Jesper Stein: Ædru

🖤🖤🖤🖤🖤
Jesper Stein er bedst kendt som krimiforfatteren bag “Akrash“, “Papa”, “Aisha” m.fl., som foregår i miljøet omkring Nørrebro i København.

For to år siden skrev han den selvbiografiske roman “Rampen” om sin opvækst i Risskov uden for Århus. “Ædru” starter, hvor “Rampen” sluttede og behandler Steins egen vej ud af et massivt alkoholmisbrug.

Jesper Stein er en hamrende dygtig forfatter, og “Ædru” er en velskrevet fortælling om alkoholens tillokkende natur og dens altødelæggende konsekvenser. Vi følger Jesper, mens han går i Minnesota-behandling, og de små sidehistorier om menneskerne, han møder, er mindst ligeså spændende som hovedplottet. Der er kunstneren, som ikke ved, hvordan han skal komme igennem sin næste fernisering eller få økonomisk støtte, fordi branchen er så gennemsyret af stoffer, og så er der den helt unge fyr, som er blevet dødeligt afhængig af ecstasy på mindre end et år.

Jesper Stein besøger også forskellige forfatterreferencer og åbner blikket for, hvordan rusen bliver forherliget i litteraturen som den eneste vej til sand kunst. Før har han suget det ind og dyrket det selv, og nu ser han kun fordærvelsen.

Det er spændende at se med Jesper Steins øjne, og som læser hepper man på, at hovedpersonen og forfatteren kan forblive ædru, når man som her lægger sit liv og sine svagheder så ærligt og ucensureret frem for hele Danmark.

Jeg kan varmt anbefale Jesper Steins bøger, både opvækstfortællingen “Rampen“, krimierne, og altså også den seneste her.

Politikens Forlag 2022

Advertisement

Jesper Stein: Rampen

“Jeg skal skrive om mit liv med mine forældre. Det er det, jeg kan nu,” skriver Jesper Stein på første side. Manden, der er kendt for tempofyldte københavnerkrimier som Aisha, Akrash og Solo, har skrevet en dybt personlig fortælling om sin opvækst i Risskov.

“Jeg går rundt langs Christianshavn Kanal med en fremmed nøgle i lommen og en følelse af afslutning i min krop. (…)
Jeg er ikke syg.
Jeg er holdt op med at drikke. Jeg er blevet skilt. Min mor er død.
Det er derfor, jeg er bange.”

Uddrag fra bogen

Skrivehåndværket er i orden, og romanmaterialet er fyldigt. Jeg bliver aldrig træt af at læse opvæksthistorier; den særlige usikkerhed, der præger teenageårene, venskaber, kærester, sex og relationen til forældre, der enten er der for meget eller for lidt.

Skilsmisse i Risskovs bedre borgerskab

Jesper Stein vokser op i huset på Rampen i Risskov sammen med mor Jytte, far Finn og broren Peter i midten af 60’erne. Finn er dansklærer i gymnasiet, og hans studerende ser op til ham for hans viden og fortællegejst. En dag ser Jesper sin far og en studerende i en intim situation hjemme i stuen, og det bliver starten på enden på forældrenes ægteskab.

Moren, som indtil nu har været den faste klippe og omsorgsfulde forældrefigur, bliver bitter og drikfældig og mister grebet om forældreskabet. Den unge Jesper beskriver sine glade barndomsminder fra en svunden tid – med morgenbrød i sengen om lørdagen; “Jeg hadede det. Krummer i sengen,” siger min mor nu. Ikke kun nutiden og fremtiden bliver revet over, mens også fortiden devalueres, og bitterheden varer ved i over 20 år. Enkelte steder på grænsen til overgreb, mange steder et entydigt omsorgssvigt.

Imens er den joviale, konfliktsky far flyttet ind hos Gitte og overser sine to drenge. Her er fraværet af interesse og omsorg det største svigt – ligesom rødvinskartonerne også her tømmes hurtigere end vandflaskerne.

Romanen følger Jesper, begge forældre og lejlighedsvis også broren helt til forældrenes død og begravelse med kort tids mellemrum og opholder sig også mod slutningen kort ved Jesper Steins eget alkoholmisbrug, da han er blevet en kendt forfatter og turnerer rundt i Tyskland. Endelig med sin fars anerkendelse, men også med hans misbrug som en livslang følgesvend.

Hvis du endnu ikke har læst Jesper Stein, kan du hoppe på her – eller begynde med hans første krimi “Uro”, der introducerer politimanden Axel Steen.

Politikens forlag, 2020

Jesper Stein: Solo

Jeg er en sucker for fortsættelser. Det er så nemt at hoppe ned i miljøet, personerne og relationerne og få fuld skrald på dramaet fra starten.

Jesper Stein er en krimimester, og han skriver præcis den type krimier, jeg kan lide: Hvor spændingen, opklaringen og relationerne er i højsædet, frem for udpenslet klamhed, gys og gru.

Axel Steen i nyt job – men stadig den samme

Serien handler om politimanden Axel Steen, der slås med både familieliv, fortid, alkohol og banditter. Han er kompromisløs og som en rigtig krimi-politimand tager han gerne alternative metoder i brug.

