Kaspar Colling Nielsen: Det europæiske forår

Bøger fra 2017, Roman

collingDet europæiske forår er en fremtidsroman, eller måske snarere en parallel nutidsroman.

I romanen flytter forskeren Elisabeth og kunstkuratoren Stig til en ny bosættelse på Lolland. Nogle investorer har købt øen og jævnet de almindelige huse med jorden for at opbygge det hele igen med kunstig natur, bæredygtigt byggeri, økologisk mad og kun de rigeste og rigtigste beboere.

På Lolland udvikler et forskerkollektiv f.eks. hunde og fugle med sprog og intelligens som mennesker, men undervejs vil det vise sig, at de stadig både har voldelige og selvhævdende drifter og kan udvikle depressioner og tungsind. Med andre ord får den ufuldstændige menneskerace skabt sig selv, nu i en dyrekrop.

Som man sikkert allerede kan regne ud, bruger Kaspar Colling Nielsen sin parallelle verden til at undersøge, udstille og udfordre alle menneskernes skyggesider. Det bliver også til sexlystne udviklingshæmmede og udflyttede minoritetsgrupper for nu bare at tage to andre eksempler.

Alligevel synes jeg, Colling er bedst i de underspillet spidse kommentarer om almindelige småborgerlige mennesker. Jeg har fundet fire eksempler her, som fik mig til at sætte æselører i biblioteksbogen:

“Kun en kvinde i halvtredserne, som havde født et barn og set det vokse op, kun en kvinde, som havde arbejdet hele sit voksenliv og mærket sit liv smuldre langsomt, kunne se ud af vinduet på den måde, tænkte Stig.”

“Hendes mund bevægede sig igen, og Stig betragtede hendes ansigt forme ord, han ikke hørte, men som fik hendes kinders slappe kød til at vibrere.”

“Der var noget sygt og degenereret, måske endda farligt, over folk, der boede på landet.”

“Stig havde altid antaget, at Ib var død af en overdosis eller havde begået selvmord et eller andet sted på grænsen mellem Kreuzberg og Neukölln. Men mange år senere mødte Stig ham i en Irma i Birkerød, hvor han boede med sin kone og deres tre børn. Han var blevet tandlæge.”

 

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Roman

den-danske-borgerkrig-2018-24“Mellem 2018 og 2024 var der borgerkrig i Danmark;” – sådan starter bagsideteksten til Kaspar Colling Nielsens ganske nutidige fremtidsroman. Den er en personlig beretning fra en nu 475 år gammel mand, om de ting, som skete, dengang almindelige mennesker fik nok af bankernes grådighed, politikernes opportunisme og virksomhedernes kynisme.

Politikere bliver halshugget på rådhuspladsen, og der bliver smidt håndgranater over Dronning Louises bro. Det er alt sammen meget fjernt og samtidig ikke så langt væk. Selv om borgerkrigen måske ikke lige lurer om hjørnet i lille DK, beskriver han meget godt, hvordan mennesker kan blive desperate af afmagt og fattigdom, og hvordan en kollektiv bevægelse kan retfærdiggøre uhyrlige handlinger, når enkeltmennesker føler sig magtesløse. Her et lille udsnit:

“En folkemængde er som en stor organisme af celler, der responderer automatisk på stimuli. Hvis der er en revne et sted, en åbning, søger mængden derind, andre følger automatisk med. Det sker bare. Det er en bevægelse, som skaber mere bevægelse. Ingen stopper op og overvejer noget. På den anden side havde vi alle sammen været til så mange demonstrationer, hvor vi bare stod og råbte og viftede med bannere som idioter. Vi havde alle mærket den lille ydmygelse, det lille stik i hjertet, man følte, når det hele var overstået, og man gik hjem til sig liv igen med uforrettet sag. Nu skete der i det mindste noget, endelig.

(…)

Jeg må indrømme, at der var noget tilfredsstillende ved at se politikerne stå der i deres jakkesæt og fikse spadseredragter, ligblege med håret strittende og blod ud af næsen. Der var ikke længere arrogante politikerattituder at spore i deres ansigter, kun ren og uforfalsket frygt.”

Beskrivelserne af krigens og finanskrisens konsekvenser er intelligente og interessante, men det, der gør bogen unik, er, at den er blandet med nogle små fortællinger, som nogle gange er relateret, andre gange ikke, til hovedhandlingen. Det er den 475-årige mand, som fordriver tiden med sine rige venner, som også er en del af et særligt stamcelleprogram, med at fortælle historier om stort og småt. Én af historierne foregår på et plejehjem:

“Allerede i receptionen blev de ramt af den der specielle lugt, som kun findes på plejehjem. Det er lugten af uparfumerede rengøringsmidler, der kæmper med den svage stank af menneskelig afføring og opvarmede færdigretter. En stank, hvis hemmelighed er, at den næsten ikke findes. Det er lugten af mad uden smag fra hermetisk lukkede poster. Det er en diskret, sød stank af ingenting.”

Lækkert, lækkert sprog. Det er (som min censor sagde, da jeg havde været til tyskeksamen i 3.g) fløde for øregangene (og jeg sagde “hva’?” og fik et 11-tal. Men det er en anden historie).

Læs den, hvis du får chancen.