Lene Kaaberbøl: Vildheks 1 Ildprøven

Børne- og ungdomsbøger, fantasy, Roman

vildheks ildprøvenJeg har kastet mig over endnu en teenagepigeserie, og den skuffer ikke. Jeg læste den første i Vildheks-serien “Ildprøven” på et par dage, og har straks bestilt de næste to på biblioteket.

Carla er 13 år og på vej i skole, da en stor, sort kat pludselig overfalder hende i cykelkælderen og mærker hende i panden. Derefter er ingenting længere, som det plejer, og Carla må tage på en miniferie til Moster Isa i skoven. Her lærer hun den vilde verden at kende, lærer sig at kalde på dyrene og finde frem i “vildvejene”

Mod slutningen udfordres hun af vildheksen Kimæra med de store vinger og gule øjne, og ildprøven er i gang.

Vildheks-serien

Der er seks bøger i serien “Vildheks”. Rækkefølgen er:

Vildheks 1 – Ildprøven
Vildheks 2 – Viridians blod
Vildheks 3 – Kimæras hævn
Vildheks 4 – Blodsungen
Vildheks 5 – Fjendeblod
Vildheks 6 – Genkommeren

Lene Kaaberbøl er også forfatteren bag Skammerserien.

Suzanne Collins: Dødsspillet (Hunger Games)

Børne- og ungdomsbøger, Roman

DødsspilletJeg læste Dødsspillet, mens jeg lavede mad, mens jeg talte i telefon, og mens jeg bar min søn ud i barnevognen. Jeg lovede hele tiden min mand, at jeg ville lægge bogen fra mig og være nærværende, når jeg nåede til næste kapitel, men opdagede så, at jeg alligevel var kommet til at læse videre, for lige præcis her kunne man da umuligt stoppe.

Det er Fluernes Herre møder X-factor møder George Orwell møder Ronja Røverdatter.

Fattige børn slås til døden i et tv-transmitteret show, og vinderen er den sidste, der overlever.

Det er noget så sjældent som en amerikansk teenageromanserie uden vampyrer. Jeg er virkelig ikke fan af fantasygenren, men i Hunger Games (ja, det er den, der er filmatiseret med J-Lo) lykkes det at opbygge et univers, som er så tilpas tæt på virkeligheden, at man bliver revet med, og samtidig sat hen i en fremtidsramme, så der er plads til fantasi.

Bøgerne foregår, efter Nordamerika er brudt sammen, og der er oprettet 13 distrikter, som styres fra hovedsædet i Capitol. Hvert år udtrækkes to børn fra hvert af distrikterne til at deltage i Dødsspillet, hvor de slår hinanden ihjel for at overleve selv og for at underholde beboerne i hovedstaden.

Trilogien består af Dødsspillet, Løbeild og Oprør. Som altid er den første bedst, men de to andre er klart også værd at læse.