I dette sjette bind, Solo, har Axel Steen forladt politiet for at blive sikkerhedschef i en investeringsbank. En stor svindelsag i banken sender ham dog i armene på vold, fart og spænding på ny. Samtidig følger vi hans gamle makker, Vicki Thomsen, der opklarer en drabssag i Urbanplanen. De får brug for hinandens hjælp og langsomt krydser sporene hinanden i de to sager.

Rækkefølge i Jesper Steins krimier

Jesper Steins krimiserie er foreløbig på seks bind. De fem første romaner i serien hedder “Uro”, “Bye bye blackbird” “Akrash“, “Aisha” og “Papa”. “Solo” udkom i 2018. Jeg har læst de sidste fire – med lige stor begejstring hver gang.

Sommerbøger

Her et lille forsinket udpluk af, hvad sommeren har budt på på min boghylde, mens jeg har dasket rundt i Rågeleje, på Møn, i Stockholm og i gode gamle Brønshøj.

Maren Uthaug: “Og sådan blev det”

Maren Uthaug er den store overraskelse for mig. Det var gået helt hen over hovedet på mig, at hun havde udgivet en roman i 2013, og per refleks forventede jeg, at den var sjov. Den er gravalvorlig og virkelig god.

Bogen handler om pigen Risten, der vokser op i Nordnorge hos en samisk mor og en norsk far. Uden at spoile for meget rejser hun siden til Danmark, hvor hendes far flytter sammen med den danske kvinde Grethe. Grethe synes, det er mere praktisk at hedde Kirsten i Danmark, så det kan Risten lige så godt hedde nu. “Og sådan blev det”. Og sådan blev så mange ting i en piges liv. Det er det, bogen handler om.

En kompakt og læseværdig roman, som giver en lussing til både forældre og stedforældre, der foregiver at ville deres børn det bedste, mens de gør, som de selv vil.

Jesper Stein: “Aisha”

Aisha er krimielementet i dette års sommerferielæsning. Sådan en skal der være i enhver sommerlæsekasse! Det er fjerde bog i serien om kriminalkommisær Axel Steen, men kan sagtens læses uafhængigt. Jesper Steins bøger foregår i nutidens København, som regel Nørrebro, men denne gang er handlingen forlagt til 8-tallet i Ørestaden. Her bliver en PET-agent fundet myrdet, og Axel Steen bliver sat på opklaringsarbejdet sammen med en anden (levende) PET-agent.

Handlingen følger to spor: Mens den nuværende efterforskning graver dybere og dybere, får man afsløret detaljer fra en afblæst terroraktion, der ligger nogle år tilbage. Sporene krydser, og en del af efterforskningen bliver mørklagt.

Som en god krimiforfatter ved Jesper Stein præcis, hvornår han skal skrue op og ned, og de sidste 200 sider (ja, 200) blev jeg nødt til at læse ud i én køre, for det var umuligt at stoppe, før det var HELT slut.” Gæt selv, om det ender godt til sidst, og om helten overlever til den næste bog i føljetonen.

Abdel Aziz Mahmoud: “Hvor taler du flot dansk!”

Endelig fik jeg fingrene i Abdels MEGET roste bog om hans og hans families stille integrationssucces i en fynsk forstad. Den kunne fortælle om så mange andre danske drenges opvækst, hvis man ser bort fra det arabiske islæt, og den er fin, fordi den ikke er specielt dramatisk, men ligeså normal og dansk og kedelig, som Abdel stræber efter at være, fra han er kun en lille gut.

Da der f.eks. starter en ny, indisk dreng i hans folkeskoleklasse, der ellers kun består af hvide gennemsnitsfynboere, gør han alt for ikke at blive slået i hartkorn med Rajkumar. Og det slår hårdt, når han ind imellem ud af det blå bliver mindet om, at han er brun.

Han bliver journalist og tv-vært og når et mål, som er opstået ud af en barnlig undren over, at der ikke var flere i fjernsynet, der lignede ham selv. Og det går rigtigt godt for Abdel, så godt, at han igen næsten glemmer, at han ikke er kødfarsfarvet, indtil han næste gang bliver slået tilbage med velmenende, svidende ord: Denne gang er det en radiodebat med Bertel Haarder, der begejstret siger til Abdel: “Hvor taler du flot dansk!” Abdel giver ham det eneste rigtige svar: Et nøgternt “I lige måde”.

Daniel Boysen: Fordi ilden er vores

Her lander vi måske på den bog, jeg har været mindst begejstret for, og den er en gemmer fra foråret. Det svider lidt at sige, jeg ikke er fan, for det er en intens, lille, pakket bog, der krænger sjælen ud og fortæller nogle grumme detaljer om et hjem med en misbrugt søster.

For mig, lige her og nu, bliver den for poetisk og selvpegende (hvis der er noget, der hedder det). Men det er en smagssag.

Julia Lahme: “Manifest”

Et manifest for at turde være feminist på 2016-måden, men med en indbygget selvmodsigelse, som jeg havde lidt svært ved at blive klog på. For mig er feminisme også retten til at være kvinde på en anden måde (blandt meget andet), og derfor bryder jeg mig ikke så meget om de lukkede damebladsklicheer om, hvad ‘vi kvinder’ tænker, føler og gør.

Ofte var jeg heldigvis ikke en del af klicheen, men lige på en pointe ramte den plet (frit citeret): Hvorfor er det, at du kan vække enhver mor midt om natten, og så kan hun fortælle dig, hvor mange liter mælk der er i køleskabet?