler den vigtigste ingrediens for at kunne glemme og tilgive: Hun mangler at blive set.

“At ingen af jer på noget tidspunkt har spurgt mig om min historie, har jeg oplevet og oplever jeg som en stor sorg,” skriver Bergjot i en kernesætning i bogen.

Arveopgør

Familiens historie bliver omdrejningspunkt, da faren til de fire søskende dør, og arven skal gøres op. To hytter skal fordeles, og faren har skrevet testamente. To søskende forsøger at holde familien sammen, mens de to andre forsøger at gennemtrumfe det opgør, som skal rense luften i familien. Retfærdighed kommer før forsoning.

Bogen er skruet godt sammen og viser det ødelagte menneske, som Bergjot bliver, uden at søbe i det. Den var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2017 og har vundet diverse priser i Norge.

Jesper Wung-Sung Men.jpg

På natbordet lå også…

Jesper Wung Sun: “Men”. En historie om to venner, der mistede en tredje ven til Svendborgsundbroen som store børn. Nu er deres liv gået i hver sin retning, og de mødes igen på et tidspunkt i livet, hvor deres liv er ved at gå i spåner.

God og dyster manderoman fra Jesper Wung Sun.

 

Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer og Svalens graf

Roman, spændingsroman

Dinosaurens fjer er en spændingsroman lige efter mit hoved: Hvor krimielementet virker som pageturner, men hvor det personlige drama spiller hovedrollen. Det er en særlig evne at kunne fastholde læseren i et veldrejet plot uden at oversprøjte siderne med blod og voldtægt.

Campusmordene

Romanen foregår på Biologisk Institut, hvor hovedpersonenes vejleder bliver fundet myrdet. Hun er mest optaget af, hvordan hun nu skal få lov at forsvare sit speciale, men bliver alligevel indrullet i det internationale forskningsdrama, der tilsyneladende ligger til grund for drabet, og i den kriminaltekniske udredning, der foregår.

Svalens graf

Svalens graf er en selvstændig fortsættelse af “Dinosaurens fjer”, som er formet på samme drejebænk som den første.  

Marie Skov forsker i børnevacciners uspecifikke effekter – mere præcist om børn i trejdeverdens lande dør af de vacciner, som WHO anbefaler.

Undervejs får hun selv kræft, bliver skilt, mister sin mor og frigør sig i samme proces.

Det er Marie Skovs mentor, Kristian Storm, der denne gang bliver dræbt. Det ligner først selvmord, men det ved den rutinerede krimilæser naturligvis godt, at der ikke kan være tale om.

Politiet dykker ned i hans hjertebarn, det afrikanske Belem Health Project, og så begynder trådene at danne mønstre.

Helle Helle: de

Bøger fra 2018, Roman

Helle Helle deHelle Helle er tilbage i vanlig ordknap og humoristisk stil.

Jeg kom til at genlæse min anmeldelse af “Hvis det er”, som Helle Helle udgav i 2015. Der er næsten ingen grund til at skrive nyt, for denne passage, som jeg ellers havde glemt, beskriver præcist, hvordan jeg har det med Helle Helle:

Jeg glæder mig altid til at læse Helles Helles seneste bog, og jeg bliver aldrig skuffet, men egentlig heller aldrig fuldstændig blown away. Mest hygger jeg mig bare med, hvor meget hun tilsyneladende har hygget sig med at skrive bogen. Selv om det som regel har taget to år.

Bøgerne er ofte stemningsmættede, uden egentlig fremdrift eller central handling, og jeg har lyst til at sige, der ikke sker noget – selvom der som regel sker vældigt dramatiske ting (her fx at den unge hovedpersons mor bliver indlagt, og pigen forsøger at klare sig uden at købe mad for at gøre sin mor stolt.)

Her et par typiske Helle Helle-sætninger, som er det hele værd:

“Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko.” (startsætningen)

og den her ordveksling:

-Man har lov at være heldig.

-Sådan er der så meget.

-Det er som man tager det.

Hvad handler den så om? Jeg har næsten glemt det igen? Jeg sidder mere tilbage med stemningen, sætningsbygningen og observationerne. Og måske – det er næsten forbudt at sige det – en lille smule Helle Helle-træthed.

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Autobiografi, Bøger fra 2017, Roman

Korsgaard Hvis der skulle komme et menneske forbi.jpegJeg er glad for gode begyndelser. Meget bliver afsløret om en forfatters skriveevner, når man læser de første linjer, og den kun 23-årige Thomas Korsgaard kan skrive. Se bare her:

“Det var, som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis min far døde i morgen. Som om døden var det eneste, der kunne ændre på det hele.”

Hovedpersonen Tue vokser op i en by uden for Skive, og Korsgaard skriver de vestjyske karakterer meget troværdigt frem, bl.a. ved hjælp af lydskrevne bandeord som “Forsadanda” og “Det ser fannanmig godt ud”.

En stærk karakter er Bitten, der er som en tæge på den slidte landmandsfamilie, Tue vokser op i. Hun skal altid lige låne en halvtredser, siger sin mening ublidt, smårapser af stegen, når hun skal servere til konfirmationen og vender altid tilbage, uanset om hun er inviteret eller ej.

Mormoren er den eneste hjertevarme i Tues liv. Hun stikker ham lommepenge, åbner altid sit hjem for ham (også når hun lige har glemt, at han skulle komme på weekend) og giver ham ren og uforfalsket kærlighed.

Kærligheden på gården er ellers som regel iblandet en besk bismag. Fra moren en bismag af depression og afmagt og fra faren utilregnelighed og psykisk og fysisk vold i små, afrettede mængder. Men kærligheden er også til stede, og forældrene vil gerne gøre det godt.

Sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” bliver i bogen sagt af mormorens mand, O.P.: En fedladen mand, der er glad for sovs, slik og sodavand. De har et rum fyldt med snolder – hvis der skulle komme et menneske forbi. Thomas Korsgaard har sagt i et interview til Politiken (betalingslink), at romanen bygger på selvbiografisk indhold, og sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” er én, han ofte har tænkt på. Hvad ville der være sket, hvis der var kommet et menneske forbi og havde set, hvordan de levede? Med for lidt mad, en depressiv mor og en fraværende far, der tager drengen med på tyveritogter og grove, farlige nytårsløjer?

Som det næsten altid sker med autobiografiske romaner, kommer der straks et modsvar fra mennesker, der mener, det er en forkert eller fordrejet version af virkeligheden; at hukommelsen er blevet skarpvinklet. Den kritik kommer i dette tilfælde fra Thomas Korsgaards kun 19-årige lillebror, Mathias Korsgaard. I et interview i Politiken kalder han det “usandt og for groft”.

Sandheden om de enkelte detaljer er dog ikke så interessant. Det er fortællingen om et barn, der vokser op i et hjem, som han ikke burde vokse op i, og om en familie, der har brug for hjælp.

Toeren: “En dag vil vi grine af det,” er netop udkommet her i 2018. Den er allerede indvarslet med brorens kommentar til Korsgaards roman i førnævnte Politiken-interview: “Jeg husker vores barndomshjem som et humoristisk sted. Selvfølgelig var der gode og dårlige dage. Men når dagene var dårlige, kunne vi altid grine af det”.