Merete Pryds Helle: Nora

Bøger fra 2019, Roman

Nora forside♥♥♥♥

“Nora” er en gendigtning af Henrik Ibsens klassiker “Et dukkehjem”. Det er en moderne fortolkning placeret i samme tidsalder som Ibsens oprindelige fortælling (slutningen af 1800-tallet).

“Et dukkehjem” er et kammerspil, der foregår i Nora og Helmers stue over nogle få dage. Merete Pryds Helle har i sin fortolkning udfoldet Noras ungdomsliv, mødet med Helmer og deres fælles tur til Italien.

Selv om tids- og kønskritikken af og til er lidt vel tydelig (vi får både “Arternes oprindelse” og “Les fleurs du mal”), er “Nora” en god læseoplevelse, og den gav mig lyst til at læse originalen umiddelbart efter.

“Nora”-figuren bliver foldet ud, og samtidig beholder hun den barnlige, dukkede énstrengethed, som teaterstykket skitserer, og som Nora i den oprindelige historie får øje på og vrider sig løs fra.

Merete Pryds Helle og 90’er-forfatterne

Mit forhold til Merete Pryds Helle er skiftende. Jeg var imponeret og draget af fortællingen om “Nora”. Jeg kedede mig til “Vi kunne alt” og var begejstret for “Folkets skønhed”. Det ligger måske i blandingen af hendes ubetvivleligt tekniske dygtighed, de af og til lidt for tydelige tidsportrætter, der hælder til kliche, og tematikken om kvindens stilling, som er eviggyldig, men også en anelse fortærsket.

Sandsynligvis er jeg alt for hård ved hende. I virkeligheden handler det mest af alt om, at hun minder mig om at fortolke alt liv ud af litteraturen i gymnasiet. Hun hører til de forfattere, der var det store shit, da jeg gik på Katedralskolen i Viborg i 1999-2002. Derfor kan jeg næsten ikke læse hendes navn uden at blive lidt træt.

IBSEN NOR – gendigtninger

“Nora” er en tredjedel af projektet IBSEN NOR, der gendigter Ibsen-klassikere. De to øvrige bidrag er norske Vigdis Hjorths “Henrik” (Hedda Gabler) og svenske Klas Östergrens “Hilde” (Hilde Wangel).

Michelle Obama: Becoming

Bøger fra 2018, selvbiografi

Michelle Obama selvbiografi‘Becoming’ er ikke et spørgsmål om, hvad man vil være, når man bliver stor, men om at blive til som sig selv.

Michelle Obamas selvbiografi er derfor både en bog om at være sort, at være kvinde, at være mor, karrierekvinde og hustru, og om at være USA’s førstedame.

“Becoming” er selvfølgelig først og fremmest interessant, fordi Michelle er gift med en tidligere præsident i verdens mest magtfulde land, men med bogen får hun sin egen fortælling.

 

I became a mother, but I still have a lot to learn from and give to my children. I became af wife, but I continue to adapt to and be humbled by what it means to truly love and make a life with another person. I have become, by certain measures, a person of power, and yet there are moments still when I feel insecure or unheard.”

The South Side of Chicago

Vi begynder i barndommens Chicago, hvor Michelle Robinson vokser op i The South Side. Mens hun går i skole, skifter klassen fra en næsten all-white til en næsten all-black, og køn og race er uundgåelige temaer i denne biografi. Hun er selvbevidst, men ikke vred. En outsider, men ikke unik.

Hun er dygtig til at balancere alvor, humor og almindeligheder og skriver bl.a. om sig selv og sin veninde Santita:

 

“She and I were all for strengthening the character of black youth across America, but we also needed rather desperately to get to Water Tower Place before the K-Swiss sneaker sale ended.”

 

Michelle fortsætter på high school og siden på Harvard Law School. I sit første job som advokat får hun en ung fyr med det spøjse navn Barack i sommerpraktik, og så er resten historie.

Familien først eller ‘The First Family’

Det, som vi i Danmark dog ikke kender så meget til, er Michelle Obamas rolle, ud over den smilende, vinkende hustru.

Hun er et privat menneske og ønsker grundlæggende ikke, at hendes mand skal træde ind i politik. Hun støtter ham, men tror langt hen i valgkampen ikke, at det vil lykkes ham. Som læser sidder man spændt tilbage, selv om man jo udmærket kender resultatet.

 

“Since I’d known him, it seemed to me that Barack had always had his eyes on some far-off horizon, on his notion of the world as it should be. Just for once, I wanted him to be content with life as it was. I didn’t understand how he could look at Sasha and Malia, now five and eight, with their pigtailed hair and giggly exuberance, and feel any other way. It hurt me sometimes to think that he did.”  

Jobbet, der ikke er et job

Michelle Obama er selv en driftig forretningskvinde og må forlade et højt profileret job i universitetsverdenen for at blive førstedame.

Hun beslutter sig for at bruge sin titel til noget fornuftigt og kaster sig bl.a. ind i kampen om amerikanske børns usunde madvarer og planter en stor del af haven til i Det Hvide Hus, så skoleklasser kan lære, hvor maden kommer fra.

Samtidig påtager hun sig et særligt ansvar for at gøre African Americans til en del af Det Hvide Hus’ historie.

 

“The struggles of Rosa Parks and Coretta Scott King were more familiar to me than those of Eleanor Roosevelt or Mamie Eisenhower. I carried their histories, along with those of my mother and grandmothers. None of these could ever have imagined a life like the one I now had, but they’d trusted that their perseverance would yield something better, eventually, for someone like me. I wanted to show up in the world in a way that honoured who they were.”

 

Højt at flyve, dybt at falde

For både The Obamas og for USA blev en historisk begivenhed og et højdepunkt i den amerikanske historie, afløst af et historisk lavpunkt, set med vestlige, demokratiske øjne: I 2016 flytter Donald og Melania Trump ind i Det Hvide Hus.

Barack Obama har på det tidspunkt været præsident i otte år, og familien gør sig klar til at forlade præsidentlivet og vende tilbage til et eget liv igen. Derfor er det ikke et personligt nederlag, men et nederlag for det demokratiske parti og for USA, som Michelle Obama beskriver på valgnatten i 2016:

 

“I felt something leaden take hold in my stomach just then, my anxiety hardening into dread. As Barack and Valerie started to discuss the early results, I announced that I was going upstairs. I walked to the elevator, hoping to do only one thing, which was to block it all out and go to sleep. I understood what was probably happening, but I wasn’t ready to face it. 

As I slept, the news was confirmed: American voters had elected Donald Trump to succeed Barack as the next president of the United States. 

I wanted to not know that fact for as long as I possibly could.”