Jens Andersen: Under Bjælken // Kronsprins Frederik

Bøger fra 2017, Biografi, Sponsoreret indhold

IMG_0644Tre dage før Prins Henrik døde, begyndte jeg på Jens Andersens biografi om Kronsprins Frederik.

Det gav hele forløbet med den afdøde prins et ekstra skær og gjorde Jens Andersens bog desto mere aktuel. For hvem er han, Kronprins Frederik, der skal være Danmarks næste konge?

Kronprins Frederik er en sammensat regent. Syv kapitler beskriver hans liv indtil nu som Dreng, Teenager, Akademiker Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og (kommende) Konge. Gennemgående træk er viljen til at være et menneske ved siden af monark-rollen, en lyst til at møde andre mennesker og lære noget nyt om sig selv og om verden.

En særligt fin feature er en playliste, der kører i bunden af bogens 358 sider, som Kronprins Frederik selv har udvalgt med sin (åbenbart) store og vedholdende interesse for musik i alle genrer og fra alle tider. Playlisten kan downloades på Spotify.

Et eventyr på statsbudgettet

Jeg hører ikke til dem, der bekender sig til royalismen, men heller ikke det modsatte. Der er et fint citat af Knud Wentzel på indersiden af bogen, som rammer det meget godt ind:

“Kongehuset er, hvad det betyder i vores bevidsthed. Intet andet, men det er som bekendt også meget. Vi har et eventyr i Grundloven og på statsbudgettet.”

Kronprins Frederik sidder mere levende på nethinden for mig nu, og for min skyld kan vi godt beholde både ham og eventyret.

Læs med

Hvis du vil læse med, kan du finde Under Bjælken her hos Bog&Ide. Bogen er sponsoreret af Bog&Ide. Jeg har selv valgt den, og anmeldelsen står for egen regning. Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner.

Tidligere anmeldelser: Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren (Ordtryk).

Bøger af Jens Andersen (Bog&Ide)

Reklamer

Hanne Vibeke Holst: Som pesten

Anbefalinger, Bøger fra 2017, Roman, Sponsoreret indhold

Hver gang jeg læser en virkelig god bog, tænker jeg på et forfatterforedrag, jeg var til med Christian Jungersen (ham med Undtagelsen) for mange år siden. Jeg sad der på Politiken Plus-rækken med fingeren i vejret og spurgte, om han var i gang med at skrive en ny bog. Jeg kan huske, han svarede, at der var bøger nok i verden, så han ville kun skrive en bog, hvis han kunne levere en virkelig god én.

Når jeg genfortæller det, lyder det prætentiøst, men i øjeblikket føltes det meget sandt.

Det er den følelse, jeg har, når jeg læser Hanne Vibeke Holsts ‘Som pesten’. Jeg fyldes med ærefrygt og næsegrus beundring over skrivetalentet, men først og fremmest over arbejdsindsatsen. Den research, det må kræve at lave sådan et nyklassiker-værk er helt ekstraordinært.

Hun formår at skildre WHO og alle de øvrige humanitære organisationer i Geneve indefra på dybt troværdig vis. Hun doserer pandemi-referencer og lægemiddel-lingo i et spændstigt lag over handlingen. Hendes roman er et bud på et storpolitisk øjebliksbillede af flygtningekrise, humanitære katastrofer, lobbyisme, korruption – og selvfølgelig kønskamp.

Den er et nutidigt fremtidsscenarie, hvor først Danmark, siden Europa og til sidst resten af verden bliver ramt af en ny influenzatype, der bliver systematisk undervurderet og kræver unge teenage-dødsofre i hobetal, mens bureaukratiet og medicinalindustrien forhandler.

Alt sammen er krydret med kærlighedshistorie(r) og et kriminelt spændingselement, som måske er den eneste del, der kammer en smule over til mit temperament.

Tilbage er bare at sige: Glæd dig, læs den!

Sponsoreret indhold. Jeg har modtaget bogen som en del af en aftale med Bog & Idé. Du kan se ‘Som pesten’ hos Bog & Idé her. Den er endda på tilbud lige nu, så måske en julegaveidé 🙂 Her kan du gå til Hanne Vibeke Holsts forfatterside.

Sebastian Klein: De 100 mest fantastiske fortidsdyr

Børnebøger, Fagbøger, Sponsoreret indhold

100 dyr

Det er en bog, man siger ‘Åhr, hvad!’ ‘Wow’ ‘Den er for vild’ og ‘Se lige den her’ til.

Selv om der er en dinosaurus på forsiden, er det slet ikke det sjoveste dyr, der findes. Der har f.eks. levet en ti kilo stor reje, en haj med en rundsav i munden og gigant-gnaveren kapivar – med udseende som en mus, men på størrelse med en lille elefant.

Bogen er meget pædagogisk med en tegning på hver side, der viser en mand i forhold til dyrets størrelse, fakta om dyret og korte beskrivelser, man ikke går død i. Der er dog også mange svære ord undervejs, når en lille hjerne skal høre om fossiler, udgravninger, øgler og havdyr.

