Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl

Digte

Der er nok aldrig noget, der for mig slår Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste-digte, men denne lille samling er nu også fin og læsværdig.

Lidt mere i mol, lidt mere af det værste end det bedste.

Et digt, jeg kan lide i al sin melankolske og livsbekræftende underfundighed er det her:

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.

Det er da fint.

Bonustip #1: I bodegasamlingen “Mens verden venter” siger Søren Ulrik Thomsen disse sande ord om Under Uret: “Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.”

Bonustip #2: Kig også over på Malenes blog, hvor Søren Ulrik Thomsen forærer et ord.

Reklamer

Ti gode

Roman

Ti bøger jeg til enhver tid vil anbefale:

Christian Jungersen: Undtagelsen

“Undtagelsen” er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst. Jeg var til en oplæsning med Christian Jungersen et stykke tid efter bogen var udkommet, hvor jeg spurgte, om han havde en ny roman på vej, og han svarede noget i retningen af, at der findes så mange bøger, så man kan ikke være bekendt at skrive bøger bare for at gøre det; man skal skrive noget ordentligt. Så jeg venter stadig. “Undtagelsen” handler om mobning på arbejdspladsen på sådan en måde at man får helt ondt i maven og har lyst til at ringe til tidligere klassekammerater og kolleger og sige undskyld, og så er den samtidig en spændingsroman, som var så nervepirrende, at min kæreste blev nødt til at ringe og sige, at nu kom han hjem til mig, så jeg ikke blev bange, når han ringede på. Bare læs den. Og bliv skuffet, for sådan er det jo, når man sætter en bog op på en piedestal. Men læs den.

Ida Jessen: Hvium-trilogien
Ida Jessens tre bøger “Den, der lyver”, “Det første jeg tænker på” og “Børnene” foregår i den fiktive by Hvium i omegnen af Viborg, hvor jeg selv er vokset op. De udspiller sig over nogenlunde den samme tid og med nogenlunde samme persongalleri, men med forskellige hovedfortællere. Det bedste ord, jeg kan finde på til at beskrive stilen, er stadig ‘hverdagsuhygge’, og det dækker vel over, at jeg ikke tør læse krimier, men derfor må bøger jo godt være spændende. Det er det her med, at døren til udhuset nogle gange piber lidt, men det behøver ikke betyde, der er nogen. Men måske er der. Og nogen har kørt et barn ned, men det er ikke til at vide hvorfor. Måske var det bare et uheld. Og det er svært at komme frem til gården, og der er mørkt og mudder, og det kan være, der snart sker noget kriminelt. Men det kan også være, der kommer nogen og hiver hende fri. Det er en meget interessant skrivestil, som er svær at efterligne. Hvium-serien er anderledes end fx Ida Jessens ABC, som jeg ikke var så betaget af. Læs evt. min omtale af “Børnene”, som er den mindst vellykkede af tre rigtig gode bøger.

Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste
En enkelt digtsamling skulle også med på listen. Det er en af de eneste, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den har en lækker rytme og gode hverdagsbetragtninger, som i de her to eksempler: ” Det bedste er regnvejr på film/ musik i en taxa/og håndskrevne breve med masser af stempler/ på karmosinrøde frimærker langvejs fra” … “og det værste er at hævnen slet ikke er sød/ men trist som Peter Bangs Vej i pisregn:/ Det er det værste for mig”

Jakob Ejersbo: Afrikatrilogien
Trilogien består af og Eksil, Revolution og Liberty, og den bygger på Jakob Ejerbos (det var ham med Nordkraft) egen opvækst i Tanzania. Eksil handler om Samantha, der går på kostskole i Tanzania og har en korrupt far. Revolution er forskellige fortællinger, bl.a. om en pige, der bliver luder i bestræbelserne på at få et bedre liv. Og Liberty handler om Christian (tæt på Ejersbo selv) og Marcus, der vokser op sammen som herre og tjener. Alle tre handler om, hvor håbløst det hele er, og hvor gennemkorrupt landet aldrig holder op med at være. Man kan godt pakke sine ‘ud og redde verden’-drømme sammen efter at have læst Ejersbo.

