Kim Fupz Aakeson: Jonna er 54

Roman

For mig er Kim Fupz Aakeson først og fremmest et af de navne, der står på lærredet, lige inden en film begynder. Måske fordi jeg har set “Den eneste ene” lidt for mange gange. 

Her har han skrevet en bog om Jonna, som er 54 og lever et kedeligt liv som pantefoged med irriterende naboer og velmenende kollegar. Fx den lidt tykke Morten, som gerne udtaler sig i sætninger a la: “Det tror jeg så ikke lige”. Det kunne være sjovt på den der ‘der sker en hel masse ting, mens livet går videre i gråt’-måde, men er efter min mening kun jævnt hyggeligt.

Sjoveste afsnit i bogen er, hvor Jonna i sine unge dage præsenterer sin nye canadiske kæreste for sin mor, der ikke taler engelsk. Jonna oversætter troligt frem og tilbage, mens mor og Steven høfligt udveksler holdninger om, hvilke lande, der har en høj rengøringsstandard. Det var vel nok en flink fyr, Jonna havde fundet sig.