Aldersanbefaling: Min søn er 5 år gammel og måske liiige et år for ung til at forstå teksterne, men de fascinerende billeder taler for sig selv. Han har været i Utterslev Mose med sin far og lillesøster og samle fortidsfund. Det kom der de her fine dyr ud af:)

Sebastian Klein har også skrevet bøger om:

Bogen er en del af min sponsoraftale med Bog & Idé, hvor jeg frit kan vælge seks bøger om året, som jeg har lyst til at anmelde her på bloggen. Se bogen i online-butikken her.

Morten Münster: Jytte fra marketing er desværre gået for i dag

Bøger fra 2017, Fagbøger, Sponsoreret indhold

Jytte

“Det er lidt ligesom i den der nudging-bog, jeg er ved at læse, der har man også undersøgt…,” siger jeg, og mine kolleger vender øjne, for til at starte med, var min begejstring lidt hyggelig. Nu ser de trætte ud, når jeg råber OVERCONFIDENCE BIAS efter dem, fordi de tror, de har bedre tid på den anden side af efterårsferien.

Jytte and the hype machine

Morten Münster og hans bagland i The Nudging Company forstår at udgive en bog. Den var hypet i blogindlæg og Facebookposts forinden, så den lå på Bestsellerlisten den dag, den udkom, og er udsolgt efter en uge eller to på markedet. Her følger de i øvrigt selv det berømte scarcity-princip, som kan oversættes med ‘knaphed’. De laver så lille et oplag, så det bliver udsolgt med det samme, og folk er ivrige efter at nå at få fingrene i 2. oplag. Smart taktik.

 

dsc_0724.jpg

Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar, sponsoreret af Gyldendal Business. Den kom med posten, fint pakket ind i brunt papir med designet snor rundt om og stempel.

Oplevelsen starter ved postkassen, og Morten demonstrerer nudgingprincippet om at bryde forventningen for ikke at forsvinde i mængden.

Nudging for begyndere

Bogen er skrevet med humor, timing og genkendelighed og båret frem af det ene interessante og fortælle-videre-værdige eksempel efter det andet. Den bygger på et imponerende teoriapparat, som giver et indblik i hele nudging-litteraturen, og den rammer boghylderne på et tidspunkt, hvor nudging er blevet så tilpas populært, at alle ved, hvad det er og kender de mest almindelige eksempler, men kun ganske få kan finde ud af at gøre det i praksis.

Fire trin til adfærdsændringer

Bogen begynder med fem erkendelser fra nudgingteorien, som man skal vænne sig til, før man kan give sig i kast med at ændre adfærd:

  • Handling kommer før holdning
  • Kejserens agile klæder skal af (om at tale til det rigtige menneske og lave færre visioner)
  • Vores båndbredde er begrænset (vi kan kun kapere en vis mængde info)
  • Kontekst er king
  • Projekter skal dø (det kræver en indsats at ændre adfærd, så vælg med omhu)

Herefter giver bogen et bud på en metode til at designe en adfærdsændring, som består af fire trin:

  1. Definer den ønskede adfærd
  2. Lav en barriereanalyse
  3. Design din løsning
  4. Test din løsning

Især trin tre er foldet meget detaljeret ud og giver derfor en reel mulighed for at kunne omsætte den nye viden i praksis.

Jeg får selv lyst til at afprøve delelementer af metoderne og er allerede så småt begyndt at oversætte nogle af erkendelserne til den verden af pædagogik, der fylder mit arbejdsliv i Sputnik.

Det kan blive en meget lang anmeldelse at gengive bare en brøkdel af de spændende forsøg og indsigter bogen beretter om, så her vil jeg nøjes med mit absolutte yndlingseksempel (frit efter hukommelsen):

Gider du heller ikke rydde op?

Den britiske regering ville gerne have borgerne til at gennemføre flere energirenoveringer og især få isoleret deres lofter. De udlovede en bonus på 10.000 kr. og satte sig til at vente. Ingen bed rigtigt på. Så sendte de et par adfærdsspecialister ud for at tale med almindelige mennesker.

Da de havde mødt de første tre vidste de, hvad problemet var. De svarede nemlig alle ‘Ja kom indenfor. Er det jer, der skal se på loftet? Det roder lidt, men lad os kigge på det.’

Den væsentligste barriere var ikke økonomi, men noget ganske andet: Ingen gad rydde op på deres lofter, når de kom hjem fra arbejde. Regeringen tilbød derfor gratis flyttehjælp i stedet for den kontante bonus, og så kom der for alvor skub i ordningen.

Det er så simpelt et eksempel på, hvad man kan få ud af at forlade skrivebordet og tage ud til almindelige mennesker og se, hvad de laver. En varm, varm anbefaling af Jytte-bogen. Overvej dog at advare dine kolleger, inden du begynder at læse.