Det læser Lene Holst Holmgård

Roman

Når jeg læser Politikens bogtillæg, drømmer jeg altid om, at de også spørger mig, hvad jeg læser for tiden. Mens jeg venter på de ringer, kan jeg jo passende dele det med jer.

Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg læser Carsten Jensens “Vi de druknede”. Jeg har fået den anbefalet af en, som mente, den er en af Danmarks store fortællinger, fordi den indkapsler den danske selvforståelse (hvis der findes sådan en), og hvordan vi forstår krig og det at bo i en lille by, og hvordan vi er over for hinanden. Det er meget interessant og også ret hyggelig at læse den med de briller på. Den er dog også lidt lang i det, og jeg opdagede ca. 50 sider inde i den, at jeg vist var startet på den før og havde givet op. Men det bliver bedre undervejs; indtil videre har jeg bl.a. læst om nogle kannibaler og en fortabt dreng, der bliver ven med en gammel sømand. Der er mange gode fortællinger i fortællingen.   

Hvad har været din største læseoplevelse det seneste år?
Jeg vil tro, det er Arseniktårnet af Anne B. Ragde. Det er den bog på det seneste, jeg har haft sværest ved at lægge fra mig. Sådan en bog, hvor man håber, man kan blive siddende i toget lidt endnu, så man lige kan nå at høre, hvad der sker med den ene eller den anden. Her er hvad jeg skrev, lige da jeg havde læst den.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Alt, hvad jeg har læst i mine teenageår, er jeg blevet meget påvirket af, fx Tine Brylds trilogi om Liv og Alexander, fordi der gemte sig så mange anvisninger til, hvordan man kunne være ung. Christian Jungersens “Undtagelsen” er ultimativt den stærkeste, mest vedkommende bog, jeg har læst som voksen. Dem, der ikke har læst den endnu, skal gøre det.   

Hvilken bog var den første, du læste?
“Rosen og Rosita” – den bog fik jeg læst højt, og da jeg så selv lærte at læse, begyndte jeg med den. Måske er det den bog, jeg har læst flest gange. Den handler om to veninder, og mit tydeligste minde fra den er at nogle skolekammerater hælder mælk ud over den ene pige, fordi de ikke forstår, hun har en anden hudfarve end dem selv.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
Måske koranen. Udover det ser jeg bl.a frem til at læse Kapgang af Morten Kirkbøl, Morten Ramslands nye bog Sumobrødre og en bog af en islandsk forfatter, der hedder Depositum.

Reklamer

Anne B. Ragde: Arseniktårnet

Roman

Yes! En rigtig god bog! Arseniktårnet er en slægtsroman, hvor man følger flere led i familien, de fleste kvinder. Der er nogle meget fine generationskonflikter, fx barnebarnets stærke kærlighed til sin netop afdøde mormor (lærer man på forfatterskolen, at slægtsromaner skal starte med en bedsteforælder, der dør?), der står i dyb kontrast til morens frustration og bitterhed og had til sin mor, også efter hun er død. Begge har gode grunde til at føle som de gør, og det gør det fint nuanceret og ægte.

De bedste fortællinger er dog ikke nødvendigvis familiemedlemmerne imellem, men når man kommer ned i den enkeltes historie. Fx Ruby (det er moren), der er misundelig på veninden Anna, der er jøde. Hjemme hos hende fejrer de jødiske højtider, og der er ting, man ikke må spise. Ruby kan godt lide den højtidelighed og ville ønske, hun var jøde som Anna. Da tyskerne kommer – for selvfølgelig er der krigstid på et eller andet tidspunkt i en slægtsroman – synes begge piger først, det er sjovt at se på dem marchere. De er søde og giver is, men senere bliver det alvorligt, og Anna må til Sverige midt om natten. Ruby har denne samtale med sin far:

“Er du helt sikker på, at tyskerne ikke har taget dem?”
“Helt sikker, min skat.”
“Hvorfor kan Hitler ikke lide jøder? Annas far laver ikke aviser, og han stjæler heller ikke.”
“Aviser? Hvorfor siger du det?”
“Som Onkel Frode.”
Faren rømmede sig, tog en dyb indånding og hviskede hende i øret: “Det skal vi ikke tale om, og du må heller ikke sige det højt, så mor hører det.”
“Ved hun det ikke?”
“Jo, selvfølgelig, men hun bliver bekymret, hvis hun får at vide, at du ved det.”
“Hvorfor det?”
“Det er ikke så smart, at børn ved den slags. Hun bliver bange for, at der skal ske dig noget.”
“Min mor kan ikke lide mig. Hun bliver ikke bange.”
“Jamen Ruby.”
“Jeg har ødelagt hendes figur og hendes karriere, men hvis Anna er i Sverige, og Miriam Kuznetsov og Judith og Clara, vil jeg ikke græde mere. Men kun, hvis du lover det, far.”
“Jeg lover det.”

Krigen går over, og livet går videre for Ruby, men den indhenter hende senere, hvor hun gifter sig ind i en familie, der viser sig at være nazister. Hun er løbet med ham for at komme hjemmefra, og nu løber hun også fra ham og bliver alene igen, og lidt fortabt.

Der er flere gode passager i bogen om at blive voksen i en anden tid, hvor man ikke taler om menstruation og sex, og hvor man bliver gravid, hvis manden “lader strømmen gå” inde i én. Så er der historien om Malie-Thalia, der bliver revystjerne lidt ved et tilfælde og Mogens, der alligevel ikke vil være præst, efter Gud har taget hans bror på havet, og som derefter maler porcelæn hele sit liv og bare drømmer om at lave en serie til Kongehuset. Det er en fin bog.