Bøger af Jojo Moyes

Roman

Jeg er efterhånden godt på vej igennem Jojo Moyes’ forfatterskab. I starten modstræbende, fordi jeg ikke havde andet at læse, men nu mere og mere overbevist.

De fleste af hendes bøger er skåret over formularen ‘menneske, der har rod i sin tilværelse, møder andet mennesker, der på en eller anden måde er stakkels, og første menneske gør det til sin mission at redde andet menneske og finder derved mening i sit eget liv og særligt venskabsbånd opstår’. Det er banalt og fyldt med klicheer og er glimrende forlæg for romantiske dramaer på dvd (en af dem har min mands bedstemor uopfordret lånt mig).

Men nu på fjerde bog, kan jeg jo ikke blive ved med at underkende, at hun er dælens dygtig til at drive en fortælling frem, og hun trykker på alle de knapper, der virker. Derfor bliver jeg ved, og derfor har jeg vel sat en slags mål om at læse dem alle sammen.

Indtil videre er det blevet til disse (opdateres løbende):

  • “Mig før dig” – kvinde i farverige strømpebukser bliver handicaphjælper for sur mand, og de bliver forelskede.
  • “Efter dig” – fortsættelsen til den fra før, indebærer bl.a. et barn, ingen kendte til, og en central figur, der hedder Ambulance-Sam.
  • “Stadig mig” – sidste i trilogien, hvor hovedpersonen flytter til New York for at finde hjem til sig selv.
  • “Toner i natten” – violinspillende dame uden forstand på økonomi overtager dødsbo. Først prøver alle at snyde hende, indtil de alle sammen forelsker sig i hende. Heri er to fantastiske bifigurer, der driver en kiosk af et godt hjerte og nedbryder landsbyens fordomme om homoseksuelle.
  • “Det store spring” – pige er overladt til sig selv, finder trøst hos sin hest, indtil den kommer i fare. Så rider hun til Frankrig, mens juradame i kuldsejlet forhold prøver at redde hende.

 

 

Reklamer

Vinterens bøger

Roman

niksenNathan Hill: Niksen

Niksen er den type stor litteratur, som både forholder sig til en tid (68’er-protestbevægelsen i Chicago) og nogle skæbners liv. Den er livsklog og velskrevet og rummer et stort persongalleri, som man interesserer sig for på skift.

En sjov bifigur er fx Pwnage, der bruger sit liv på at spille Elfscape så intenst, så han til sidst får blodprop, nyresvigt og meget andet godt fra den skuffe, uden at opdage, noget skulle være galt. Hans liv er online, hans store netværk af venner er online, og med tiden er Elfscape mere virkeligt end virkeligheden.

Nathan Hill har også opfundet et socialt medie, som sagtens kunne findes i virkeligheden. Appen iFeel har 50 standardfølelser, som man kan sende til sine 100 nærmeste venner, som så kan vælge at sende et standardkram eller ignorere. De autogenererede cyberkram og opmuntringer, man får tilbage, giver en varm følelse, og det går straks lidt bedre.

lyden af tingJoan Gabriel Vásquez: Lyden af ting, der falder

Jonathan Franzen har sagt om Vásquez, at han har genopfundet latinamerikansk litteratur i det 21. Århundrede (det er jo også en slags anbefaling), og romanen er både god og umiskendelig sydamerikansk. I hvert fald anerledes, end hvad jeg læser normalt.

Handlingen udspiller sig i Colombia, hvor en ung mand sætter sig for at finde ud af, hvad der skete med Ricardo Laverde, et tilfældigt bekendtskab fra en billardsalon, hvis skæbne fletter sig ind i fortællerens. Opdagelserne fører os tilbage til narkokrigen mellem USA og Colombia, og det bliver, ligesom i Niksen, en stor historie, der bliver flettet ind i den lille.

Hvis jeg skal anbefale én frem for den anden, går mine point dog til Nathan Hill og Niksen.

det store springJojo Moyes: Det store spring

Moyes er som en dygtig krimiforfatter, der driver historien frem, så man hele tiden har lyst til at vende næste side. Hun er ikke højkulturel, og ikke en forfatter, man blærer sig med at have læst, men jeg bliver ved med at vende tilbage til hendes bøger. Denne her blev læst på et par dage på en ferie i Thailand.

Genren er ikke krimi, men snarere romantisk drama. Der er dog ikke meget romantik i forholdet mellem advokaten Natasha og fotografen Mac, men de finder sammen om den fælles opgave, da skæbnen (det er altid skæbnen i den her type bøger) sender en forældreløs pige med en hest i armene på dem. Derfra udvikler det sig med forskellige dårlige beslutninger (lidt som når man sidder og råber lad dog være med at gå ind i det mørke rum med de underlige lyde!), og lur mig om ikke det hele også ender godt til sidst.