Balkan live

Begivenhed, Film

Jeg skrev for nylig om Birgithe Kosovic’s ‘Det dobbelte land’ og om nye Balkan-film på vej. Det var før jeg vidste, at jeg skulle tilbringe en uge i de x-jugoslaviske bjerge med balkanrytmer i bilradioen. Først da jeg kom hjem og kastede et blik på romanen igen, opdagede jeg, at jeg havde været i Dubrovnik, hvor ‘Det dobbelte land’ udspiller sig, og jeg forstod, at jeg havde snirklet rundt i de bjerge, som Milovan flygter op i.

Krigen er stadig meget nærværende i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. På indfaldsvejene ind til Sarajevo, så vi børn hægte sig fast på bagporten af sporvogne og køre forbi højhuse med skudhuller fra top til bund. Alle taler om krigen, men der er fred, og den er fortid. Balkan er smukt og stille. Betagende. Jeg er blevet fan.

Vi talte med Ivo på torvet i Banja Luka. Han ville gerne have lidt håndører, og så ville han gerne tale tysk. Han var flygtet til Tyskland i 1992, da krigen startede og vendt tilbage for ti år siden, da det gik i stykker mellem ham og hans kone. Han ville gerne være boksetræner i Danmark. I Banja Luka var det ikke til at få et job. ‘Jeg er kroater’, sagde han, men hans familie havde boet i bosniske Banja Luka gennem 200 år. Måske var det også de manglende tænder og alkoholånden, men ikke desto mindre var alting bedre under Tito. Her kunne alle få noget at bestille. Tankevækkende.

Og så kom Brad og Angelina
Sarajevo Film Festival er den største på Balkan og én af de største i Europa. Og så fandt den tilfældigvis sted den dag, vi var i den smukke, bosniske hovedstad. Vi købte billetter til afslutningsforestillingen i en open air biograf i en gammel skolegård og skråt bagud havde vi selskab af Brad Pitt og Angelina Jolie. De var ikke kommet for at se den irske komedie om en landbetjent, der optrevler narkosmugling, men de var trukket dertil af instruktøren Danis Tanovic, som skulle vise sin kortfilm inden.

Filmen Bagage er af den type, man ikke glemmer igen. Den type, hvor alle brikkerne falder på plads, og hvor man før måske vidste lidt om krigen, forstår  man nu lidt. En ung svensk-bosnier vender tilbage til sin hjemby for at finde ligene af sine forældre og begrave dem. True story. 10.000 mennesker, der døde i krigen mellem 1992 og 1995 er endnu ubegravede, ufundne, uafklarede. Billedet af knogler og kranier spredt i en skov vil blive siddende på min indre billedskærm nogen tid endnu. Se den, hvis du får mulighed for det.

Næste gang tror jeg, turen går til Montenegro. Et land man knap ved findes med en kyststrækning, der ser rimelig fantastisk ud. 

Reklamer

Birgithe Kosovic: Det dobbelte land

Roman

Der går gerne en tid, fra en krig har fundet sted i historien, til den bliver en del af kulturhistorien. Nu er tiden kommet til borgerkrigen i Jugoslavien.

Birgithe Kosovic er selv dansk-jugoslav, og det er hendes familiekrønike, der foldes ud i Det dobbelte land. Bogen følger serbiske Milovan, der har været partisekretær i Partiet, men nu har måttet flygte op i bjergene. Derfra ser han tilbage på sit liv og en krig, der nærmest kommer snigende, og som er knugende, meningsløs og fyldt med fornægtelse og (selv)had.

Jeg blev selv en lille smule tabt ind imellem i, hvor vi nu lige var, og hvornår det foregik i tid, men beskrivelserne er gode og stemningen mættet, selv om man bliver væk i kronologien undervejs. Bogen har lige fået DR’s Romanprisen.

Mere Eks-Jugoslavien
Jeg kan også anbefale en nyere film, som foregår i nogenlunde samme område: Na Putu (på dansk: På vej), som var nomineret til Guldbjørnen ved Berlinalen. Den handler om et ungt par, der kæmper mod religiøs radikalisering, som truer med at splitte deres forhold. Meget vedkommende og interessant. Den går vist i Grand lidt endnu.