Anne-Cathrine Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden

Roman

orkansæsonenJeg har ført skrevet om følelsen af at være tryg ved en ny bog, at glæde sig, fordi man ved, den bliver god – sådan havde jeg det med denne.

“Orkansæsonen og stilheden” foregår dels på en mindre dansk ø, dels i Guatemala. Titlen fortæller om livet i Guatemala, hvor orkaner gør livet uforudsigeligt, og en nat, hvor orkanen raser, lykkes det pigen Noora at flygte fra sit fastlåste børnehjemsliv. Inden hun stikker af, møder hun den danske præst Monica, som giver hende et råd med på vejen, som lyder noget i retning af dette (citeret frit fra hukommelsen): “Der er to slags smerte i verden. Smerten ved at blive og smerten ved at flygte.” Hun vælger det sidste og er på vej mod en ny start.

Der er fire hovedpersoner i bogen – præsten, Noora, præstens veninde Beate og en ung hashramt fyr, der hedder Marcus, og for dem alle sammen handler det om begyndelser og slutninger.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har tidligere skrevet romanen “Forbandede yngel” om pigen Lisa og hendes hæslige barndom, som hun fik De Gyldne Laurbær for i 2013. Jeg fik vist aldrig skrevet om den her, men kan f.eks. læse om den på Litteratursiden. Jeg kan anbefale dem begge, omend de er vældigt forskellige.

Reklamer

Online markedsføring. Den store grundbog

Fagbøger

Online markedsføringJeg fik aldrig nævnt denne fantastiske fagbog her på bloggen, fordi jeg i sin tid anmeldte den for Kommunikationsforeningen.

Nu har den fået en revival hos mig, fordi jeg er i gang med SEO og Adwords for uddannelser og kurser hos Kursuscenter Sputnik, og den er lidt af en guldgrube.

Det er Anders Hingeberg, Jakob Hebsgaard og Camilla Kjærsgaard Pedersen, der har skrevet en virkelig let tilgængelig guide til online markedsføring, som indeholder kapitler om f.eks. SEO (søgemaskineoptimering), Adwords (Google-annoncer), Analytics og markedsføring på sociale medier. Jeg slugte det hele råt, men man kan også bruge den som opslagsværk, hvis man blot har brug for at dykke ned i én af disciplinerne.

En anden guldgrube i online markedsføring er gruppen ‘SEO-nørder – den hårde kerne’ på Facebook, som jeg varmt kan anbefale at melde sig ind i. Medlemsantallet i gruppen vidner om, at det ikke kun er den hårde kerne, men også begynder-nørder som mig, der læser med.

Ida Jessen: En ny tid

Roman

Ida Jessen en ny tid“En ny tid” foregår i Thyregod, og her kommer en lille quiz:

Er Thyregod:

A. Ida Jessens barndomsby

B. Grundvigs barndomsby

C. Den by, som julekalendern “Pagten” foregår i?

Svaret er… da da da da… alle tre.

Og det her med Grundtvig er ikke helt ligegyldigt. Romanen er nemlig bygget op om en ung lærerindes første job på en nyoprettet friskole. Man får fortællingen i tilbageblik, nu hvor hendes mand, distrikslæge Vigand, ligger for døden, og hun gør status over de valg, hun har truffet, og de valg, livet har truffet for hende.

Jeg er ret vild med Ida Jessens skrivestil. Jeg kan desværre ikke citere noget, for det var et 14-dages lån på biblioteket, som er røget retur igen, men mens jeg læste den, havde jeg lyst til at citere det hele. Hun kan den der særlige balance mellem at skrive i et helt almindeligt og præcist sprog, som ikke bliver for forfatterskoleprætentiøst, og samtidig stille nogle spørgsmål, der går lige i maven.

Bogen giver et fint billede af en landsby i 1920-30’erne og en ung kvindes stille oprør på cykel gennem friskolelivet.

Puk Damsgaard: Hvor solen græder

Roman

pukPuk Damsgaard fik tidligere på året Cavling-prisen for sine Syrien-reportager og bogen “Ser du månen, Daniel”.
“Hvor solen græder” er forløberen til denne, uden at de to dog er forbundet i persongalleri m.m.

I fortællingen møder vi en række personer, som er en del af det folkelige oprør imod den syriske regering. Særligt storbykvinden Nour bliver beskrevet med en blanding af venskabelig empati og nøgtern, journalistisk realisme.

Det er en virkningsfuld fortællemåde, hvor vi får en flig af oprøret indefra, og Puk Damsgaard lægger ikke skjul på, at hun selv er bange for at opholde sig et så krigshærget og ubarmhjertigt sted. Alligevel bliver hun ved med at vende tilbage, fordi hun mener, det er vigtigt, historien bliver fortalt.

