Fredrik Backman: Ting, min søn skal vide om verden

Klummer, Roman

Fredrik Backman er ham med “En mand, der hedder Ove” – en utroligt tør-sjov bog om en sur mand i et paracelhuskvarter, der hele tiden bliver forstyrret, når han vil tage livet at sig selv.

Backman er nu blevet far og har skrevet en Julie Lahme-lignende udleverende bog med ting, hans søn bør vide om verden. Kapitlerne har navne som “Ting, du skal vide om IKEA”, “Ting, du skal vide om Gud og lufthavne” og “Hvad du skal vide om at starte et band”.

Det er sjovt og letlæst og flyder som honning. To små tekstbidder her:

“Du kommer til at vokse op. Gå ud af skolen. Komme hjem og fortælle, at du ikke vil læse videre, fordi du vil “satse på bandet”. Eller åbne en bar. Eller en surfshop i Thailand. Du bliver piercet i øjet og får tatoveret en drage i røven og begynder at læse bøger om praktisk filosofi. Og det er okay. Det er okay, du er en idiot, mens du er teenager. Det skal teenagere være. Men du ved – det er alligevel sådan nogenlunde dér, jeg kommer til at sige til dig, at nu er det nok en god idé, at du flytter hjemmefra.”

Og den her, som jeg sprutte-lo over – mest pga, opbygget fnis fra de foregående sider:

“Hvorfor det ikke kan betale sig at diskutere med din mor

Jeg spørger, hvem der tager et glas Schweppes Bitter Lemon fra køleskabet, hælder indholdet ud, fylder vand og opvaskemiddel i, stiller det tilbage på køkkenbordet og går op i seng.
Din mor spørger, hvem, der står op om morgenen, ser et glas med noget, han tror, er ækel, doven Schweppes Bitter Lemon fra i går, og drikker det.
Jeg spørger, hvem fanden der ikke forstår, at opvaskemiddel og vand grangiveligt kommer til at ligne lidt dejligt doven Schweppes Bitter Lemon klokken ti minutter over seks om morgenen.
Din mor spørger, hvem der drikker et halvt døgn gammel sodavand fra et glas ved siden af køkkenvasken som det første klokken ti minutter over seks om morgenen.
Jeg spørger, hvad for en fucking idiot, der hælder opvaskemiddelvand i et drikkeglas.
Din mor konstaterer, at det da i hvert fald ikke er hende, der lige har drukket opvaskemiddelvand.

Hun vinder.”

Reklamer

Om babyudslæt, knibeøvelser og en knivspids chili

Bøger om børn, Begivenhed, Fagbøger, Roman

Mandlen er smuttet. Kummefryseren er ude. Og jeg synes, jeg skylder et kort vink med flaget.

Resultatet af anstrengelserne er naturligvis noget så bedårende. Men der var ingen, der havde sagt, at chilien ville blive siddende. Velkommen til fire ugers sidde-smerte, lagner med mælk, babytis og kødsovs og knibeøvelser, knibeøvelser, knibeøvelser.

Jeg oplever nye ting hver dag og får samtidig udvidet mit ordforråd. For nylig var en liste over nye godkendte navne i de fleste medier, og siden da har jeg tænkt på, om ikke også nogen kunne finde på at kalde deres barn Arp eller Trøske. Synes selv, det lyder ret økologisk, og hvorfor ikke kalde sit barn noget, der er relateret til babyudslæt, når nu man alligevel kan  finde på at kalde dem Niks og Nitte?

Else Guldager: År 1 – når I har fået barn
Nå, men nu er det her jo en bogblog, så derfor vil jeg også gerne sende en varm anbefaling efter Else Guldagers “År 1 – når I har fået barn”, som et vennepar var så betænksomme at låne os.

Jeg havde ikke tænkt mig, jeg skulle læse så meget babylitteratur, men det er nu alligevel ret rart, at man kan se på sit barns underlige knopper og så læse, at det har et navn og går væk igen.

Bogen er delt op i det første års fire kvartaler, så man kan læse om det tidspunkt man selv lige er nået til. Ganske smart.

Og så er der noget hyggeligt-morsomt over den måde sundhedsplejersker bygger deres troværdighed op over temaet “Nu har jeg jo været sundhedsplejerske i 30 år…” Else Guldager er ingen undtagelse, og det er vores egen venlige moder jord-sundhedplejerske i Brønshøj heller ikke. Men de er det begge på en meget elskelig måde.