Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav

Noveller

Martin Kongstad vandt debutantprisen i 2009 for den her novellesamling, og det synes jeg bestemt, er velfortjent.

Det er syv sammenhængende noveller, som foregår i mediedarlingernes København og livsnydernes Nordsjælland (hvor jeg lige var i sommerhus i går. Meget aktuelt). Det går meget ud på at drikke alt for meget ret lækker rødvin, at knalde lidt hist og pist og at fortryde, hvad man har gjort med sit liv (det gjorde jeg ikke nødvendigvis i går).

Der er noget i skrivestilen, som minder mig om at læse Jan Sonnergaards ‘Radiator’ i gymnasiet. Noget destruktivt, som samtidig er tiltrækkende.

Her et lille klip:

“Da hændte det ulyksalige, at jeg kom til at se alt med hans øjne. (…) Med ét stod det ubehageligt klart, at matematikeren ikke var en overjordisk særling, men bare studentikos og bedrevidende, og pludselig kunne jeg høre alle de himmelråbende ligegyldigheder, som folk omkring os drøftede. De talte jo om tv-programmer og friværdi, som alle andre; ganske vist var disse emner gjort spiselige ved en negation; åh, det var tidsspilde med alt det fordummende tv, og nej, hvor var det for meget med al den snak om boligpriser, men omdrejningspunkterne var de samme banale, og det var bestemt ikke formildende, at man tilmed insisterede på at distancere sig fra pøblen.”

Reklamer

Skidt begyndt…

Roman

Nogle bøger når man ikke til sidste side af. Her en lille liste over bøger, jeg har bladret, læst næsten, kvart, halvt, stort set ikke i den forgangne tid.

Søren Ulrik Thomsen: Repremiere i mit indre mørke
En ret lækker essaysamling. Jeg gider bare ikke læse essays. Det er meget interessant, at han skriver om Inger Christensen, som han kender og er inspireret af. Også meget interessant læsning om rygepolitik, som jo er klasseeksemplet på, hvor hurtigt man kan vende en kultur. Hvis jeg skulle tage én bog med på en øde ø, skulle det til gengæld være Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Det værste og det bedste”.

Juliane Preisler: Privatpersoner
En god bog at læse op – meget rytmisk, gentagende, mundtligt sprog. Men derfor også hakkende, snublende, monont rytmisk. Jeg blev træt af at læse indad i den form. Det er jo en smagssag. Som bonusinfo kan jeg fortælle, at jeg skrev 1.g-opgave om Juliane Preislers roman “Glas”.

Jan Sonnergaard:  Sidste søndag i oktober
Apropos gymnasiet har jeg som så mange andre i min generation læst Jan Sonnergaards “Radiator”. Særligt novellen om en polterabend, der kommer helt ud af kontrol og ender i vold og mord, har efterladt så stærke billeder, at jeg tænkte, Jan Sonnergaards andre to novellesamlinger skulle have en chance. Men det blev lidt halvhjertet, og jeg blev aldrig rigtig fænget og nåede ikke til samlingen med den ellers så dejlige titel “Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen” (som jeg i øvrigt tit kommer til at tænke på, når jeg ser et indlæg af Per Michael Jeppesen).

Olav Hergel: Indvandreren
Jeg glemte en pæreindsmurt udgave af denne bog i et indenrigsfly, og egentlig var begyndelsen ikke så lovende – et forceret sprog, der alt for gerne ville gennemtrumfe nogle pointer – men den havde potentiale til at blive spændende, så den skal have en chance til. Måske uden nærkontakt med frugt.