Maren Uthaug: Hvor der er fugle

Bøger fra 2017, Roman

UthaugJohan gifter sig med Marie for at få et job på fyret, så han kan forsørge sin mor. Marie gifter sig med Johan, fordi hun er gravid med Fede, men det får vi først at vide langt senere. Darling hedder Darling, fordi svigermor ikke bryder sig om udenlandske navne, og Valdemar spiser under bordet, fordi han tror, han er en ko.

Det lyder mere teatralsk, end det er beskrevet i bogen. Det er det stille drama, der udfolder sig på et fyr, lidt uden for bygden Uthaug, midt i Ørlandet, lidt uden for resten af verden.

Maren Uthaugs familie har boet i Norske Uthaug i generationer, og det er her, hun er taget tilbage for at finde inspirationen til bogen. I efterskriftet får jeg indtrykket, at hun har skrevet den som en hyldest til sin mor og sin familie, men bogen er alt andet end romantiseret. Der er dem, der laver børn på deres døtre, fordi de keder sig og tror, det er ok, og så er der dem, der kommer til det, fordi de ikke ved, det er deres døtre i første omgang.

Lilian Munk Rösing i Politiken rammer plet i sin anmeldelse, især med denne sætning: “Om bedrag og incest i ét stort roderi, så det, der ligner incest, ikke er det, mens det, der er det, ikke ligner det.”

Bogen handler om det mest forfærdelige og efterlader mig med uro i kroppen, spændte øjenbryn og samtidig en følelse af at have læst en velskrevet og næsten hyggelig bog. Det er jo absurd. Den ambivalente følelse kommer af de tre perspektiver, bogen er skrevet fra: faren Johan, moren Marie og datteren Darling. De gør alle det, der føles nødvendigt for dem og bliver fanget af de valg, de tager, men så får de det bedste ud af det og finder små glimt af livsglæde et andet sted (i bådhuset, på gården eller i USA-eventyret).

Samarbejde med Bog&idé

Bogen er den første i en række bøger, som er sponsoreret af Bog&idé. Boghandlerkæden har tilbudt en række bloggere seks valgfri bøger om året mod at linke til bøgerne i anmeldelsen. Det har jeg sagt ja tak til.
Se Maren Uthaugs “Hvor der er fugle” på Bog&idés hjemmeside.

Reklamer

Fem bøger, jeg glæder mig til

Anbefalinger, Boglister, Roman

Jeg læser gerne alt, hvad der får fem-seks hjerter i Politiken. Det skal helst være nyt, velskrevet, ikke for Josefine Klougart-poetisk (der har jeg min Politiken-undtagelse) og handle om mig selv.

De her fem står på min liste over gode bøger, som skal sluges snart.
Maren Uthaug er den fantastiske kvinde bag Ting, jeg gjorde og romanen Og sådan blev det. Jeg følger ikke ret mange fremmede mennesker på Insta, men hun gør mig glad.

Naja Marie Aidt skrev Sten, Saks, Papir i 2012, og tak for den. Nu har hun skrevet en bog om sit barn, der er dødt. Den kommer til at gøre ondt, tænker jeg, og det er underligt at glæde sig lidt til den oplevelse.

Jonas T. Bengtsson er ham med Submarino og Et eventyr og Sus er ikke mindre socialrealistisk, som boligblokken på forsiden afslører. Det plejer at være godt – det skal det også blive denne gang, er jeg sikker på.

Jeg kan ikke huske, hvad Æg handler om, men jeg gider læse alt af Morten Ramsland. Det gælder i øvrigt også for de tre første forfattere.

Niksen er eneste udenlandske på listen. Den foregår i Chicago og handler om en 11-årig dreng og noget amerikansk hippie-historie. Jeg blev forelsket i forsiden og bagsideteksten på et besøg hos Thiemers Boghandel, som fortjener et indlæg for sig selv. Det kommer snarest…

Nu – i gang med at læse!