Jeg kan varmt anbefale det her øjebliksbillede fra en krig, der på én gang er tæt på og langt fra vores liv.

Morten Pape: Planen

Roman

morten-papeMorten Pape vokser op i Urbanplanen. Han har et lyst hoved med nogle runde briller midt hen over næsen og kunne måske være blevet til noget stort, hvis han var vokset op et andet sted. Nu bliver han det måske alligevel. Han har i hvert fald fået mange roser for sin debutroman Planen, og det er ganske velfortjent.

Han vokser op i en familie med den slags svigt, der ‘ikke er så slemt’. Han bliver hverken slået eller misbrugt, men ‘bare’ overladt en del til sig selv af en psykisk syg mor, der ofte lader ham og hans søskende vide, hvor stor en belastning det er at være mor til dem, og en far, der griner sig fjoget igennem tilværelsen uden at tage ansvar for noget i mere end fem minutter ad gangen. Det er bestemt slemt og alt for almindeligt.

I ‘Planen’ følger vi Morten Pape fra de tidlige skoleår og til et godt stykke ind i ungdommen, og der er mange nedslag, man kunne gøre. Det, der dog sidder stærkest i min bevidsthed, er beskrivelserne af en folkeskole, der er udsat for 100% børneanarki. Hvor de voksne bliver mobbet ud og truet på livet, og hvor gårdvagt er lig med bøllebank. Der er langt til drømmen om den danske folkeskole.

Og hvad gør man så? Glæder sig over, at man ikke bor i Urbanplanen, lægger et lod mere på den side af vægten, der hepper på den lokale lilleskole, chokeres over rigets tilstand, beslutter i sidste øjeblik ikke at tage til en forfatteroplæsning på villabiblioteket med de andre i Politiken-segmentet, går ud i sin villahave og planter nogle forårsløg og tænker på, hvad man skal læse næste gang. Bum. Lidt klogere på verden, præcis lige langt fra at gøre noget ved den.

Majgull Axelsson: Den, jeg aldrig var

Roman

image

“Den, jeg aldrig var” er en eksistentiel roman med Sliding Doors-tematik (hvis man må være så banal), om hvad der ville ske, hvis man havde truffet nogle andre valg, eller hvis livet havde artet sig på en anden måde.

Hovedpersonen er Mary-Marie. En voksen kvinde, der enten sidder i fængsel for drabet på sin mand eller er blevet minister og lever med selvsamme mand, som er totalhandicappet efter et fatalt luderbesøg.

Plottet fungerer rigtigt godt, selvom strukturen nødvendigvis er kompleks.

Det, som især fascinerende mig, var beskrivelsen af alle de ikke-valg, hun tager. Hvor hun venter og ser, hvad der sker – hvilken mand, der vælger hende, hvilket job hun bliver tilbudt, hvilket hus hun kan overtage osv. Tanken om at vi former vores liv med de valg vi træffer, får modspil af den stille påstand om, at ikke-valgene – de valg, vi lader livet eller omgivelserne træffe – er ligeså stærke, og det er fortællingen om valgene, som bliver den sande for os.

Tak for anbefalingen til Torben Due. Den er hermed givet videre til andre læselystne!

De seneste tre bøger – kort fortalt

Roman

Jeg har læst en del og ikke skrevet så meget, så nu kommer der er en samlet omgang:

Erling Jepsen: Hjertets dannelse
Meget Erling Jepsensk. Dvs. skæve karakterer i et landsbymiljø i Sønderjylland. Denne gang blandet med lidt HC Andersen-nostalgi. Gode øjeblikke, men ingen superroman

Kristina Nya Glaffey: Mor og Busser
Halvsjov bog om et parforhold, fortalt fra tvillingebørnenes synsvinkel. Hyggelig at læse, glemt på fem minutter.

Svend Brinkmann: Stå fast
Den populærvidenskabelige psykologiprofessor har skrevet en omvendt selvhjælpsbog om at stå fast på, hvem man er, i stedet for at lede efter sig selv hele tiden. Det startede som en sjov og spiddende klumme, og det skulle det måske bare være blevet ved. Jeg fik i hvert fald lange løg af opgøret med selvhjælpsbøger i selvhjælpslitteraturens eget sprog. Til gengæld har han for nylig udgivet en bog om diagnoser, som jeg gerne vil give en chance.

Donna Tartt: Stillidsen

Roman

JNelson Umschlag fDummy3.inddI ‘Stillidsen’ følger vi en dreng fra New York, fra han er 13 år gammel og mister sin mor i en eksplosion på et kunstmuseum. Den røde tråd i bogen er det lillebitte, kostbare, historiske kunstværk, som han selv får med ud derfra (deraf bogens titel ‘Stillidsen’, som jeg stadig ikke ved, hvordan man udtaler – men det er en fugl).

