Så længe jeg skal ind ad din dør

Noveller

sosuTi forfattere har fulgt ti sosu’er i Københavnsområdet, og det er der kommet en fin lille novellesamling ud af.

Den bedste er ikke engang “Jeg skal ikke tørres, din dumme neger”, selv om det er en meget lovende titel. Tværtimod kan jeg godt lide, at mange af novellerne er meget fine i deres antydninger og stille beskrivelser af en arbejdsplads og ikke mindst nogle borgere, som er på vej herfra. Fælles for de fleste er ikke overraskende minuttælleriet og en integritet og arbejdsstolthed hos medarbejderne, der ikke kan tælles i tid.

Se mere på Stemmer til et stumt fag, hvor man også kan høre novellerne som lydfiler.

Det er gode forfattere, der er med. Fx Thorstein Thomsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Reklamer

Ditte Giese: 90’erbogen

Fagbøger

Ååååh 90’erne! Hurra for at svælge i nylig overstået ungdom. Med tilpas ironisk (det hører jo til tiden) distance, og tilpas ærbødighed over for de dage, der lige har været og allerede er tyve år siden.

Om tiden siger Ditte: “Hvis man sammenligner 90’erne med, hvad unge i dag har af medfødte bekymringer i genren global opvarmning, terrorisme, civilisationernes sammenstød, bristede boligbobler og verdensomspændende finanskriser, så slap vi billigt dengang i 90’erne. For vi voksede op i en tid, hvor verdens dårligdomme dag for dag blev reduceret.”

Det er når hun er i det alvorlige hjørne. I den anden ende af skalaen har vi kapiteltitler som “Med stiv pik og håret tilbage til 90’erne” og “Dengang alle boede i postnummeret 90210”.

Og så elsker jeg, at der er en Brandon-tatoo på forsiden. Hvad mere kan man ønske sig? Måske en lille ting! For Ditte Giese skriver en personlig beretning om at vokse op i København og være hiphoptøs.

Gid hun havde været ung i Viborg og ikke havde råd til at købe buffalo-sko, gik i ONLY-bluser med logoprint over hele brystet og indrømmede at hun dengang ikke ville indrømme, at hun inderst inde elskede Boyzone, 3T , Whigfield og S.O.A.P. Gid nogen fra provinsen ville skrive den samme bog. Jeg gad godt læse den.

Katrine Marie Guldager: Ulven

Roman

Nogle gange stopper jeg op midt i en bog og tænker ‘Jeg er overhovedet ikke spændt på, hvordan det går de her mennesker’. Tit læser jeg bøgerne færdig alligevel. En slags udfald af min opdragelse, vil jeg tro. Og lidt tåbeligt.

Ulven er desværre sådan en bog. Den starter ellers godt, synes jeg:

“Leonora var ikke noget nemt barn. Allerede da hun var ni, erklærede hun over for sin raceubestemmelige gårdhund, at det eneste, hun virkelig ønskede sig i denne verden, var at slå sin bror ihjel. Denne historie begynder dog længe før, Leonora kom på de tanker, den begynder længe før, Leonora overhovedet blev født, hvilket hun var ganske tæt på slet ikke at blive. Historien begynder, før hendes familie forvandlede sig til denne kerne af fortrydelse, før hendes mor langsomt, men sikkert forvandlede sig til en ulv.”

Der er lagt op til drama, men man kommer aldrig rigtig til at holde med nogen af personerne, og det bliver aldrig en pageturner. Faktisk tror jeg, Katrine Marie Guldager gør en dyd ud af, at man ikke skal komme for tæt på, bl.a. ved at forældrene, som fylder alt for meget af historien, kun bliver kaldt ‘Leonoras mor’ og ‘Leonoras far’. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor det nu skulle være godt.

Jeg bliver ved med at vende tilbage til Katrine Marie Guldager, fordi jeg var begejstret for hendes novellesamling “København”, men desværre er jeg blevet skuffet, når jeg har forsøgt at læse en af hendes romaner.

Katrine Marie Guldager: Nu er vi så her

Noveller

Katrine Marie Guldagers fantastiske “København” er én af grundene til, at jeg trods min lettere indskrænkede hang til romaner, nogle gange alligevel giver novellesamlinger en chance. Hendes nyeste hedder “Nu er vi så her”, og den er også ganske god, men ikke ligeså særlig. De fleste af novellerne handler om familier og forhold, der er i opløsning eller udvikling, men de hænger ikke sammen på kryds og tværs som i “København”. Jeg er ret vild med begyndelserne i de forskellige noveller, og jeg blev ramt af en stille nørdefryd, da den første indleder med sætningen:

“Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle.”

Novellen har den meget sjove titel “Voksne mennesker kan godt tale om sex” og er en fortælling om en datter, der ikke synes hendes mor behøver tale med hende om netop det.

De to bedste noveller er dog efter min mening de mest barske. Den ene er novellen “Kære Karen Rask”, som er en fængselsindsats brev til et menneske, Karen, som muligvis er offer for det, der har sendt ham i fængsel. Den anden handler om en voldtægt på hovedbanegården og hedder “Retssagen”.