Dea Trier Mørch: Vinterbørn

Roman

Min mand har bragt en hel del Dea Trier Mørch-bøger (og andre 70´er-klassikere) ind i vores husstand. De har for mit vedkommende altid stået urørt i reolen.

Til min fødselsdag i år fik jeg så en gave af en god veninde, som jeg lærte at kende over ømme bryster, porøs overflade og manglende søvn i 2012, da vi begge fik vores første barn.

Dea Trier Mørchs genudgivelse har fået en særlig plads i både reolen og mit hjerte. Den er en mødregruppe i litterær form og indkapsler samtidig 70ernes velfærdssamfund.

Den evige, mytiske fødselshistorie

“Vinterbørn” foregår på barselsgangen på Rigshospitalet i 70´erne. Kvinder fra alle samfundslag er indlagt, mens de venter på at føde. Fødselshistorierne kender ikke til klasse og rang, og der bliver knyttet bånd på tværs.

Jeg er ikke den nostalgiske type, og alligevel bliver jeg aldrig træt af at fortælle min egen fødselshistorie og at høre om andres.

Dea Trier Mørch afspejler fx den nærhed og taknemmelighed, man kan føle over for en dygtig jordmoder: “En ung, slank jordmor sidder ved siden af Veronica og holder hende i hånden. Hun holder mig i hånden, tænker Veronica og føler sig lykkelig, – det er ikke så tit, man holder et fremmed menneske i hånden.”

Uigenkaldeligt 70erne

Nogle ting er uigenkaldeligt 70´erne. Kvinderne bærer rundt på de gule journaler fra etage til etage og må ikke selv læse i dem. Når det hele er af helvede til, serverer oversygeplejersken en snaps. Og så er navnene selvfølgelig en historie for sig selv:

“Hva ska dit barn hedde? spør lille Connie.
– Noget virkelig smukt, siger Karen-Margrethe drømmende, – ja noget virkelig smukt – vi har tænkt på Brian eller Benny.”

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby

Roman

Jeg læser sjældent klassikere, fordi jeg synes, det er uinteressant (i hvert fald i sig selv), at noget engang var forud for sin tid, når nu så meget godt er skrevet siden da.

Med “Den store Gatsby” har jeg gjort en undtagelse. Litteratursiden skriver fx at “‘Den store Gatsby’ anses i dag for at være den roman, der allerbedst indfanger essensen af den provokerende, charmerende og depraverende jazztid.”

Jeg har ikke nogen særlig mening om bogen. Det burde jeg måske have for at skrive om den, ville nogen mene… Men den er  egentlig spændende – hvem er ham Gatsby, hvad er det for nogle mennesker, der kommer i hans hus, hvordan er han blevet så rig, hvem kørte i den bil etc.? Men samtidig er den lidt distanceret, fordi det er naboen, der fortæller historien, så for mig bliver det aldrig rigtigt vedkommende.

Jeg kan vist ikke helhjertet anbefale bogen. Selvom det altid giver en god følelse i maven at krydse en klassiker af på listen:)