Egentlig er selve kunstværket og hans forhold til det ikke så interessant, synes jeg, men snarere det at følge ham, mens han går fra ung til voksen i en turbulent tid, hvor ingen ved, hvor han skal bo, og hvem der skal tage sig af ham, og venskabet med Boris, der kommer lidt fra Rusland og lidt fra alle steder. Og relationerne til Hobie og Pippa og Andy og Mrs. Barbour, som man kommer til at kende og holde af på hver sin måde.

Bogen har givet mig ret seriøse nakkesmerter, fordi den er så tyk og tung, og jeg har haft svært ved at lægge den fra mig. Tempoet er tilsvarende langsomt, men (med få undtagelser) uden så meget ‘spildtid’. Den er meget amerikansk i sin fortællestil på en måde, som jeg ikke lige kan forklare. Og nogle gange lidt for direkte i sin oversættelse, for min smag – hvor man næsten kan høre den amerikanske version, når man læser en sætning. Men det vænner man sig også til.

Alt i alt en fin anbefaling til juleferien.

Stine Pilgaard: Lejlighedssange

Roman

lejlighedssange“Lejlighedssange” er sådan en kompakt, lille bog, som jeg havde lyst til at læse igen med det samme, jeg var færdig. Små, finurlige sætninger og underspillet humor i opgangen i andelsboligforeningen, hvor klientellet nok er karikeret, men ikke noget, som virkeligheden ikke til enhver tid vil kunne trumfe.

Fortælleren selv lever af at skrive horoskoper til et ugeblad og bijobber som sangskriver til de fleste lejligheder (i begge af ordets betydninger).

Noget af bogen handler om, hvor kedeligt det er at blive voksen. At hun ikke kan holde ud, at hun siger ‘tak fordi jeg måtte komme’, når hun besøger sin veninde, i stedet for bare at bunde et shot til velkomst som i gamle dage. Jeg husker især en lille sekvens i bogen, som fortælleren ser fra sit vindue. Hendes nabo mødes med sine venner i gården, og nu hvor de er blevet 40 og har fået børn, mødes de tidligt, så de kan komme hjem og sove i ordentlig tid. Og så sidder de der og deler minder og siger ‘kan du huske dengang…’, ‘ja, og det var også vildt, at vi…’. Og fortælleren grubler over, om de mon også vil mødes om ti år og sige ‘Ej, kan I huske dengang, hvor vi var 40. Gud, hvor var det praktisk, at vi mødtes tidligt.’

Jesper Juul: Dit kompetente barn

Bøger om børn, Fagbøger

juul“Dit kompetente barn” er en bog og en titel, som man kan have mange holdninger til, og som har affødt meget debat i fag- og forældrekredse, siden den udkom i 1995. Den er beskyldt for at lægge ansvaret fra forældrene, fordi man nu bare skal sætte sine børn fri og tro på, at de kan. Men Jesper Juul lader netop forældrene vide, at de har et stort ansvar – for relationen til deres børn og for tonen i familien. Det er langt vanskeligere at tage ansvar for end kunsten at sige nej.

Bogen handler om at lære børn social og personlig ansvarlighed, at gå fra lydighed til ansvarlighed. Derfor understreger han også, at bogen ikke præsenterer en ny opdragemetode, men netop er et opgør med, at man kan bruge en metode over for sine børn. Man  skal først og fremmest være sig selv og sætte grænser for sig selv (det vil jeg ikke have) i stedet for at sætte grænser for sine børn (du må ikke…). Mange af hans pointer kan lyde som små nuancer af sprog, men er faktisk et rigtigt inspirerende blik på sit eget familieliv og forholdet til sine børn (og forældre – fordi selvfølgelig tænker man også på, hvordan man selv voksede op og blev opdraget).

Forfatteren, Jesper Juul, har for tre år siden skrevet et indlæg i Kristeligt Dagblad med titlen “Det kompetente barn 16 år senere”, hvor han beklager, at udviklingen er svær at få øje på, for som han skriver “Forældre og pædagoger vil i virkeligheden have præcis det samme som mine forældres generation: De vil have magt, kontrol og søde, nemme og velafrettede børn”. Derfor bliver vi ved med at opdrage i stedet for at udvikle. Og det er da heller ikke særligt nemt. Men hvem vil ikke gerne have ansvarlige, selvstændige, ligeværdige børn? Det vil jeg da gerne. Så jeg tror på det, og nu går jeg af og til og tager testen med mig selv: Ville jeg have sagt det sådan til min mand eller min veninde? Nej, nå, så er der heller ingen grund til at tale sådan til mine børn. Men det er nemmere sagt end gjort.