Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha: Fra Libanon til Lærkevej. Samtaler vi aldrig har haft.

Enter a caption

“Fra Libanon til Lærkevej” handler om Souad Taha, der blev landskendt i dokumentarserien “Familien fra Lærkevej” i 2016.  Hun er mor til journalist og TV-vært Abdel Aziz Mahmoud, og i deres fælles bog fortæller hun ham for første gang om hele sin rejse fra krigen i Mellemøsten til freden i Danmark. Hun fortæller om det første møde med sin mand, Abdels far, om deres bryllup, der aldrig blev som hun ønskede, og om de første år som ny i Danmark.

Fortæl mig det hele

Abdel har igennem hele sin barndom ønsket at være så almindelig som muligt og har derfor aldrig spurgt – eller hørt efter, når moren har fortalt. Nu vil han høre det hele. Og man genkender tydeligt Abdels stil, som den nysgerrige, oprigtigt interesserede interviewer, som altid på charmerende vis får det til også at handle lidt om sig selv. Hvilket denne historie jo i sin natur også gør.

Det er sjovt at være fluen på væggen, og formen lykkes godt. På et tidspunkt fortæller Souad om borgerkrigen som barn/ung i Libanon, hvor de af og til måtte i beskyttelseskælder. Forældrene blev i lejligheden for at sikre, at lejligheden ikke brændte ned:

“Abdel: Man kunne jo nok mene, at det var vigtigere at være hos jer i kælderen og trøste jer – men okay.

Souad: Ja, men for jer danskere er det svært at forstå, at når…

Abdel: “Jer danskere.” Really?

Souad: Ja, du er vokset op i Danmark, Abdel. Du ved ikke, hvad det vil sige at vokse op dag efter dag i en krig. (…)”

Det er bare et lille, fint eksempel på, hvor troværdigt det bliver, at de ikke har haft de her snakke før. Det giver mig lyst til at spørge min egen mor om hendes historie fra start til slut. For det er ikke kun en historie om integration. Det er allermest en historie om en mor og søn, der er fra to generationer med forskellig opvækst og med et kærligt-drillende mor-søn-forhold, og som aldrig har sat sig sammen for at tale om det hele på én gang.

Gitte Løkkegaard har redigeret bogen og krydret med korte afsnit om den politiske tilstand i Libanon, Palæstina, Danmark m.v. imellem bogens kapitler. Det var ofte der, jeg lagde bogen fra mig på natbordet; klar til næste dag. Men det historiske overblik er et godt supplement til bogens personlige historie.

Min søn er homoseksuel

Abdels homoseksualitet, som er offentlig kendt, er en del af de sidste kapitler i bogen.

Undervejs mens de skrev bogen, var Souad til et arrangement hos Mino Danmark, hvor hun holdt en fantastisk, historisk tale for sin søn, for Danmark og for danske, muslimske forældre.

Jeg har set den tre gange nu, og jeg græder stadig hver gang. Du må gerne læse bogen, den er god. Men det her 5 minutters klip SKAL du se:

Hvor taler du flot dansk

“Fra Libanon til Lærkevej” er Abdels anden bog. I 2016 udkom selvbiografien “Hvor taler du flot dansk”, som i dag er analysestof på de fleste gymnasier i landet. Her beskriver han sin opvækst som brun på hvide folkeskoler og det gennemsyrende ønske om at blende ind og ligne de andre.

Du kan se alle bøger af Abdel her eller gå direkte til Fra Libanon til Lærkevej.

Jeg har modtaget bogen som en anmeldereksemplar fra Bog og Ide.

Advertisement

Gitte Løkkegaard: Tine Bryld. Et lettere kaotisk ridt

Jeg hører ikke til dem, der er vokset op med Tine Brylds stemme i radioen. Jeg er ikke fortolig med Tværs og har ikke spejlet min ungdom i de mange skæbnehistorier. Til gengæld er Liv og Alexander-trilogien min vigtigste teenagelitteratur. Jeg ved stadig, hvor de tre bøger stod på mit skolebibliotek, bagerst til venstre og på samme hylde som “Min ven Thomas”.

For et menneske, hvor Tine Bryld først og fremmest er ungdomsbogsforfatter og dernæst radiostemme, er det interessant at læse historien om et menneske, der måske frem for alt er socialrådgiver og socialt indigneret. Et mennekse, der har kæmpet for fri abort og advokerede for fixerum i København allerede for 40 år siden.

Jeg blev opmærksom på bogen på Bogforum, hvor jeg hørte en samtale mellem Gitte Løkkegaard (radiovært på DR) og Tine Bryld og en tredje. Når jeg lytter til det, kender jeg jo alligevel godt stemmen (- og i øvrigt også Gitte Løkkegaards – det er hende, der i mange år lavede timelange personinterviews med en langsom, rolig stemme på P1). Det her citat, synes jeg, er som at tænde for radioen:

“Hendes stemme er kaldende, venlig. “Hallooo, det er Tine”. Der er tavshed i den anden ende. Stemmen bliver blødere. “Er det Signe?” Stadig tavshed i et par sekunder, så hører man en lille gennemsigtig stemme: “Ja…” “Hej Signe,” siger hun, og de ord findes ikke i sproget, som kan beskrive den omsorg, der bølger ud i telefonen når hun spørger: “Hvad har du på hjerte, min ven ?””