Maren Uthaug: 11 %

Maren Uthaugs roman “11%” er som intet andet, jeg har læst.

Jeg har været vild med Marens striber “Ting jeg gjorde” de seneste fem år og har vel fulgt hende på Instagram i tre. Hun er sjov, spydig og kick-ass-underspillet-feministisk. Men jeg har aldrig været så vild med hendes bøger. “Hvor der er fugle” var for dyster, “Og sådan blev det” glemte jeg hurtigt igen, og “En lykkelig slutning” turde jeg aldrig læse, fordi jeg læste i en anmeldelse, at billederne af den utugtige omgang med lig aldrig forlader ens nethinde igen.

Nå, så langt så godt. Men med denne bagsidetekst var det jo svært at komme uden om 11%:

“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen

I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.

Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.

Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?

Romanen er blevet skamrost af anmelderne som original, vild og fejende flot – og med rette. Det tog mig lige 80 sider at være med på konceptet, til gengæld var jeg de sidste 80 sider så ærgerlig over, at den nu snart var slut.

I 11% møder vi Medea, der holder en pythonslange som kæledyr i kælderen, Wicca der er præstinde i sjette (?) led af W-linjen af præstinder, Benja der overlades til sig selv og svømmer sig gennem livet og til sidst Chaplin, der er født med det forkerte køn.

Det er selvfølgelig de fire karakterer der gør bogen, men det er mindst ligeså meget hele det fremtidsmiljø, som Uthaug har skabt: en verden, hvor man har en række mødre, bor i rundhuse i den gamle frederiksbergslum og foragter patriarkatets firkantede arkitektur, holder rotter og slanger, tilbeder den hellige moder og spiser tørt brød. Mændene bliver holdt i avlscentre, fx på Lolland, og i gaden bor mandedamer med penisatrapper, som man kan besøge. Ellers kan man have sex med mennesker (læs: kvinder) eller onanere, som man har lært i skolen.

Advertisement

Ditte Hansen og Louise Mieritz: Gode kasser

Ditte Hansen og Louise Mieritz’ feministiske værk er et velforløst, humoristisk og smukt spejl på nutidens kønsroller og ikke mindst den danske underholdningsbranche.

Velforløst, fordi den er komponeret af interviews, tegninger, fortællinger fra det virkelige liv, powercitater m.m., hvor de undersøger snerpen og slutten som kvindefigurer.

Humoristisk, fordi – ja det er jo Ditte Hansen og Louise Mieritz.

Smuk, fordi Sofie Riise Nors har illustreret bogen, og hendes bidrag er så skarpt som en tredje forfatter. Ikke smuk i gængs forstand; mere skamlæber i mange varianter-smukt.

Jeg tog den ned fra hylden på biblioteket og bladrede den igennem på et par dage. Det kan jeg snildt anbefale, at man under sig selv.

Fra femi-hylden

Lidt kønslitteratur fra to forskellige kanter. Den ene læste jeg, fordi min avis på en pæn måde sagde, jeg burde holde mig opdateret om det 21. århundredes kvindefrigørelseskamp i de arabiske lande. Den anden, fordi den tilfældigvis var på biblioteket, og jeg kunne genkende forfatteren som en JP-journalist, jeg engang har overvejet at ringe til eller måske ringede til, jeg kan ikke huske det, men navnet kunne jeg genkende.

Joumana Haddad: Jeg dræbte Sheherezade
Uh, det er sådan en svær bog at skrive om. For er det ok at synes at et vidnesbyrd fra en stærk arabisk kvinde er uinteressant? Jeg kan godt lide bogens grundtanke: Sheherazade skal dø: det er ikke tilstrækkeligt at være snedig nok til at fortælle historier for ikke at dø, vi må også have magten til selv at slå ihjel. I alle mulige overførte betydninger. Men skrivestilen er sgu tung. Og jeg bliver ikke så meget klogere undervejs. Men sejt nok, alligevel, at den findes. Jeg kan bare ikke nødvendigvis anbefale at læse den.