Tine Bryld: Liv-trilogien
Hmm… der tegner sig vist en trilogitendens. Jeg genlæste “Pige Liv”, “Befri dit liv” og “Liv og Alexander” for nylig, og det er sådan nogle gode bøger om at gå fra pige til kvinde og finde sine fødder. De betød meget for mig, da jeg var teenager. Min generations ungdomsbøger rummer i det hele taget utallige juveler. Martin og Viktoria, Viktorias år, Min ven Thomas, Den kroniske uskyld og mange flere.

Hanne Vibeke-Holst: Kronprinsessen, Kongemordet, Dronningeofret
Serien bliver gerne kaldt en politisk trilogi om kvinder om magt, og den er meget virkelighedsnær, men også bare en række rigtig velskrevne bøger. Det er lidt tid siden, jeg har læst dem, så handlingen er lidt på afstand, men den første i hvert fald handler om en ung kvinde, der bliver udnævnt til Miljøminister, og så følger man hendes kampe, tanker, strategier og liv, mens hun finder sin plads som minister. I de andre to er hun lidt i baggrunden, men det er stadig samme persongalleri (noget med nogle socialdemokrater for et par regeringer siden…). De to første er også lavet til tv-serier.

Stieg Larsson: Millenium-trilogien
Måske behøver de ikke så mange ord her. De bedste krimier, jeg har læst. Den første er især formidabel. Trilogien består af “Mænd der hader kvinder”, “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”. Jeg så den første af filmene for et par måneder siden. Fy for satan.

Tore Renberg: Kompagni Orheim
En norsk roman om Jarle, der er strandet midt i et årti med dynejakker og dårligt hår, hvor der ikke er noget, der hedder iPod – eller iiiiipot, som det så fint udtales på norsk i filmatiseringen “Mig og Yngve”. Jarles weltschmerz-forhold til The Smiths har desuden ført en ny meget beskattet cd ind i husets samling. God bog. Måske kunne man kalde det en ungdomsroman for de lidt ældre unge.

Helle Helle: Ned til hundene
Hvem har ikke læst Helle Helle i gymnasiet og fortolket og analyseret de dejlige bøger ihjel? Det skal man ikke. Man skal bare læse, nyde de helt unikke observationer og de nøgterne figurer. Alting er det, det giver sig ud for, og det er fantastisk. Ned til hundene handler om en kvinde, der venter på bussen i en provinsby, hvor hun møder John og Putte, der tilbyder, hun kan bo hos dem. Som de fleste andre af Helle Helles bøger er det svært at gengive, hvad der egentlig sker, men det er præcist og underfundigt morsomt, og det er et meget varmt bekendskab, hvis man er til den stil. En anden oplagt kandidat til yndlings-listen er “Rødby-Puttgarden”, der handler om to søstre, der arbejder i parfumeriet på færgeoverfarten. Samme begivenhedsløse fantastiske beskrivelser af liv.

Khaled Hosseini: Under en strålende sol
Drageløberen af samme forfatter kan også anbefales. Begge handler både om krigen i Afghanistan og dens helt forfærdelige menneskelige følger, og om nogle mennesker, der lever deres liv, mens krigen står på. Der er især to scener fra “Under en strålende sol”, som har sat sig hos mig. Den ene er nogle meget brutale skyderier på gaden, hvor de bor. Den anden er en forfærdelig scene, hvor hovedpersonen forsøger at tage med en bus af sted fra alt det forfærdelige og får hjælp fra nogle venlige sjæle. Det er så ondt, fordi man lige når at tro og føle, at det måske skal blive godt, og så viser de sig at falde hende i ryggen, når hun tror sig tryg. Av, en grim bog.