Ida Jessen: Postkort til Annie

Noveller

Ida Jessen‘Postkort til Annie’ er en samling på seks noveller. Mange af dem handler om opbrud i familien, og jeg kunne særligt lide tre af dem: ‘December er en grusom måned’, titelnovellen ‘Postkort til Annie’ og ‘Mor og søn’.

Den første handler om en midaldrende kvinde, som har taget deltidsarbejde i Brugsen. En aften er hun der alene og synes, hun hører nogle lyde fra ejerens lejlighed ovenpå, mens hun går og pakker kød om efter lukketid. Samtidig følger vi hendes to små børn, som keder sig og glæder sig til, at deres mor kommer hjem. Det gør hun ikke. Hverken den aften eller senere. Og det fine, karakteristiske ved Ida Jessens skrivestil er, at vi aldrig får udmalet, hvad der sker. Ingen drabelige, blodige detaljer. Bare oplevelsen af uhygge, som man selv nogle gange kan have det, uden at der nødvendigvis sker noget. Og derefter de menneskelige omkostninger, de indadvendte og udadvendte reaktioner, meningsløsheden og livet, der går videre.

En lille smagsprøve, som også er meget Ida Jessensk, men som stammer fra en anden novelle:

“Det er ligesom med fasanerne,” sagde hun. “Hunnerne går og skraber maden frem, og så kommer hannen og spiser det bedste først.” Og faderen svarede, at fasanhannerne faktisk risikerede livet for hunnerne. Der var lavet undersøgelser, der vist, at dødeligheden i en flok uden han var langt større. For når hannen trådte frem, så synlig i al sin langsommelige pragt, var det ham, fjenderne kastede sig over. Han er parat til at dø for hunnerne, havde hendes far sagt, han er hele tiden klar til at betale med sit liv.

Ville Tove kunne det? Leve med en fasan? Nej, leve med David? Nej, nej, det hele kogte sammen for hende. David var ingen fasan, der var ingen pragt over ham.