Susan Abulhawa: Morgen i Jenin

Roman

Morgen i Jenin‘Morgen i Jenin’ er en bog lidt som ‘Drageløberen’, hvor man får den menneskelige version af flere generationers krig. Alle de personlige ofre, følelsen af at alle andre er overfladiske hyklere, fordi de ikke har prøvet at miste, beretningerne om meningsløs vold, der kommer alt for tæt på.

Den handler om tre generationer, der vokser op i en flygtningelejr i et israelsk okkuperet Palæstina. De er med i modstandskampen, men lever ellers deres liv, laver mad, spiller skak, bliver forelskede, får børn. Og så ind imellem ryster hele verden, tanksene bulldozer ind over lejren, og bagefter gøres tabene op. De er aldrig små og aldrig til at begribe.

Bogen er velskrevet, selv om den nogle steder er lidt for bevidst om sine virkemidler, hvis man kan tillade sig at sige det (lidt for meget ‘ok, så skal vi have en åbningsscene, hvor hovedpersonen, som vi først møder senere, har et gevær for panden. Flashback til xxx’). Andre steder er det svært at forestille sig, at nogen kan have fundet på noget så grusomt og detaljeret uden at præcis dét er sket i virkeligheden.

Reklamer

Carsten Jensen: Vi de druknede

Roman

Mændene i Marstal får ingen grav. De dør på havet, og der er ingen sten for kvinderne at besøge. “Vi, de druknede” er mændene i Marstal. De drukner gennem krigstid og fredstid og fra New Foundland til Danmarks sydkyst, og indimellem er basen Marstal, den stolte by på Ærø, som er kendt på verdenshavene, og som fylder så meget i hjerterne på de unge og gamle mænd.

De ved, at de skal drukne, men der findes ikke et alternativ til havet. Og derfor findes der heller ikke et alternativ til krigen, når den gennem generationer dukker op som et vilkår for Marstals sømænd: 

“Det var sømandens stædighed, når han konfronteres med overmagten, hvad enten det er en orkan eller en Messerschmitt 110, der fik dem til at sige ja. 
De sagde ikke ja til at gå i krig. De fortsatte blot en kamp, der allerede havde stået på længe. Det var ikke England, men vejen til England, de sagde ja til, havet og den udfordring, der fik dem til at føle sig som mænd.”

“Vi, de druknede” handler om sømandsskab og om krig og død. Men den handler mest om alt det, der er indimellem. Fx Klara Friis, hvis mand døde på havet, og hvis søn nu er stukket til søs. Den handler om frygten for at miste, og om de efterladte kvinders handlekraft. Et afsnit begynder fx med denne sætning:

“Der kom en dag, hvor hun troede, at Knud Erik var død.
Da det viste sig, at han stadig var i live, besluttede hun sig til, at tiden var inde til selv at slå ham ihjel.” 

Allerede tidligere har Klara Friis arvet en stor sum og besluttet sig for at udrydde søfarten i Marstal ved at opkøbe skibe og sætte dem ud af drift. En udenbys spekulant kommer til byen, og da han forlader Marstal igen, får han disse ord med på vejen af fortælleren:  

“Vi kan diskutere til evig tid, hvorvidt det var Klara Friis, der var skyld i Isaksens fiasko, eller hvorvidt det var på grund af vaniljekransene, at det gik galt for ham. I hvert fald manglede der noget i hans viden om kvindekønnet. Han havde troet, at en kvinde, der er lammet af ængstelse, har brug for en mand, som er fuld af handlekraft, for at blive forløst.”

Jeg kunne også fortælle om menneskeæderne på den fjerne ø, skrumpehovedet og den bitre skolelærer, der til sidst gives en krank skæbne af de plagede skoleelever, men jeg vil nøjes med en opfordring til at læse “Vi, de druknede” og også blive ved, selv om begyndelsen kan være lidt tung – det bliver bedre! Og så vil jeg slutte med en af de finurlige indledninger, der er fint drysset ud over bogen, og som gør Carsten Jensen så hyggelig at læse: 

“Vi ved ikke, om Herman Frandsen var morder.
Hvis han var, kender vi grunden.
Han blev morder på grund af utålmodighed. “