Leni Malicenski: Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt
En humoristisk journalistisk gennemgang af ligestillings-Danmark pt. Leny bliver arbejdsløs, kommer i tanke om, at hendes tidligere chef ikke gav hende nok i løn, tager på pilgrimsrejse til kvote-Sverige og finder senere ud af, at man måske skulle spørge luderne først, inden man begyndte at tage deres kampe. Du behøver ikke læse den, men hvis du alligevel har en eftermiddag, du ikke skal noget med, er det nu ganske underholdende.

Ayaan Hirsi Ali: Nomaden

Ayaan Hirsi Ali udgav i 2006 den selvbiografiske roman “Ayaan. Opbrud og oprør” om flugten til Holland og den vestlige verdens livssyn. Med “Nomaden” forsøger hun at brede sin personlige historie ud og skriver om sin familie, sit virke som tolk for socialrådgivere i Holland og forfatter, forsker og foredragsholder i USA, og hun skriver mere generelt om den muslimske tro og behovet for et omfattende opgør med islam – en ny oplysningstid.

Jeg er ikke særlig enig med Ayaan Hirsi Ali, og måske derfor er “Nomaden” én af de mest interessante bøger, jeg har læst længe.

Er radikal islam “den største udfordring som den vestlige verden har stået over for siden sovjetkommunismen”? Er det virkelig rigtigt, at “Enhver, der betragter sig selv som muslim, tror, at Koranen er Guds sande uigendrivelige ord”? Kan det passe, at “Muslimske børn i hele verden […] bliver opdraget med vold, og de bliver oplært i at ønske vold mod de vantro, jøderne, amerikanerne, Satan”?

Ayaan Hirsi Ali er en borgerlig samfundsdebattør. Jeg vil sandsynligvis være én af de naive, venstreorienterede mennesker, som med sin selvpåberåbte respekt og tolerance gør det hele meget værre. Og det er svært at være uenig med nogen, der af indlysende årsager har større indsigt i et område end én selv. Men det har man jo netop ret til ifølge Ayaan. På et tidspunkt i bogen holder hun et foredrag på et universitet for kvinder i Californien:

“[E]n lang kø af muslimske piger [stod] klar foran mikrofonen for at stille spørgsmål. Men før nogen kunne nå at give den første kommentar, råbte en pige med tørklæde fra tilhørerrækkerne: “HVEM FANDEN GIVER DIG RET TIL AT TALE OM ISLAM?”
En ung, rødhåret pige, der stod i køen, råbte tilbage: “DEN AMERIKANSKE FORFATNING!”
Det var inspirerende.”

Ayaan Hirsi Ali skriver selv, at hun sandsynligvis er mere optaget af individets frihed, end den almindelige amerikaner er, fordi hun ikke er flasket op med det. Hendes betragtninger om ny feminisme er fx meget inspirerende. Grundlæggende er det en opfordring til, at vestlige feminister bliver mindre navlepillende og selvretfærdige og i stedet begynder at bekymre sig om omskæring, trafficking og tvangsægteskaber, for nu bare at starte et sted. Det kunne være interessant, hvis feminismen blev et verdensomspændende fænomen, fordi køn netop naturligt krydser grænser og kan forene på tværs.

“Nomadens” formål er at gøre det af med en kultur, der bygger på ære og skam. Ayaan Hirsi Ali vil ikke give op, blot fordi det virker som et omfattende projekt at frigøre halvdelen af den muslimske befolkning rundt omkring i verden. Og det fortjener respekt. I mellemtiden hader jeg, at højreorienterede kræfter i Danmark kan bruge hendes forfatterskab til at sige “Se selv, selv tidligere muslimer synes at en barbarisk kultur er ved at overtage vores land.” Jeg tror ikke, det er tilfældet.

Test